Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1937/11 side 131
Thora Gerner Larsson:
Tankernes Spil.
Selv om vi Mennesker endnu paa mange Omraader hører til blandt Dyrene, er der dog nogle Punkter, hvor det er lykkedes os at naa frem foran dem. Blandt andet har vi frem for Dyrene Evnen til at forme vore Tanker i Ord, og kan saaledes lade vore Omgivelser faa Del i vor indre Verden. Vi behøver ikke at gaa stumme og ensomme omkring imellem hinanden, men kan lade vore Tanker flyve af Sted imellem os som brogede Bolde. Ja – er ikke netop vor Leg med Ord og Tanker som et indviklet Spil med Bolde? Det er ikke nok, at man har Boldene, der er ogsaa utallige Regler og Finesser at lære. Nogle af Spillerne har slet ikke Evne til at bruge de rigtige Bolde paa de rigtige Steder, de griber blot i Nettet og lader store og smaa, farveprangende og mere uanseelige Bolde flyve af Sted imellem hinanden uden Tanke paa, om den, de kaster dem til, har Brug for dem eller Interesse af dem. Og det gælder ikke alene om at tage med Omtanke i Nettet, man maa ogsaa have sin Opmærksomhed henvendt paa at faa Bolden sendt af Sted paa netop den rette Maade. Selv ellers smukke Bolde kan ligesom miste deres Glans, naar de bliver sendt af Sted med et ligegyldigt og klodset Kast. Medens omvendt smaa graa Bolde kan bringe Modtageren Glæde, naar de sendes med Omtanke og Kærlighed. – Og ogsaa det at modtage, hvad der sendes en, er en Kunst. Man maa aldrig være for overlegen til at tage imod en Bold, selv om den synes nok saa ringe. Husk paa, vi har ikke alle samme Evne til at forme skønne Tanker i smukke Ord. Og den Tanke som synes dig for ubetydelig til at ofre nogen Opmærksomhed, har maaske virket voldsomt inspirerende paa ham, der sendte den, saa inspirerende, at han absolut har maattet dele den med dig, og det er dog saa lille en Ulejlighed at tage imod den med lidt Venlighed. Tænk paa, at det maaske i Morgen er dig, der finder en Tanke, der synes dig saa skøn, at du maa dele den med en anden, og helst med en af dem, der er dig kærest – hvor nedstemmende er det da ikke at se den blive modtaget med Ligegyldighed. Ja, maaske den ikke engang bliver ænset, men falder ubemærket til Jorden. Der er vel næsten intet, der i den Grad formaar at faa et Menneske til at føle sig ensomt og forladt, som at se den Tanke, der har været i Stand til at beruse det selv af Glæde, blive vraget som noget ligegyldigt. Dobbelt tungt maaske, fordi man altid helst vil kaste sine smukkeste Bolde, til dem man elsker højest, og hos hvem man venter at finde mest Forstaaelse. – Selvfølgelig er der ogsaa Spillere, der ikke kan undgaa at komme ud for mange af den Slags Skuffelser, fordi de i deres Egoisme forlanger, at Modparten naar som helst skal være parat til at modtage hvad som helst. Hvis man ikke har saa megen Taalmodighed, at man har Tid til at vente med at lægge Beslag paa Modparten, til man ser, han ikke er optaget andet Steds, kan man heller ikke gøre Fordring paa at faa nogen god Modtagelse.
Nu kan man maaske spørge, hvortil al denne Ulejlighed, hvad Glæde har man af at udveksle sine Bolde? Ja, der er jo Mennesker, der gaar rundt og pudser og polerer deres Bolde, men aldrig giver nogle af dem fra sig. Prøv engang at se paa disse Mennesker. Ikke alene bliver de ensomme, det er ogsaa som om de ikke rigtigt kan vokse og udvikle sig. Naar man aldrig selv giver nogle af sine Tanker fra sig, kan man heller ikke forlange, at andre vil skænke en deres. Og der maa en Tankeudveksling til, hvis ens Bevidsthed skal vokse. Har man en smuk Tanke og beholder den for sig selv, ja, saa bliver den selvfølgelig nok ved med at være smuk, og maaske den ogsaa kan formere sig, men det gaar saa langsomt. Lader man derimod en anden faa Del i den, vil han muligvis føje en lille Ting til, som man ikke selv har tænkt over, og denne lille Ting sætter igen Skub i Tankerne, saa der affødes nye, som ogsaa bliver sendt af Sted; og paa denne Maade ruller Lavinen og Tankerne myldrer frem. – Lad os derfor ikke være karrige med vore Bolde, men lad os gøre alt for at blive saa flittige Spillere som muligt, thi jo flere Bolde vi giver fra os, jo flere vil vi ogsaa faa tilbage.