Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Betragtninger i anledning af 100-års-dagen for Martinus' fødsel den 11. august

 

100-års-dagen for Martinus' fødsel falder i en tid, hvor det 20. århundrede har istemt sit sidste vers. Mens jordens menneskehed med tiltagende intensitet længes efter fred, tryghed og harmoni, accelererer den kulturelle og politiske udvikling i øst og vest, såvel som i nord og syd. Verden over er fastlåste samfundsstrukturer i opbrud. Mægtige diktaturer må vige og give op over for menneskemassers frembrydende frihedslængsel og selvbestemmelsesbehov.

Men ydre diktaturer fungerer ikke kun forhindrende og blokerende over for frihed og selvbestemmelse. Ethvert ydre diktatur modsvarer visse diktatoriske tilbøjeligheder i de undertrykte samfundsborgeres sind, animalske tilbøjeligheder eller reminiscenser, som må kaldes frem af kollektive ydre påvirkninger, for derefter at kunne verificeres og overvindes af den enkelte. En sådan overvindelse kan ikke fuldbyrdes gennem ydre revolutioner alene.

Frihed og selvbestemmelse i det ydre kan nemt løbe af sporet, dersom den ikke ledsages af en indre revolution, en fundamental ombygning i det enkelte menneskes psykiske rum. Det ydre diktatur fremprovokerer på en måde i det enkelte menneskes bevidsthed en frihedstrang og selvbestemmelsesvilje, der kun kan resultere i varig fred og harmoni, dersom denne trang og vilje ledes ind i tankebaner eller kanaler, der opvækker mennesket til kosmisk ansvarsfølelse, kosmisk forvaltningsevne, kosmisk sindelag.

En frihed og en selvbestemmelse, der henretter det diktatur, i hvis smertelige svøb den undfanges, fødes og bryder frem, bærer selv diktaturets kim i sig. I frihedens og selvbestemmelsens hellige navn opelskes da nye former for diktatur, som vokser frem i det skjulte, forklædt og ugenkendeligt for enhver, der måler historiens undervisende tale med gengældelsens og selvforsvarets misvisende målestok.

Vejen til at kunne omgås ydre frihed og selvbestemmelse på en konfliktløsende og fredsstiftende måde, er lang og trang. Sand frihed og selvbestemmelse kan kun opnås ved, at det enkelte menneske indstiller sig på kontinuerligt at gøre op med det skjulte diktatur, som det mere eller mindre bærer i sit eget indre. En sådan kontinuerlig livsindstilling forudsætter en viden og erfaring, som de fleste mennesker endnu ikke har kunnet erhverve sig i tilstrækkeligt omfang.

En sådan viden og erfaring kan kun erhverves igennem overvindelse af mangfoldige modstande. Derfor vil verdenshistorien endnu en stund forme sig som en bølgende vekselvirkning mellem kollektivisme og individualisme, der gensidigt modsætter sig hinanden, – mellem fællesskabsånd og privatisme, der gensidigt afviser hinanden. Menneskene involveres derved i samfundsmæssige gnidninger, som påvirker den enkelte udfordrende og modnende – og får kærligheden til at bryde frem som realistisk virkelighed i det pågældende menneskes bevidsthed. Globalt set vil fællesskabsånden ikke kunne slå igennem, så længe den undertrykker individualismen, ligesom privatismen ikke vil kunne blive til velsignelse, så længe den bedrevidende lægger afstand mellem sig og fællesskabsånden.

Det enkelte menneskes ufuldstændige viden og erfaring vedrørende sin egen sande identitet og situation må altså nødvendigvis give næring til bekræftelse og forøgelse af modstande og gnidninger, konflikter og kaotiske tilstande verden over. Samfundet og verdenssituationen fremtræder kompliceret og uoverskuelig, fordi menneskets sansehorisont i en langvarig overgangsperiode er underkastet fundamentale ændringer, der indebærer utallige misvisninger i det enkelte menneskes differentierede og begærledte opfattelsesevne.

Set med kærlighedens øjne er sandheden om alle ting meget enkel. Men det er ikke let for det moderne menneske at få øje på alle tings enkelhed. Der mangler kærlighed i blikket, idet alene kærlighedens forenklende synsvidde kan samle og overskue det, som almindeligvis fremtræder spredt og kompliceret for vore sanser. Det er således menneskets ufuldstændige sans for kærligheden i videste betydning, der komplicerer samfundet og verdenssituationen. Når det moderne menneskes sansehorisont afklares, vil efterhånden hele verdenssituationen kunne fremstå afklaret. Da vil alle konflikter gradvis gå i opløsning på grund af mangel på gnidningsmodstand.

Vi behøver ikke at betragte vort nuværende samfund ret længe for at konstatere, at det i foruroligende grad differentieres og kompliceres. Hvordan når vi frem til det kærlighedens og enkelhedens blik, som kunne få os til at se såvel verdenssituationen som vor egen individuelle situation i nyt lys, i meningsfyldt sammenhæng?

Ja, ethvert sådant blik vil bero på, hvad vi hver især kan mobilisere af kærlighedsåbnende kræfter i vore tanker, i vore følelser, i vor adfærd. Og dette er så svært, fordi vort omgivende samfund ligesom vi selv er gennemsyret af en tænkningens spredende tendens, der går modsat eller på tværs af kærlighedens samlende tendens.

Martinus' kærlighedsformulerede kosmiske analyser er gennemsyret af samlende perspektiver, – og det i en sådan grad, at værket er svært tilgængeligt for den studerende i samme omfang, som den pågældende vil være henvist til i sin egen opfattelsesevne at modvirke en iboende sprednings- og specialiseringstendens, der er blevet for dominerende og derfor virker mere eller mindre afspærrende over for en kosmisk enkelhed, der kommer tænkningen i møde ved at iklæde sig logiske tankerækker uden at kunne skjule sin bagvedliggende kærlighedsidentitet.

For den studerende gælder det derfor om bedst muligt at modvirke den spredende og specialiserende tendens, der mere eller mindre beslaglægger hans eller hendes egen opfattelsesevne. Et sådant modvirke består ikke i at bekæmpe eller fornægte tænkningens spredende bevægelsesretning, men i at vedkende sig samme – og derpå lempeligt føre den ind i et møde med enkelhedens samlende og frigørende bevægelsesretning.

Når jeg i Martinus' livsværk "Det Tredje Testamente" ser VERDENS LYS for det moderne menneske, skyldes det netop værkets uforlignelige samlende tendens, der kommer til udtryk i, at værket i sit eget væsen helt savner sådanne "specialiseringer", "praktikker" eller "terapier", som mange åndeligt søgende mennesker endnu føler sig draget af, – og at værket netop derved bliver i stand til forvandlende at berøre og påvirke det moderne menneskes splittede tanke- og følelsesliv kosmisk samlende og afklarende.