Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

 

I en række forudgående artikler har jeg givet en individuelt præget skildring af de seks første af universets i alt syv KOSMISKE GRUNDENERGIER. Jeg har portrætteret dem en efter en i den principielle rækkefølge og betydning, i hvilken de fremtræder i Martinus' symbolbilleder og kosmiske analyser, ligesom vi også ser denne kosmiske "naturens orden" komme til udtryk i solspektrets farve- og intensistetsskala. Vi har kunnet genkende hver enkelt af de hidtil omtalte grundenergier som et karakteristisk element i vor egen psyke, mentalitet eller bevidsthed. – Den syvende kosmiske grundenergi indtager en uforlignelig særstilling overfor de hidtil omtalte seks bevidsthedsenergier, idet den danner kildevæld og væreflade for dem alle – og dermed for al manifesteret bevidsthed. Den er i kosmologien kendetegnet ved den violette farve og benævnes af Martinus som MODERENERGIEN.

 

At tegne et karakteristisk portræt af moderenergien er egentlig ikke muligt, idet denne bevidsthedsenergi ikke har en karakteristisk egenskab på samme måde som de seks tidligere omtalte grundenergier, som vi jo kan verificere ganske konkret i vor psyke eller mentalitet. Moderenergien repræsenterer overfor disse et oversanseligt bevidsthedsplan, som i sin egen natur er så vidtfavnende og komplekst, så gennemtrængende og sublimt, at en skildring af dette plan derfor må gribes an på en særlig måde – ja, egentlig kan gribes an på mange særlige måder, alt efter hvilken synsvinkel vi lægger til grund for vor beskrivelse.

Verdenssjælen i sin uendelige udstrækning kan vi beskrive som et sammenhængende enhedsfelt, der rummer al eksisterende viden, information eller erfaring som umanifesterede værdier, dvs. som kausale fænomener. Denne beskrivelse kan lyde, som om der må være tale om et stillestående eller ubevægeligt plan, et "stivnet" spejlbillede af det levende liv. Men årsagsplanet er i virkeligheden i uafbrudt "aktivitet" eller "bevægelse". Der er dog det særlige ved denne bevægelse, at den i sin egen natur ikke i konkret forstand er "udtryk" for liv. Den udgør snarere "det faste underlag" for alle livsudtryk. Den udgør altså et oversanseligt underlag, i hvilket alle eksisterende livsudtryk er energimæssigt rodfæstede, og hvorfra de derfor netop kan udgå i form af skabelse eller livsytringer. Alle livsudtryk vil som genspejlinger eller reaktioner – og derfor med en i nogen grad ændret status – vende tilbage til årsagsplanet som livsindtryk, der omsættes til umanifesterede værdier og som sådanne atter indgår i verdenssjælen, o.s.v.

Da hvert enkelt levende væsen dybest set med hele sin væsensnatur eksisterer på et underlag af moderenergi, der er grænseløst forbundet med alle andre væseners sjælelige energiunderlag, sker der en gensidig oversanselig energi- eller informationspåvirkning de enkelte væsener imellem. Og det er synliggørelsen af disse sublime energireaktioner, der ytrer sig som UDVIKLING og SKÆBNE for ethvert levende væsen. Set på denne måde er det såkaldte "tomme verdensrum" i virkeligheden gennemstrålet ikke blot af levende psyke og mentalitet, men også af en højere verdenssjæl eller bevidsthed, som udgør selve udgangsplanet for manifesteret bevidsthed. Universets mælkeveje, solsystemer, planeter, organismer, organer, celler og atomer fremtræder som indbyrdes forbundne livsudtryk, der alle er rodfæstet i den fælles verdenssjæl. Energiudvekslingen mellem dem og verdenssjælen er den faktor, som gør alle disse levende væsener til genstand for livsoplevelse og dermed for udvikling og skæbne.

Verdenssjælen er ifølge sin kausale natur sæde for en række specielle årsagssammenhænge (kosmiske principper) der samvirkende begrunder SKABELSEN som en evig forvandling af eksisterende levende væsener – i "Guds billede" og efter "Guds lignelse" (væremåde). Vi kan f.eks. nævne spiralkredsløbsprincippet, reinkarnationsprincippet og perspektivsprincippet (1). Alle disse skabeprincipper, som det vil føre for vidt her at omtale nærmere, har ligesåvel klangbund i vor egen sjæl som i verdenssjælen.

Mange "lidet troende" og dermed "fremskredne" mennesker i vor tid har dog en vis anelse om, at der eksisterer en verdenssjæl og en med denne forbundet verdenssandhed. De samme mennesker er af gode grunde oftest ikke i stand til at knytte sådanne anelser naturligt sammen med forestillingen om en KÆRLIGHEDENS GUD som indehaver af den formodede verdenssjæl. Men hvordan skulle der overhovedet kunne eksistere en verdenssjæl, hvis ikke der bag denne verdenssjæl eksisterede en navnløs realitet, som udgør den første eller inderste årsag til alle andre årsager – et verdensjeg eller verdensselv, som har vilje og evne til at eksistere – og som oplever sig selv ved hjælp af alle de fænomener, som udspringer af denne vilje og denne evne?

Besvarelsen af dette spørgsmål er ikke blot henvist til, hvad et menneske vil være i stand til at tro på, men også til, hvad et menneske ved hjælp af sine eventuelt udvidede sanser vil være i stand til at opfatte eller opleve som virkelighed. En udvidet sanseevne betjener sig i stigende grad af en højintellektuel (forstandskontrolleret) livsopfattelse og livsførelse, hvilket indebærer et fornyende og befriende samvirke følelsen og intelligensen imellem. Et sådant samvirke fremkalder evnen til gennemskuelse af og tilsvarende beherskelse af instinktet. Gennemsnitsmennesket af i dag er derimod overvejende endnu henvist til at betjene sig af en mere uintellektuel, følelsesmæssig uafklaret og ukontrolleret (begærledet) livsopfattelse og livsførelse, hvilket indebærer en nedarvet og automatiseret alliance følelsen og instinktet imellem. En sådan alliance kan ifølge sin særlige natur ikke omgås intelligensen naturligt og konfliktløsende.

Martinus kosmologi imødekommer det fremskredne menneskes naturligt voksende behov for at tilegne sig en forstandsovervåget eller høj intellektuel opfattelse af livet og tilværelsen, en livsopfattelse og livsførelse, som ingenlunde fornægter følelserne, men derimod sætter følelserne ind i nye og befriende sammenhænge. Og det er netop indenfor rammerne af sådanne nye energikombinationer i et søgende og spørgende menneskes sansehorisont, at eksistensen af en allestedsnærværende Kærlighedens Guddom kan træde frem som selvoplevet realitet.

Mange mennesker, som i en vis udstrækning endnu befinder sig i et ingenmandsland mellem tro og viden, mellem overlevering og nytænkning, er præget af en mere eller mindre blokerende uoversigtlighed med hensyn til adskillige af livets dybere spørgsmål. Sådanne blokader kan i nogle tilfælde ophæves ved højintellektuel påvirkning, idet bestemte blokerende brikker kan bringes til at falde harmonisk på plads i det pågældende menneskes bevidsthed. For nogle mennesker kan Martinus' opfattelse af LIVETS POLARITET blive den tankegang, som udløser en befriende erkendelsesmæssig kædereaktion i deres fordomsfrit søgende og spørgende bevidsthed.

Vort eget JEG eller SELV, som vi har noget lettere ved at opfatte som faktisk eksisterende, er i virkeligheden ikke andet end et særligt afgrænset eller indkredset udsnit af verdensjeget, hvilket har sin forklaring i, at vi fremtræder særskilt på selve verdenssjælens strukturskabende og mentalitetsfrembringende urgrund. Det er denne vor særskilthed, som får os til inde i os selv at fornemme verdensjeget som "vort eget jeg" – ja, ligefrem som noget, der kan forekomme os at eksistere totalt isoleret fra eller uafhængigt af, om der ude omkring os eksisterer et verdensjeg eller ikke eksisterer et sådant. Men i virkeligheden er vi alle hver især en betydningsfuld bestanddel i en sammenhængende eller allestedsnærværende helhed, som i denne sin sammenhæng udgør et tænkende og følende levende væsen. Denne guddommelige helhed oppebærer et direkte og ligeværdigt forhold til alle de større og mindre levende enheder, som den rummer i sit guddommelige indre.

I kraft af sin verdenssjæl har Guddommen en iboende evne til at være levende, dvs. en evne til såvel at MANIFESTERE som at OPLEVE, hvilket sker ligeligt og samtidigt. Guddommen har med andre ord en evne til at UDSENDE og MODTAGE energi i en vekselvirkning, der for Guddommen selv ytrer sig som det at være levende på en stedse afbalanceret måde. Og det er denne intenst samvirkende dobbelthed eller balance, som giver sig udtryk i begreberne almagt, alvidenhed og alkærlighed.

Guddommen i sin egen høje natur er både "maskulin" og "feminin". Men set fra Guds eget udsigtspunkt vil det ikke være præcist at opfatte disse to sider af hans væsen "adskilt" og slet ikke "kønsligt". Da Han repræsenterer begge disse principper i et intenst og uadskilleligt samvirke, udgør Han i sin egen natur en uforanderlig afbalanceret og i sig selv hvilende syntese af sine iboende to oversanselige poler. Det er denne syntese, vi kender under betegnelsen ENHED.

En væsentlig forskel mellem Guddommen og hvert enkelt levende væsen består i, at det enkelte levende væsen trods sin guddommelige identitet ikke uafbrudt kan fungere som en syntese imellem maskulinitet og femininitet, således som Guddommen i sin egen høje natur kan det. – Planter og dyr, ufærdige mennesker og færdige mennesker, engle og kristusvæsener er allesammen foranderlige udtryk for det, som rører sig i Guds uforanderlige væsen. Og alt efter, hvor og hvordan vi hver især fungerer som livsenhed eller bevidsthedsbærer i selve Guds tanke- og følelsesliv, er vi dermed mere eller mindre udtryk for Guds maskuline side, Guds feminine side – eller Guds midte. Det sidste er det samme som at være "et med Gud" eller at befinde sig i en "enhedstilstand". Og det er egentlig det "normale", set fra Guds eget stade.

Vor evige tilstandsforandring er en følge af, at vor egen polaritet er – og nødvendigvis må være – genstand for en evig forvandlingsrytme. Derved, at VI udgør transportable eller foranderlige bevidsthedsbærere i selve Guds tanke- og følelsesliv, kan GUD i sin overordnethed netop fungere som noget LEVENDE – og samtidig opretholde en urokkelig sjælelig egenbalance, idet VI indgår som cirkulerende vægte eller modvægte i Guds egen livsoplevelse. Guds levende uforanderlighed og vedblivende polaritetsbalance baserer med andre ord på vor egen foranderlighed, på vor egen rytmiske vekslen mellem polaritetsmæssig balance og polaritetsmæssig ubalance.

På baggrund af Martinus kosmiske analyser kan vi derfor konstatere, at vor individuelle polaritet ikke fremtræder som en afspejling af selve Guddommens evigt afbalancerede polaritet, men at den hos os derimod til enhver tid og på ethvert udviklingstrin afspejler den foranderlige position, som vi selv indtager i Guds evigt polaritetsafbalancerede livsoplevelsesrytme eller -kredsløb. Denne rytme ligger som nævnt begrundet i, at Gud selv i intens sammenhæng såvel udsender energi som modtager energi indenfor sit eget væsen. Det er vor lokale involvering i denne fra vort eget stade så udstrakte kosmiske rytme, der i vor tid er i færd med at føre os jordiske mennesker ud af den entydige kønstilstand, som kendetegner dyrets fremtræden. Vi er derfor nu i færd med at udvikle os frem til at blive dobbeltpolet afbalancerede bevidsthedsbærere i Guds organisme. Vi er i færd med at blive færdige mennesker.

Den uophørlige skabelses- eller livsoplevelsesproces, som vi ifølge Guds polaritetsbetingede selvoplevelse er genstand for hver især, ytrer sig på en og samme tid som noget, der a) sætter os ind i en vis struktursammenhæng eller billedmæssighed, og b) som noget, der sætter os ind i en vis værenssammenhæng eller væremåde. Kort sagt: vor evige eksistens er på ethvert trin udtryk for såvel "kvantitet" som "kvalitet", for såvel "form" som "indhold", for såvel "partikelstruktur" som "bølgefænomen".

Vor tids naturvidenskab har hidtil været ensidig i sin betragtning og udforskning af livet, idet den fortrinsvis har baseret sin forskning og sine vurderinger på livets kvantitative side. Livets kvalitative side er derved ikke nødvendigvis blevet fornægtet, men er blevet anset for at være irrelevant i forskningen og er derfor blevet henvist til filosofien og religionen. De fleste mennesker i vor tid lever derfor i skyggen af en ensidig naturvidenskabelig tænkning og samfundsprægning. På baggrund af denne tradition har mange mennesker derfor langt lettere ved at tilnærme sig en begyndende kosmisk gudsforståelse ad kvantitative baner end ad kvalitative baner. I deres fremadsøgende forestillingsevne kan de derfor i første omgang lettere føle sig hjulpet af begrebet "levende væsener inden i levende væsener" (Guds billede), end de kan begribe verdensenergiernes kvalitative samvirke, der udtrykker sig i væren eller væremåde (Guds lignelse). At opfatte Gud som et forholdsvis neutralt og uforpligtende "naturvidenskabeligt princip på godt og ondt" er derfor lettere end at opfatte ham som en "Kærlighedens Gud", der ikke levner det såkaldt onde plads nogensomhelst andre steder end i de urgamle og lemfældige skyggeregioner i det enkelte menneskes eget bevidsthedsrum, som endnu skyr selverkendelsens lys og derfor henligger i uvidenhedens mørke.

Med "Guds billede" og "Guds lignelse" kan vi i vort studium af kosmologien gøre lignende erfaringer, som naturvidenskaben i vor tid gør med udforskningen af materiens "partikelstruktur" på den ene side og dens "bølgekarakter" på den anden side. Det "fysiske" og det "psykiske", "billedet" og "lignelsen", "symbolformen" og "symbolfarven" griber så fundamentalt ind i hinanden, at vi før eller siden ikke mere vil være opsat på at holde begreberne adskilt, ja, ikke mere vil kunne skelne skarpt imellem dem uden at fornemme det som en afspærring overfor den højere sandhed, som er genstand for vor søgen. Og da vil vi nå frem til at se dem som to indbyrdes afhængige udtryk i det samme GUDS ANSIGT.

Men endnu er det sådan, at når dette ansigt frembyder et afslappet udadvendt smil, da kan vi være tilbøjelige til at overfortolke denne kvalitative side og uafvidende undervurdere den i det skjulte dog fundamentalt medvirkende kvantitative side. Og når ansigtet udtrykker eftertænksom indadvendt alvor, da kan vi være tilbøjelige til at overfortolke denne kvantitative side og uafvidende undervurdere den i det skjulte dog fundamentalt medvirkende kvalitative side.

– – –

Sidstnævnte tankegang er et godt udtryk for vor nuværende situation som borgere i et moderne samfund. Borgerne og dermed samfundet undervurderer i overordentlig grad de skjulte kræfter, som hver eneste dag skænker os livet. Såvel samfundets hverdag som det enkelte menneskes hverdag repræsenterer egentlig en eneste stor udfordring, en smertelig – men positiv vækkelse, der fremkaldes af en bagvedliggende guddommelig virkelighed. Men vi agerer i vid udstrækning uopmærksomt overfor denne virkelighed. Vi er ofte både døve og blinde overfor den Kærlighedsrealitet, som dog hver eneste dag banker på vor dør og beder om at komme indenfor.

Her kan Martinus verdensbillede med sine vidtfavnende kosmiske analyser og den i disse indeholdte verifikation af KÆRLIGHEDEN tages i brug som hjælp til selvhjælp af enhver, der føler sig kaldet til i sit eget sjælerum at overvinde mørket og strække sig mod lyset.

(2) En levende forståelse af princippet "den ene" og "de mange" formidler symbolbillederne nr. 7-11 og de til disse illustrationer knyttede tekster (DET EVIGE VERDENSBILLEDE I).

(3) Symbol nr. 33 med sin særdeles omfattende ledsagende tekst formidler bl.a. en dyb forståelse af menneskets foranderlige polaritet i vor tid (DET EVIGE VERDENSBILLEDE III). Nogle mere overordnede og derved i særlig grad betydningsfulde billedlige fremstillinger af polaritetsprincippet med tilhørende tekster af Martinus har foreligget i mange år, men er endnu ikke udgivet (Forventes udgivet som: DET EVIGE VERDENSBILLEDE IV).