Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Der er mere mellem himmel og jord, Horatio, end du har drømt i din visdom," skrev Shakespeare. Og det er rigtigt, heldigvis! Uden det mystiske, ville livet ikke være komplet. Uden det, ville der ikke være noget spændende at udforske.

Og i den forbindelse kan jeg nævne to ord, der for mig glimter lokkende som reflekser på vandet: samvittighed og skæbne. Hos Martinus kan jeg læse mig til følgende forbindelse mellem dem: det onde eller ukærlige, som éns samvittighed ikke forhindrer én i at gøre, får man tilbage igen.

Men hvorfor, hvordan?

Igen ser det næsten alt for enkelt ud på tryk: man høster, som man sår.

Pyh! Kan det ikke forklares nærmere?

Hør nu, jeg er lige på nippet til at finde ud af det. Jeg må i erindringen tilbage til barndom og ungdom. I disse perioder repeterer man jo ifølge Martinus sine tidligere inkarnationers lavere moralske udviklingstrin. Og det betyder, at denne tid i særlig grad byder på grove eksempler på sæd og høst, eksempler som er lette at gennemskue for det modne menneske, der har lagt denne tid bag sig.

Her kan jeg altså – med noget i retning af en arkæologs bagklogskab – grave mig ned i gamle arketypiske lag. Og så ser det endda ud til, at jeg derfra kan følge nogle tilsvarende strøg helt op i nutiden. Ja, for søren ... var jeg ikke for få øjeblikke siden i færd med at så en ukærlig sæd over for mit barn ... en uheldig og unødvendig bemærkning?

Men hov, minder det ikke om noget i min egen barndom? Og sår jeg nu ikke på ny den samme sæd?

Læg mærke til det!

En lille brik falder på plads i mit personlige puslespil, og pludselig forstår jeg, hvordan skæbneloven virker. Den er en evig cirkel, en tornerosesøvn som først brydes, når jeg selv bryder den. Og dens automatik beror på bevidstløshed. Min ukærlighed er punktvise blackout'er, fordelt over hverdagens timer som perler på snor. Og på mentale områder, hvor jeg sædvanligvis optræder som søvngænger, er jeg selv ubeskyttet mod andres tilsvarende ukærlighed.

Men dernæst ser jeg også i disse ubeskyttede områder en nærmest selvmorderisk tendens til at glide som på et skråplan frem imod en afgrund og et fald, som i den sidste ende skal få mig til at vågne.

Jeg kan ikke forklare det nærmere. Flygtige reflekser glimter stadig, og der er fortsat mere mellem himmel og jord...

For Martinus var det ikke bare en højtidelig mission at hjælpe menneskene til en dybere forståelse af den slags spørgsmål. Men det blev også til en kær hobby for ham. Og dér synes jeg godt, vi andre kan være med. For det er jo vore egne oplevelser og erfaringer, der giver den endelige indsigt.

Samvittighed og skæbne som hobby – det er temaet for dette nummer af KOSMOS!