Kosmos 1990/12 side 251
EN FESTDAG TIL ÆRE FOR
Kosmisk bevidsthed
af Rolf Elving
En tale holdt i Sindal ved 100-årsdagen for Martinus fødsel
Det mest bemærkelsesværdige
I dag for 100 år siden fødtes Martinus her i Sindal. Det mest bemærkelsesværdige er dog ikke de mange år, der er gået, men at det sjældne skete, at Martinus 30 år gammel oplevede at få KOSMISK BEVIDSTHED.
Martinus havde som bekendt den lykke at få et langt liv. Interessant nok kom det til at bestå af 30 indledende år uden – efterfulgt af 60 år med dagsbevidst kosmisk bevidsthed.
Vi er nu samlet her i Sindal, Martinus' fødested og barndomshjem. Vi hører mange beretninger om Martinus barndom og opvækst. Sindal – SOLENS DAL – blev den kosmiske bevidstheds vugge. Her skulle et nyt kosmisk lys tændes.
Arbejdet – det væsentligste
Martinus var jo sådan, at han faktisk ikke ønskede en fokusering på sig selv. Det kan vel vanskeligt undgås en dag som denne. Men det væsentligste var det arbejde, han udførte. Det var det interessen helst skulle dreje sig om! Men at fejre denne dag til ære for kosmisk bevidsthed tror jeg, at selv Martinus ville være ganske tilfreds med. Især da han ved offentliggørelsen af sin egen kosmiske bevidsthedstilstand viser, at alle mennesker – uden undtagelse i lighed med ham – vil få kosmisk bevidsthed.
En fest for kosmisk bevidsthed
Martinus' arbejde er netop en åndelig fødselshjælp frem imod en indvielse. Ved at gøre Martinus' 100-årsdag til en festdag for kosmisk bevidsthed gør vi denne dag til noget mere end blot et tilbageblik. Det bliver samtidig til en skuen ind i fremtiden. Oven i købet ind i vor egen personlige fremtid.
Jordens salt
Vi kender udtrykkene Den Gamle Verdensimpuls og Den Nye Verdensimpuls fra Martinus' litteratur. Den Gamle Verdensimpuls' inspirerende kraft stammer direkte fra de store verdensreligioners indstiftere. Kristendommen fra Jesus, Buddhismen fra Buddha, osv. Fællesnævner for disse ophavsmænd til verdensreligionerne er kosmisk bevidsthed. De var og er jordens salt. Humanismens og næstekærlighedens virkelige pionerer.
Kristendommen – et eksempel på den kosmiske bevidstheds virkninger
Den gren af disse fortidige kosmiske bevidstheders impulser, vi nok bedst kender virkningen af, er den der er udgået fra Kristus, altså kristendommen.
Kristendommen er et talende eksempel på, hvad en kosmisk bevidstheds fødsel medførte for eftertiden, nemlig den mægtige virkning, vi nu gennem to årtusinder har kendt under navnet kristendom.
Men dette fortidens møde med den kosmiske bevidsthed var langt fra tilstrækkeligt til at give dens tilbedere kosmisk bevidsthed. Det har heller aldrig været formålet. Som Jesus selv sagde: "Jeg har endnu meget at sige eder, men I kunne ikke bære det nu. Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde eder." (Johs. 16,12-14).
Nytten af den gamle verdensimpuls
Den Gamle Verdensimpuls har dog ikke været virkningsløs. Den har skabt et livsfundament, der har båret millioner og atter millioner af mennesker fra vuggen til graven. Den har skænket sine tilhængere en urokkelig tro på en højere, god magts nærværelse og givet mennesker et håb om et liv efter døden.
Men samtidig har dette åndelige fundament været baseret på tro og suggestion.
"I kan endnu ikke bære det"
Den Nye Verdensimpuls, som Martinus giver inspiration og næring til, er i lighed med Den Gamle Verdensimpuls' indstiftere også udtryk for kosmisk bevidsthed. Men nu handler det om alt det, om hvilket Jesus sagde: "I kan endnu ikke bære det", dvs. den intellektuelle, logiske udredning af næstekærlighedens kontakt med virkeligheden. Der måtte komme en tid, hvor det gode ikke blot skulle være en from forhåbning, men en levende kendsgerning. Der måtte komme en tid, hvor vort forhold til "det gode" blev en levende kendsgerning, næret af viden og indsigt. Dette var allerede fortidens indviede ganske på det rene med.
En overgang fra tro til viden
Den Nye Verdensimpuls er netop beregnet på at støtte os i denne overgang. Den er beregnet på at give viden i stedet for tro. Den har til opgave at hjælpe os endnu et skridt frem imod kosmisk bevidsthed. Ja nu handler det om, at vi selv skal få kosmisk bevidsthed. Målet er i dag det samme som det ned gennem tiderne har været. Menneskeheden vokser, og en skønne dag vil den krones med kosmisk bevidsthed.
Om dette vidner Ægyptens pyramider. Om dette vidner de humane opfordringer, der udgår fra de store verdensreligioner, og dette understreges nu atter af Martinus på en ny måde. Nu i form af den åndelige videnskab, hvor selve ophavet er fuldstændig underordnet, og forståelsen af virkeligheden helt overordnet.
Martinus skriver om kosmisk bevidsthed
Alt hvad Martinus skriver, handler udelukkende om kosmisk bevidsthed. Han beskriver livet og verden koloreret af det lys, det får i kraft af KOSMISK BEVIDSTHED. På en måde handler det om Martinus selv og hans personlige erfaringer. Men disse er jo ikke opstået ud af de rene tilfældigheder. De er tværtimod en følge af den orden, hvorpå selve Verdensaltets evige eksistens hviler. Og Verdensaltet indeslutter jo alt liv i sig.
Martinus 1901
De åndelige og materielle vilkår under Martinus barndom og opvækst
Jeg vil nu pege på, at der findes en mening med dette, at Martinus levede her i verden mellem årene 1890 og 1981. Martinus fødtes i et åndeligt miljø, hvor virkningerne af den gamle verdens impuls blomstrede. Her ude på landet under ringe materielle forhold var barnetroen stadig levende. Martinus har selv fortalt, hvordan han som lille dreng, når han gik med madkurven ud til arbejderne på markerne, oplevede at man råbte til hinanden, når man passerede forbi: "Guds Fred". Og han tilføjede, hvis man gjorde det i dag ville folk vel tro, at man var sindssyg.
I Martinus' bardomsmiljø prægedes hverdagen af tidens hårde materielle vilkår, af slid og slæb for at klare dagen og vejen.
Kraften fra oven
Til hverdagens hårde trædemølle hentede menneskene kraft fra oven i form af den kristendomsforkyndelse, vi nu plejer at kalde vor barnetro. Aner vi ikke her en mening med tanke på Martinus' kommende opgave? Her i starten af sin inkarnation får han repeteret mødet med en fortidig kosmisk bevidstheds frugter.
Det var derfor ikke så underligt, at Jesus blev den unge Martinus store ideal. Når han var i tvivl om han skulle gøre det ene eller det andet i en vanskelig situation, spurgte han sig selv: "Mon Kristus ville gøre det"? Inden i sig selv følte han prompte svaret. Det mærkelige var vel ikke at han stillede spørgsmålet, men at han virkelig følte svaret, og vigtigst af alt, at han fulgte det!
Drøm om at blive missionær
Martinus kom også til at føle den dogmatiske spændetrøje, som Jesu store kærlighedsforkyndelse var blevet pakket ind i. Da han gik til præst fik han at høre, at der var en forbandelse ved uægte børn. Martinus var selv et såkaldt uægte barn og havde sit eget stærke personlige gudsforhold. Han kunne ikke forstå, hvorfor Gud ville straffe ham, fordi hans forældre ikke var blevet gift. Han har også fortalt, at han senere i livet drømte om at blive missionær, men at han ikke kunne blive det, fordi han følte, at de mange dogmer ikke var sande.
Tidligt i sin barndom mødte Martinus således Kristus, som blev hans højeste ideal. De virkninger, som Kristus afstedkom, kalder Martinus i sit forfatterskab for den gamle verdensimpuls. Dette fik betydning som baggrund for Martinus' kommende mission.
Den gamle verdensimpuls' nedbrydning
Martinus fik også lov at opleve nye åndelige vindes tiltagende styrke. Han oplevede det materielle velfærdssamfunds fremvækst og dets følgesvende materialisme og gudsfornægtelse.
Ikke sådan at han ikke frydede sig over teknikkens mange bekvemmeligheder. Han var f.eks. som ung meget glad for at gå i biografen, og han fortalte ofte om det under, det var, da han første gang hørte tale om, at man også kunne se "levende billeder", altså billeder i bevægelse.
Han oplevede den første verdenskrig og de grusomme konsekvenser af manglende næstekærlighed, der resulterede i masseslagtning og brodermord.
Martinus får kosmisk bevidsthed
Han oplevede hvordan mennesker fik mere og mere travlt med at samle sig materielle værdier. Jagten på guld og gods greb om sig, og dette at tale om Gud og en åndelige verden overlod man efterhånden til barnlige og naive sjæle!
Kort sagt Martinus oplevede det, han senere i sit forfatterskab kalder for den gamle verdenskulturs undergang. Ser dette ikke også ganske hensigtsmæssigt ud med tanke på Martinus' kommende mission?
Men nu kommer vi til det bedste ved hele historien. Martinus havde som sagt oplevet den gamle verdenskultur i fuld blomstring. Han havde fundet Kristus, som blev hans egen højeste personlige indre ledestjerne i moralske spørgsmål. Han havde gennemskuet det dogmatiske præg, Jesu rene kærlighedslære havde fået. Han oplevede hvordan en masseflugt fandt sted bort fra interessen for alt det, der hører åndelige værdier til. Han havde erfaret en massernes åndelige kursændring bort fra alt det, der hører den sande kosmiske bevidstheds frugter til.
En drøm går i opfyldelse
Hvad sker der så? Der sker det, at Martinus selv oplever at få kosmisk bevidsthed. Han bliver til sidst det, han en gang drømte om at blive: en slags missionær! Men som han også sagde, viste det sig ikke længere at være nødvendigt at rejse til Afrikas jungler for at finde opgaver, for der fandtes junglebevidsthed i rigeligt mål på betydeligt nærmere hold. Det blev nu hans personlige opgave at være vejviser for menneskeheden i dets sidste fase frem imod kosmisk bevidsthed. Og denne opgave bestod i at vise det logiske og intellektuelle grundlag for den fuldkomne næstekærlighed, sådan som den blev manifesteret i praktisk væremåde af Kristus.
"Når nøden er størst..."
Fra begyndelsen af 1920'rne og frem til midten af 50'erne skabte Martinus så hovedværket – de syv bind af LIVETS BOG – DET TREDIE TESTAMENTE. I denne periode i Martinus' liv domineredes verden af krigsforberedelser og endelig også af den anden verdenskrigs udbrud.
Men er det dog ikke vidunderligt at tænke på, at samtidig med at ragnarok raser i verden, så sidder Martinus i det stille og skriver på en kærlighedens videnskab. Når volden og magtens kræfter stormer hen over verden, tændes der påny et kærlighedens fyr på lidelsernes stormfyldte hav? Når det er allermest påkrævet, er hjælpen altid nærmest.
Konklusion
Martinus' fysiske inkarnation fra 1890 til 1981 falder sammen med Den Gamle Verdensimpuls' undergang. Eftersom der her er tale om åndelige værdier, bevirker en sådan impuls' nedbrydning en nedbrydning af moralske og åndelige værdier. Hvis man har til opgave at dreje kursen i lysets retning igen, må det vel være en fordel at få erfaringer og eksempler på, hvad det er, der har ført menneskenes interesse bort fra de åndelige værdier.
Der skimtes en mening med det tidspunkt Martinus kom til at udføre sin mission på.
Betragter vi verdensudviklingen ser vi, hvordan kosmisk bevidsthed er en ældgammel foreteelse her på kloden. I den guddommelige udviklingsplan skinner den evigt på alle, der vandrer fra mørke til lys.
Vi ser, at menneskekulturens udvikling fra en drabs- og krigsmoral til kosmisk bevidsthed sker som et led i en plan, styret og ledet af samarbejdende kosmisk indviede, som i akutte situationer fremtræder her på det fysiske plan. Vi ser, at Martinus' mission er et led i denne plan. Denne plan er ikke menneskepåfund, men en evig realitet, – en naturlov. Derfor er det sagt: "Himmelen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå." (Math. 24.35).
– – –
Til sidst nogle ord om det nye Martinus' arbejde bringer os: Viden i stedet for tro. Kærlighed som den allerhøjeste livsvisdom. Kærlighed som videnskab og virkelighed som kærlighed. En forklaring på, hvorfor Det Samlede Verdensalt er totalt fuldkomment, alvist og alkærligt. Hvorfor alle skæbner og alle handlinger, gode såvel som onde, i lige høj grad udtrykker fuldkommenhed. En påvisning af, at alle har ret. En forklaring ud fra livets evige love om, hvilke årsager der fører til det gode og til lykken, og hvilke årsager, der fører til det onde og til ulykken. Han viser den uendelige bredde og dybde af den kærlighed, der skal til for at opfylde alle love, og som fortjener navnet kosmisk bevidsthed.
Når Martinus i sin ungdom blev spurgt, om han ikke var gift, svarede han engang: "Jo, jeg er gift med hele verden". Jeg ved ikke, om den der spurgte blev så meget klogere af svaret. Men der er sandt, hvad Martinus sagde. Når man er kosmisk bevidst "elsker man sin næste som sig selv." Så elsker man hele verden, Gud over alle ting og sin næste som sig selv.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige