Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Af alle de problemer, tilværelsen stiller os overfor, er der vel næppe et, vi tiere møder end det, vi har givet navnet "skuffelse", Atter og atter gentager det sig for os, og som årene går, tegner det sine spor i ansigtet. Hos nogle er disse spor næsten usynlige, mens de hos andre er af en sådan art, at de næsten har gjort ansigtet til en karikatur på det, det skulle have været.

 

Hvor væsentligt dette problem er, ses f.eks. af dets hyppige anvendelse i litteraturen. Hvem har ikke stødt på sætninger som "Han var en bittert skuffet mand" – "Hun havde et bittert drag om munden" "Ansigtet havde et lukket, skuffet udtryk" – "Skuffelserne havde tegnet sine hårde, bitre linier i hans ansigt" osv. osv. Gang på gang møder vi skuffelsen som årsag til de romaner, både livet og forfatterne skriver, og undersøger vi vort eget liv, vil vi ikke kunne undgå at se, at de skuffelser, vi har oplevet, har en væsentlig andel i vor fornemmelse af den form for "alder", der lader os føle os selv som "gamle". Skuffelser ælder et menneske, de stjæler vor livskraft og underminerer derigennem vor skabeevne!

Da dette at blive skuffet har så dyb en indvirkning på vort liv, var det måske værd at prøve at trænge lidt inden for dette problems område og undersøge det lidt nærmere. Thi problemet lader sig undersøge, selvom denne undersøgelse mere bliver en beretning om vor egen fantastiske mangel på viden om de simpleste sjælelige funktioner, end den bliver en viden om skuffelsen som et ydre fænomen.

I sætningen "Vanen er det halve liv" finder vi allerede noget af gådens løsning, thi er det ikke en kendsgerning at så at sige hele vor barndom og første ungdom går med at "vænne sig" til det liv, der omgiver os på alle sider? Livet i den ydre verden er så rigt på detaljer, at der for de fleste kun er tid til at indregistrere dem som eksisterende! Man lærer disse tings ydre funktioner at kende og får af omgivelserne at vide, at de kan bruges til det og det. Man bliver "vant" til disse ting uden at skænke den egentlige hensigt med dem nogen nævneværdig tanke. Tag f.eks. blot her det samlede samfunds anvendelse af teknikken. Ingen kan være i tvivl om, at teknikkens kosmiske hensigt er den, at den skulle komme hvert eneste Jordmenneske til gode på den måde, at den skulle bidrage til at enhver kunne få et fysisk lykkeligt og besværfrit liv. At sige, at denne kosmiske hensigt er blevet almenanerkendt, turde vist være en overdrivelse. Og som det går med de ydre ting, går det også i de fleste tilfælde med de ting, vi kalder "sjælelige". Umærkeligt vokser vi op i "vore fædres tro" og det både politisk, religiøst og samfundsmoralsk. Næsten umærkeligt påføres vort sind de meninger, vore omgivelser har, og uden at miste illusionen om os selv som "selvstændigt tænkende" bliver de fleste af os blot en reproduktion af vore omgivelsers tankevaner. At denne opdragelse må føre til det, vi kalder "bitre skuffelser", er givet. Mentalt liv beror på "forestillinger" eller "meninger". Omend disse realiteter forekommer de fleste "luftige", "usynlige" eller "åndelige", så er de, denne tilsyneladende immaterielle tilstand til trods, dog uhyre materielle, hvad ethvert "sammenstød" mellem mennesker beviser. Vore legemer er i dag mere "skrammede" og "arrede" efter åndelige sammenstød end efter fysiske. I dødsenssikker overbevisning om, at netop vor "mening" eller "overbevisning" er den eneste sande, griber vi "sværdet", som her er tungen, og de hårde og skarpe ord fødes hastigere i vor hjerne og kommer hurtigere over vor læbe end noget maskingeværs projektiler.

Sandt nok er "vanen vort halve liv", men det er også dette halve liv, vi som tænkende væsener kommer i kamp med. Det er disse indgroede vaneforestillinger, der hyppigst er dybeste årsag til vore skuffelser og til den modgang, livet giver os. Vi har lært, at livet er sådan og sådan, og så viser det sig gang på gang, at det er helt anderledes. I vor overbevisning om os selv som "selvstændigt tænkende", danner vi os atter og atter forestillinger om dette eller hint menneske som værende sådan og sådan og bliver "skuffede", "bitre" og "mismodige", når livet viser os, at de er helt anderledes, mens vor "selvstændige tænkeevne" netop skulle have vist os forholdet, som det virkeligt var. Nej, vi er ikke "tænkere", sålænge vor indre verden hviler på sympati og antipati. En sådan indre sjælelig tilstand er en "tågetilstand" eller en tilstand, i hvilken man let "går vild" i selvdyrkelsens tragiske labyrint. Det er mennesker, der ville have, at livet skulle rette sig efter dem og deres uforgribelige "mening", og nu blot som tak af livet har fået denne "mening" tilbage med stemplet "kasseret".

Vi må lære at se den kendsgerning lige i øjnene, at den letteste, men også den tåbeligste form for liv, er den, hvor man lader sin sjælelige tilstand forankre i en hel serie forudfattede meninger om det liv, der rører sig omkring os. At de fleste bærer sig sådan ad, burde være os en yderligere advarsel, så sandt som at dette flertal jo slet ikke er lykkeligt. Gå en tur nedad en tæt befolket gade og studer de ansigter, der glider forbi Dem. Bortset fra de ganske unge, endnu ubeskrevne ansigter, møder De kun meget få, hvor skuffelsen ikke har tegnet sin eksistens med meget kraftig skrift. Læg mærke til øjnenes hyppige triste udtryk, det bedste vidnesbyrd om, at livet for vedkommende former sig anderledes end, han eller hun kunne ønske. Vær klar over, at De her ser ind i et "Gethsemane" med et utal af "korsfæstede" og vær yderligere klar over, at den "korsfæstelse", De her er vidne til i det små, i virkeligheden er den samme som den, der i dag jorden over kommer til syne i det store. "Meninger" er nok en åndelig ting, men ingen ufarlig ting. De kan bygges op af rene sprængstoffer, og resultatet bliver derefter. Men de kan også bygges op af andre stoffer, og de kan reguleres af evner, De selv sidder inde med, om De blot vil udvikle dem. Forskellen mellem det skuffede og det lykkelige menneske er dybest set kun den, at det skuffede menneske bliver behersket af sine meninger, mens det lykkelige menneske behersker sine meninger og følgelig er fri af dem. Mens det skuffede menneske ligefrem hager sig fast i sin mening om tingene og følgelig bliver et offer for det sprængstof, denne mening indeholder, så undersøger det bevidst kosmisk-kemisk indstillede menneske atter og atter sine meninger og udskifter alle de, i hvilke han finder farligt, sjæleligt sprængstof. En sådan udskiftning kræver vor tænkning, men hvorfor også nægte sig selv den glæde at udvikle sine evner inden for dette for vor egen og vore omgivelsers lykke så uendeligt vigtige område?

Fra korrepondanceafdelingen
Brev nr. 67. 12. maj 1944.