Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den 11. september 1952 skriver Martinus hjem fra Island. Han er netop ankommet til sagaøen for første gang. Og bag sig har han også oplevelsen af et af det tyvende århundredes største vidundere. Det fortæller han om i dette brev.

 

Her fra det skønne vidunderland, jeg er kommet op til, vil jeg gerne give en lille beskrivelse af min rejse fra Kastrup til Reykjavik i flyvemaskine. Aldrig nogen sinde er jeg blevet befordret så nænsomt og blidt, som jeg her sammen med ca. 60 andre passagerer blev det i den store islandske maskine. Det var som at blive båret på englevinger. Pludselig lå Københavns tusinder af huse og bygninger som ganske bitte små legetøjshuse dybt nede, men meget tydelige i det strålende solskin. Tilsyneladende gled vi ganske langsomt, men i virkeligheden med en voldsom fart fremad igennem æteren, op langs Sveriges kyst, stadigt med skiftende "legetøjsterræner" dybt nede.

Jeg kunne ikke lige straks forstå, hvad det var for nogle mærkelige smalle hvide striber, jeg så der dybt nede i "legetøjslandskabet". De lignede bændler på ca. 2 millimeters bredde. Ved et stærkt koncentreret syn opdagede jeg, at det var landeveje, og at små biler på størrelse med punktummer bevægede sig her i begge retninger på de smalle bånd. I min stirren fik jeg også øje på det herligste lille "legetøjstog", der ganske langsomt bevægede sig fremad med en vældig røg ud af skorstenen. Da vi var kommet godt op i luften, kom den yndigste unge og smilende stewardesse med kaffe, smørrebrødssnitter og wienerbrød på en bakke, som vi måtte have på skødet, for at vi kunne nyde maden på vore pladser. Derefter blev der budt på tyggegummi, spisechokolade og cigaretter for dem, der ønskede det. Imidlertid var jeg stadig optaget af landskabet, der langsomt bevægede sig forbi os der langt nede i det solbeskinnede dyb. Jeg sad på det forreste sæde i maskinen lige foran vingen og lidt bag ved propellerne og havde en glimrende fri udsigt nedad og fremad. En stor del af udsigten fremad var igennem de snurrende propeller. Men i den fart, de roterede i, var de synsmæssigt totalt dematerialiseret. De udgjorde ikke den allermindste gene for udsigten. Et blik ned i dybet viste mig, at vi nu fløj ind over vældige højderygge. Det var Norges mørke fjelde og dybe dale. Vi fik ordre til at spænde os fast, for vi skulle til at lande. Og i en stor nedadgående kurve styrede maskinen nu lige ned imod en cementeret landingsbane. Klokken var nu 14.10. Og således ca. 2 timer efter, at vi forlod Kastrup, landede vi her på Norges militærflyveplads i nærheden af Oslo.

Efter et tre timers ophold her lettede vi atter. Da var klokken ca. 17.10. Og hermed begyndte et nyt og endnu mere spændende eventyr i luften. Medens vi fra København til Oslo ikke var oppe over skyerne, var vi nu så højt oppe, at vi havde alle skyregionerne under os. Der blev nu serveret aftensmad, chokolade og cigaretter. Igennem åbne terræner i skyformationerne kunne vi se ned over Norges ejendommelige natur, mørke fjeldterræner med deres dybe slugter og dale. Her blev vi et par gange vidne til større byer, der fik konturer efter de dalstrøg, de lå i. Skylaget blev stadig tættere, men gav dog en overgang adgang til at se ned over fjeldtoppe beklædt med evig sne. Det var mærkeligt at se snemarker på denne tid af året. Imidlertid nåede vi ud til Norges meget forrevne kyst, stadig med en støt og sikker kurs imod vort fjerne mål.

Nu kunne vi kun se vand og atter vand, der hvor skylaget havde åbne terræner. Men disse terræner blev mere og mere sjældne for tilsidst helt at ophøre. Og vi svævede fremad gennem det umådelige rum. Under os var det fortættede skylag, der helt lukkede af for enhver udsigt nedad mod jorden, og oventil havde vi den meget klare himmel. Det umådelige skypanorama, vi havde under os, var ikke alle steder jævnt og fladt. Det rejste sig hist og her i mærkværdige former og højder, der mindede om bjerge. Vi kunne således undertiden se os omgivet af vældige skybjerge, ligesom de fjerne horisonter også illuderede som tilsyneladende ganske massive bjerglandskaber. Imidlertid var solen gået ned og efterlod sig en meget stærk orangefarvet himmel ude imod vest. Denne lyse himmel gav alle skyformationernes vestside sin smukke farve, ligesom horisonten forude, altså imod vest, var et strålende ildhav, der oplyste den lukkede verden, vi svævede i, med en i bogstavelig forstand overjordisk glans. Det var så meget desto mere mærkeligt at opleve dette, eftersom man vidste, at der nu nede på jorden var bælgmørkt. Klokken var i nærheden af 22.00. Heroppe i skyeventyret var der endnu mange stærkt farvede reflekser fra den røde kimming imod vest. Men efterhånden blev den smallere og smallere. Reflekslysene i skyformationerne slukkedes mere og mere. Et mærkværdigt trylleagtigt tusmørke bredte sig over den fantastiske verden, vi svævede frem i. Men endnu inden alt var blevet helt mørkt, spredte skyformationerne sig lidt efter lidt. Og vi skimtede dybt nede land i det fjerne, og troede, det var Island, vi havde i sigte. Men det blev hurtigt antydet for os, at det var Færøerne. Og vi svævede støt og sikkert videre. Men nu bredte nattens mørke sig totalt omkring vor færden hen igennem himmelrummet. Og efter ca. 2 timers umærkelig flyvning så vi en gruppe stjerner under os i mørket. Den så ud som en hel lille mælkevej. Og pludselig styrede maskinen nedad og hen imod denne stjerneregion, sagtnede sin fart og stod lidt efter helt stille. Vi havde nået vort mål. "Mælkevejen" var Reykjaviks natbelysning. Efter et meget let camoufleret toldeftersyn blev jeg kærligt modtaget af forskellige af min sags venner på Island og ført bort til andre kærlige venner, der giver mig dejligt logi, to værelser og badeværelse med vand fra Islands varme kilder. Og hermed var en vidunderlig dag til ende, og jeg var blevet oplevelsen af et af det tyvende århundredes største vidundere rigere.