Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det har været min Hensigt med efterfølgende Artikelserie at føre mine Læsere ind paa de Problemer, den studerende i sine Samtaler med udenforstaaende først støder paa, for om muligt at gøre det lettere for ham, at klarlægge sine egne Tanker. Det er jo nemlig saadan, at medens de i det daglige Liv (Forretningslivet især) forekommende Problemer for den enkelte er saa kendte og har været saa ofte gentaget, at Tanken her let finder Udtryk i Ord og Sætninger, saa frembyder det aandsvidenskabelige Studium en for de fleste meget vanskelig Hindring derigennem, at de ikke indenfor disse Felter er i Besiddelse af det Erfaringsmateriale og de Tankebilleder, der er nødvendige, for at de paa en for begge Parter tilfredsstillende og inspirerende Maade kan opretholde og føre en Samtale om disse Problemer.

Man oplever her det mærkelige, at man udmærket er i Stand til at forstaa et Foredrag om aandsvidenskabelige Problemer, medens man langt fra magter at gengive dette Foredrags Indhold paa en blot nogenlunde harmonisk og logisk Maade overfor en, der ikke i Forvejen er kendt med de Problemer, Foredraget handlede om.

Jeg har valgt at skrive mine Artikler i Samtaleform, fordi jeg synes, at man ad denne Vej lettest faar belyst Problemerne paa en Maade, der kommer til at svare til de Samtaler, vi alle af og til kommer ud i. Man vil maaske være tilbøjelig til at mene, at man ikke behøver at være saa nøjeregnende med, hvad man har sagt i en enkelt personlig Samtale, men det er meget forkert; De maa nemlig huske paa, at i samme Øjeblik De meddeler et andet Menneske noget af Deres egen Viden, er De dette Menneskes Lærer, og uden at det behøver at komme til Deres Kundskab, kan de af Dem udtalte Ord komme til at betyde umaadelig meget – maaske Liv eller Død – for denne anden. Netop som aandsvidenskabelig studerende bør De vide, at intet sker tilfældigt, og at det følgelig heller ikke er tilfældigt, at De er kommet i Besiddelse af den Viden, De har. Meningen er, at De skal bruge den, og vel at mærke paa en saadan Maade, at det bliver til Glæde og Velsignelse. De vil da ogsaa opdage, at først da faar De selv det fulde Udbytte af den.
 

– "Det har længe undret mig, at du, der dog er ret godt inde i vor Tids Naturvidenskab, interesserer dig for religiøse Problemer. Jeg forstaar ikke rigtig hvorledes man, naar man først er blevet forvænt med en Videnskab, hvor Logikken er sat i Højsædet, hvor hver eneste lille Stump Viden er baseret paa Forsøg og Iagttagelser, kan finde sig hjemme i, og oven i Købet, efter hvad jeg mener at have kunnet iagttage, føle sig inspireret af en Verdensopfattelse, der dog altid maa hvile paa den enkeltes Evne til at tro, idet der jo ikke er nogen Mulighed for Forskning paa disse Felter. Jeg har egentlig altid anset dig for en ærlig Forsker, og kunde nok lide at vide, hvordan du faar de to Sider af din Bevidsthed til at harmonere, for kan du ikke faa dem til det, saa taber jeg min Agtelse for dig som Videnskabsmand."

– "Jeg forstaar saa udmærket din Undren, og jeg skal gerne søge at forklare mine Interesser for religiøse Problemer for dig, men der er først lige en Ting, som jeg gerne vil have Rede paa. Hvad forstaar du ved Religion og Aandsvidenskab?"

– "Ja – ved Religion forstaar jeg de forskellige paa den enkeltes Tro baserede Opfattelser af et Forsyn, et Liv efter Døden, en Mening med Tilværelsen o. l. som man under forskellige Former træffer overalt i Verden. Og ved Aandsvidenskab forstaar jeg – ja, det ved jeg virkelig ikke. Det har jeg ikke truffet før. Jeg vil tværtimod hævde, at Videnskab og Religion meget daarligt passer sammen, idet den ene er baseret paa Viden og den anden paa Tro, og at de saaledes paa en Maade udelukker hinanden, naar det drejer sig om at forklare Tilværelsesmysteriet. Hvad mener du egentlig med "Aandsvidenskab"? Jeg synes nærmest, det er et Paradox."

– "Jeg tænkte nok, du vilde sige noget i den Retning, og bedømt ud fra det Kendskab man faar til de religiøse Problemer gennem Folkekirken eller en anden trosbegrundet Religion, maa Begrebet Aandsvidenskab maaske synes at være et Paradoks, men som du snart skal se, er det det langt fra. Det er nemlig lige saa vel muligt at anvende den videnskabelige Metode indenfor disse Omraader, som indenfor de mere materielle Felter."

– "Det maa du forklare nærmere. Jeg mener, at enhver Efterforskning, der jo indenfor den materielle Videnskab er Midlet til Sandhedserkendelse, er udelukket, saasnart det drejer sig om religiøse Problemer."

– "Ja, det mener du, fordi du ved Efterforskning forstaar noget i Retning af Vejning eller Maaling eller andre fysiske Processer, og noget saadant, vil jeg indrømme dig, lader sig ikke gøre indenfor disse Felter. Men – hvis du vil tænke dig lidt om, vil du opdage, at det langt fra altid er disse Metoder, man i Videnskaben anvender som Kriterium paa, at de opstillede Teorier er rigtige. Det kan ikke nytte noget, at du kommer med en Meterstok og vil maale Afstanden til Solen, eller med et Kilogramlod og vil bestemme Jordens Vægt. Her nytter den direkte Efterforskning ikke, og hvad gør man da – man tyer til Beregninger. Og hvad vil det saa sige? Ja det vil jo kun sige, at man i Overensstemmelse med Logikkens Love og udfra ganske enkelte uomstødelige Kendsgerninger undersøger – rent tankemæssigt – om man udfra det allerede kendte kan erhverve sig Viden om Realiteter, der ligger udenfor vor fysiske Sanseevne. Og du vil se, at det meget vel lader sig gøre."

– "Ja det er rigtig nok, men det er jo netop ogsaa det, jeg fremhæver som den store Forskel paa Videnskab og Religion, at medens man indenfor den første faar Lov til at anvende sin Forstand, saa møder man hele Tiden inden for den anden dette, at "Guds Veje er uransagelige". Man nægtes formelig Tilladelse til at tænke. Saa jeg ser egentlig ikke, at vi er kommet ret meget videre."

– "Jo det er vi absolut, for du har lige indrømmet mig, at det udmærket var muligt at foretage en videnskabelig Undersøgelse af Problemer, som ikke lod sig fysisk efterforske – sagt paa en anden Maade, at man maa indrette sin Sansemaade efter de Problemer man undersøger. Nu beskæftiger Aandsvidenskaben sig netop med Problemer, som det ikke ad fysisk Vej lader sig gøre at efterforske, men derfor skulde det jo ifølge det, vi lige saa, alligevel kunne lade sig gøre, at erkende om de indeholder Sandhed eller ej."

– "Jeg skal ikke benægte, at jeg er meget spændt paa, om det vil lykkes dig, for selv om Videnskaben nok beskæftiger sig med Problemer, der ligger udenfor den direkte fysiske Sansning, saa bygger den dog hele Tiden paa vort Erfaringsmateriale, og det strækker sig efter min Mening ikke ind paa de religiøse Omraader."

– "Inden jeg gaar videre, er der lige et Problem her, jeg kunde ønske at tage op, fordi det byder sig saa fristende udfra din sidste Udtalelse. Du siger, at Videnskaben bygger paa vort Erfaringsmateriale, og at det er det, der er Grunden til, at den fremtræder som Videnskab. Du mener, at det giver den et væsentlig Fortrin frem for det, du med et Skuldertræk kalder Religion, men mon det er rigtigt? For Eksempel vil jeg vove at paastaa, at hele den moderne Radioteknik bygger paa et Erfaringsmateriale, som du absolut ikke er i Besiddelse af, og dog nærer du ingen Tvivl om, at det, de forskellige lærde Herrer indenfor denne Videnskabsgren siger, er rigtigt. Med andre Ord – du tror dem – og adskiller dig saaledes ikke i Princippet fra ham, der tror denne eller hin Profet. I er begge to i lige ringe Grad i Stand til at efterforske det, I hører."

– "Ja, det vil jeg tildels give dig Ret i, men der er alligevel en væsentlig Forskel, idet der er andre, der er i Stand til, at efterforske den Videnskabsmand, jeg tror paa, medens der ikke er nogen, der kan efterforske Profeten."

– "Nu tror du vist, at du har mig i Saksen, men jeg vil dog stadig hævde, at I er ens stillet. Hvad vil det sige, at Videnskabsmandens Udtalelser kan efterforskes; det vil jo bare sige, at der er andre Mennesker, der har erhvervet den samme Viden. Denne Viden havde Menneskene ikke for 50 Aar siden, men de er kommet i Besiddelse af den gennem en lang Udvikling, og paa samme Maade vil det gaa med Udviklingen af Viden indenfor Aandsvidenskaben. Menneskene har den ikke endnu, men Begæret efter at faa den vil resultere i en Vækst af Bevidstheden paa disse Omraader, saavel som det er sket paa andre. Og dette, at ikke noget Menneske er i Stand til at efterforske Profetens Udtalelser, behøver jo ikke at betyde, at der ikke eksisterer Væsener andre Steder i Verdensaltet, hvis Viden er af en saa fremskreden Grad, at de lige saa let formaar at forske paa disse Omraader, som vi paa de mere materielle. Ja du ser tvivlende paa mig, men det vilde ikke være Udtryk for nogen videnskabelig Tankegang at tro, at Jorden, som er et forsvindende lille Fnug i Verdensaltets Myriader af Kloder, skulde være den eneste, der var befolket af levende Væsener. En anden Gang skal vi komme ind paa dette Problem, men nu vil vi vende tilbage til den Tankegang, vi slap, for dette Sidesprings Skyld.

Vi var blevet enige om, at en direkte fysisk Efterforskning ikke var nødvendig for Sandhedserkendelsen, men at man ad tankemæssig Vej kunde foretage en lignende Kontrol. Herom mente du, at netop dette skilte Religion og Videnskab, medens jeg mener, at netop dette forener dem. Du hævdede, at Videnskabens Fortrin var, at den byggede paa vort Erfaringsmateriale, hvad Religionen ikke gør, og det vil jeg give dig Ret i, men hvorfor ikke gøre Religionen til Videnskab? Hvorfor ikke ud fra det Kendskab vi har til Verden omkring os bygge videre i Kontakt med Logikkens Love, og saaledes komme til en Viden, vi ikke før ejede. Saaledes er jo den videnskabelige Metode, og den er i selv ikke knyttet til nogen Form, men lader sig anvende overalt, paa alle Forskningsomraader."

– "Jamen jeg mener ikke, at jeg har noget Erfaringsmateriale indenfor disse Felter, og saa falder jo hele Grundlaget bort."