Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Det var midnat, søndag den 10. august 1890. På det lille husmandsbrug "Moskildvad" ved Sindal i Nordjylland faldt uret i slag. Ved det tolvte slag skete noget mærkeligt. Uret på væggen faldt ned med et brag, og det blev aldrig til ur mere.

Og nu kom Martinus til verden. Et rigtigt eventyr begyndte i det små. Uden at nogen for alvor lagde mærke til det, udviklede begivenhederne sig. Drengen voksede til, blev hyrdedreng, kom i skole og blev konfirmeret.

Han havde et åbent sind, og de første naturindtryk og billeder af livet på landet genfindes uforfalsket som små og store glimt i hans senere litterære udfoldelse. Nok mest tydeligt i BLADE AF GUDS BILLEDBOG. Men også skolelærdommen og historietimernes fortællinger fra den nordiske gudelære blev husket og senere brugt på rette sted.

En altovervældende betydning fik dog undervisningen i kristendom, ikke mindst konfirmationsforberedelsen. Martinus var lutter ører og øjne. Store partier af Bibelen lærte han udenad, og som forfatter gengav han mange år efter disse passager ordret, som han havde lært dem.

Men allerede på dette tidspunkt følte Martinus, at præstens lære ikke kunne være sand på alle punkter. Det kunne ikke være rigtigt at udøbte børn, der døde, gik til helvede, og det kunne heller ikke være rigtigt, at der hviler en forbandelse over børn født uden for ægteskab. Disse spørgsmål og mange flere fik stor betydning i hans senere opgør med kirkekristendommen.

Og et opgør blev det jo til. Men udadtil var Martinus ikke den, der stillede sig op på barrikader. Livet igennem var han stilfærdig og flittig.

Efter at han som 30-årig havde oplevet sin kosmiske indvielse, "den store fødsel", stod han tilsyneladende helt uforberedt over for den store opgave, der var ham tildelt, forstod næppe selv hvordan det skulle kunne lade sig gøre rent praktisk.

Men alting magede sig. Mennesker kom til ham, hjalp ham og gjorde det efterhånden muligt for ham at danne sig et mere nøjagtigt billede af den verden, han var sat til at oplyse med sin viden. Og han lærte sig også at formulere de evige sandheder i et sprog der kunne forstås af modtagelige mennesker.

Nu er de første hundrede år gået, og eventyret fortsætter dag for dag. De mennesker, der har lært det at kende, føler sig selv som rollehavende, som fortryllede prinser og prinsesser. For eventyret er ikke bare Martinus'. Det er et eventyr, der udspiller sig i det enkelte menneskes eget sind. Det er hele klodens eventyr.

At gøre menneskene bevidst om dette eventyr var Martinus' mission. Enhver må selv afgøre, hvor meget eller lidt det betyder for hende eller ham. Derfor skal der ikke bruges store ord i dette forord, men blot siges tillykke og TAK for de første 100 år!