Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg havde for nogle aftener siden den fornøjelige oplevelse at se den berømte forfatter Noel Cowards film "Elvira går igen". Uden at gå i detaljer handlede filmen om et spiritistisk eksperiment, hvis virkning blev den, at en nygift enkemands tidligere hustru "vendte tilbage" og blev årsag til en række handlinger, som, omend de udløste sig i lystspilform, dog rummede et meget dystert perspektiv. Trods hele sin lette tone kunne man ikke befri sig for følelsen af, at forfatteren med sit stykke ville tilråde sin tilhører at omgås de åndelige kræfter med forsigtighed.

Det var meget interessant at lægge mærke til publikums reaktioner. For adskillige var filmen blottet for mening og fornuft, ja, jeg tror ikke engang, at de syntes, den var virkelig morsom. Andre tog den som udslag af en moderne forfatters løbske fantasi og morede sig uhæmmet over de barokke situationer, mens endelig en tredje gruppe både morede sig og alligevel reflekterede en del over det, de var vidne til. Personligt nærede jeg ikke tvivl om, at mange, der ser denne film, pludselig, når latteren og lystigheden er overstået, kommer til at tænke på, "om der mon skulle være noget om det?" Og man må her svare, at der ikke alene er noget om det, der er meget om det. Der er bl.a. det, at det med henblik på den åndelige verdens lavere kræfter faktisk ikke er nær så vanskeligt at tiltrække dem, som det er at blive af med dem igen!

Blandt de mange mennesker, der mellem år og dag søger os om råd i åndelige anliggender, er der en speciel type, som gentager sig med visse mellemrum. Det er typen, der hører "stemmer". Langt de fleste mennesker har i deres samlede sansesæt en sidste rest af et fortidigt psykisk anlæg, og visse meget følsomme naturer synes ikke at kunne opleve en given, svær personlig skuffelse eller lidelse, uden at dette fortidige anlæg træder i funktion. De hører da pludselig "stemmer". Hermed være ikke sagt, at disse "stemmer" altid stammer fra diskarnerede mennesker, men de kan gøre det. Og gør de det, er spillet praktisk taget i gang med det samme. Thi hvor forunderligt det end lyder, så tillægger et sådant menneske næsten altid disse åndestemmer langt mere autoritet end nogen røst her fra det vågne, dagsbevidste plan. Det føler sig pludselig som et meget betydningsfuldt centrum i en åndelig proces, og før det får set sig for, er det totalt afhængig af disse hemmelighedsfulde røster, der i ni af ti tilfælde fører det ud i de vildeste situationer. Man må her ikke glemme, at gennemgående uintellektuelt, som det jordiske menneske er, har disse røster let spil. De fleste psykisk modtagelige mennesker er af natur temmelig forfængelige og vil gerne "spille en rolle". De føler sig "beærede" over, at den åndelige verden har udset sig netop dem som missionær for et eller andet "højere budskab", og så er vejen banet for en af de tragedier, vi her alt for ofte har lejlighed til at opleve. Jeg glemmer således aldrig en ældre kvinde, som for år tilbage søgte Martinus om hjælp i en sådan situation. Atter og atter hændte det, at hun bogstavelig talt kom krybende op ad trapperne, idet ånderne hvinede og skreg i hendes øren, at hun endelig ikke måtte opsøge Martinus. Jeg kunne have undt Dem at se hendes lettelse, når hun så nåede ind i vor korridor, og dér pludselig oplevede at være helt fri for disse larmende stemmer. Det var virkelig tit svært for mig at lukke hende ud igen, for både hun og jeg vidste jo, at så snart hun igen var uden for vor rækkevidde, begyndte spillet forfra. Hun fik magt over sit sind igen, men mange får det ikke; sindssygehospitalerne kan tale med herom.

Som man her vil forstå, er begrebet "besættelse" ikke noget, der kun angår en svunden bibelsk fortid. Tværtimod, problemet eksisterer fremdeles og udløser til stadighed ulykkelige skæbner. Thi ulykkelig bliver ens skæbne, den dag den åndelige verdens bærme får tag i en og begynder at dirigere rundt med en. Af alt håbløst, jeg har været vidne til, er dette, at søge at tale et sådant besat menneske til fornuft, noget af det mest håbløse. Om det skyldes såret forfængelighed, ved jeg ikke, men jeg ved, at alt for mange klynger sig til disse hemmelighedsfulde røster med en tillid, som er rystende. Med en ligefrem djævelsk snedighed benytter disse væsener sig af deres egen skjulte tilstand og deres objekts tåbelige tro på, at det "overnaturlige" er hævet over forbryderisk gemenhed.

"Hvad kan man da gøre imod det, hvis det skulle ramme én selv?" spørger De måske nu, og jeg kan kun svare Dem: "Ignorer det!" For alt i verden, ignorer det, som de her vil ignorere enhver, der ved en naragtig appel til Deres forfængelighed vil føre Dem på glatis. Livet her er mere end mystisk nok til at vi behøver at blande det med en åndelig verdens lavere kræfter. Intet er mere ydmygende end at opleve at møde et menneske, der først skal hjem at spørge sit pendul eller sin "skytsånd", om det må dette eller hint. Læg mærke til, at jeg ikke bestrider, at man fra åndelig side kan få hjælp, men jeg må til mit sidste åndedrag hævde, at disse veje til hjælp ikke er normale veje. Vi har vor vågne dagsbevidsthed for at betjene os af den og ikke for at ignorere den til fordel for et primitivt medium eller de med dette forbundne tilsvarende primitive ånder. Dette er intet angreb på noget medium, selvom jeg udmærket ser, at det kan fortolkes således, det er blot en menneskelig advarsel fra en, der selv har set de frygtelige virkninger, en sådan misforstået interesse for åndelige problemer kan føre et menneske ud i.

Nej, vi er i vor verden for at betjene os af de mentale kræfter, der her er stillet til vor rådighed. Det, vi kalder "vor bevidsthed", er jo vor egen samlede sum af dagsbevidste erfaringer, og det er dem, vi skal mobilisere, når vi stilles over for ting, vi ikke umiddelbart begriber. Og kan vi så ikke klare disse ting, nuvel, lad os så gå til de af vore venner, hvem vi har en begrundet tro om, at de er åndeligt bedre udrustede, end vi selv er, og bede dem hjælpe os, frem for at give os ind under ukendte åndelige kræfters farlige tyranni. Livet, som det former sig for os, er risikabelt nok endda, der er absolut ingen grund til at øge denne risiko yderligere, og det gør man, om man ikke tager sig i agt for de lokketoner, der kan lyde til os fra "det ukendte". Nej, lad os "våge og bede" her, det giver sund åndelig vækst, og den alene er den sande forberedelse til det liv, der venter os, når det, vi her kalder "døden", og som vel nok er den største af alle illusioner, om man dermed forstår vor tilværelses ophør, har fuldbyrdet sin mission i os. Livet er både på det fysiske plan og i de åndelige verdener uendelig skønt, når man tager det hver for sig, men blander man disse verdener sammen, løber man den risiko i stedet for skønheden at møde dens vrængbillede, – og det var ikke Guddommens hensigt med vor fødsel her!

Fra Korrespondancebrev nr. 115,
15. marts 1946