Kosmos 1990/10 side 207
"NISSER PÅ LOFTET"
Et nyt syn på besættelse og eksorcisme
af Ole Pullar Saxe
Den amerikanske psykolog Edith Fiore beskriver i sin overbevisende bog "The unquiet dead" (de urolige døde), hvordan hun tilfældigvis under en hypnosebehandling af en patient pludselig forstår, at hun snakker med en besættende ånd – og ikke bare patientens underbevidsthed. Hun tror egentlig ikke på ånder, men er åben nok til at undersøge det nærmere. Hun opdager efterhånden, at op til 70% af hendes patienter er mere eller mindre besatte – ikke af dæmoner og onde ånder – men af ulykkelige hjemløse diskarnerede sjæle fanget i en mellemzone. Hun opdager, at der findes en slags system i dette. Forskellige følelser eller behov holder sjælene fanget – både had og kærlighed kan være årsag til, at vi holder ånderne fast til det jordiske plan og dermed "inviterer" dem ind i vor bevidsthed og krop.
Ved alkoholisme og stofmisbrug er det 100% sikkert at den nydende ikke er alene med sin last, hævder Edith Fiore.
Sådan hjælpes "nisserne"
Det nye ved Edith Fiores metode er den næstekærlige måde at løse problemet på – ikke bare patienterne behøver hjælp – men også de ulykkelige sjæle – "nisserne på loftet". Der er to hovedgrupper af disse:
1) Ateisterne – som ikke kan forestille sig et liv efter døden – og som derfor stadigvæk tror, at de lever på jorden – uden at forstå, at de bruger andres kroppe.
2) De dogmatisk religiøse – som ikke tør møde "straffen" for deres syndige liv.
Begge grupper, og mange flere mindre grupper er modtagelige for den hjælp, som terapeuten kan give med den hypnotiserede vært som kanal. Det gælder simpelthen om at forklare dem, at de er døde og skal se mod lyset og gå med deres kære eller de skytsengle, som venter. Der vil altid være nogen på det åndelige plan til at tage sig af dem.
Det virker som om de jordbundne, diskarnerede sjæle er så koncentrerede om det jordiske plan, så de ikke ser skytsenglene, men hellere – til at begynde med – lytter til os. Når siden kontakten til skytsenglene er skabt, og vi slipper de døde fri, går det overraskende let. Patientens angst, depression eller andre både fysiske og psykiske lidelser (som egentlig var den dødes) forsvinder som dug for solen.
Besættelse er ikke noget nyt
Lad os prøve at se det hele i et lidt større perspektiv. Besættelse er jo ikke noget nyt – tværtimod, det er urgammelt. I alle primitive religioner er heksedoktoren, medicinmanden, shamanen osv. én der kan lade sig besætte af ånder, og i trancetilstande og danseritualer – gerne med masker – påkalde alle deltagende ånder. Dette lever videre i voodoo-traditioner og helt op i New-age kredse, hvor shamanmetoder er kommet på mode igen, med påkaldelse af dyreånder. I den oldgræske teatertradition påkaldte man sig "guder" for at opleve katarsis (renselse) – hvilket leder direkte til moderne udlevelsesterapi og ekspressivt teater. Jesus og disciplene anvendte på deres vandringer en stor del af deres tid på at drive dæmoner og ånder ud af besatte, hvilket leder frem til den katolske kirkes faste eksorcistritual – som blev meget debatteret i Tyskland i 1976, hvor to præster eksorcerede en kvinde til døde. De blev fældet i retten – altså ikke nogen særlig vellykket metode – måske fordi næstekærligheden i dette tilfælde helt er borte – det er jo "djævle" og "dæmoner" som bare skal tilbage til helvede, hvor de kommer fra. Endelig kan nævnes, at kineserne og stillehavsfolkene dyrkede forfædrene, og at de fleste mennesker i øvrigt er bange for spøgelser og døden i det hele taget.
Angsten i mørket og hjælpen i lyset...
Kendskabet til åndsvidenskaben åbner for nye muligheder
Fra den ene yderlighed til den anden – fra påkaldelse til fornægtelse – har mennesket altså været uvidende om den virkelige sammenhæng – og dermed også været mere modtagelig for dens uheldige konsekvenser, at blive helt eller delvist besat af en diskarneret person.
Måske befinder vi os nu ved et historisk vendepunkt. Med åndsvidenskabens kundskab om døden kan vi forhindre, at forvirrede ånder overhovedet befinder sig i astralplanets lavere regioner (mellemtilstanden). Fremtidens "dødshjælp", som jo egentlig er en fødselshjælp, bliver da en undervisning med henblik på at forberede døende mennesker i at kunne frigøre sig fra jorden og åbne sig for skytsåndernes hjælp under "fødsel nr. 2". Men kendskabet til åndsvidenskaben kan tillige inspirere til en ny psykoterapi, socialhjælp og kriminalforsorg, der vil kunne hjælpe allerede lidende mennesker og diskarnerede sjæle ud af en ubehagelig gensidig afhængighed.
Læger, sygeplejersker og tandlæger er særlig udsat
At dette er en terapeutisk revolution – et psykologisk paradigmeskifte – kan man begynde at ane, når Edith Fiore beskriver sygehuse som de steder, hvor man er mest udsat for besættelse. Under bedøvelse, bevidstløshed eller svækkelse på grund af sygdom er auraen (vort beskyttende energifelt) svagere. Dermed kan alle forvirrede ånder, som det vrimler med på sygehuse, lettere tage plads i den syges krop – ja, også i personalet, som jo er udsat for en yderst svækkende stress. Jo, man skal virkelig være rask for at kunne tåle at være på sygehus ellers risikerer man at få et andet problem med hjem.
Uhyggeligt nok viser en ny svensk selvmordsstatistik, at frekvensen er størst hos læger, sygeplejersker og tandlæger, hvilket den amerikanske healer og eksorcist, Eugene Maurey bekræfter i sin bog "Exorcism". Han mener at tandlægens bor ligefrem skræmmer ånden ud af patienten, hvorefter den tager plads i tandlægen, der bliver mere og mere deprimeret og træt (man kan have over 30 sjæle i sin aura).
Eugene Maurey, som har en mere esoterisk baggrund end Edith Fiore, har udarbejdet en mental metode til at retlede ånderne og kan referere til forbløffende resultater. Han har desuden interesseret sig specielt for den kriminelle verden og mener, at mindst 50% af alle forbrydelser sker på grund af besættelse, hvor det altså egentlig er ånden, som er den skyldige. Gennem sin metode har han kunnet afkriminalisere flere forbrydere. Og han går endnu længere i sine fremtidsvisioner, hvor han opmuntrer fremtidens eksorcister til at befri statsledere og politikere (som han mener ofte er besatte) såvel som soldater og generaler, fra deres ubudne gæster; for ikke at tale om terrorister – hvilket han allerede har prøvet – med gode resultater.
Hvis disse pionerer har ret, hver med flere tusinde (op til 8000) klienter som erfaringsmateriale, kan det betyde, at 25 % af jordens samlede befolkning er besat...
Viljekraft, selvkontrol og selvtillid er vigtige
Martinus omtaler besættelse dels på mikroplanet, hvor primitive mikroindivider inkarnerer i organer på grund af f.eks. alkoholisme, og dels på det mellemkosmiske plan, hvor han i et svar på et læserspørgsmål i KOSMOS (gengivet andet sted i dette nummer, red.) fremhæver viljekraften, selvkontrollen og selvtilliden som vigtige, når det gælder at beskytte sig.
Vi skal ikke glemme, at lavere besættelse er unaturlig, og at vi har en naturlig modstandskraft mod dette. Den er for øvrigt stærkest hos raske børn. At vi bliver inspireret fra højere regioner er jo ikke skadeligt. I øvrigt ved "rigtige" skytsånder hvornår de skal gribe ind – og hvornår de skal vente – hvilket astralånderne i deres "klamren sig fast" ikke ved.
Jeg tror at dette område har behov for at blive udforsket meget mere, specielt med henblik på den traditionelle sygehusfilosofi – hvor patienten hverken skal have vilje eller selvtillid – det tager sygehuset ansvar for. Patienten ses som et offer – uskyldigt ramt af sygdommen. Vi har altså brug for at finde vej fra offer til ansvar – at blive herre i vort hus – i vor krop.
Vi befinder os således i en overgangstid, hvor vi må helbrede både på astralplanet og på vor egen selvtillid. Vi må hjælpe "nisserne på loftet", og i den forbindelse skal vi ikke glemme bønnen, som er den stærkeste kraft til dette formål. At bede om hjælp for både levende og døde og for beskyttelse i Guds altgennemtrængende lys, er en selvfølgelig ingrediens i alt sådant arbejde.
Når vi så har sagt farvel til "nisserne" og ønsket dem held og lykke på rejsen, må vi selv tage ansvaret for at fylde tomrummet ud med sunde vaner og relationer til de levende i stedet for til de døde.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige