Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Vi lever i en tid, hvor stadig flere mennesker med fortvivlelsens mod besinder sig på naturen, deres ydre livsrum. Det moderne samfunds indgreb i naturen har ført til en så forfærdende lemlæstelse af vore ydre livsbetingelser, at mennesker overalt i verden begynder at føle en ny længsel stige op i sig, en dyb længsel efter at sætte noget effektivt op imod de kræfter, som underminerer naturen. Alligevel er det, som om ødelæggelsesprocesserne ubønhørligt fortsætter og breder sig til livsområder, hvor ødelæggelser ikke har været ventet. Bange anelser med hensyn til fremtiden toner frem overalt.

Det moderne menneske er tilbøjelig til isoleret at søge forklaringen til denne naturlemlæstende proces på et teknisk plan. Problemerne tilskrives overvejende ydre forhold og antages derfor at kunne løses ved hjælp af tilsvarende ydre modforanstaltninger. Det er endnu ikke gået op for menneskene, at naturen er en levende organisme, og at dens reaktioner er af sjælelig natur og ikke kan ændres til det positive uden indsigt i den dybere sammenhæng, der hersker mellem naturens sjæleliv og vort eget sjæleliv. Derfor er vi i vid udstrækning vidne til et samfundsteknisk kapløb over for naturens accelererende reaktionsforløb. Dette afslører en overfladisk samfundsholdning, som ikke egentlig løser problemerne, men skubber dem frem foran sig og giver næring til deres forøgelse.

De egentlige årsager ligger dybere. De ligger i menneskenes måde at tænke på. De affødes af forkerte tankeretninger, af uharmoniske tankekombinationer, som i stadig nye former iklædes en selvretfærdig og selvforsvarsmæssig teknisk ekspertice og sættes op imod fejlstrømmen. Derfor vil det heller ikke være muligt at modvirke naturens ødelæggelse fundamentalt, så længe selve måden at tænke på ikke ændres fundamentalt.

– – –

Små ændringer i menneskenes måde at leve på og indrette sig på i hverdagen for at skåne naturen er naturligvis gode og betydningsfulde skridt i den rigtige retning. Men der er temmelig meget, som må ændre sig i vore tankevaner, før naturen omkring os kan drage et befrielsens suk, regenerere, forny sig fundamentalt.

Selv om det utvivlsomt er meningsfyldt og nødvendigt at engagere sig til fordel for bevarelsen af naturen omkring os, så kan et entusiastisk forsvar for naturen til tider gøre endog naturelskende mennesker blinde for de dybere årsager til al naturlemlæstelse: de forkerte tankemønstre, som behersker menneskenes bevidsthed. Thi det forkerte ligger ikke kun i sådanne teknisk betonede tankekombinationer, som umiddelbart giver sig udslag i en mishandling af naturen. Naturfjendtlige er ikke kun de specialiserede tankemønstre, som iværksætter rovdrift på naturens skovarealer og råstoffer, eller som foranlediger en forgiftning af luften, vandet og jorden.

En mangfoldighed af forkerte tankekombinationer stråler ud fra hele det moderne samfund, som vi lever i. Og da vi hver især udgør en bestanddel af dette samfund, er vi naturligvis også hver især impliceret i de forkerte tankekombinationer, som underminerer naturen omkring os. Samtidig med at vi mere og mere skønner på, ja, ligefrem elsker denne natur ganske bevidst, er det ofte sådan, at vi på andre områder, som repræsenterer naturen i en mere udvidet betydning, forholder os højst "naturfjendtlige". Det sker dog mere ubevidst, idet vi på visse områder endnu ikke har opdaget naturen i sin mere udvidede betydning.

– – –

Naturen omkring os "tænker" og "handler" i logiske sammenhænge, ud fra princippet om den mindst mulige modstand og den størst mulige hensigtsmæssighed. Naturen er en kæmpemæssig organisme, som sammensættes af mange samvirkende enheder eller faktorer. Martinus verdensbillede verificerer dette meget overbevisende ved hjælp af kosmisk logik.

Vi mennesker er ligeledes underlagt en højere logiks og hensigtsmæssigheds love. Det moderne samfund er en organisme under udvikling, en organisme, som er kaldet og forudbestemt til at udvikle en tænkning og en adfærd, som er i pagt med universets kosmiske naturlove.

Den "naturfjendtlighed", som vi trods vor kærlighed til naturen har svært ved at verificere og overvinde, består i, at vi opfatter os selv for isoleret – som individ, som gruppe eller som stat. Vi bekymrer os for lidt om det, som foregår uden for os selv eller omkring os. Men endnu vigtigere: vi bekymrer os for lidt om at påvirke det, som foregår i vort eget indre, i vor egen sjælelige natur – påvirke det på en sådan forbilledlig måde, at denne vor selvpåvirkning afføder en naturlig mental højnelse, en skabende udstråling, som uhindret-naturlig når frem også til de fjernere omverdensprocesser omkring os og påvirker disse opbyggende, fornyende og integrerende.

Uden en sådan indadvendt, forbilledlig indsats vil ikke ret meget kunne ændres til det bedre udadtil. Det gælder såvel individer som grupper og stater imellem. Samfundsorganismens fremtidige natur er en kærlighedsnatur, som spirer allerede nu. Men spirerne er endnu ikke rigtigt blevet opdaget.

– – –

Jo rigere en stat er, og jo mere viden den råder over, og jo bedre den i det hele taget er stillet, des større er også dens moralske forpligtelse til betingelsesløst og risikovilligt i sin tænkning og sin adfærd at foregå andre stater med et godt eksempel.

Den enkelte samfundsborger i en sådan velstillet samfundsorganisme er samtidig underlagt en tilsvarende moralsk forpligtelse til fra sit eget stade efter evne at påvirke samfundsorganismen fornyende. Noget sådant vil ikke nødvendigvis ytre sig organisatorisk, demonstrativt eller konfrontativt. En fornyelse nedefra er snarere et spørgsmål om, at det enkelte individ finder frem til at tænke og handle selvstændigt og alligevel åbnende og befriende udadtil – enhver på sin særlige plads og på sin særlige måde.

Fornyende tænkning og adfærd i hverdagens ubemærkethed er således ikke mindre betydningsfuld end den, som foregår inden for rammerne af iøjnefaldende offentlig fremtræden, tværtimod. Hverdagsplanet med sine gråtoner er i de fleste tilfælde endog betydelig mere fleksibel, påvirkelig og dermed egnet som medium for tankemæssig og adfærdsmæssig fornyelse end institutions- og organisationsplanet.

– – –

Et ønskes eller en hensigts gennemtrængningsevne er knyttet til mentale energikombinationer, dvs. til det mentale klima, som der arbejdes ud fra. Afgørende er derfor ofte tonen, som slås an.

Vi står hver især foran den vanskelige opgave at fremkalde hint nye klima, som ene og alene kan åbne de utallige lukkede døre og få de muligheder til at træde synligt frem, ved hjælp af hvilke alle hensygnende ydre livsbetingelser kan ændres i positiv retning.

Derfor er tankernes verden – såvel i os selv som i samfundsorganismen – hin "nye natur", som vi i særlig grad må blive mere opmærksomme på. Thi det er denne natur, dette mentale klima, denne nye aura, som vil blive afgørende for vor fælles fremtid.