Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Jeg har i dag lyst til at skrive lidt til Dem om noget, man passende kunne kalde "de små stemningers tyranni". Jeg ved ikke, om De nogensinde har gjort Dem klart, at enhver af vore sjælelige manifestationer uundgåeligt skaber stemning. Det gør de nemlig. Da man ved ordet "stemning" ofte er tilbøjelig til at forestille sig de helt store, følelsesbetonede reaktioner, er jeg bange for, at kun de færreste er helt klare over den faldgrube, som de mindre reaktioner i virkeligheden kan være. Men læg engang mærke til den tilstand De selv kommer i, når De for eksempel lige før, De står og skal afsted, og altså har travlt, går hen og river et snørebånd itu. Mon ikke man skal være noget i retning af en engel, hvis der ikke kommer et eller andet arrigt udtryk over læben i det øjeblik? Men ikke nok hermed. Det man har oplevet skaber en bestemt stemning og det både inde i en selv og i forholdet til omgivelserne. I sig selv er en sådan begivenhed jo ganske betydningsløs, men se engang efter og De vil se, at i almindelighed består vore timer af en sådan række af betydningsløse begivenheder. Vore dage former sig omtrent som de linier, man kan se på et næsten raskt menneskes feberskema. Det er ikke normalt, at man oplever de store reaktioner i ubrudt rækkefølge, tværtimod. Men netop fordi vor livsoplevelse følger en sådan let bugtet kurve, altså består af utallige sammenkoblede småstemninger, spiller det i virkeligheden en uhyre rolle, om man har herredømmet over alle disse mindre, men alligevel så betydningsfulde mentalreaktioner.

Gang på gang kan man høre mennesker udtrykke, at vi lever i intelligensens tidsalder, forresten en noget vovet påstand i den verden, vi oplever i dag. Men udtalelsen dækker over den illusion, mange ønsker at svøbe sig i, at intelligensen nu spiller en sådan rolle, at følelsesenergien med alle dens mange ukontrollerede udsving har mistet terræn. Påstanden rummer i sig den sandhed, at menneskene, i hvert fald hvad det religiøse liv angår, begynder at indse det latterlige i mange af de former, det tidligere gav sig udslag i, men derudover vil vistnok de fleste tænkende mennesker indrømme, at følelsesmanifestationerne som sådanne har kronede dage. Det jordiske menneskes meninger om både stort og småt er fremdeles fast forankret i følelsernes tågede sfærer. Var det ikke sådan, havde hadet og intolerancen næppe så gode kår, som tilfældet er.

Nej, uden real udødelighedsbevidsthed er mennesket henvist til at danne sig sine meninger på et fornemmelsesgrundlag, som kun sjældent er virkeligt stabilt. Netop derfor spiller det så stor en rolle at lære tilværelsens kosmiske love at kende, idet kendskabet til dem udstyrer en med netop den evne, der er følelsestilstandens værste fjende: den humoristiske sans! Jeg nævnte før snørebåndet, men kunne ligeså godt have nævnt sporvognen, der kører lige for næsen af en, regningen, der dumper indad døren, ligesom man har stået og glædet sig over de penge, man for en gangs skyld var i besiddelse af, riften, barbermaskinen har snittet og som tilsyneladende ikke vil holde op at bløde, osv. osv. Vor dagligdag er fuld af små følelsesreaktioner som, om de ikke holdes i ave af en stadig vågen og hård selvkritik, ligeså stille erobrer magten over vort sind og spærrer os inde i det mest forgyldte af alle fængsler: martyriets! Kig Dem engang omkring og se, hvordan det vrimler med små martyrier omkring Dem! Kig nøje efter om, De ikke selv har en lille rem af huden! Jeg er bange for, at vi alle har det!!!

Hvorfor er den humoristiske sans selvmartyriets værste fjende? Fordi man til nød kan holde ud at være til grin for andre, men aldrig for sig selv. Har man først opdaget tåbeligheden i altid at eksplodere ved selv den mindste modgang, har man fundet om ikke selve de Vises Sten, så dog en temmelig stor del af den. Dette, lige at kunne træde udenfor sig selv et øjeblik og helt kølig stå og betragte sig selv i en sådan mindre ophidselsestilstand er noget af det mest svalende, der findes. Hvad ser man? Åh man ser blot en verdensherre en miniature. Et væsen, der raser over, at det hele ikke kan gå lige netop, som han vil have det, – – og det er et meget sundt syn!

De små stemninger kan blive til tyranner, som er næsten uafrystelige derved, at de så uhyre let bliver til indgroede vaner. Udsprunget, som de alle er, af vort inderste væsens trang til selvbehagelighed, omfatter vi dem ofte med en ubevidst sympati, som de nok skal vide at drage nytte af, og før vi får set os for, kan de være blevet en så stor del af vort væsen, at både vi selv og i høj grad vore omgivelser kommer til at lide derunder. Holder man ikke øje med dem, erobrer de terræn, og da konsekvensen af dem altid vil blive realistisk selvdyrkelse, er det ikke helt uden grund, at jeg betegner dem som tyranner. Thi også de følelser, hvor "retfærdige" de så end føles i øjeblikket, der fører os bort fra vor sjæls inderste længsel om at repræsentere en højere og skønnere grad af livskunst end almindeligt er, er tyranner, hvis herredømme over vor sjæl må brydes. Beherskelsens kunst er – og det er måske nok værd at huske – mindre vanskelig at udøve, når det sker for øjnene af et publikum, end når et snørebånd springer på et tidspunkt, hvor man selv synes, at man har noget så usandsynligt travlt. Og så er der jo endelig også det, at det er betydeligt lettere at ramme snørehullerne med det nye snørebånd, når hænderne ikke dirrer af arrigskab –.

Fra Korrespondancebrev nr. 76.
15. september 1944.