Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det moderne samfund præges i stigende grad af menneskets voksende evne til at kunne foretage beregninger. Det kommer ikke kun til udtryk på det videnskabelige og teknologiske område, men også i menneskenes hverdag. I en tid, hvor de traditionelle religiøse normer er i stærk tilbagegang, er evnen til at kunne foretage rationelle beregninger i færd med at indtage den plads, som førhen udfyldtes af enkle religiøse forestillinger og en deraf følgende opløftende tillid til, at livets gang dybest set styres af helt andre kræfter end menneskelige beregninger. Dette skift i tidens tale, som menneskeheden befinder sig midt i, har ført til åndelig rodløshed og store samfundsmæssige omvæltninger.

Vi mennesker af i dag er alle impliceret i en verdensomspændende favorisering af beregnelighed, en favorisering, som på en måde rykker fortiden op med rode. Alligevel rummer vor hengivelse til beregnelighed og selvbevidst styring af vor tilværelse en rationel betinget fornyelse, som gennem en række inkarnationer har ført os ud af middelalderens mørke, ind i en moderne tids blændende lys, en verden i fortsat forvandling, som de fleste civiliserede mennesker af i dag trods alt siger ja til, omend de samtidig er meget usikre overfor, hvor udviklingen egentlig fører dem hen. Ejheller kan det undre, at højtstående honoratiores indenfor åndslivet optræder som fortalere for en tilbagevenden til og styrkelse af traditionelle religiøse forestillinger, idet vor rationelle fornyelse har vist sig at indebære adskillige ubehagelige bivirkninger, af hvilke nogle synes at pege i retning af globale katastrofer. Men for mennesker, der fundamentalt er vokset ud af deres organiske tilknytning til og afhængighed af traditionelle religiøse forestillinger, er en tilbagevenden til sådanne ikke mere mulig.

På den anden side kan vore samfundsmæssige fremtidsforestillinger og bestræbelser ikke virkeliggøre vore længslers mål derved, at vi anser vor effektive beregningsevne for at være udset til at blive vort egentlige livsgrundlag. Et åndeligt fundament, en religiøs livsanskuelse er afgørende nødvendig også i verden af i dag og i morgen.

Kirken ser ingen sammenhæng mellem menneskets voksende evne til logisk tænkning og beregning på den ene side – og en gradvis tildannelse af et fuldkomment Jorderige på den anden side. Men kirken fungerer jo heller ikke som fortaler for langsigtede samfundspolitiske problemløsninger, der sigter imod oprettelsen af et globalt fredsrige som skridt til skabelsen af en fuldkommen verden. Kirken er først og fremmest fortaler for overleverede trosforestillinger hinsides al rationalitet. I en sådan betydning bestræber den sig på at være tro overfor sig selv. Denne troskab udgør grundlaget for kirkens egentlige og tillige begrænsede – mission.

På lignende måde og dog anderledes forholder det sig med de konservative kræfter i den politiske samfunds- og verdensudvikling. Med hensyn til førnævnte sammenhæng mellem hverdagens krav på den ene side og en visionær målsætning på den anden side fremtræder vor tids konservative politik tiltagende irrationel og inkonsekvent, omend dette sker mere eller mindre uafvidende. På den ene side sætter den politiske konservatisme sig selvbevidst og tryghedsorienteret tilrette på en tyk gren i kundskabens træ. På den anden side saver den i samme gren med den dogmatikkens sav, der appellerende rækkes den fra konfessionelt hold.

– – –

Kosmologisk livsanskuelse fører til erkendelsen af, at vor forkrænkelige verdens harmonisering og frelse ikke ene og alene er et "himmelsk" anliggende, men tillige et "jordisk". Ja, den jordiske side af vor frelse er ligefrem langt mere iøjnefaldende end den himmelske, fordi den vedrører de nære ting, vor tilværelses nærperspektiver. Men ikke nok med det. Kosmologisk eftertanke åbner tillige vore sanser for forståelsen af, hvordan uberegnelighed kan optræde som et kendetegn for sand menneskelighed.

Da Jesus for 2000 år siden inden for rammerne af et kort åremål fundamentalt rystede den verdensorden, som endog nutidens menneskehed stadigvæk ængstelig klamrer sig til, fordi de endnu ikke i dybden har forstået denne sandhedens og kærlighedens ambassadør, da var det den fra verdensgenløseren udstrålende himmelske uoverskuelighed eller kosmiske uberegnelighed, som udover tilslutning og efterfølgelse også fremkaldte afvisning, modstand og fordømmelse. Uberegnelighed af denne art står dog i virkeligheden ikke i modsætning til den logiske tænkning og adfærd, som det moderne menneske er henvist til at praktisere. Den, som af princip anser uberegnelighed for at være kritisabel eller ukærlig, ser endnu ikke klart. Det begrænsede menneske i sin tilskuerrolle overfor højere kærlighed opfatter denne som en paradoksal og uberegnelig manifestation, der støder an imod tilskuerens bundethed indenfor overskuelighedens og beregnelighedens velkendte rammer.

Uberegnelighed som udtryk for sand kærlighed er resultatet af et bevidsthedsmæssigt gennembrud. Ethvert menneskes logiske tænkning og adfærd munder før eller siden ud i en helt ny form for overskuelighed, båret frem af en fornyende kosmisk religiøsitet. Det er vågnende intuition, som på baggrund af gradvis opnået balance mellem følelse og intelligens bevirker dette gennembrud i menneskets bevidsthed.

For ikke uforvarende at gøre os selv til bremseklodser eller ligefrem korsfæstere af sand kærlighed må vi lære at skelne mellem to former for uberegnelighed. Den ene kommer til udtryk i menneskets mere eller mindre overspændte, forhastede og vilkårlige adfærd, og er baseret på instinktbehersket selviskhed. Den anden og højere form for uberegnelighed udspringer derimod af intuitionsbehersket uselviskhed, hvilket er det samme som en udvidet hensyntagen. Indbefattet i denne er en hensyntagen til forhold, der ikke så let kan forstås eller accepteres af andre end den, der kan tænke og handle intuitivt. Det er ikke let at skelne mellem disse to former for uberegnelighed, dels fordi den højere form ikke kan forstås og genkendes på grundlag af almindelig beregnende opmærksomhed, dels fordi vi lever i en tid, hvor de to former i stigende grad stilles overfor hinanden, optræder samtidig og dog hver for sig.

– – –

Kosmisk uberegnelighed optræder som en kærlighedsorienteret syntese midt i ufuldkommenhedens verden, – der, hvor et menneskes fremskredne beregningsevne på den ene side og samme menneskes kosmiske gudsopfattelse på den anden side samvirker dybtgående, går op i en højere enhed. Her åbenbares en viljestyring, der orienterer sig i to retninger, afstemt i forhold til hinanden fra øjeblik til øjeblik: Guds vilje og menneskets vilje. Ud fra en sådan dobbeltsidig centreret bevidsthed udspringer af og til en intuitiv adfærd, som modig og dog afvæbnende, afslørende og dog helbredende påvirker en verdensorden, som sygner hen og i sandhed behøver fundamental fornyelse.