Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Når familiens kat dør, vil dens ejer undertiden se dens bevægelser i tiden lige efter, – men kun ud af øjenkrogen, kun en dag eller to, måske en uges tid. Og når han ser nærmere efter, er der ingenting, kun skyggen af hans erindring. Eller måske har han ikke sans for den slags og ser ingenting, og det bliver en ven der siger:

– Du har fået en ny kat, der er helt magen til den gamle.

Og den sørgende ejer svarer:

– Nej, det har jeg ikke.

Hvorpå vennen siger:

– Jamen jeg så den dér lige nu, den sad på trappestenen, netop som den gamle plejede. "

Ovenstående lille passage er et citat fra Fay Weldons roman: "Glem mig ikke". Den handler ligesom dette nummer af KOSMOS om besættelse, hvilket vil sige afdøde – som oftest "onde ånder" – der gør deres indflydelse gældende på fysiske væsener. Nogle mennesker har sans for at se disse afdøde – andre har det ikke. I eksemplet med katten må man spørge sig selv: er det indbildning?

Nogen vil nok affærdige sådanne syner med, at det er ren indbildning, mens andre vil gøre sig vældig umage for at holde fast ved, at det absolut ikke er indbildning.

I inkvisitionens mørke århundreder gjorde man fra gejstlig side meget for at holde menneskene frie af eksperimenter med disse ting, og naturvidenskaberne har også for en tid gjort interessen for det overnaturlige til noget, man ikke rigtigt kunne være bekendt at beskæftige sig med. Men med den manglende tro på såvel kirke som videnskab i vore dage, er der åbnet for ny interesse i disse skjulte ting.

Beskæftiger Martinus sig med evnen til at omgås og kommunikere med de afdøde?

Både ja og nej. For Martinus er BESÆTTELSE, som det fremgår af hans artikel på de følgende sider, en realitet. Den er noget helt almindeligt, som det er nødvendigt at kende til for enhver, der ønsker at få et større overblik. Men det er ikke ensbetydende med at han anbefaler, at man opøver evnen til at se eller tale med de afdøde – tværtimod. Menneskets videre udvikling er i den sidste ende et spørgsmål om træning i næstekærlighed. Her er nok at gøre, og i de mange situationer, hvor man føler sig usikker og må beslutte sig til, om det nu er mest næstekærligt at gøre det ene eller det andet, gælder det om at opøve evnen til selv at træffe afgørelsen. Det kan ikke være meningen, at vi mennesker skal blive ved med at lade andre bestemme for os. Vi må lære selv at vurdere og ikke blindt rette os efter, hvad andre siger. Og som eventuelle rådgivere skal man ikke tro, at de afdøde er bedre egnet end de levende.

Med "ånder" er der grund til at passe på. Det fremgår af Ole Pullar Saxes overraskende artikel ET NYT SYN PÅ BESÆTTELSE OG EKSORCISME. Og gode råd (som man selv kan vurdere) er der at hente i Martinus' SPØRGSMÅL OG SVAR samt i Erik Gerner Larssons LOKKETONER FRA DET UKENDTE.

Nok indeholder dette temanummer beretninger om "onde ånder", men der er ikke noget at være bange for. Hvis bare.... ja, læs selv!