Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Tilgive" er et lille ord, som ikke bruges meget i vore dage. "Tilgiv mig", skriver forfatterne af og til, når den utro mand eller kone må gå til bekendelse. Her er tilgivelse det samme som "at se gennem fingre med" eller "lade nåde gå for ret". Noget tilsvarende gælder kirkens syndsforladelse.

Kort sagt, tilgivelse er i daglig tale (i det begrænsede omfang ordet overhovedet bruges) noget, man kan yde eller modtage. Det er en replik eller gestus på livets ydre scene.

Men sådan er det ikke med Martinus' brug af ordet. Her drejer det sig ikke om en nådesbevisning, men det at tilgive er en vigtig, daglig mentalhygiejnisk foranstaltning, man udfører for sin egen skyld. I fortalen til LIVETS BOG sammenligner han vor tilværelse med en ballonfærd, hvor ikke-tilgivelsen er som sandsække, der holder os bundet til en lavere mental sfære. At slippe sådanne sandsække er det samme som at hæve sig op i lysere og lykkeligere luftlag.

Skal man nu tro Martinus på dette punkt? Bestemt nej. Martinus skriver jo ikke for andre end dem, der i forvejen har forstået nødvendigheden af at sige farvel til sandsækkene.

Men hvad skal man med en forfatter, der fortæller én, hvad man stort set véd i forvejen? – To ting. For det første er det herligt at finde en meningsfælle. For det andet tilføjer Martinus en mere detaljeret forklaring. I dette nummer af KOSMOS besvarer han således spørgsmålet: HVORLEDES FÅR MAN KRÆFTER TIL AT TILGIVE? Og det er vigtigt. At få kraft til at tilgive er nemlig ikke bare et spørgsmål om at være motiveret ud fra en indre trang eller følelse. Der kræves også et verdensbillede, som er stort nok til at forsyne én med det rette overblik, så man får nemt ved at tilgive. Og sådan synes jeg, det er med Martinus kosmologi. Her kan man nikke genkendende til det gamle ord: "At forstå er at tilgive".

I dette nummer finder læseren også afslutningen på Sv. Å. Rossens artikelserie om skæbnevidenskab. Vi er nu nået til DEN VOKSNE OG DET ALDRENDE MENNESKE, og vi vil bl.a. se, at det ikke blot er andre mennesker, det gælder om at tilgive, men også sig selv.

Mogens Møller fortæller om: HVORDAN GÅR DET GENIERNE? Et geni behøver ikke at have en særlig udviklet evne for at tilgive. Derfor er der også et stykke vej endnu at gå for disse beundrede væsener. At være motiveret for denne vandring kræver en vis form for ydmyghed, og det fortæller Daniel Palmgren om i sin artikel om JOHANNES DØBEREN.

Hermed er vejen klar for KOSMOS' læsere og alle andre meningsfæller: træning, træning og atter træning i at få de sandsække hevet overbord!