Kosmos 1991/1 side 12
Skæbne og/eller fri vilje?
af Margaretha Granström og Kjell Höglund
Det turde være et faktum, at alle KOSMOS' læsere eller i det mindste de fleste – på et eller andet tidspunkt har filosoferet over nævnte spørgsmål. Den forklaring, Martinus har givet på dette emne, må af naturlige grunde blive oplevet højst forskellig for de forskellige mennesker.
Hvis man vil komme let om ved det, er det selvfølgelig enklest at være enig i de sandheder, der præsenteres, selvom man inderst inde ikke helt forstår dem! Dog vil også Martinus – i lighed med Jesus i forhold til hans disciple – gerne have, at hans læsere lærer at tænke selv – så at hans analyser bliver til levende fakta i stedet for døde påstande.
Et paradoks
Martinus påpeger som bekendt, at vi mennesker er født med fri vilje, men på trods heraf er det Guds vilje der råder. – Et paradoks!
Men måske behøver det paradoksale, hvis det sættes i det rette sammenhæng, ikke at være noget paradoks?
Martinus forklarer altså i mange sammenhænge, at vi mennesker har fri vilje indenfor vort eget livsoplevelsesområde, men at vi ud over det er underkastet Guds vilje. Og det ligger naturligvis da lige for at opleve livet, som om vi ikke har fri vilje.
Fri vilje indenfor vort eget livsoplevelsesområde indebærer dels, at vi ikke uden videre kan ændre virkningerne af allerede udløste årsager – og det er én sag! Men i anden henseende indebærer det, at vi på en konkret og håndgribelig måde kan vælge at udvikle os moralsk i relation til de oplevelser af forskellig art vi møder. Her er det muligt for os at studere vor egen moralske vækst. De reaktioner og handlingsmønstre, vi har med os fra tidligere liv og som i dette liv er vanemæssige, har vi fri vilje til at ændre.
Uendelighedsperspektivet
Det er helt forståeligt, at vi ser vor frie vilje i det perspektiv, som vi selv kan overskue, selvom vi er indforstået med uendelighedsperspektivet. Derfor er vi mere eller mindre blokeret af vor egen begrænsede måde at tænke på. Et faktum, som man bør være opmærksom på, – og som Martinus ikke direkte udtrykker, men som fra hans udsigtspunkt må være en selvfølgelighed – er, at vi altid har haft fri vilje og altid vil have fri vilje og dette har – og vil komme til at få – visse konsekvenser. Endvidere er vi i reglen dybt engageret i at undersøge vor egen frie viljes væren eller ikke væren – og glemmer det faktum, at alle andre også har fri vilje – hvilket på sin side indebærer, at vor frie vilje af og til kan blokeres af andres frie vilje – ikke kun i mellemkosmos. Også vore medvæsener i mikro- og makrokosmos har jo fri vilje!
Hvis vi kun er koncentreret på vor egen fri vilje, kaster det et mistænkeligt skær af "diktatormentalitet" over hele temaet. I de sammenhænge, hvor fri vilje undersøges, er det som regel kun min frie vilje som har interesse. Andres frie vilje har vi tilsyneladende glemt i farten. Men det er naturligvis ikke så let at se måden, hvorpå alle disse frie viljer samarbejder! Vi er jo stadigvæk kun ufuldkomne jordmennesker.
Guds plan og den frie vilje
Der er også et andet aspekt i dette. Det indgår i Guds plan, at vi skal gennemgå visse udviklingsstadier. Og konkret betyder det, at vi skal møde forskellige foreteelser og udføre visse ting, som udvikler os til at blive mennesket i Guds billede. Her opstår så spørgsmålet, om det er os selv, der vælger hvad vi vil påtage os i et bestemt liv eller om det er Gud, der vælger for os.
Vi vil belyse Guds og individets frie vilje med et eksempel!
Vi tænker os, at Guddommen har en plan for det tilværelsesplan, hvor vi befinder os. Men for nu at gøre dette jordnært, tænker vi os, at det handler om en byplan og at Gud er den chef, som udfører tegningerne til, hvordan den færdige by skal se ud. Han bestemmer f.eks., at der skal være et bibliotek, museum, skoler, sygehus, busterminaler osv. Hans plan er også, at alle indbyggere skal bidrage med deres arbejdsindsats til de projekter, som skal bygges. Derimod bestemmer det enkelte menneske selv hvad, når og i hvilken orden det skal ske. Her stilles vi da overfor det faktum, at selvom Gud har bestemt, at visse ting skal udrettes, så bestemmer vi selv, hvad vi skal gøre. Eftersom der i ethvert givet øjeblik er levende væsener på alle udviklingsstadier, så er der altid nogen, som frivilligt melder sig – selv til de mest krævende opgaver, som Guddommen kan tænkes at fremlægge.
Afsluttende bemærkninger
Resultatet af dette skulle da være, dels at jeg selv uhindret kan anvende min frie vilje indenfor mit eget livsoplevelsesområde – hvordan jeg skal opleve og håndtere de forskellige begivenheder jeg møder – og dels at jeg selv bestemmer hvad jeg skal gøre og hvornår og i hvilken rækkefølge jeg skal fuldføre den ene eller den anden detalje i den guddommelige plan.
Set i dette perspektiv, bliver det også lettere at forstå, hvorfor virkningerne af visse årsager af og til kan komme hurtigt, men også udskydes meget længe. Måske ved vi på et ubevidst plan, hvad vi tåler i et specielt liv og derfor vælger at "modne" os gennem en lidt længere tid overfor en byrde, som kan være svær at bære.
Til slut en mulig og svimlende konsekvens af vort ræsonnement. – Er det måske os selv, som i den åndelige del af spiralkredsløbet er "byarkitekter" for vore egne fremtidige "byggeprojekter" – er vi med andre ord manusforfattere til vor egen gøren og laden på livets scene? "Jeg og Faderen er ét" siger Jesus.
Individets frie vilje er tydeligvis meget sindrigt forbundet med Guds vilje. Men der er absolut ingen modsætning mellem eksistensen af en guddommelig plan og den frie vilje. Tværtimod! Disse to ting forudsætter hinanden.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige