Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne "indre Verden" er saaledes "Guds Bevidsthed". Det vil for mange naturligvis virke meget fantastisk at opfatte Verdensaltet som identisk med "Bevidsthed", hvilket vil sige det samme som identisk med "et levende Væsen"s Mentalitet. Men fordi en Ting virker fantastisk, behøver den ikke at være en Illusion eller Uvirkelighed. Og Verdensaltets Eksistens kan da heller ikke bortforklares. Men om Verdensaltet er "Mentalitet" eller blot og bart "Stof", her er det, den jordmenneskelige Opfattelse strander.

Da alt "Stof" imidlertid ikke kan undgaa at være identisk med "Bevægelse", og denne igen er Livets fornemste Kendetegn, og dette Kendetegn afslører Hensigtsmæssighed, aabenbarer det her igen "Intellektualitet". Og da "Intellektualitet" udelukkende kun kan eksistere som identisk med en Egenskab ved et levende Væsen, gør "Stoffet" eller al "Materie" i Tilværelsen ved sin særlige Natur, sin særlige Beskaffenhed eller Foranderlighed Verdensaltets Identitet som "et levende Væsen" til uomstødelig Kendsgerning.

Den modsatte Opfattelse vil saaledes til alle Tider forblive en Modsætning til Logik, idet den ikke kan underbygges med nogen som helst Form for Fornuft og kan i alle sine dybeste Konsekvenser kun udtrykke Tilfældigheder og Kaos, hvilket er en Hundrede Procents Modsætning til de Analyser, Livet selv aabenbarer som levende urokkelige Kendsgerninger. For den dybeste Forskning og Indsigt er intet i Naturen tilfældigt, intet er Kaos, intet er unyttigt, alt er uundgaaelige midlertidige Stadier i et Hundrede Procents hensigtsmæssigt Kredsløb, der fører alt til sin midlertidige rette Plads i Livet eller Tilværelsen, hvilket vil sige, den Plads, hvor Individet kan faa tilegnet sig lige akkurat den Paavirkning eller de Erfaringer, der kan opfylde Mentaliteten med den Viden, Indsigt eller Forstand, der for samme Individ i Øjeblikket vil være den absolut mest kærlige med Hensyn til dets kommende Udvikling i Forholdet til Livets højeste Ophav. Og det er denne kolossale Hensigtsmæssighed i Naturens Paavirkning af det levende Væsen, der tilsidst ikke kan blive ved med at være skjult, ikke kan blive ved med at være Mystik. Noget, der paavirker en ustandseligt, kan man tilsidst ikke undgaa at lægge Mærke til. Og det er denne Omstændighed, der ligger til Grund for al Religiøsitet eller Forestilling om en "Gud" eller "Guder".

Igennem Aartusinder tror Menneskeheden paa en Guddom. Denne Tro bliver saa ganske vist efterhaanden undermineret af Menneskenes voksende Optagethed af at forske "Stoffet" eller "Materien", hvilket vil sige Optagethed af den saakaldte "materielle Videnskab". Men da "materiel Videnskab" uundgaaeligt kun kan føre til Maal og Vægt, og disse Realiteter aldrig i noget Tilfælde kan give Forklaring paa selve det højeste eksisterende, det højeste Mystiske, den højeste Gaade, nemlig "Livet", kan nævnte Videnskab i Virkeligheden kun have til Mission at føre Menneskenes Videbegærlighed videre over Maal og Vægt og den heraf udsprungne Teknik, for at lade dem indstille sig paa helt andre Facitter i Tilværelsen, Facitter, som afslører selve Livets Natur eller Analyser. Disse Facitter er ikke Maal og Vægt, men derimod - "Livsytringer".

Hvad er da "Livsytringer"? - "Livsytringer" er aabenbarede Energikombinationer, hvis Planmæssighed kun kan være skabt paa Basis af mentale Funktioner. Da disse igen udgøres af det, vi kalder: Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse og saaledes er det levende Væsens urokkelige Aabenbarings- eller Manifestationsmidler, vil deres Nærværelse i Tilværelsen altid, hvor de saa end maatte forekomme, uomstødeligt være Beviser for Livets eller det levende Væsens Eksistens, selvom deres Ophav maaske slet ikke er nærværende eller paa anden Maade ikke er tilgængelig for det fysiske Syn eller materiel Sansning. Er Møblerne ikke tilstrækkelige Beviser for Snedkerens Eksistens, selvom man aldrig har set denne Snedker? - Og er det ikke ligesaa med en Klædning? - Er denne ikke tilstrækkelig Dokumentation for en Skrædders Eksistens? - Ved vi ikke, at disse nævnte Ting ikke kan blive til af sig selv, men udelukkende kun kan eksistere som identiske med et levende Væsens Frembringelser? -

Men hvorfra ved vi dette? - Er det ikke netop fordi, de omtalte Ting viser sig at være Produkter af mentale Funktioner, viser sig at være en Afsløring af blandt andet Intelligens og Følelse? - Møblernes saavel som Klædningens Hensigtsmæssighed afslører en Standard for Intelligens, medens de samme Tings ydre Form, Struktur og Farve udtrykker en midlertidig "Mode", der igen kun kan eksistere som Udtryk for en Følelsestilstand. Men afviger Møbler og Klæder herved fra andre Ting, der er tilgængelige for Sansning? - Viser ikke alt i Naturen sig at være udstyret efter en planmæssig Struktur, der hvad Intelligens og Følelse angaar ikke i nogen Grad staar tilbage for Møbler og Klæder? - Er ikke alt et kolossalt hensigtsmæssigt Led i Skabelsen af Livsbetingelserne for de levende Væsener? - Passer Klodens Temperatur og Atmosfære, dens astronomiske Forhold og stofmæssige Tæthedsgrad ikke saa intelligensmæssigt ind i hinanden, at den menneskelige, fysiske Organisme har kunnet blive dette Sammenspils Resultat? - Og er det samme Resultat ikke en Skabelse, der i sin opbyggede Struktur afslører ligesaa megen Intelligens og Følelse som Møbler og Klæder? - Fungerer samme Legeme i sin normale Tilstand ikke ligesaa haarfint mekanisk og fuldkomment som den af en Menneskehjerne udtænkte mest raffinerede Maskine? - Og kan man nægte, at samme Organisme eller Legeme i sin Plastik, Figur eller ydre Form er et Følelsesudtryk? - Har dets Farve, dets Linier ikke ligesaa godt som Møblers og Klæders med Tegningen af "Skønhed" at gøre? - Og hvad er forresten "Skønhed"? - Er det ikke netop en Skala af Følelsesgrader, der strækker sig lige fra Brutalitet til Kærlighed? - Og findes der nogen Form, nogen Figur, der ikke eksisterer som Udtryk for en eller anden Stedbetegnelse, en eller anden Grad i denne Skala? - Ved ikke alle Kunstnere, at Figurer og Former kan være mere eller mindre "brutale" eller være mere eller mindre det modsatte i deres Linier? - Og er det ikke netop denne Omstændighed ved Figuren, denne Omstændighed ved Formen, der er medbestemmende for vor egen Sympati eller Antipati til den eller den Tings ydre plastiske Fremtræden eller Figureren? -

Men naar Ting, der ikke er fremstillet af Mennesker, har Figur, har intelligensmæssigt Maal eller Bestemmelse at opfylde i en i alle Fald ikke mindre Udstrækning end Møbler og Klæder, hvor kan det saa være logisk at erkende Møbler og Klæder for uomstødelige Beviser for et levende Væsens Eksistens og ikke de andre Ting for udgørende de samme Beviser? - Hvad er Grundlaget for en saadan Kalamitet? - Er det ikke ene og alene Uvidenhed, Naivitet og den deraf følgende mangelfulde Omtanke? - At Videnskabsmænd, fordybet som de er i deres Beregninger, Maal- og Vægtvidenskaber, kommer til at gøre sig skyldig i den samme mangelfulde Indsigt eller Omtanke paa selve "Livsytringerne"s Omraade, forandrer jo ikke den Kendsgerning, at man her, ved ikke at anerkende "Livsytringerne" eller de mentale Funktioner i Naturen, gør sig skyldig i den meget primitive eller barnlige Opfattelse, at Tingene eller Naturen skaber sig selv, altsaa en Paastand, der er ligesaa naiv og barok, som hvis man paastod, at Møblerne havde lavet sig selv, og Klæderne havde syet sig selv. - Tænk hvilken Illusion at leve paa. Og tænk hvilken Aandsfattigdom der kan være under en, i Maal og Vægt, Afstand og Teknik, næsten altomspændende materiel Videnskab.

Det kan saaledes aldrig nogen Sinde blive Udtryk for Logik ikke at anerkende, at Naturen afslører baade Intelligens og Følelse, hvilket altsaa vil sige "Livsytringer". Og da "Livsytringer" jo er selve Livets uomstødelige Bevismateriale, beviser Naturen selv her for - ikke Maal- og Vægtforskeren (den almindelige Videnskabsmand), men for "Livsytringsforskeren" (den sande eller virkelige Aandsforsker) sin egen uomstødelige Identitet som "et levende Væsen".

At Naturen i sine Udløsninger og Detailler ogsaa afslører andre Former for mentale Energier, saasom "Instinkt", "Tyngde" (Eksplosions- eller Hidsighedsenergi), "Intuition" og "Hukommelse" vil være for omstændeligt at behandle her, og jeg maa derfor desangaaende henvise til mit Værk "Livets Bog". Det samme gælder Naturens uomstødelige Analyse som udgørende tre store Generalprincipper, der tilsammen igen som "et treenigt Princip" viser sig at udgøre lige akkurat de tre Betingelser, der kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som "et levende Væsen". At Naturens Generalanalyse saaledes bliver identisk med et hvilket som helst andet levende Væsens Generalanalyse bliver under Udtrykkene "X 1", "X 2" og "X 3" saaledes udførligt behandlet i Hovedværket. Jeg skal derfor her blot lige antyde, at den uendelige Paavirkning, som Naturen udøver paa os og vore Medvæsener gennem Reinkarnationen, heller ikke kan frakendes at være hensigtsmæssig. Hvis ikke den netop var hensigtsmæssig, var der ikke noget, der kunde eksistere som "Udvikling". Kendsgerningerne viser jo, at Væsenerne ikke kan eksistere uden at gøre Erfaringer. Erfaringer kan kun eksistere som Berigelse af Bevidsthed. Men Berigelse af Bevidsthed kan jo kun være en Fordel for samme Bevidstheds Ophav. Den er en Omskabelse af Individet fra Primitivitet til Intellektualitet. Men en permanent Paavirkning, der er saa planmæssig, at den ufejlbarlig skaber primitive Væsener om til intellektuelle Væsener, er jo af en saa nyttig eller velsignelsesrig Natur, at den bliver identisk med selve Kulminationen af al hensigtsmæssig eller planmæssig Skabelse og i alle Retninger overtrumfer, hvad den menneskelige Hjerne formaar i Retning af Skabelse, i Særdeleshed, da nævnte Hjerne til syvende og sidst jo ogsaa kun kan eksistere som et Resultat af Naturens Intellektualitet og planmæssige Skabelse.

Kan det være Logik at erkende Ophavet til al denne Intellektualitet eller mentale Udfoldelse, denne hensigtsmæssige Skabelse for at være noget "dødt Stof"? - Hvem tør docere en saa barnlig, primitiv og tankeløs Erkendelse? - Hvem tør raabe det ud, at det er "de døde Ting", der skaber "de levende", det er "det skabte", der er "Skaberen"? - Og lever saadanne Væsener om end ubevidst i Virkeligheden ikke i Troen paa, at det er Møblerne, der er Snedkeren, og Klæderne der er Skrædderen? - Og lovpriser og tilbeder de samme Væsener saaledes ikke "Døden" i Stedet for "Livet"? -

Bliver Livets eget Svar herpaa ikke kulminerende i Logik, i Fornuft, naar det lyder, at sligt kun kan præsteres af Væsener, der endnu har Uvidenhedens uigennemsigtige, mørke Bind for øjnene, Væsener der ikke kender Livets sande Udtryksmidler eller Kendetegn og derfor i Virkeligheden ikke kender Forskel paa Liv og Død? - Og er det ikke netop den samme mangelfulde mentale Tilstand, der faar "Daaren til at vandre trygt der, hvor Engle ikke tør træde? -

At det levende Væsen, der jo er modtagelig for Udvikling, modtagelig for Oplevelse af Erfaring, ikke i al Evighed kan blive ved med at leve i al denne Plan- og Hensigtsmæssighed, i al denne Udfoldelse af kosmisk Fornuft eller Kulmination af Logik, Naturen afslører eller aabenbarer omkring det, uden at det opdager den, er naturligvis en Selvfølge. Og det levende Væsen faar da ogsaa efterhaanden større og større Kendskab til Naturen og Livet. Og med dette Kendskab, med denne tiltagende dybere og dybere Opdagelse af Livets Natur bliver det selv forvandlet. Men da Væsenerne jo ikke er lige langt fremme i denne Tilegnelse af Viden, er de heller ikke lige langt fremme i deres Forvandling fra Primitivitet til Intellektualitet. Og vi bliver da ogsaa Vidne til, at de levende Væsener omkring os befinder sig i højst forskellige Stadier af denne deres Forvandling. Vi ser nogle Livsformer, vi kalder "Planter", vi ser andre Former, vi kalder "Dyr", og vi ser vore egne Medvæsener paa Jordmenneskestadierne. "Planter", "Dyr" og "Mennesker" er altsaa Udtryk for forskellige Stadier eller Trin i Erfaringstilegnelsen eller Udvikling af Bevidsthed. Og indenfor hver enkelt af disse Grupper ser vi igen Individerne befindende sig paa Trin i den uendelige stigende Skala, der paa harmonisk Maade strækker sig fra den underliggende Gruppes højeste Trin til den overliggende Gruppes laveste Trin paa den for alle Grupperne fælles Hovedskala af Trin, vi kender som "Udviklingsstigen".

Men naar Naturens Paavirkning af de levende Væsener, saaledes har til Resultat, at alle de, der staar under os i Udvikling, uden Undtagelse bliver ført fremad og opad fra Primitivitet til Intellektualitet, eller fra lavere Former eller Trin til det Trin, vi selv repræsenterer, hvorfor skulde den saa ikke fortsætte? - Vilde det ikke være fejlagtigt at tro, at det jordiske Menneske var den ypperste Livsform i Tilværelsen, var Toppunktet af, hvad Naturen kunde frembringe, og at Udviklingen derfor maatte standse her? - Og hvorledes skulde en saadan Tro blive Udtryk for Logik? - Er de højeste officielt anerkendte Intellektuelle ikke de saakaldte "Videnskabsmænd"? - Men har man nogen Sinde set, at nogen af disse Væsener har været paa, Toppunktet af den Viden, der kan blive tilgængelig for den menneskelige Hjerne? - Har man set nogen af dem komme til et Stadium i Livet, hvor der ikke var mere at udforske? - Det tør vel næppe paastaas? - Men naar der stadig er ukendte Terræner, saavel fysiske som mentale, der er under Udforskning, er Videnskaben jo i Vækst. Jordens officielle højeste Intellektuelle er saaledes stadig i intellektuel Udvikling, er stadig under Forvandling fra Uvidenhed til Viden, er stadig under Omskabelse fra Primitivitet til Intellektualitet. At det nuværende jordmenneskelige intellektuelle Stadium ikke er noget endeligt eller afsluttende bliver dermed en Kendsgerning. Men naar den jordmenneskelige højeste Videnskab i Dag ikke er endelig eller afsluttende, bliver det ogsaa en Kendsgerning, at der bliver et "næste Stadium".

Men hvad bliver dette "næste Stadium"? - Ja, Maal- og Vægtspecialer, Volumenindsigt, Vibrations- og Hastighedskendskaber er jo Kulminationen af det nuværende intellektuelle eller videnskabelige Stadium og kan derved ikke blive det næste Stadiums Karakter, thi hvis det kunde det, saa var der jo ikke noget "næste Stadium". Dette maatte jo i Princip blive det samme som det nuværende. Nogen intellektuel Fornyelse, der svarer til den Fornyelse, der lader "Dyret" vokse op over "Plantestadiet" og Jordmennesket op over "Dyrestadiet", vilde der saaledes ikke kunne være Tale om. Og Jordmenneskets Fremtræden maatte derved, i Modsætning til alle andre levende Væseners, nødvendigvis blive en mental March paa Stedet. Men en saadan March er jo det modsatte af den Kendsgerning, der virkelig finder Sted. Gennem saakaldte "hellige Bøger" og "vise Mænd" er der manifesteret eller aabenbaret en Mængde saakaldte "store Sandheder". Disse "Sandheder" er i Virkeligheden identiske med videnskabelige Facitter, men ikke Facitter som de Videnskaben i Dag udtrykker. De indeholder ingen Oplysninger om Maal og Vægt. De udtrykker ikke en Specifikation af Kemikalier, Tid og Rum, de brillerer ikke ved Oplysninger i Teknik eller mekanisk Snille og er saaledes i sin Natur ganske forskellige fra det, Jordmennesket i Dag forstaar ved Videnskab.

Og det er da heller ikke saa mærkeligt, at disse overleverede Facitter ikke accepteres eller anerkendes som Videnskab af den nuværende moderne, videnskabeligt indstillede Forsker eller Kapacitet. De kan jo ikke dokumenteres i de for ham saa nødvendige Kilometer, Gram eller andre Former for døde eller kolde Maal. De udtrykker nemlig selve – "Livet", og dette kan umuligt dokumenteres i Maalenheder. Livet er en evig Realitet, hvilket vil sige, at det er uendeligt, og Uendeligheden kan ikke vejes og maales. Det er kun de "skabte Ting", hvilket vil sige Livets Frembringelser, der har den Begrænsning, den Begyndelse og Afslutning, der betinger, at de kan vejes og maales. Maal og Vægt og dermed den herpaa baserede Videnskab kan saaledes aldrig blive andet end Analyser af de "skabte" og dermed af de "døde" Tings Begrænsning. Nogen Viden om Livet kan de aldrig blive. Det giver derfor ingen Viden om Liv, at en Ting vejer saa og saa meget. Heller ikke udtrykker det noget Bevis for Udødelighed, at der er saa eller saa langt til Maanen, Solen eller andre Himmellegemer. At Jordkloden viser den eller den Tæthedsgrad eller den eller den stofmæssige Atmosfære, eller den maaler saa eller saa meget i sit Rumindhold, giver jo ingen Besked eller Oplysning, om den er et levende Væsen, eller den kun udgør en af de saakaldte "døde Ting", ligesom der jo heller ikke eksisterer Maalenheder, der kan bevise for os, at Verdensaltet er et levende Væsen.

Men en Viden behøver ikke udelukkende at bestaa af Maal- og Vægtfacitter. Det jordiske Menneske har allerede en Viden om mange Ting, som det ikke kan udtrykke i Maalenheder. Ved det ikke netop, at Møbler kun kan skabes af Snedkeren, og en Klædning maa have en Skrædder til Ophav? - Men har den Viden noget med Maal og Vægt at gøre? - Er Møblerne og Klædningen ikke Beviser for henholdsvis Snedkerens og Skrædderens Eksistens? - Men naar de saaledes er identiske med "Beviser", udgør de jo dog en Videnskab, der ikke udtrykker sig i Maal og Vægt. Det er jo ikke Møblernes og Klædernes Maal i Kilogram eller Centimeter, der gør disse Genstande identiske med Beviser for deres Ophavs Eksistens, men derimod, som vi tidligere har berørt, de nævnte Genstandes intelligens- og følelsesmæssige Kombination. Det er denne Kombination, der gør dem til "Livsytringer" og dermed til Beviser for Livets Eksistens.

Side om Side med den rent paa Maal og Vægt baserede materielle Videnskab, der i Følge denne sin Natur kun kan give Besked om "døde Ting", eksisterer der altsaa en anden Videnskab, som giver Besked om "Levende Ting". At denne sidste endnu kun er i sin spæde Vorden og i stor Udstrækning endnu stilles i Skyggen af den moderne Videnskab forandrer jo ikke, som vi lige har set, dens Identitet som Kendsgerning. Dens Facitter er altsaa ikke baserede paa Maal og Vægt, men paa "Livsytringer", hvilket igen vil sige Ting, der direkte udtrykker selve Livet. Men naar det jordiske Menneske saaledes indenfor et bestemt Felt har Evne til at konstatere Livet gennem "Livsytringer", hvorfor skulde denne Evne saa ikke udvikle sig saaledes, at Individet gennem et endnu større Felt paa samme Maade kunde konstatere Livets Eksistens? - Er det ikke netop saaledes, at hver ny Erfaring giver Individet en endnu større Evne til at orientere sig i Livet? - Maa ikke hver ny "Livsytring", man opdager i Naturen paa samme Maade give en endnu større Dygtighed til at observere "Livsytringer"? - Og er det ikke netop det, "Vismændene" bekræfter med de af dem udtalte og i de "hellige Bøger" nedskrevne Facitter? - Ser vi ikke, at disse Facitter netop er Udtryk for den samme Viden som den, der betinger, at vi i Møbler og Klæder kan se Beviser for Eksistensen af disse Genstandes Ophav.

Naar disse overleverede Facitter udtrykker Naturen, Verdensaltet som "Forsynet" eller "Faderen", tror man saa ikke, at disse Betegnelser er baserede paa "Livsytringer", der berettiger til denne Opfattelse af Naturen? - Hvem kan paastaa, at de nævnte Betegnelser ikke stammer fra Væsener, der er saa gamle i Forskningen af "Livsytringer", at de har faaet en saa overlegen Evne i dette Felt, at de med samme Lethed kan se Naturen som Udtryk eller Bevis for et levende Ophav, som det jordiske Menneske kan se Møbler og Klæder som Bevis for Snedkerens og Skrædderens Eksistens? -

Naar Erfarings- eller Oplevelsesevnen netop er i Udvikling, hvorfor skulde den saa ikke føre sit Ophav til en saadan Tilstand eller Overlegenhed i det paagældende Felt? - Bliver Menneskene ikke netop Virtuoser eller Genier i alle andre Felter, de dyrker og forsker, hvorfor skulde de saa ikke blive det i Forskningen af "Livsytringer"? - og er det ikke netop saadanne mere eller mindre fremtrædende Genier i "Livsytringserkendelsen", vi har for os som Ophav til de "store Sandheder", der urokkeligt har trodset Tidens Tand, der uvægerligt har været Basis for og fremdeles uundgaaeligt mere vil være Basis for Hjælp i Jordmenneskenes mentale Kvide, Sorg og Ulykke end en Viden om Maal og Vægt, Afstand og Teknik nogen Sinde har kunnet eller vil komme til at kunne præstere? - Er det ikke netop disse "Sandheder", der er de Ulykkeliges sidste Haab? - Udtrykker de ikke lige akkurat den Viden, der passer ind i deres Situation? - Er Viden om en kærlig Guddom eller et Forsyn, hvilket vil sige, et højeste kærligt, levende Væsen, der har ethvert andet eksisterende levende Væsens Skæbne i sin guddommelige Haand, og hvorved ingen kan fortabes, men at alle har et evigt Liv, og at "alt i Virkeligheden er saare godt", og at alt fører mod Lyset, ikke det eneste, der kan være af Betydning for det ulykkelige og lidende Væsen? -

Kan en Viden om Kilometer og Gram, Stofvibrationer og Lysbølger eller lignende materielle Foreteelser have Interesse for den, der græder over sit døende Barn, eller for den, der har mistet sine Kære paa Krigsskuepladsen? - Kan den være en Trøst for den, der ligger paa Hospitalet og uhelbredelig venter Døden hvert Øjeblik? - Kan en større Indsigt i Stoffets Maal- og Vægtenheder, dets Volumen og Reaktionsnatur give Inspiration og Livsglæde, ny Tro og Tillid til Livet for den, der, hjemløs og forkuet, forarmet og syg, er ved at berøve sig selv Livet? - Bliver den moderne Videnskab i saadanne Felter, eller overfor Spørgsmaalet, "Hvad skal jeg gøre for at blive salig", ikke let til "Stene i Stedet for Brød", ligegyldigt hvor guddommelig nyttig og velsignelsesrig den saa end maatte være i dens rette Hjemstavn eller Plads i Tilværelsen? –