Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Har De mon nogensinde tænkt over, at langt de fleste af os i virkeligheden går rundt med to slags sind? Vi har et reelt sind, dvs. et sindelag eller en mentalitet, der er fast forankret i den moralske kvalitet, vi kosmisk repræsenterer, og så har vi et ønskesind. Når jeg i forbindelse med det første sind bruger ordet "kosmisk", er det fordi al vor handlemåde udstråler fra dette sind. Uanset hvad vi har lært, vil vi i alle de situationer, hvor vor optræden er uden for bevidst kontrol – jeg mener her: sigter imod noget vi vil opnå – handle i overensstemmelse med vor indre åndelige kvalitet. At denne handlemåde måske er i skrigende uoverensstemmelse med vort ønskesind, forrykker ikke kendsgerningen.

Måske vil en og anden mene, at da vort ønskesind faktisk er gennemført ustabilt, spiller det ingen virkelig rolle i vort daglige liv, men heri tager man meget fejl. Da vort ønskesind i virkeligheden repræsenterer summen af alle vore drømme om at være et både bedre og større menneske, end vi i virkeligheden er, kan det, hvor det er særlig "udarbejdet", hvilket vil sige, hvor man særlig har tænkt over, hvordan man vil optræde i denne eller hin situation, langsomt omforme vort væsen på en sådan måde, at vi kommer til at virke i bund og grund uægte, uden at vi selv bevidst har villet det, og ydermere uden at vi måske selv er klar over det.

Det er givet, at fristelsen til at "udarbejde" sit ønskesind i detaljer forstærkes uhyre op i det øjeblik, man møder de kosmiske analyser. Thi disse analyser koncentrerer sig jo netop i skabelsen af billedet af det rigtige menneske – og hvem af os vil ikke gerne ligne det? Mødet med de åndelige kræfter rummer altid en stor fare. Berusende som disse kræfter er, fører de meget let til en selvovervurdering, som kan føre direkte til store mentale katastrofer. Atter og atter kan man blive vidne til, at selv de mindste åndelige oplevelser kan bibringe den oplevende fornemmelsen af en slags overmennesketilstand og føre ham eller hende ud i den rene tragedie. Hvad er det egentlig der sker ved en sådan proces? Der sker det, at det reelle sind, dvs. ens absolut normale tilstand, viger for presset af ønskesindet, der nu af Jeget opfattes som reelt og stabilt. Et sådant menneske tror virkelig, at det evner at holde sig oppe på de åndelige højder, det i en brøkdel af et sekund har oplevet virkelig eksisterer.

Men livet tillader ikke de falske illusioner at beholde magten ret længe ad gangen. Ubønhørligt vil omgivelserne lade den "salige" forstå, at de ikke accepterer hans eller hendes pludselige forvandling til engel eller det, der måske er større. Som enhver form for forelskelse, hvor total den så end opleves, før eller senere viger pladsen for det mere nøgterne, således vil enhver form for kunstig høj åndelig tilstand også vige pladsen for erkendelsen af den lange vej, der endnu må tilbagelægges, før en virkelig mental forandring er blevet fuldbyrdet. At denne tilbagevenden i sig rummer mange tragiske enkeltheder, er givet. Det vil altid være en smertefuld oplevelse at se sig selv åndelig nøgen.

Ønskesindet er således ikke nogen ufarlig realitet. Gang på gang forleder det mennesket til en væremåde helt hinsides al fornuft og uden bevidst at ville det, kan man under indflydelse af denne specielle mentale tilstand, komme til at gøre den ideverden, for hvilken man lever og ånder, langt større fortræd end gavn. Tag for eksempel begrebet en "idealist". Læg mærke til i hvor høj grad dette ord i Deres eget sind er synonymt med ordet "fanatiker". I sig selv er dette at være idealistisk indstillet det skønneste, der findes. Det udtrykker et menneskes længsel imod en højere åndstilstand end den, det måske er bundet til og muligvis ikke evner at frigøre sig for. Mens det normale sind således ofte rummer mange idealistiske kræfter i sig, som i samarbejde med andre normale sind befordrer udviklingen hen imod mere og mere humane tilstande, så prøv engang at se på ønskesindet. Det er nemlig selve den koncentrerede idealisme. En væremåde i overensstemmelse med dette sind må nødvendigvis blive temmelig ujordisk og derfor også temmelig uholdbar. Næppe andre steder gør de åndelige kræfter det enkelte menneske større fortræd, end der hvor de forleder til hin selvovervurdering, der gør ofret til en karikatur, både på et normalt jordmenneske og et postuleret rigtigt menneske. Uegnet til omgang med almindelige dødelige og uden mulighed for samkvem med ligesindede, vandrer et sådant menneske ofte den direkte vej til et sindssygehospital.

Da ønskesindet således rummer mange faremomenter, ligger det nær at spørge, om der da ikke findes et middel til at hindre dets vækst ud over det sundt inspirerende? Det gør der, men midlet har aldrig været i særlig bøj kurs. Dets navn er ydmyghed, og dets virkning er beskedenhed. At være en ydmyg, ukendt idealist har igennem tiderne vist sig ikke at være nær så estimeret, som det at være en brændende kulturfakkel, hvis navn lyste på firmamentet. Da vi jo ikke alle kan nå de svimlende højder og få vort navn hugget i klipperne, er det måske værd at undersøge den lykke, der følger med at være ydmyg og ukendt, og hvad møder vi her? Vi møder alle de tusinder, hvis ukendte navne blev sten i humanitetens stolte bygning. Mennesker, i hvis indre der glødede en ild, der gav næring både til deres egen higende sjæl og til det samfund, i hvilket de fødtes. De gjorde ikke deres gerning for at blive kendte, for at få et udødeligt navn, men de gjorde den, fordi et uafviseligt krav inden i dem bød dem at handle. De skiltede ikke med deres høje udvikling og krævede ingen ros for deres virke, men det er deres spor, vi ser overalt, hvor kultur og åndsskønhed afløser hadefuld barbarisme.

En digter skrev engang et digt, der begynder med ordene: "På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå, der har livet sat dig stævne, der skal du din prøve stå"! – Det forekommer mig, at han med disse ord har ramt det centrale i det problem, jeg her har beskæftiget mig med. Vort møde med de kosmiske analyser forpligter ingen af os til at blive "overåndelige". Disse analyser er kun tænkt som en kærlig vejledning til hver eneste af os i vor kamp for en større overensstemmelse mellem vort reelle sind og vort ønskesind. Forbinder vi denne vor kamp med ydmyghedens dæmpende og milde kræfter, løber vi i hvert fald ingen risiko for i mødet med vore omgivelser at blive konfronteret med Emersons evigt sande og evigt ubehagelige ord: "Hvad du er, giver sig så højlydt til kende, at jeg ikke kan høre hvad du siger"!

Fra Korrespondanceafdelingen.
Brev nr. 77, den 22. september 1944.