Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Ovenstående titel er også titlen på én af Martinus' småbøger, som har inspireret mig til at filosofere videre over emnet.

 

Vi er alle både skuespillere og tilskuere – og scenefolk af alle slags i livets gigantiske skuespil, skriver Martinus. Det lyder pudsigt, men ved nærmere eftertanke må jeg indrømme, at "billedet" rammer plet. Snart står vi på livets scene og udfylder vores rolle, så godt vi kan. Og snart er vi tilskuere.

På scenen møder vi os selv gennem næsten. Vi møder vores fortid, nutid og fremtid. Fortiden møder vi i form af handlemåder, vi ikke længere selv kan nænne at praktisere. Men vi kan være evigt forvissede om, at vi har opført os på same måde tidligere – måske i tidligere liv. Vor eventuelle forargelse eller fordømmelse kan vi godt glemme. Vi er alle under stadig udvikling, og sult- og mættelsesprincippet gælder for os alle.

For mig giver det stof til eftertanke. (Tilskuerens rolle.) Hvordan skal jeg tackle mine egne ufærdige sider? På den ene side accepterer jeg, de er der. På den anden side vil jeg jo så gerne være til gavn og glæde for mine medvæsener – og dermed for mig selv. Øvelse, øvelse og øvelse. A-, B- og C-stadiet kalder Martinus det. På A-stadiet ønsker man at lære en ny ting. Det være sig at spille violin, at lave indbydende, vegetarisk mad eller måske at være en hensynsfuld trafikant. På B-stadiet øver man sig. Og gang på gang må vi med Paulus' ord udbryde (tænke): "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg." Men til sidst bliver vi genier. Dvs. vi har nået C-stadiet inden for det pågældende felt.

Tankens kraft er langt stærkere, end de fleste gør sig klart. At tænke positivt på det, man beskæftiger sig med, fremskynder læreprocessen. Og modsat. Ved at tænke arrigt og negativt forlænger man samme. Jeg kan give et lille eksempel:

For en del år siden havde jeg en kollega, som jeg på mange måder havde det udmærket med, men som irriterede mig afsindigt, når han påpegede fejl ved mit arbejde. Det var faktisk lige meget, om han havde ret eller ej. Jeg blev lige rasende. Rent fysisk begyndte jeg at få en knude i nakken, men jeg tænkte ikke særligt over det – regnede med at den nok forsvandt igen – og satte den i hvert fald slet ikke i forbindelse med min vrede.

Det blev sommer, og jeg tog til Martinus Center i Klint. En tidlig morgen da jeg gik langs stranden, så jeg pludselig denne kollega for mit indre øje. Og jeg blev straks klar over, at jeg skulle tilgive ham. I tankerne gav jeg ham et stort knus og bad om tilgivelse, og jeg fik et varmt knus tilbage. Jeg fortalte min søster det, da jeg kom tilbage til campingpladsen, og hun spurgte, hvordan min knude havde det. Jeg følte efter. Den var svundet ind til det halve, og i løbet af ugen forsvandt den helt.

Først senere gik det op for mig, at det jo også var mig selv, jeg havde tilgivet, og selvom jeg ikke er vild med "kolleger", der påpeger mine fejl, kan jeg nu ofte trække på smilebåndet i stedet for at rase. Ja, B-stadiet tager sin tid. Nogen gange mere end et helt liv.

Men et skuespil kræver desuden folk bag scenen. Det er også os. Nemlig når vi er diskarnerede. I det almindelige teater ser vi ikke disse uundværlige mennesker. Og på livets scene ser vi dem altså heller ikke. De er vore skytsengle og åndelige vejledere, skriver Martinus.

Belysningsfolkene retter lyskeglen (opmærksomheden) mod den del af helheden, det er vigtigt at se nærmere på lige nu. Ind imellem kaster de lys over hele scenen, så helheden ikke går tabt.

Regissøren sørger bl.a. for, at de nødvendige hjælpemidler er til stede. Og på livets scene sørger vore skytsengle for, at vi ledes ind i de situationer, hvor lige netop de redskaber (medvæsener), der kan medvirke til oplevelse og forståelse af det problem, vi tumler med, findes.

Sminkøren og påklæderen kan iklæde skuespilleren maske og tøj, så tilskueren med det samme er klar over, hvad det er for en person, hun ser. De kan også forklæde aktøren til ukendelighed. Præcis som på livets scene.

Også under scenen findes der medhjælpere. Suffløren (samvittigheden) assisterer os med jævne mellemrum. Vi kan lytte – eller lade være. Men går vi imod det, samvittigheden hvisker til os, får vi problemer. Medspillerne reagerer ikke, som vi forventer, og vi risikerer at ryge ud på et sidespor.

Hvad så med instruktøren? Er det også os? Efterhånden som tilskueren i os begynder at udforme ønsker, er vi medinstruktører og er dermed selv med til at påbegynde udviklingen af nye talentkerner i vort skæbneelement. Men usynlig – bag os alle – er overinstruktøren, Guddommen. Vi er alle Guds redskaber. Både med vore ufærdige og med vore fuldkomne sider. Og naturen er de vidunderlige kulisser, vi har fået til at danne ramme om livets skæbnespil.