Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efterhånden som den moderne kultur har præget menneskene, har de mere og mere følt nødvendigheden af at komme ud i naturen. Vi oplever jo her på vore breddegrader en dejlig kontrast mellem årstiderne, der bevirker at vi får meget mere at vide. Vi kan udvikle os meget mere på vore breddegrader, end vi ville kunne dér, hvor der er en evig sommer eller en evig vinter.

Det er ikke meningen, at menneskene skal blive ved med at være kosmiske analfabeter og opleve alle de mange ting uden at vide, hvad det er de oplever. Det er ikke meningen, de skal overvære en guddommelig åbenbaring og så ikke ane, at det er en guddommelig åbenbaring. Sålænge menneskene kun har fået deres viden fra andre væsener, fra verdensgenløsningsprincippet, fra kirkerne, profeterne osv., befinder de sig kun på et barnestadium. En viden, man har fra andre, og som man ikke selv kan opleve og dokumentere, er jo ikke en suveræn viden. Men den viden man kan tilegne sig ved egen kraft og egne sanser, gør os suveræne. Hvor man selv kan se, bliver man uafhængig af andre; det er det, der er meningen.

Når menneskene i vældig grad lever på andres meninger, er de endnu ikke nået så langt frem, at de har kunnet blive suveræne i deres egen viden. Men hertil tjener så naturen. Det er jo naturen, der har ført os frem, dannet vore øjne og ører, dannet vor organisme, og stadigvæk befordrer dens automatfunktioner og giver os evne til at vågne op og opleve livet hver dag. Når vi har fået en sådan organisme, der udelukkende er et sanseredskab, ved hvilket vi kan sanse og tilkendegive os for vore omgivelser, kan det jo ikke være meningen, at dette vældige sanseapparat ikke skal bruges til at tilegne sig livets mening med.

Nu er vi så kommet dertil, at en masse mennesker oplever tingene med deres intelligens, og det, de ikke kan opleve med intelligensen, regner de ikke for ret meget.

Den kosmiske bevidsthed bruger de fysiske sanser. Den ser og hører. Ligesom almindelige mennesker ser med deres fysiske sanser, sådan ser det kosmisk bevidste væsen også verden. Men forskellen er, at det almindelige menneske, der ikke har fået denne højere evne udviklet, ikke kan komme længere dér. Det må søge at råde bod på det med sin intelligens, men der er mange områder, hvor intelligensen ikke kan nå ind. Den er særlig beregnet til at veje og måle med, men kan ikke forbinde. Med intelligensen vil man aldrig nogen sinde kunne finde ud af verdensbilledet. For at kunne få det rigtige og store overblik over erfaringsområdet, er man nødsaget til at få en højere evne, og derfor skal denne sanseevne nu udvikles.

"Sommerlandet" viser os et vældigt klart billede af, hvorledes det hele foregår. Hvad er sommeren egentlig? Der er jo den forskel på sommer og vinter, at vinteren er hæmmende for livet, den søger at kvæle livet. Frost og kulde er dødbringende realiteter, sollyset mangler eller er i al fald ikke så nærværende som om sommeren. Vi ser at alt i den fysiske verden afhænger af denne livskilde. Alle vegne, hvor livskilden kommer tilstrækkeligt frem til en passende konstellation med den fysiske verden, vokser livet frem. Vi ser om foråret, hvorledes de "døde" træer bliver fyldt med dejligt frisk løv, der dufter og giver os vitaminer for sjælen. Vi ser hvorledes markerne grønnes og engene folder sig ud i kolossale farveområder. Livet vokser frem i en vældig masse nuancer.

Vi kan i de fire årstider finde, at de svarer nøjagtigt til det store livsprincip. Vi er jo skabte, vort daglige liv, vor karakter, vort udseende, ja, der er ikke den ting ved os, der ikke er blevet til ved disse skiftende processer mellem den dødbringende, hæmmende vinter og den livsbefordrende, glædesopbyggende sommer. Vi ser at dette princip, der i vældig grad gør sig gældende i den ydre verden, har en højere fremtræden, akkurat ligesom alle andre store principper i naturen. De fremkommer alle sammen i højere former, og det er det, mennesker skal til at lære. Det er disse højere former, som intelligensen ikke helt kan forstå. Den kan være med til at udrede, når den får facitterne, men den kan ikke selv finde dem. Vi er et produkt af vinter og sommer, og vi ville have været helt anderledes, hvis vi ikke havde levet masser af liv gennem denne skiftende vinter- og sommertilstand. Vi ville nok leve, men vi ville have været helt andre væsener.

Det er livets mening, at menneskene skal finde en ny vej til livskilden. Bibelen og dette at tro på det, der er skrevet og overleveret, kan ikke føre menneskene videre. De har fået denne vældige intelligens og vil have viden på disse områder. Men når de ikke skal have denne viden fra andre mennesker eller ved tro, så er der ingen anden vej end ved deres egen sansning og indstilling på det, der foregår i naturen. Nu er verdensgenløsningsprincippet indstillet på dette og ikke på at lade et væsen fremstå, som er konge i århundreder og får menneskene til at ligge på knæ for sig. Det var guddommeligt tidligere, da mennesker var så primitive, at de ikke kunne tænke selv. Men i dag skal menneskene ikke være tilbedere af nogen, kun af det ene væsen: Guddommen. Og dette væsen skal de have forbindelse med ved deres egen indstilling på naturen.

De vil se at vintre og somre, forår og efterår passerer forbi som de plejer, men de skal komme til at opleve, at de ikke kan være ligegyldige over for disse ting, – at det er en opslået bog. Naturen er den virkelige Livets Bog med det strålende solskin, de dejligste naturskønne dufte, de lyse nætter, de grønne vover, de herlige sammenkomster.

Disse Guds tanker går ind i bevidstheden og får menneskene til at tænke Guds tanker efter. Når det bliver til vane at tænke Guds tanker efter, begynder man at blive i Guds billede. Man ville aldrig nogen sinde komme til denne bevidsthedstilstand, uden at dette høje guddommelige princip også blev manifesteret på det materielle plan i et lille format, så man kan overskue det.

Vi lever i en verden, hvor solen kommer frem punktligt. Hver eneste dag er den dér, hvor den skal være, årstiderne skabes og Guds fortælling, Guds åbenbaring lyser menneskene i møde og gør sin virkning. Ved at vi således får lov at opleve døgnets og årets kredsløb mange gange, kan det ikke undgås, at menneskene kommer til at opdage, at dér ligger løsningen.

Vinteren har vi rig lejlighed til at iagttage. Deraf kan vi lære, hvordan vi selv skal overvinde de dødbringende tilstande, kulde og frost og nattens mørke. Og menneskene er nået frem til i en vældig grad at kunne overvinde disse tilstande, således at de inden for et vist område kan opleve sommerens varme midt i vinterens kulde. Hvorfor har vi klæder? Hvorfor har vi huse? Hvorfor har vi opvarmning? For at vi kan lave en sommertilstand. Vi kan modarbejde de nedbrydende og dødbringende kræfter. Det lærer vi os i naturen, i vor daglige tilværelse. Det er blevet en livsbetingelse, at vi skal overvinde vinteren her i den ydre verden. I naturen sker denne overvindelse ved, at de livgivende kræfter, solens lys og varme, får de dødbringende kræfter, kulde og frost, til at forsvinde. Der ligger jo en vældig oplysning i dette princip.

Men i vor mentalitet er der også dødbringende tilstande. Vi modtager kulde og frost fra vor næste, der bagtaler og kritiserer os. Ondskab og misundelse er frost og kulde, er dødbringende kræfter. Mennesket er jo Guds søn og kan skabe vinter, ligesom Gud kan skabe vinter, og det skaber jo for tiden i vældig grad vinter. Mennesket opdager efterhånden, at det lever i et kæmpestort kosmisk kredsløb, der er hundred tusinder gange større end årskredsløbet. Ved til sidst at komme til klarhed over vor egen mentale tilstand og skæbnetilstand, vor egen lidelsestilstand og lykketilstand, samt ved at sætte disse tilstande ind i årskredsløbet, kan vi finde ud af, hvor vi står i dette kæmpestore kosmiske kredsløb.

Menneskenes mentale kulde er analog med frosten, der ikke kan få planterne til at vokse frem. Den får ikke menneskene til at live op. Det er ikke frosten, der bringer løvet frem om foråret eller får fuglene til at juble imod himlen og synge lovprisninger til Guddommen. Det er varmen og lyset. Jamen, tror man da, at menneskene i millioner af år kan blive ved med at blive vidne til hvad der sker, blive ved med at se årsagerne til det ene og det andet, og så endda blive ved at være lige uvidende og naive, blive ved at lave fejltagelser og tro, at man laver sommer med vinterens princip? For det er jo det, menneskene tror. De tror at de med atom og brintbomber, med udslettelse af millionbyer med deres kulturgoder kan skabe sommerens princip. Med dødbringende natur tror man, at man kan skabe sommerens lys. Det er skrigende imod det princip, der skaber årskredsløbets sommer. Ser vi da ikke at det er solen, der kommer frem højt på himlen med sin varme? Og ser vi ikke de lyse dage? Er det ikke det der liver op? Er det ikke en herlighed? Se de lyse nætter med deres dejlige dufte og mange mærkelige ting, silhouetter, koglerier osv. Er det frost og kulde der laver det? Er det ikke varme og lys? Men hvad er varme og lys? Det har sin genpart på alle planer ligesom tonerne. Tonerne går igen i oktaver, gentager sig i højere og højere arter eller områder, og sådan er det med alle foreteelser. Således er det også med vintre og somre, og således er det med det dræbende princip.

Hvad er frost og varme inde i et menneske, mentalt set? Princippet er det samme. Det drejer sig om at finde ud af, hvad der er livgivende, og hvad der er dødbringende. Og når vi så ser hvad der er dødbringende, behøver vi ikke være i tvivl om, at det passer sammen med frosten og kulden. Og når vi ser hvad der er varmende, og hvad der giver liv, glæde og livslyst, så er det jo det samme som solen gør. Den får også glæde og livslyst til at vokse frem, får livet til at vokse frem. Jamen, så er det jo ikke vanskeligt at se, at vi har det samme inden i os. Så skulle der ikke være så langt til at forstå, at det er bedre at være livgivende, være sol, være lysende og varmende og få livet til at blomstre frem, få det til at blive en dejlig sommer dér, hvor vi har med andre menneskers mentalitet at gøre, end det er at få andre mennesker til at dø, få dem til at blive kede af det, blive deprimerede, få dem til at begå selvmord.

Vi ser det med vinter og sommer, forår og efterår, det bliver logisk. Det er en demonstration af kræfternes samspil: hvad der sker, når der er et forkert og et rigtigt samspil. Vinteren er altså en begyndende oplysning om, at der skal lys og varme til. Det giver liv. Vil man have vinteren til at forsvinde, må man bruge varme. Der er ingen vinter, der kan fryses væk. Men det er jo sådan at menneskene idag ikke er kommet længere, end at de tror de kan fjerne is med is. De tror de kan smelte sne med sne. De tror de med dødbringende midler kan afskaffe dødbringende midler, at de med krig kan afskaffe krig. Krig er jo vinterens frostprincip. Og det bruger man, fordi man vil have isen fjernet fra de mennesker dér, eller fra den stat dér. Og så kommer man med sin egen kulde og vinter, og så bliver det meget værre. Det bliver jo til en permanent indlandsis, til noget der ikke engang kan smelte om foråret, til noget meget værre end det, der ellers foregår med is og sne. Det bliver til noget, der ligner indlandsisen på Grønland og jøklerne på Island.

Igennem naturens processer lærer vi om de dødbringende såvel som de livgivende kræfter. Vi er blevet til ved denne skiften mellem vinter og sommer og har derfor også noget af vinteren i os. Vi udløser vinter og kulde imod andre mennesker, når vi synes de er kolde, ubehagelige og bitre, og så bliver det endnu mere bittert. Vi har det bedst dér, hvor tingene kan smelte, og sommeren kan komme frem. Når man nedbryder, fører krig og opflammer de dødbringende kræfter, kan der ikke blive sommer. Der kan ikke engang blive forår. Der må blive en ødemark, en isbarriere. Men menneskene lever under en mental isbarriere den dag i dag, nemlig den moderne verdenskultur. Denne isbarriere opretholdes ved militarisme og bevirker, at menneskene er syge, og at man ikke kan overvinde disse sygdomme. Det eneste der kan forvandle vinteren til sommer, er lys og varme. Der skal varme til, så smelter isen.

Vi har fået et glimrende forbillede i naturen, hvor vi ser hvad der skaber forår og sommer. Det gør solens varme, lyset og atmosfæren tilsammen. Mennesket skal vokse frem til at overvinde frosten og kulden i sit eget indre og derved skabe det færdige resultat, den strålende sommer. Er det da ikke det, der er så skønt nu i forhold til den vinter, vi har passeret? Nu har vi det strålende sommersollys, de skønne træer og masser af blomster, og fuglene synger, og menneskene er også mere livlige og glade. Er det da ikke det, vi alle sammen længes efter? Det ønsker vi så vældigt i den ydre natur, men vi ønsker det endnu mere i vor mentalitet. Ville det ikke være herligt, hvis alle mennesker var glade og kærlige? Ville det ikke være dejligt, hvis man var venner med alle mennesker, at alle mennesker kom én i møde, og man var optaget af at sende sol og varme og give liv, i stedet for at trække sig tilbage og være mistroisk?

Der er jo ingen af os, der kan lide at være syge, at der skal være krig, at der skal være så mange dødbringende foranstaltninger. Vi kan ikke lide det, vi ser i avisen, at den og den er gået deprimeret bort eller har begået selvmord. Men vi kan få evne til at fjerne det. Vi kan træne os op til at lyse op i selvmorderens bevidsthed, ved at træne os i at se hvorfor tingene er som de er, ved af naturen at lære hvad der skaber sommer, og hvad der skaber vinter. Dette kan overføres i vor egen væremåde og blive til en vane, en evne eller et talent. Man kan blive geni i at skabe lys og i at sende lysende og varmende kraft ind i de mørke mentaliteter hos selvmordere eller væsener, der ikke kan se nogen ende på tingene, væsener, der er ved at være indefrosset i en isklump, ved at kvæles i denne dødbringende natur. Tænk Dem, at arbejde sig op til at sende et menneske sin strålende varme, forstå det og varme dets mørke terræner op. Det kan man gøre ved at "smelte", ved ikke at kritisere og sige: "Du er en idiot", og "det er for tosset, du bærer dig ad", "du er ikke bedre værd", og "det fortjener du". Det skal man ikke sige. Så fryser man tingene endnu mere. Men ved at lære at forstå, at det kunne du jo ikke gøre for, du vidste ikke bedre, men der er ikke nogen synd til, og der er ikke noget ondt, og Gud er ikke vred på dig, og der er ikke noget helvede der venter dig, så sender man sommerens kraft – det er varme, det giver liv. Men det fordrer, at du skal tage ved lære af det, du har gjort. Du har lavet nogle fejltagelser. Du har været med til at fryse nogle andre ud. Du har været med til at gøre andre deprimerede. Derfor har det nu ramt dig selv. Men vær med til at oplive, til at oplyse, til at varme. Kom ind på aldrig nogen sinde at kritisere, undtagen hvis du selv vil spørge, hvad er det med mig, der er forkert? Ja, hvis man så har evne til det, så kan man jo hjælpe det menneske. Men man har ingen ret til at begynde at beskylde, bebrejde eller kritisere, som vi var vant til at gøre tidligere, fordi menneskene ikke var klogere. Men det er vinterkulde, og kulde kan ikke skabe andet end i mildeste tilfælde forkølelse, mental forkølelse.

Og så er der alle trin på skalaen opefter til døden, til koldbrand. Tænk, hvor mange mennesker der i dag skaber koldbrand i andre menneskers bevidsthed? Koldbrand på det fysiske plan er kun en undervisning af Gud på det højere plan. Sådan laver menneskene masser af koldbrand på de områder, hvor de skulle befordre verdensaltet frem. Vi er allesammen med vore evner og anlæg med til at hjælpe Gud med at befordre verdensaltets opretholdelse. Hver især kommer vi til at virke på de felter, som vi udfolder os på. Men dette at udfolde vinterzonen og dødbringende natur vil altså bevirke, at vi selv fryser, at vi selv ikke kommer i berøring med noget forår eller nogen sommer. Der kommer ikke noget lysende, noget varmende, der kan smelte vor is.

Vi har ikke ansvar for, hvad vor næste har gjort, kun for hvad vi selv tænker, siger og gør. Men hvis et menneske har gjort en forbrydelse, altså udløst vinterprincippet uden at være klar over det, og vi ikke forstår dette, så udsender vi kulde, ja, så laver vi de felter, som vi ellers skulle læge, om til indlandsis. Det gør vi jo i mange mennesker dér, hvor vi ikke forstår dem. Derfor er det så vigtigt for mennesket, der vil ud af sygdom, depression eller ulykkelige skæbne, at forstå at der ikke er anden vej end at komme til at forstå, at det må blive ligesom solen. Solen skaber sommer og lys og varme, den liver op, skaber glæde. Vi har alle hver især et vældigt felt, som vi kan stråle varme ud over.

Ofte forstår menneskene ikke at varmen skal reguleres. Solen kan også brænde alting op til en ørken, og det demonstreres jo, for at vi skal kunne se det. En kærlighed eller varme skal være intellektualiseret, ellers skaber den ørkener.

Men derimod bliver der aldrig noget dødbringende område dér, hvor mennesket sætter sig ind i verdensbilledets struktur og tilegner sig kundskab og visdom, så det forstår at der ikke er noget som helst tilfælde, hvor man har lov at blive bitter eller vred. Når man taler om hellig vrede og retfærdig harme, er det jo kun en opfunden camouflering af ens ufærdige natur.

Husk, når De nu kommer ud i solen og lyset, at hver lille blomst De ser, hver lille summen De hører, det er Gud, der viser Dem den verden af liv, som De skal være med til at skabe, og som De allerede kan begynde at skabe. De behøver ikke at vente til alverdens mennesker er på det stadium. Hvert enkelt menneske må begynde med sig selv. De skal skabe sommeren selv: dér hvor De tidligere kritiserede, dér hvor De tidligere var bitter overfor den, De ikke kunne lide, dér skal De begynde at koncentrere Dem, meditere de herligste, de skønneste tanker ind, finde ud af at vedkommende kunne jo ikke gøre for det. "Jeg synes jeg har gjort forkert, jeg har været uretfærdig imod et menneske, når jeg har villet anklage det for det og det." Dér skal De sætte ind. Så begynder De jo at smelte is. For dér hvor De er bitter på andre, er frost og kulde, men dér hvor De begynder at sende de gode og kærlige tanker ind, lyser De som solen, dér smelter De isen.

Igennem naturens processer og årstiderne kan man få hele denne oplysning. Jeg viser Dem, hvordan naturen demonstrerer det. Selv har jeg i dette liv ikke behøvet denne undervisning, jeg får de færdige resultater. Men det overlades til mig at finde den måde at forklare det på, så menneskene kan forstå det med deres intelligens. Og det er blevet mit liv at vise, hvad det er De er vidne til, og hvordan det er på det højere plan.