Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kære læser! Du kender sikkert den gamle historie fra Bibelen om ungersvenden, der rejste hjemmefra og til sidst led sådan af hjemve, at han for enhver pris måtte tilbage igen. Prøv at se ham for dig i moderne udgave. Han arbejder, spiser, kører bil, kigger fjernsyn, sover, tæller sine skillinger ... Og pludselig sprænges de daglige gøremåls kæde. Ånden kigger bestyrtet ud i det tomme rum. Panikslagen stiller han sig selv frygtelige spørgsmål: Hvorfor? Til hvad nytte? Hvad skal jeg gøre?

Ja kære læser, nu kan det godt være, at du vil spørge: hvad har dette med hjemve at gøre? Og det skal jeg fortælle dig: børn ved noget, som de siden glemmer. Og hele livet igennem stræber vi voksne efter at huske hvad det var. Det har noget at gøre med den måde, solen sendte sine stråler ned over vor barndoms gade, det skjuler sig i den tabte erindring om vort første forår, de første stjerner og den første måne, som Gud tændte på himlen. Men alt det glemmer vi. Selv digterne og kunstnerne glemmer det i lange perioder, og dog er det dér deres kilde springer.

Kære læser, husker du nu? Godt. Spørgsmålet er så bare: hvordan kan du med hele din voksne udrustning af dygtighed, rutine, ansvarsfølelse og erfaring gøre dig håb om nogen sinde at få fat i blot en flig af den tavse visdom, som barnet har med fra den verden, der var, før Gud tændte de første stjerner og lod solen vise sig for første gang? – Dette problem er i sandhed værd at beskæftige sig med!

Ifølge Bibelen løser det sig på den måde, at ungersvenden sætter kursen hjemefter. Men vil det nu sige, at vi skal kaste vort image som voksne over bord og blive som børn på ny? Nej, det tror jeg ikke vi hverken kan eller skal. Men vi kan med den voksnes indsigt gøre status over vor tilværelse og prøve at finde ud af, hvad det egentlig er, som er så rigtigt og tillokkende ved barndommen.

Jeg mener selv at kunne karakterisere det ved et enkelt ord, nemlig tillid. Det lille barn har en tillid til sine omgivelser, som den voksne ikke har. Udadtil viser det sig i form af barnets uskyld, det tror godt om andre og mener ikke, at noget ondt kan ramme det. Det er ganske vist rigtigt, at sorgerne snart begynder at vise sig, men der er en tid, hvor barnet er helt uden bekymringer.

For at kunne genvinde en sådan enestående tillid til livet, må den voksne imidlertid have et overblik, der på en eller anden måde fortæller hende eller ham, at livet er godt nok, selvom det ikke altid ser sådan ud. Og det kræver igen en forklaring, som i ord og sætninger må være jo mere omfangsrig, des længere væk "ungersvenden" er fra "barndomshjemmet".

Så vidt jeg kan se, er Martinus kosmologi en sådan omfangsrig forklaring. Men kort fortalt – som en slags introduktion – kan du læse den på de næste sider. Her fortæller Martinus i JULESKIBET om denne dybt eksistentielle hjemlængsel, som også Bibelens beretning symboliserer. Og sjovt nok: hver gang vi fejrer jul, fanger de fleste af os en lille flig af dette fremtidens land, hvor vi vil være børn på ny, men med hele den voksnes erfaring i god behold. GLÆDELIG JUL!