Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1990/10 side 218
Foto af Olav Johansson
 
Statistik over gavmildhed
af Olav Johansson
 
"Vort forhold til dette 'at give' er vort forhold til udviklingen. Herpå ses det, hvor man står. Herpå ses det jordiske menneskes afstand fra af være et 'færdigt' væsen, hvilket vil sige den væsenstilstand, der i LIVETS BOG udtrykkes som 'det rigtige menneske'". (Martinus: GAVEKULTUR kap. 5. Indgår i bogen VEJEN TIL INDVIELSE).
 
Dette "at give" har mange aspekter, og ikke alle lader sig måle i kroner og ører eller ton. Jeg tænker f.eks. på, hvor meget vi giver af os selv i vort arbejde og i vor hverdags relationer. Dette er ikke materielt målbart på samme måde, som den lyst til at give, der eksempelvis kommer til udtryk gennem pengeindsamlinger til afhjælpning af sult- og katastroferamte mennesker i forskellige egne af verden.
Men når det drejer sig om sidstnævnte slags gavmildhed, kan man, viser tal og statistik, se, hvordan den udvikles og på den måde få en rettesnor for, hvorvidt "lysten til at give" er en foreteelse, som er i færd med at vokse eller ikke.
I "Svenska Dagbladet" den 4. marts 1990 blev en sådan statistik publiceret (se skemaet), og det viser, at denne form for gavmildhed har udviklet sig meget stærkt i de seneste år (tallene gælder for Sverige, men i artiklen fremhæves det, at udviklingen er den samme i hele Europa, og at de mest gavmilde folk er hollænderne og nordmændene).
Ifølge Martinus er vort forhold til gaveprincippet altså det samme som vort forhold til udviklingen. Set på denne baggrund giver tallene unægtelig grund til optimisme for det jordiske menneskes udvikling. Vor humane styrke eller vor beredvillighed til at give er altså en faktor, som tydeligt befinder sig i vækst.
Dette er i særlig grad vigtigt at fremhæve i en tid, hvor mange mener, at mennesket kun udvikler sig i teknisk, men ikke i moralsk henseende. Det ligger i sagens natur, at denne moralske eller humane udvikling ikke er lige umiddelbar åbenlys og synlig som f.eks. den tekniske udvikling. Men den er der som en mere eller mindre skjult "understrøm", hvis bevægelsesretning går imod det kærlighedsocean eller det rige, som endnu ikke er af denne verden.
 
Nogle eksempler på voksende gavmildhed