Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I dette bidrag til festskriftet causerer forfatteren over den gave, som Martinus' mission har betydet for ham. Bertil Ekström var gennem en lang årrække tilknyttet Instituttets trykkeri og havde nær kontakt til Martinus. Mange af sagens venner kender ham i dag som foredragsholder og studiekredsleder, hvor kontakten med deltagerne er af vital betydning for begge parter.

 

Kære læser!

Dette bidrag til festskriftet gør ikke krav på at være en artikel. Det udgør kun et indlæg, som vil give udtryk for både glæde og taknemlighed over den uvurderlige gave, Martinus' mission har betydet for mig. Læs den gerne som en dialog, hvor du, kære læser, yder dine egne kommentarer. Da er hensigten – en given og tagen – mellem os nået.

Jeg håber selvfølgelig, at den bliver til glæde og gavn for dig, ligesom årene med Martinus var og fortsat er det for mig...

Der er ikke nogen plan eller disposition; du må følge med på indskydelsernes – måske af og til – krogede vej...

I de forløbne tres år er denne gave begyndt at spredes ud over kloden. Men denne spredning tager tid; ikke kun fordi oversættelses-arbejdet er særdeles vanskeligt, men der er også andre og nok så vigtige grunde.

Hvorfor skal det være så vanskeligt at få så strålende et budskab spredt ud over kontinenterne?

En af de væsentligste årsager er måske denne, at langt de færreste mennesker er modne til at modtage det på nuværende tidspunkt.

Er der noget, der kan bekræfte denne påstand? Ja, det er der i allerhøjeste grad. Se blot ud over jorden – hvad opdager vi da? Vi kan ikke undgå at lægge mærke til, at det er selviskheden, der driver de fleste aktiviteter. Så fremtrædende er denne egoisme, at vi f.eks. er i færd med at forgifte elementerne og gøre dette vort hjem i rummet ubeboeligt. Mange plante- og dyrearter er allerede udryddet. Hvordan kan vi være så kortsynede og griske? – Mon ikke det skyldes hungeren efter bedre materielle betingelser for de mange og økonomisk magt for kapitalen...?

Lad os trække nogle kendsgerninger frem. Hver uge ser seks tusinde nye kemiske forbindelser dagens lys – og der er allerede indregistreret 10 mio. forskellige! Nogle af dem er så giftige eller farlige, at de holdes under lås og slå bag flere lag ståldøre...!

Det er dog ikke kun begæret efter at få det bedre, som styrer den ødelæggende proces. Længslen efter magt udgør også en alvorlig trussel mod livet. Og dette gælder ikke kun for nationernes magthavere. Nej, mange går rundt i en næsten kronisk angst. Nogle er bange for at blive arbejdsløse, andre for at familien skal gå i opløsning, atter andre frygter sygdom, ulykker eller hvad det nu kan være.

Så længe magtens princip hersker i og over sindene, har vi denne misere.

Selvfølgelig er der mange interesser, der gør sig gældende – ikke mindst i tilknytning til kampen for tilværelsen. At overleve er jo det primære for mia. af væsener. Men det gælder ikke kun i u-landene. Hos utallige familier med mellemindkomster i de rige lande er der en overdimensioneret længsel efter at eje så meget som muligt. Sammen med selvhævdelsen får denne længsel dem til at slide sig til døde for ikke at komme bagud i kapløbet om forbrugsgoder og statussymboler. Og forfængeligheden udgør et fremtrædende træk, som fører til mange ulykkelige tilstande.

Man stræber efter at tilegne sig viden og dygtighed. Og ikke mindst er det glædeligt at se, at hundreder af humane foreninger og institutioner er vokset op rundt om i verden for at hjælpe og bistå gamle, syge og nødlidende mennesker. Man engagerer sig også stærkt i at hjælpe dyr, redde naturen, virke for freden i verden og for en retfærdigere samfunds-orden.

Ja, overalt oplever vi en menneskehed i opbrud fra noget gammelt, på vej mod noget nyt. Men det er ikke bare i de store, ydre sammenhænge, at der sker noget. Nej, vi er alle genstand for forvandling; er i færd med at forlade gamle traditioner og værdinormer; er ved at orientere os mod nye målsætninger med et mere menneskeligt indhold.

I en materialistisk verden blusser en helt ny og mange-facetteret interesse op, en interesse for selve livet, for meningen med tilværelsen osv.

Hvorfor nu det? Er det da ikke nok at tilfredsstille menneskenes begær efter at eje ting, penge og position?

Nej, det er det tilsyneladende ikke for hvorfor ellers dette engagement? Det er tydeligt, at en helt speciel opvågnen er ved at finde sted. Der er en længsel efter værdier, som ikke kan måles i penge.

Disse værdier er af menneskelig karakter. Og her er det så, at Martinus kosmologi kommer ind i sammenhængen.

Hvad er da dens opgave? Jo, når menneskene er ved at være nået til vejs ende med deres søgen efter en mening med tilværelsen – ikke mindst med deres egen personlige eksistens – og de så opdager, at de alligevel ikke når helt til bunds i deres søgen, ikke løser livets inderste mysterium... ja, da er der givet dem en gave fra oven, der direkte har forbindelse med fortidens store guddommelige præstationer i retning af at hæve den voksende menneskelige bevidsthed fra mere primitive stadier til højere kulturniveauer.

Men disse impulser har hidtil været tilpasset troende menneskers behov. Nu, når intelligens-udviklingen har fået den religiøse trosevne til at degenerere, har vi med Martinus kosmologi fået en hjælp, der kan tilfredsstille vort behov for en logisk forklaring. Ligesom for den naturvidenskabelige forsknings vedkommende – der jo har skabt fantastiske teknologiske resultater på det fysiske plan – har vi med Martinus kosmologi fået en videnskab, der på det mentale plan kan hjælpe os til aktivt at arbejde med på vor omskabelse fra primitivitet til højintellektualitet.

Det er denne opgave kendskabet til "det evige verdensbillede" har, og det er derfor, at Martinus' indsats på nuværende tidspunkt er af uoverskuelig rækkevidde for de fleste mennesker.

Men er det ikke lige tidligt nok at begynde at spå om fremtiden? Jo, det kan der vist være noget om. Men hvis vi trækker verdensbegivenhederne ned til det personlige plan, så viser der sig måske nogle fælles, almene erfaringer, som kan lede os i retning af visse betydningsfulde slutninger – lad os i det mindste prøve...

Der må vel være en forklaring på den eksplosionsagtige opblussen af menneskelig aktivitet på næsten alle felter, som vi har været vidne til i løbet af de sidste hundrede år – en udviklingstendens der ser ud til at accelerere.

Hvilken forklaring giver Martinus? Han mener, at der er tale om en stærk impuls, som vælder ind over vor klode. Den resulterer i en yderligere acceleration af en forvandlingsproces, som i virkeligheden allerede har stået på i årtusinder: dyrets omskabelse til rigtigt menneske, det som i Bibelen betegnes som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Blandt de utallige bøger og hjælpemidler, der nu står til menneskenes rådighed for at bistå dem i alle mulige situationer, hvor der er brug for hjælp, har vi også fået kosmologien med dens analyser af tilværelsen. Men det er givet, at den må have en helt speciel opgave, hvis den skal kunne yde noget virkelig væsentligt ud over alle de andre hjælpekilder, som tilbydes. Så lad os se nærmere på det.

Hvad er det da, der specielt gør Martinus analyser til en så fremragende åndelig næringskilde for humant indstillede mennesker? Jo, det er disse analysers høje indhold af "kærlighedsenergier". Det er nemlig alkærlighedens videnskab, vi beskæftiger os med, når vi studerer kosmologien. Den er i kontakt med menneskets hele situation, dets helbred, relationer, lykketilstand, evne til at vise initiativ, livsindstilling og målsætning. At beskæftige sig med kosmologien på den rette måde, vil derfor kunne bevirke en gennemgribende og total forandring af individets samtlige forhold – til det bedre...(!)

En så subjektiv påstand kan jeg naturligvis kun underbygge med mine personlige erfaringer. Det bliver så op til dig, om du kan følge mig ud fra dine egne erfaringer.

Men lad os prøve at finde et mere objektivt udgangspunkt, som lettere vil kunne accepteres af os begge, fordi det gælder alle menneskers situation. Inspireret af kosmologien lavede Withus for mange år siden nedenstående tegning, der på en overskuelig måde viser princippet i vor sjælelige strukturs opdeling i to hovedområder: et, der befordrer evner af egoistisk art, og et, der rummer vore humane karaktertræk.

 

 

På tegningen kan vi danne os et overblik over, hvor meget i os selv, der er at lave om på. Forudsætningen er naturligvis, at vi kender os selv. Men hvor godt kender vi os selv? Er vi vant til at iagttage vore reaktioner i de forskellige situationer, vi kommer i? Har vi hensynsløst ærligt analyseret disse reaktioner – også selvom de viste sig at være af primitiv art?

Vi kommer ikke til en rigtig erkendelse af os selv, hvis vi ikke absolut ærligt indrømmer vore mangler for os selv. Men det er ikke nok.

– Bare bliv ved!

Da jeg så protesterede, sagde han:

– Du var jo ulykkelig over din måde at agere på og angrede.

– Ja, sagde jeg – men det hjælper jo ikke...

Jo, det hjælper, fik jeg at vide. Der sker nemlig det, at for hver gang man bliver ked af det og angrer, fordi man har lavet noget, man ikke bryder sig om, så samles der menneskelige energier i éns bevidsthed, og disse vil med tiden danne en talentkerne. Denne talentkerne tager efterhånden magten over den, der nu virker automatisk, og som man har med sig fra fortiden. Denne degenererer nemlig, når den ikke længere får næring.

Se, her har vi et eksempel på, hvordan man får sin dyriske sides anlæg til at degenerere og sin humane sides anlæg til at vokse.

Men denne proces er ikke kun en viljesakt. Den bæres først og fremmest af en længsel væk fra mørket, fra den dyriske side. Og her kan kosmologien netop hjælpe sandhedssøgeren ved den indsigt i talentkerneskabelsen, den giver. Man kan lære at følge både degeneration af gamle og opbygning af nye evner og ligeledes af tilstande med sygdom og sundhed. Det er fabelagtigt, så logisk processerne finder sted, når man iagttager vanefunktionerne systematisk.

En objektiv udtalelse fik jeg, da Martinus en gang på et medarbejdermøde pegede på mig og sagde:

– Se på Bertil, han er i dag et helt andet menneske, end han var, da han kom til os... Han havde altså set, at der var sket visse forandringer i væremåden.

Men det tager tid, og man skal have tålmodighed for at blive ved. Tænk bare på, hvor lang tid det tager at blive en god pianist eller lære at beherske et fremmedsprog.

Det er heller ikke helt let at vænne sig af med at ryge eller drikke spiritus. Hvor meget sværere er det da ikke at udrydde hidsighed, uærlighed, hensynsløshed, intolerance m.fl. karaktertræk...?!

Også her hjælper den nye bevidsthedshorisont én til at se, at alt, hvad der er til, har en opgave at udfylde – ellers var det der ikke...

Det er i den forbindelse vidunderligt at fatte, at alt kommer fra Gud, og at det hele har en kærlig hensigt. – Man holder op med at negligere, at nedvurdere eller dømme og fordømme. Og der bliver ligevægt i sjælen.

Det er dog en inspiration, at der er sket små fremskridt... Vi må gøre os klart, at alt i vor verden tager tid. Et træ skal have mange år for at blive stort og gammelt. Og således har hvert væsen sin egen særlige rytme.

Men hvorfor skulle evner og talenter ikke blive til og vokse efter det samme princip? Har man først rigtigt fattet dette, så kræver man ikke længere det umulige af nogen – heller ikke af sig selv. Man kan jo ikke løfte sig selv op ved håret – og man kan umuligt tage evner i anvendelse, som man endnu ikke har udviklet.

Logisk – ikke? Ja, men hvor tit reagerer vi logisk i overensstemmelse med denne kendsgerning? – Ofte synes vi, at andre prompte skulle fatte vore "glimrende" og "indlysende" forslag.

– Det MÅ du da kunne forstå! sagde en af mine venner ophidset. Og han fik svaret:

– Ja, lån mig dit hoved, og du vil blive forstået, som du aldrig er blevet det før...!

Også her hjælper analyserne os til at forstå, at man ikke altid kan overtage andres erfaringer.

 

 

På den anden side er det gået noget nemmere med surheden. Jeg husker endnu, hvordan jeg engang for omkring 45 år siden på grund af en bagatel, blev godt sur på et par venner, jeg var ude at rejse med. Der gik to uger, inden jeg atter talte med dem...! Det var min sårede forfængelighed, der ødelagde den rejse...

Også her har Martinus' tankeverden betydet meget for mig og fået mig til at ændre på min væremåde: Mon ikke det er indlysende, at når alle levende væsener er Guds budbringere, – så bliver man mere forsigtig med sine udbrud?

Man iagttager og prøver at tænke sig om for at finde hensigten med det, der siges eller sker. Og så er man allerede i fuld gang med bevidst at lære i livets skole!

Nuvel, de tungeste sække slæbes der ikke længere på, – og andre er blevet lettere eller helt smidt væk. Mogens Møllers tegning giver en god forståelse af dette.

 

 

LIVETS BOG II giver glimrende vejledning, og her hjalp Martinus' artikel PILATUS, KRISTUS OG BARRABAS (småbog nr. 17) mig også til at se klarere. Men jeg blev forfærdet, da det gik op for mig, at jeg i mange tilfælde sad i dommersædet og ligesom Pilatus dømte Jesus (symbolet på de spirende menneskelige evner i min bevidsthed) til korsfæstelse.

Det billede gjorde det helt klart for mig, at der ikke var nogen vej udenom – man er nødt til at tage fat på sine primitive sider. Og det arbejde er af lang varighed...

Når man har lært at skelne mellem de to slags tankeklimaer, som veksler i éns sind, får man lyst til med sin vilje at fordrive de negative og mørke og erstatte dem med de positive og lyse. Der er dermed sat en proces i gang, som uvægerligt fører til en lykkelig fremtid, en fredelig og behagelig skæbne. Og hemmeligheden bag ved er således den, at så snart en ukærlig tanke sniger sig ind i éns bevidsthed, da erstatter man den med en human og næstekærlig energikombination.

Resultatet fører garanteret til succes for den, der bestræber sig i den retning...

Når Martinus siger, at vi har den fulde frihed på det seksuelle område, så lyder det jo dejligt. Men han tilføjer, at det drejer sig om, at man aldrig ved disse energiers udfoldelse kommer til at mindske nogen af de berørte parters glæde ved livet. Og så er der jo alligevel meget store indskrænkninger i friheden...!

Først når man er nået til at administrere disse former for sympati på en alkærlig måde, er man nået langt mod målet: Mennesket i Guds billede efter hans lignelse...

Også på dette område er kosmologien til uvurderlig hjælp, når det drejer sig om at rede problemerne ud. Her er man jo i træning med at vurdere sine motiver: drives man af begæret efter sin egen lykke, – eller er det primært ønsket om at berige den anden, som er drivkraften og målet for ens længslers opfyldelse?

Her er det værd at huske på, at det er gaveprincippet, som udgør fundamentet for den kommende humanistiske verdenskultur.

Oplevelsen af sandheden i denne tanke er nok til at fjerne straffe og krige. Og når den kombineres med, at ens uvenner er ens bedste læremestre, da får man en positiv og taknemlig indstilling til sine revsere; skønt der kan gå lang tid, inden man har lært sig at beherske de automatisk virkende aggressions-funktioner.

 

 

Der er mange lignende spørgsmål at stille sig. Og nu er der mening i de svar, man får – man er i stand til at begynde at skabe forudsætningerne for sine ønsker her og nu – samt disses opfyldelse. Og det betaler sig!

I forklaringen til symbol nr. 18 i andet bind af DET EVIGE VERDENSBILLEDE fortæller Martinus, hvordan vi udgør et produkt af vor fortid, og hvordan vi i det "evige nu" fortsætter med at skabe vor fremtid.

Når en sådan analyse tages alvorligt, – så er der ikke nogen vej udenom, ikke noget smuthul: man må tage sit ansvar – hvem skulle ellers gøre det?

Vi vil alle lidt efter lidt finde ud af og erfare, at det udelukkende er os selv, der skaber vor skæbne. Arv og miljø bidrager kun med at stille de ydre vilkår til rådighed for, at denne vor skæbne bedst udfoldes på præcis de forud givne betingelser, som vi selv har skabt i tidligere inkarnationer.

Bønnen, ja, den er helt fantastisk, og den vil komme til at udgøre en central aktivitet i det humane menneskes hverdag. Den udvikler et personligt tilhørsforhold til Guddommen og giver vedvarende tryghed. Også på dette felt har jeg lært en masse.

Det var så mærkeligt i begyndelsen bare at bede "ud i det blå". Det virkede helt fremmed – men det nytter i allerhøjeste grad at bede. Tænk over det...

Der var helt enkelt ikke nogen mulighed for at skjule sig. Jo, man kan prøve på at camouflere sig, prøve at forstille sig – men den kloge gennemskuer alligevel den mindre kloge... Atter her var den eneste effektive måde at få ændret på forholdene dette: at forandre sig selv – ikke de andre.

Måske virker det ind imellem lidt trættende, sådan til stadighed at blive konfronteret med sine uudviklede sider. Men på den anden side går man heller ikke og sover sin tid bort – der er jo altid nok at tage fat på! Og der er altid masser af inspirerende oplevelser.

I sin lille bog, BLADE AF GUDS BILLEDBOG (nr. 6), skriver Martinus på betagende måde om, hvordan man kan blive ligesom solen for sine omgivelser ved at sprede lys og varme, inspirere og aktivere. Og efter sin bortgang vil man endda kunne skabe glæde ved de lyse minder, man har efterladt sig i venners hukommelse. Ja, der er et væld af nye døre og vinduer, der åbner sig, når man lærer analyserne at kende.

Når det drejer sig om mikrokosmos, er bogen BISÆTTELSE nok en af de mest betydningsfulde bøger, Martinus har skrevet. Den griber læseren og fører ham på en rejse langt ind i de små verdener, helt ind til tankeplanet. Dén bog afslører uigenkaldeligt de forbrydelser, man i sin uvidenhed begår mod de mikrovæsener, der helt er afhængige af det livsmiljø, man byder dem. Den åbner øjnene for usandheden i det gamle ord: "tanker er toldfri". Tanker og begær udgør tværtimod de primære faktorer for skabelsen af sundhed og sygdom, glæde og sorg, fred og krig.

Det var rystende at opdage, hvordan jeg mange gange havde udsat – og fortsat udsætter – mit mikrounivers for helvedesprøvelser. Men det blevet vendepunkt i min forståelse af, at kærlighedsgerninger også er nødvendige i dette område.

Når man har indset, at der kun findes to væsener i hele verdensaltet: én selv og Guddommen (dvs. resten af verdensaltet), da befinder man sig i en ny og uvant position. Hvem man end møder, hvad man end står over for, – så er det Gud, man vekselvirker med. Og dette giver stof til eftertanke. Guddommen besidder nemlig alle muligheder, har al viden og dermed al magt til at lade sin vilje råde. Derfor bliver det en hovedopgave at bringe sin egen vilje i harmoni med helhedsvæsenets vilje. Men for at kunne det, må man lære denne vilje at kende. Og også her er Martinus en uovertruffen vejviser.

Der er således ikke andre end én selv, der kan være ophav til det, man møder i hverdagen. Det er her, det hele foregår, det er her, al skabelse finder sted, og det er her, den interesserede har mulighed for at gribe ind.

Med kendskab til Martinus kosmologi er det muligt lidt efter lidt at indrette sin tilværelse på en ny og anderledes måde, så den kommer bedre i harmoni med "det evige verdensbillede" og dermed også på længere sigt bliver logisk og meningsfyldt. For den, der længes efter det, er der dermed åbnet mulighed for at påbegynde den største af alle skabeprocesser: i samarbejde med livet selv at deltage i sin egen forvandling til et fuldkomment kærlighedsvæsen.

Dét er det inspirerende budskab, Martinus bringer den, der hungrer og tørster efter et himmerige – både i sig selv og over alle kontinenterne.

Blandt de kostbare gaver Martinus har givet mig, hører ønsket om at kunne se Gud i alt og alle samt længslen efter ureserveret at kunne forstå, tilgive og tjene. Og i forlængelse heraf blev begyndelsen til Johannes-evangeliet forståeligt, da det gik op for mig, at analyserne skal blive til væremåde. Først da bliver "ordet til kød", og får dermed betydning som skæbne – og kulturfaktor.

Må det derfor være mig tilgivet, at jeg her har sat fødselsdagsbarnet i centrum og nævnt hans navn så mange gange. Ved denne lejlighed synes jeg, det er berettiget. Det skal ikke opfattes som persondyrkelse, men kun som udtryk for min inderlige og dybe taknemlighed over for det menneske, som i denne situation blev Guddommens redskab.

Den, der sætter sig som mål at blive alles tjener – gør samtidig sit liv til en Guds-tjeneste. Kan man udføre en mere betydningsfuld gerning...?

Måske vil også du, kære læser, finde at Martinus har noget af værdi for dig...?

Tak for samværet og tankeudbyttet!