Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Ved mindedagen i Sindalhallen den 11. august 1990 holdt Per Bruus-Jensen en inspireret tale, der tog sit udgangspunkt i den aktuelle krise i Mellemøsten. På denne baggrund syntes betydningen af Martinus verdensbillede at træde frem og komme i relief. Herefter fortsatte Per Bruus-Jensen med følgende ord:

 

Jeg kunne godt tænke mig at opholde mig ganske lidt ved mit indtryk af Martinus som repræsentant for verdensgenløsningsprincippet. For det er mit indtryk, at han var meget bevidst i denne rolle, og han har jo selv forklaret og beskrevet, hvordan verdensgenløsningsprincippet er en makro-udgave – en stor udgave – af et princip vi alle kender i hverdagen og betjener os af, nemlig forældreprincippet.

Om dette princip har Martinus gjort gældende, at det har tre opgaver at opfylde, nemlig for det første at beskytte afkommet, indtil det kan klare sig selv, dernæst at undervise det i de krav, der stilles til det, når barndommen er forbi, og den voksne tid indtræder. Og endelig har forældreprincippet til opgave at træne afkommet i at opfylde disse krav i praksis.

Og det må vel også siges, at Martinus passer fint ind i denne rolle som repræsentant for forældreprincippet set i relation til hele menneskeheden. Med sit verdensbillede – der netop træder så strålende frem på den baggrund, som krisen i Mellemøsten tegner – har han påtaget sig at undervise os i de krav, som det kosmisk voksne liv stiller. Og samtidig ligger der i denne undervisning en vældig beskyttelse af os som kosmiske fostre betragtet, idet menneskeheden som et resultat af sin hidtidige udvikling – for manges vedkommende – er tæt på at få kontakt med det store visdomsocean, som rummer Guds viden om alt, hvad der findes i tilværelsen. Og det at få kontakt med dette visdomsocean i praksis er ensbetydende med indslag i den personlige bevidsthed – i den personlige hjerne – i form af det, Martinus kalder kosmiske glimt. Og disse kosmiske glimt repræsenterer meget kraftige energier, som det kræver en vis modenhed – en vis forberedelse af hjernen – at kunne tåle. Og det er netop her, beskyttelsen af mennesket kommer ind i billedet som en side af Martinus verdensbillede. At lære dette verdensbilledes analyser at kende og vænne sig til de tankegange, der ligger i det, er nemlig for det første ensbetydende med, at hjernen begynder at svinge i de bølgelængder, der vil medføre, at kosmisk bevidsthed før eller siden indtræder. For det andet er det ensbetydende med en beskyttelse af mennesket mod uventet nedslag af disse energier på et tidspunkt, hvor det ikke er i stand til at omsætte dem, at kunne fordøje dem åndelig set.

Det er på denne måde Martinus optræder i forældreprincippets rolle som både underviser og beskytter. Og så gør han det også som træner på den måde, at han gør opmærksom på, at disse analyser kun vil fremme modtageligheden for kosmiske glimt, hvis vi – foruden at beskæftige os med dem tankemæssigt – også begynder at praktisere dem.

Det er ikke fordi jeg mistænker nogen for at være blind for denne praktiske side, men det bliver undertiden sagt, at Martinus' arbejde er så umådelig teoretisk, og hvad skal man med det i praksis? – Ja, men det er jo helt klart, at det er en praksis, der fremgår af den rolle, som forældreprincippet i al almindelighed spiller. Og hvis denne undervisning, der foreligger fra Martinus' side, skal have nogen virkning på den måde, at den fremmer vor oplevelse af Guds visdom og viden, så er det nødvendigt, at vi ikke bare tænker på hans analyser, men også begynder at praktisere dem.

Vi er jo alle sammen – formoder jeg – i den situation, at vi ønsker Martinus' arbejde en stor og hurtig fremgang, at det bliver vældigt udbredt. Og det gør vi i erkendelsen af den katalysator-virkning det har; forstået på den måde, at en katalysator jo er et stof, der fremmer kemiske processer. Og det er jo også det, der gælder for Martinus verdensbillede. I det øjeblik man møder dette verdensbillede, så har det nogle virkninger på det enkelte menneske, som giver sig udtryk i, at det gerne vil forandre sin levevis på en eller anden måde, der er i overensstemmelse med disse analyser. Og vi ser, at resultatet bliver en verden, der ikke vil komme til at opleve det, der nu er under opmarch i Mellemøsten, og som er under opmarch mange andre steder på kloden. Disse analyser fremmer udviklingen i retning af en verden i fred og kærlighed, i kunst og visdom og derved i retning af noget helt andet end det, vi lever i for tiden. Og dermed turde det være klart, at Martinus' arbejde har en praktisk betydning. Det er katalysatorvirkningen, man her kan tale om.

Men vi må jo altså samtidig konstatere, at det ønske vi har om, at Martinus' arbejde må få en hurtig fremgang ... det ser ikke ud til at blive indfriet lige straks. Nu har dette arbejde eksisteret i to generationer, og det er overvejende ukendt og uforstået. Blandt andet slog det mig, at den buschauffør, der kørte os rundt og viste frem ... han kunne fortælle alt om Martinus' barndom osv. frem til han var færdig som mejerist. Men så siger han ganske frimodigt: "... hvad der skete med Martinus derefter, det aner jeg ikke noget som helst om." Og det er jo tilfældigvis lige præcis det, der har betydning – også for Sindal by, som Martinus jo er en søn af. Men det vidste chaufføren ikke, og derved kan man sige, at han ligesom blev en eksponent for den situation, der råder i øjeblikket.

Men det har Martinus selv forudset og kommenteret ved flere lejligheder, idet han sagde, at alt, hvad der er stort, må vokse langsomt – især i begyndelsen. Og vi har jo set det samme gøre sig gældende med kristendommen.

Og der gælder så yderligere dette, at et sådant arbejde må bevise sin værdi i praksis, for at folk skal blive interesseret i det. Det er gennem den praktiske udfoldelse af de kosmiske analyser, at der skal skabes tillid til disse analysers værdi og deres praktiske betydning; jævnfør det, der blev sagt af Jesus, at det er på frugterne, man kender træet. Og med hensyn til det at præstere disse frugter, da må det jo naturligt være vores opgave – vi, der har fået det privilegium at lære disse analyser at kende i selve fødselsøjeblikket, så at sige.

Og med denne konstatering kommer jeg til at tænke på den tale, som professor Hannemann, der jo har stiftet M-fonden, holdt til Martinus' 70 års fødselsdag i 1960. Professor Hannemann var en yderst vittig og begavet personlighed, og han startede med at stille det retoriske spørgsmål, om Martinus ved denne lejlighed egentlig var værdig til at deltage i festen. Og det var jo kun retorisk ment, selvfølgelig. For han svarer selv på spørgsmålet og gør opmærksom på ... ja, Martinus var jo værdig på den måde, at han havde kosmisk bevidsthed, han havde indladt sig på at forlade sin egen høje åndelige verden og træde ned i vor mørke verden, og han havde oven i købet kunnet holde ud i 70 år ... så det var jo meget godt præsteret! Og på den baggrund var Martinus i hvert fald værdig til at deltage i festen. Men så vender professor Hannemann det retoriske spørgsmål om og spørger, om vi – altså selskabet – var værdige til at deltage i festen. Og også her kan han klare frisag for forsamlingen, idet han hentyder til, at vi har mødt analyserne, taget dem til os, og været åbne for dem, nogle har oven i købet lært grundenergiernes kombination, spiralkredsløbet osv ... så alene på den baggrund måtte man jo nok sige, at vi var værdige til at deltage i festen. Men – føjer Hannemann så til – han har en mistanke om, at det i og for sig ikke var det, der interesserede Martinus ... at han stillede højere krav end blot dette, at man havde mødt hans analyser og taget dem til sig. Det, der for Martinus var det afgørende, var, om man også begyndte at omsætte analyserne til praksis, for kun på denne måde blev det mål nået, der var hans egentlige opgave, nemlig at tilvejebringe det rigtige menneskerige på jorden.

Og helt i tråd med det vil jeg her for mit eget vedkommende sige, at det også er min egen opfattelse af sagen. Det er kun igennem den praktiske demonstration af disse analyser i hverdagen, at man kan forvente, at folk vil blive interesserede. Og det er kun på denne måde, mener jeg, at man virkelig kan fremme dette arbejdes udbredelse. Det må være efter devisen adel forpligter, og det må være igennem eksemplets magt, at man tager sagen i sin egen hånd, så godt man nu engang kan. For det er jo ikke let at gøre det, men det er det, der skal til.

Martinus fremhævede mange gange, at det er bierne, der skal komme til honningen, eller i en anden version: bien skal komme til blomsten – og ikke omvendt. Og det er jo selvfølgelig rigtigt, men man må også gøre sig klart, at bien kommer ikke til blomsten for ingenting. Hvis ikke blomsten har noget at byde på, hvis ikke den har farver, dufte, nektar osv ... så kommer der ingen bier til blomsten. Og det gælder også for Martinus' sag; det er udelukkende, hvis man kan gøre sig selv til blomster, der har farve, duft og nektar i et vist omfang, at vi kan blive til blomster i den sag, der giver sig udslag i, at bierne begynder at komme af sig selv.

Det har så den meget store praktiske betydning for os selv, at gennem denne træning vokser mulighederne og betingelserne i det enkelte menneske for at komme til at opleve Gud, opleve synet af Gud. Og i den forbindelse sagde Martinus ved mange lejligheder, at kun den, der ikke kender Gud, har tid til at vente på Ham; underforstået, at Gud er det højeste og mest vidunderlige, man kan komme til at opleve i tilværelsen.

Og set på denne baggrund gør vi os selv en kæmpe tjeneste ved at anstrenge os for at prøve på at omsætte disse analyser i praksis. Uden denne praksis ... så vil jeg personlig forudse, at sagen vil komme til at havne i en form for åndelig impotens. Men gennem at praktisere analyserne i hverdagen vil vi alle sammen kunne gøre os til blomster og vise vej til det rigtige menneskerige.

Men det er ikke nogen let sag, og derfor vil jeg slutte dette lille indlæg med at citere en gammel russisk bøn, der lyder: "Du almægtige herre, giv mig kraft til at ændre dét i denne verden, der lader sig ændre. Giv mig også styrke til at bære dét, der ikke lader sig ændre. Og giv mig endelig visdom til at skelne det ene fra det andet."