Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vi mennesker lever med en spaltet bevidsthed. En urgammel, dyrisk og ubevidst, og en ny, human og bevidst. Disse to, tilsyneladende uforenelige bevidstheder, lever altså inden i os, side om side.

 

Den gamle bevidsthed genkendes ved at stå for selvopholdelsesdrift og selvhævdelse, trussel mod ens eksistens, rædsel for at miste fodfæste og gå under, revirfokusering og egoisme. I den verden har magten ret, mens det tværtimod er retten, der har magten i den nye menneskelige. Den ny bevidsthed står for alt, hvad der har med uselviskhed, alkærlighed, fornuft, retfærdighed og medlidenhed at gøre.

Lidt drastisk kan man sige, at enten ser man alt, der er uden for én selv som en trussel, noget man må være på vagt over for og besejre, overliste, underkue, påvirke og forme i sit eget billede, eller også stoler man på, at omverdenen stort set er god og er noget man spontant mere og mere vil blive en del af, åbne sig for.

Det førstnævnte syn på omverdenen og sig selv var naturlig og dækkende i fortiden, det sidste vil blive det i fremtiden, og lige nu står vi netop et sted på grænsen midt imellem.

To mennesker kan opleve samme situation helt forskelligt afhængig af deres tidligere liv og erfaringer. Man kan ikke aflæse mere i en begivenhed, end man selv har oplevet og forstået.

Men dette gælder også for det enkelte menneske. En begivenhed set fra det nye synspunkt, eller den ny bevidsthed, giver et helt andet billede og en helt anden oplevelse end samme begivenhed set fra det gamle "almindelige" perspektiv.

Den gamle instinktive bevidsthed er den, der sidder i rygmarven, eftersom den er udviklet og har båret os i en næsten uoverskuelig fortid. Derfor sker det let, at vi lader den styre vor hverdag, og det gør den gerne, da den fungerer af sig selv.

Problemet med at lade vore handlinger styre ved en "autopilot" er, at hvis vi ikke overvåger, kontrollerer og balancerer denne del af vor bevidsthed med den humane, vil vi, når vi føler os truet i en eller anden anledning, højst sandsynligt reagere aggressivt, specielt hvis vi er ude af balance på grund af træthed, sult, sygdom eller anden modgang. I en sådan situation kobles vore psykiske kræfter automatisk med det samme over på de funktioner, der har med ren overlevelse at gøre. Og de mere altruistiske dele af vor bevidsthed kobles ikke på nettet igen, før faren er drevet over og kræfterne vendt tilbage – f.eks. når én har trøstet og taget sig af os, eller vi har hvilet og spist.

Når vi er kommet til os selv og er begyndt at reflektere over, hvad det var der skete, da vi tabte humøret og lod vreden og frustrationen eller angsten gå ud over andre, måske en nær ven, plages man ofte af samvittighedsnag. Desuden har relationen til den, det gik ud over, måske taget skade, hvilket så vil lede til endnu flere bekymringer senere hen.

Den reaktion som synes rigtig i øjeblikket, i det korte, umiddelbare perspektiv, skaber altså bekymringer i det lange løb. Og omvendt – hvis det lykkes én at lægge bånd på sin måske tilsyneladende retmæssige vrede eller irritation og vende den anden kind til, så har man vundet en sejr over sig selv – og er dermed også vokset menneskeligt.

Set fra et åndeligt udsigtspunkt er enhver prøvelse og provokation, vi kommer ud for, en slags test. Hvordan vi reagerer i sådanne pressede situationer afslører vor virkelige moralske standard. Og alle sådanne situationer er, hvis man formår at se det sådan, en udstrakt hånd, som vil føre os nærmere målet.

Hvis man som mål har atter at blive ét med sin Fader, må man samtidig forstå, at kun den som er helt ren af hjertet, er i stand til at se Ham i al sin pragt. Indtil man er helt renset for misforståelser om, hvordan livet virkelig er, kan man kun se fragmenter af Ham og Hans rige. Men hver gang det lykkes for én at overvinde sin lavere natur, løftes yderligere et slør bort fra vort syn, og billedet bliver klarere.

Gud ved alt, er alt og er i alt. Dermed er han lig med den sande virkelighed. Og den sandhed, den nærværelse, bærer vi allerede inden i os. Når vi til sidst finder vort indre hjerte, kan se os selv, som vi virkelig er, så møder vi samtidig Gud.

Ved at forsøge at fastholde dette synspunkt på alt, hvad vi møder, vil vi efterhånden kunne se alt i et andet lys, ud fra en dybere dimension. Og det vil så give en stadig rigere livsoplevelse, og man kommer derigennem i kontakt med en ubegrænset livskilde. Man er begyndt at ane Guds nærhed i alt.

Til den tid er man også holdt op med at forlange det umulige af sine omgivelser – man er begyndt at indse, at alle, i enhver situation og med deres specielle forudsætninger, faktisk gør det så godt de kan, hvor mærkelige deres handlinger end kan synes at være.

Det er fra dette udgangspunkt Jesu ord på korset, om dem der korsfæstede og plagede ham, bliver logiske og danner nøglen, som åbner himlens porte for hver den, der tager sit kors op og følger hans eksempel: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre." (Luk. 23.34).

Eftersom den gamle dagsbevidsthed netop er gammel og derfor uundgåeligt på vej til at gå under, nedbrydes og blive til næring for det nye, som nu søger op mod lyset, er det på langt sigt bedre, jo før man selv indser det og ikke holder fast ved det gamle, når det har udspillet sin rolle.

Men man kan ikke blot tage noget bort uden samtidig at erstatte det med noget andet. Så er der ikke vundet noget, men kun skabt forvirring. Det der kræves, er en lærer, som ved at vise, at det nye allerede eksisterer inden i eleven, og at det desuden på alle måder er det gamle overlegent, får eleven til af egen drift, af egen fri vilje at tage skridtet og forlade det gamle til fordel for det nye.

"Efter en halv dag begynder vi at kunne slække på bremsen og styre uden om. Og de fleste har lært, at den der stirrer på en forhindring, uvægerligt havner midt i den. – Altså, understreger instruktøren, se aldrig på elgen – så påkører du den. Se på hvor du skal styre. Og se langt frem!"

Så længe man holder fast i den gamle vanetænkning, kan man ikke se ud over den "forhindring", som synes at blokere ens vej til lykken, og som man derfor uundgåeligt gang på gang kører ind i – eller bliver gal på. Konsekvensen heraf bliver, at man blot vikler sig mere og mere ind i det, man allerhelst vil undgå at komme for nær.

I sådanne situationer gælder det således om at fæstne både blikket og tanken langt frem, hvis man ikke skal fortabe sig i det aktuelle. Det gælder om at kunne overskue det der sker, se hvad der ligger bag. Kan man ikke det, ser man kun noget, der truer éns eksistens, og som man derfor må forsvare sig imod.

 

 

Martinus har i sine analyser vist, at hver gang vi reagerer aggressivt og hævnende på noget ubehageligt, som kommer i vejen for os, så overfalder vi egentlig kun budbringeren. Og hvis vi overfalder en, så kommer der straks to nye. De er pligttro og holder ikke op med at opsøge os, før de er sikre på, at vi virkelig har modtaget og forstået budskabet.

Desuden er det på langt sigt, som følge af loven om sæd og høst, faktisk os selv vi skader, foruden det ubehag vi da forvolder et medvæsen.

"Det er ikke noget dyr i renkultur, men det er heller ikke et færdigudviklet menneske. – Det er en såret flygtning mellem to riger. Det befinder sig for tiden i et "ingenmandsland". – Det er en hjemløs gudesøn." (LIVETS BOG I, stk. 82)

"Krisen består netop i, at det gamle dør, og det nye ikke kan fødes. I dette interval opstår nogle morbide symptomer af forskellig art". (Antonio Gramsci: Optegnelser i fængslet).

"Much in you is still man, and much in you is not yet man, but a shapeless pigmy that walks asleep in the mist searching for its own awakening." (Meget i dig er dog menneske, og meget i dig er endnu ikke menneske, men en uformelig dværg, som vandrer sovende i tågen, søgende sin egen opvågnen). (Kahlil Gibran: Profeten).

For at man skal vove at slippe det gamle, velkendte og trygge og i stedet søge opad mod det nye, mere ukendte, må man have tillid.

Tilliden består ikke i, at man forstår alting, men at man aner, at der bag det der virker skræmmende og truende, findes en god kraft, som gennemstråler alting, og som en gang i fremtiden vil oplyse alt og alle. "Thi der er intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret, ej heller er noget gemt hen, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset." (Luk. 8.17).