Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I denne og to andre artikler behandler Sv. Å. Rossen emnet skæbnevidenskab. Der er ikke tale om astrologi, som titlen umiddelbart kunne lede tanken hen på. Den handler derimod om en række karakteristiske situationer i menneskelivet fra undfangelsen til graven, som for de fleste forekommer tilfældige omend skæbnesvangre, men som i Martinus analyser viser sig at være led i et lovbundet skæbnemønster. Den første artikel handler om barndommen, den anden om ungdommen og det unge ægteskab. Den tredje om den voksnes og det aldrende menneskes livsværdier og skæbnemæssige forhold.

 

Skæbnevidenskab er en vigtig del af Martinus kosmologi. I Martinus' analyse er verdensaltet og det levende væsens tilværelse – når den betragtes i sin helhed – absolut fuldkommen. Det betyder, at alt har en hensigtsmæssig mening, hvilket vil sige, at enhver ting eller begivenhed – hvis den analyseres til bunds – vil afsløre en strålende visdom og kærlighed.

Skæbnevidenskabens centrale princip er skæbneloven, som også – med et østerlandsk udtryk – kaldes karmaloven. Den siger, at enhver tanke, følelse eller handling, som rettes mod nogen i omverdenen, vender tilbage til sit ophav. Det er energier, som måske rammer de personer, de er tiltænkt, men som med usvigelig sikkerhed som en boomerang vender tilbage og rammer sin ophavsmand. Denne lov siger imidlertid også, at man vil være beskyttet imod andre væseners negative anslag og ikke blive ramt af deres eventuelle onde tanker, ønsker eller handlinger, hvis man har en højere moral, som medfører, at man ikke selv kunne udløse sådanne negative manifestationer. Man kan altså ikke rammes af lavere former for energier end dem, man selv repræsenterer. Dette beskyttelsesprincip har man også selv gavn af, idet man er beskyttet imod virkningerne af sine egne negative handlinger, hvis disse først kommer tilbage på et tidspunkt, hvor man har forandret sig så meget moralsk, at man ikke længere er i stand til at handle på den samme negative måde.

Skæbneloven har også et andet interessant virkningsområde, nemlig med hensyn til ønskers opfyldelse. Et ønske repræsenterer også en form for tankeenergi, som ligeledes vil vende tilbage til sit ophav i form af ønskets opfyldelse, naturligvis under forudsætning af, at det er et vedvarende ønske og det kan harmonere med vedkommendes øvrige skæbne.

Ønskedrømme er altså ikke så uskyldige som man tror, så man skal måske være mere varsom med sine drømme. Måske går de i opfyldelse, men er helt anderledes end man troede, når de først bliver til virkelighed!

Martinus har anskueliggjort dette på symbol nr. 15, som hedder loven for bevægelse. Her ser man øverst en kugle og derunder en tilsyneladende lige linie. Det er imidlertid kun tilsyneladende, for den er i virkeligheden et stykke af et cirkeludsnit på 40 m (hvis tegningen var på størrelse med en bogside). Jo mindre man kan iagttage af en cirkel, des mere vil man få indtryk af, at det er en ret linie. Og omvendt – som det ses på linierne lige under – jo større del af linien, man kan iagttage, des mere får den karakter af at være en cirkelbue, indtil man har overblik over hele buen og kan se, at det er en cirkel.

Men ud over at være udtryk for tilværelsens retfærdighed har skæbneloven også et andet vigtigt formål: den er et opdragelses- og uddannelsesprincip. Ved at sikre, at man får virkningerne af sine handlinger at mærke, danner den grundlag for erfaringsdannelsen, som er en betingelse for, at man kan få viden og udvikle sig. Alle fejltagelser, store og små, får derved mulighed for at blive rettede, så menneskets væremåde kan blive mere og mere fuldkommen. Skæbneloven er derfor tydeligt en vigtig side af den visdom og kærlighed, som er nedlagt i verdensordenen.

Skæbnevidenskab er læren om de skæbnemæssige sammenhænge mellem oplevelser ikke blot i ét liv, men gennem flere fysiske liv. Ligesom man i det daglige oplever sammenhæng mellem hvad der opleves fra den ene dag til de følgende dage, således er der også sammenhæng mellem, hvad der opleves i en række fysiske liv. I det følgende skal vi se på nogle karakteristiske skæbneoplevelser og deres årsager i menneskets forskellige livsperioder.

 

 

I første tilfælde er der tale om en total udslettelse: det lille foster får aldrig mulighed for at opleve livet. Ud fra den kosmiske synsvinkel kan man kun ødelægge organismen, men ikke den ånd, organismen var tiltænkt som redskab. Der sker derimod det, at den pågældende ånd eller sjæl bliver trængt tilbage til den åndelige verdens sidste zone og må vente på en ny inkarnationsmulighed. I løbet af ganske kort tid vil det påbegynde en ny fosterudvikling, men da dets talentkerner, der er en slags åndelige livskraftsbatterier, allerede har været i brug én gang, er noget af energien opbrugt, og barnet vil denne gang få en svagere konstitution og blive mere modtagelig for sygdomme. Den skæbnemæssige grund til svangerskabsafbrydelse for fosterets vedkommende må naturligvis være, at det selv i et tidligere liv som voksen person selv har været årsag til en fosterfordrivelse, og virkningen for den voksne, der foretager en sådan vil lige så logisk blive, at vedkommende i et senere liv selv må gennem denne spærring, når det skal have en ny fysisk organisme.

Forældre kan imidlertid befinde sig på meget forskellige udviklingstrin og have meget forskellige karakteregenskaber. De kan have forskellig moral, forskellig begavelse, forskellige interesser, forskelligt arbejde, forskellig levestandard osv. Derfor har det stor skæbnemæssig betydning, hos hvilke forældre et barn fødes. Men heller ikke her er der tale om tilfældigheder. Også her gør skæbneloven sig gældende. Forældrene og barnet har således tiltrukket hinanden på godt og ondt. Børnene er ikke – som man oftest mener i moderne pædagogik ubeskrevne blade, som forældrene frit kan præge med deres egen holdning. De er i virkeligheden "voksne" mennesker med deres egen individualitet, holdning, begavelse, udviklingsstadium, hvis negative egenskaber i en årrække under rejsen gennem de åndelige verdener gennem "døden" har været lagt til side, men som nu skal trækkes frem igen for at blive bearbejdet gennem praktiske erfaringer. Barnet fødes derfor i den familie, som er bedst egnet til denne erfaringsdannelse. Hvis barnet har et egenrådigt og hidsigt temperament, så har det også i sit sidste liv haft disse egenskaber og som forældre givet sine børn en hård og ufølsom opdragelse. Derfor får det også nu selv forældre med de samme egenskaber. Hvad man har sået som forældre i sidste liv, høster man altså som barn i det næste liv.

Men det er ikke blot barnet, som høster. Også forældrene får gennem deres børn en kraftig skæbnemæssig eftervirkning fra deres egen fortid. Heldigvis er små børn meget charmerende og vækker instinktivt forældrenes trang til omsorg, kærlighed og stolthed. Men samtidig er det naturligt for børn at være meget egoistiske, krævende og aggressive. At disse egenskaber kommer særlig frem i barnealderen skyldes, at man i barndommen repeterer hovedtrækkene i sin følelsesmæssige og intellektuelle udvikling fra alle livene tilbage i fortiden. En parallel hertil ser man i fostertilstanden, hvor man repeterer hovedtrækkene i den biologiske udvikling helt tilbage til det encellede stadium. Da forældrene har den samme udviklingshistorie, har de liv tilbage repræsenteret den samme følelsesmæssige og intellektuelle umodenhed som deres børn nu udtrykker. Sandsynligvis har de stadig rester tilbage af disse karaktertræk, men da børnene fremviser dem helt usminket, vil børnenes temperament og væremåde ofte fremtræde som en karikatur af forældrenes egenskaber. Fortiden vender således også tilbage gennem børnene for at præsentere individet for dets endnu ufuldkomne mentale sider. Men når forældre og børn har de samme ufærdige egenskaber omend i forskellig grad, kan det ikke undgås, at der opstår konfrontationer og konflikter. Det er derfor også i de færreste tilfælde, at opvæksten og opdragelsen kan foregå helt problemfri og harmonisk.

Det er heller ikke tilfældigt, hvilke søskende, man får. Det er mennesker, som man har haft livslange fællesskaber med i tidligere liv og derfor automatisk tiltrækker som søskende både på grund af det nævnte repetitionsprincip og af skæbnemæssige grunde. Søskende kan have det relativt harmonisk med hinanden, men de kan også have det som "hund og kat", hvad der viser, at der er et gammelt skæbnemæssigt mellemværende, som udløses i søskendeforholdet. I samværet med søskende og andre kammerater repeterer man en mangehundredårig fortid, og disse personer repræsenterer hver især en eller flere sider af ens eget ufuldkomne sind og fungerer derfor som redskaber for repetition af skæbneudløsninger.

Set fra denne synsvinkel er barndommen en meget dramatisk periode og ikke så romantisk, som nogen vil gøre den til. Læser man biografier eller romaner, som skildrer barndommen, så beskriver de som regel også en svær tid med skuffelser, nederlag, ydmygelser og konflikter, mens de lykkelige stunder kun er spredte lysglimt på vejen. Nogle forfattere giver barndomsbeskrivelsen et skær af martyrium og lægger skylden på utilstrækkelige forældre. Andre forfattere lykkes det at vise, at forældrene ikke er "onde" og børnene "gode", men at de stort set er af samme stof, har samme psyke. Selvom børnene som unge gør op med forældrenes holdninger, falder de alligevel senere tilbage til de samme holdninger og viser dermed, at de er på samme udviklingstrin. Det bekræfter ordsproget, at "æblet sjældent falder langt fra stammen".

Denne overenstemmelse mellem forældres og de senere voksne børns holdninger og vaner plejer man gerne at tage som udtryk for, at det er lykkedes forældrene at præge eller indoktrinere deres børn. Sagt på en anden måde: hvis børnene er faldet dårligt ud, så er det forældrenes skyld! Men her imod taler, at det bestemt ikke er altid, det går sådan. Somme tider lykkes det børnene som voksne at skabe en ny holdning. Og det er også naturligt, – ellers ville der ikke være nogen udvikling. I disse tilfælde har barnets høst af skæbneoplevelser i barndommen, som skyldes dets egen forældrerolle i tidligere liv, endelig båret frugt og skabt et fast forsæt om selv at ville være anderledes som voksen. Og det er den proces, som gradvis sker for alle.

Det er tydeligt, at der i dette århundrede er sket et skred i udviklingen i human retning inden for opdragelsen. Der har fundet en betydelig holdningsmæssig ændring sted fra den gamle autoritære opdragelse – børn skal ses, ikke høres – til en opdragelse, der er forstående overfor børns udviklingstrin og giver dem tryghed, selvtillid, – og udfoldelsesmuligheder. Det er en meget fin opdragerholdning, og den vil man også skæbnemæssigt høste glæde af, når man selv igen bliver barn.

Men selvom man har et humant opdragelsesideal, betyder det ikke, at det bliver problemløst at være forældre. Man kan nemlig ikke komme uden om, at børnene stadig må repetere primitive stadier fra deres tidligere liv. Børnene vil fortsat være egoistiske og hidsige, i forskellig grad naturligvis. Hvis den humane opdrager tror, at han/hun kan klare alle situationer med mildhed, eftergivenhed eller aftaler, vil han blive dybt skuffet. Så bliver det barnet, som kommer til at bestemme i hjemmet. Det er en hyppig erfaring i den skolepsykologiske praksis, at visse forældre ikke kan sætte de nødvendige grænser for børnenes udfoldelse og derved kommer til at ligge under for deres egne børn. De forstår ikke, at det er naturligt for børn på deres midlertidige stadium at søge at få så megen "magt" som muligt. Hvis forældrene får dårlig samvittighed, når de bremser deres børn, og frygter, at de ikke giver dem kærlighed nok, så bliver rollerne nemt byttet om i hjemmet: børnene bestemmer, og forældrene må rette sig helt efter dem. Det kan gå så vidt, at børnene bestemmer, hvilken mad, der skal laves eller hvornår, ikke blot de selv, men også forældrene skal gå i seng om aftenen. Problemet er særlig stort for visse enlige forældre, som kommer til at behandle barnet som en jævnaldrende partner, fordi de kun er de to, – og det kan barnet slet ikke leve op til.

På visse stadier i den humane udvikling er mennesket ikke særlig egnet til at opdrage børn. Efterhånden som det udvikler et mildt og kærligt sind, der hellere selv vil give end kræve og hellere selv vil gøre et stykke arbejde end bede andre om det og desuden føler ubehag ved vrede følelser, vil børns naturlige væremåde blive oplevet som en opslidende belastning for den voksnes følelsesliv. Som nævnt er der tale om tilbagevendende skæbnebølger fra den voksnes egen primitive fortid, måske endda nogen af de sidste, som skal tjene til yderligere at tage afstand fra primitive følelsesreaktioner og søge en mere harmonisk livsform.