Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1990/6 side 115
Martinus skrev...
 
Mikrokosmos
 
Søndag den 20. juli 1941 holdt Martinus et foredrag i Klint om mikrokosmos. Foredraget er senere blevet bearbejdet af Martinus og udgivet som artikel. Den blev sidst bragt i KOSMOS i 1977. Men fra det første foredrag er bevaret et referat. I anledning af Hans Oldhages artikel bringes her et uddrag af dette referat. Arne Friis har udvalgt de nedenfor gengivne citater, der, som han skriver: "er talte passager – hentet fra selve inspirationens hellige øjeblik – sætningseksempler på den mentale autoritet, hvormed Martinus ved den lejlighed udtrykte sig."
 
" ... Lever vi usundt, forringer vi livsbetingelserne for mikroindividerne i det univers, vi er "sat til at bestyre" ... De kirkelige autoriteter har hovedsagelig talt om, at vi skal undlade at fortrædige vore medmennesker. Men dette gælder også for vore mikroskopiske medvæsener – mikroindividerne i vor organisme ...
Vi ved alle, en bil skal have den rette pleje og pasning og den rigtige smørelse – men legemet – ?... Mange af de mennesker, der trofast plejer og passer deres bil, er skødesløse, når det gælder om at drage omsorg for deres organisme. Den smører de ofte for meget eller for lidt...
Vort jeg har ikke andre midler til at opbygge en ny organisme, end de talentkerner, der fra vor nuværende inkarnation overføres til næste inkarnation... Vi skaber hele tiden vor egen organisme ...
Der er meget få mennesker, der kan sige, at deres organisme er sund og rask... Man må lære at forstå, at næstekærlighedsbudet "Elsk din næste som dig selv" også omfatter vor organismes mikrovæsener... Det er ikke alene i den ydre verden, der er noget der hedder sommer – også i vort indvendige legeme må der skabes sommertilstand...
Hvis man vænner sig til at indtage stoffer, der skader og nedbryder organismen, skaber man en krigsskueplads i sit eget indre. – Ved indtagelse af giftstoffer kan man skabe en krigstilstand i sin mikroverden, der i frygtelighed ikke står tilbage for den, vi i øjeblikket oplever i den ydre verden...
Vi er repræsentanter for Guddommen i vor egen organisme... I vort eget mikrokosmos er vi Guddommen – og må tage følgerne af fejlagtige handlinger...
Skulle jeg give Dem et godt råd, må det være dette: Tænk kærligt også på Deres mikroindivider...
Vil man opnå at "blive ét med Faderen", må man spise og drikke sundt og rigtigt og tænke kærligt på sine mikrovæsener. Først da vil man få en sund sjæl i et sundt legeme – først da kan man blive ét med Guddommen ... "
 
De udvalgte citater har tidligere været brugt i KOSMOS 1976, nr. 14.