Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

 

HUKOMMELSESENERGIEN vil de fleste mennesker, som fatter interesse for kosmologi, sikkert straks nikke genkendende til. For det er jo denne kosmiske grundenergi, der sætter os i stand til at huske så tilpas godt, at vi kan rubricere vore tanker og følelser, holde en vis orden i vort erfaringsmateriale og kalde dette materiale frem, når og hvor vi har brug for det. Alligevel knytter der sig en række mere skjulte og derfor svært gennemskuelige forhold til denne bevidsthedsenergi, forhold, som jeg her gerne vil forsøge at drage lidt frem i lyset.

 

Hukommelsesenergien indordnes af Martinus som den 6. grundenergi. Den rangerer meget højt i den række af psykiske/mentale energier, som i et foranderligt samvirke ligger til grund for vore tanker og følelser og hele tilværelse. Ja, den har en så høj intensitet, at den næsten kan måle sig med intuitionen i den henseende. Men den har helt andre egenskaber.

Vi Jord-mennesker har længe været og er fremdeles udsat for en udviklingsbetinget reducering af vor hukommelsesenergi, således at vi i dag kun råder over et forholdsvis lille hukommelsesenergi-potentiale. Dette fremgår klart af Martinus' analyser.

Alligevel er vi i løbet af vor udvikling igennem tiderne blevet dygtigere til at huske dagsbevidsthedsmæssigt, hvilket skyldes, at vor dagsbevidsthed udvides som følge af tiltagende intelligensmæssig gennemstråling.

Denne bemærkelsesværdige "opvækkelse" af vor dagsbevidste huskeevne kulminerer først i og med vor tids materialisme, rodløshed og mentale fængsling. Ja, den dagsbevidste huskeevnes kulmination er ligefrem i sig selv en fængslende faktor, selvom denne evne i princippet også kan anvendes befriende.

Efter denne specielle kulmination begynder vor dagsbevidste huskeevne at svinde mærkbart, hvilket bekræftes af psyklogiske studier i hverdagen. Dette skyldes den fortsatte omstrukturering og energiforskydning, som finder sted i vor psyke.

Men fordi hukommelsesenergien i sig selv er så gennemtrængende eller intens, kræves der heller ikke så megen sådan energi for at kunne huske det nødvendige og orientere sig tilsvarende ubesværet i hverdagen. Dertil kommer, at jo mere fremskredne vi mennesker bliver med hensyn til udviklingen af vor sansestruktur eller bevidsthedsformåen, des bedre og mere ubesværet vil vi kunne udnytte eller omsætte vor beskedne hukommelsesevne dagsbevidsthedsmæssigt, også selv om vor hukommelsesenergis kapacitet fremover reduceres yderligere.

Umiddelbart er det dog ikke så let at begribe, hvorfor vor fortsatte udvikling til "færdige mennesker" indebærer et fortsat svind af hukommelsesenergi og også af vor nuværende dagsbevidste huskeevne.

De fleste åndelig søgende mennesker har svært ved at acceptere eller forstå, at der venter os et tilværelsesplan i fortsættelse af intuitionssfæren, og at alle levende væsener følgelig efter en vis tid må forlade deres højeste guddommelige hjemsted til fordel for et efterfølgende tilværelsesplan, som i en makro kosmisk og anderledes indrettet dimension påny gør os til genstand for en millionårig psykisk/fysisk skabelses- og tilblivelsesproces.

Årsagerne til denne udbredte manglende forståelse synes at stå i sammenhæng med den sublime og skjulte rolle, som hukommelsesenergien spiller i vort kosmiske eksistensforløb, der af Martinus udførligt er blevet beskrevet som et uendeligt fortsættende spiralkredsløb.

Hukommelsesenergiens skjulte og sublime rolle gør det på en måde forståeligt, at usikkerhed og uoversigtlighed kan opstå med hensyn til visse af livets og tilværelsens sammenhænge. Derfor kan det være meningsfyldt at tænke lidt dybere over hukommelsesenergiens inderste væsen, for ad denne vej at nå frem til en dybere forståelse af dens samvirke med de øvrige grundenergier. Derved kan nogle sidste brikker i vor verdensanskuelses puslespil måske dukke op og falde på plads.

Udfra denne sammenligning kan vi beskrive vort evige liv som en uafbrudt rækkefølge af utallige psyko-fotografiske belysninger og fremkaldninger, forstået således, at begge processer griber ind i hinanden og foregår samtidig eller sideløbende. Vi mennesker selv er som en fotografisk film, der gennem årmillioner trækkes igennem en fremkaldende væske, samtidig med at vi uafbrudt belyses af det, som livet omkring os konfronterer os med.

Vort evige livs fremkaldende væske fremtræder også billedmæssig overfor os og indeholder derfor ligesom vi selv et billedfastholdende stof, ja, det indeholder ligesom vi selv altid præcis så meget af dette kopistof, som fra udviklingstrin til udviklingstrin er nødvendig for, at vi kan opleve vore omgivelser billedmæssig og også selv kan fremkaldes som billeder, d.v.s. som levende væsener i skikkelse af planter, dyr eller mennesker.

Mængden af kopistof i vort evige livs fremkaldende væske, altså i vore omgivelser, ændrer sig hele tiden i takt med vort individuelle behov. Eller sagt på en anden måde: vi kan allesammen både belyses og fremkaldes i omgivelser, der passer til os hver især, fordi hele universet er et uendeligt stort fremkaldehav med utrolig mange afdelinger, der kan tage særlige hensyn til specielle film.

Selvom vi Jord-mennesker af i dag allesammen synes at være lagt i en fælles beholder, så er den fremkaldende væske, som skyller op omkring os fra dag til dag, lige så individuel tilpasningsdygtig, følsom og fleksibel i sin styrke og sin sammensætning som det mentale kopistof, der udfra vort eget indre såvel fastholder som videreudvikler vor individuelle psykiske og fysiske fremtræden.

Det er denne individuelle indfølingsevne og hensyntagen fra vore omgivelsers side overfor os hver især, som gør, at vi Jord-mennesker ikke i en snæver naturvidenskabelig betydning på nåde og unåde er udleveret til en vilkårlighedens eller udvælgelsens fremkalde-væske, der er ens for alle og derfor lader visse film gå til grunde og kun fremkalder udvalgte eller særlig egnede film til billedmæssigt og fortsættelsesberettiget liv.

Ja, vi udløser en proces, som ikke kan foregå ved hukommelsesenergien alene. Billederne fremtræder som en levende bevægelse, der på forhånd er blevet automatiseret således, at vi når som helst kan fremdrage bestemte billedrækkefølger – dog alt efter "hvor godt vi husker", d.v.s. hvor god en bevidsthedsmæssig tilgang vi har til vort indre hukommelsesfelt, hvor alt er afbildet indtil mindste detalje.

Da det er vort instinkt, som er den indprogrammerende og automatiserende energifaktor i omsætningen af vort levende liv til erindringer, er det også vort instinkt, som "rækker erindringerne op i vor dagsbevidsthed", når vi "husker" det ene eller det andet. Der hersker i det hele taget et intimt samarbejde mellem hukommelse og instinkt.

Vor hukommelse er det kopistof, som "opbevarer" vore indtryk i form af "belyste farvekorn". Vort instinkt derimod er den energi, som "fæstner" eller "indfarver" vore indtryk i selve kopistoffet, ligesom det også i modsat retning er instinktet, der på given kommando kan "genoprulle" og dermed "genkalde", "fremkalde" eller "levendegøre" de indtryk, som forefindes "fæstnede" i vor hukommelsesenergi.

Når vi vil forsøge at forstå vor hukommelsesevne, må vi altså se den i nær sammenhæng med vor instinktevne. Ja, også de øvrige grundenergier spiller en vis rolle i processen. At huske eller erindre er netop en proces.

Vort psykiske felt, som jo i hovedsagen består af et mere eller mindre intellektualiseret tyngde- og følelsesenergifelt, "tager imod" de billeder, som instinktet så at sige "transmitterer" ud af vort mentale kopistof. Tyngdeenergien er den motoriserende part i processen. Og følelsesenergien fungerer som "billedhinde" eller "fjernsynsskærm".

Men da denne skærm i kraft af sin iboende retningsbestemte kurs og funktionsmåde er et levende noget, som ikke passivt gengiver billeder, men aktivt og mere eller mindre intellektuelt arbejder videre med disse billeder og derfor returnerer billedlige nydannelser ind i hukommelsen o.s.v., ser vi stadig tydeligere, at vi selv – med vor "jeg-bevidsthed" og "viljekraft" er den allervigtigste del af alt det, som sker med os og inde i os.

Det vil kosmologien gerne inspirere os til at erkende, således at vi kan begynde på bevidst at lede vor vilje i en retning, der virker harmoniserende og afklarende på alle de psykiske processer, som i dag foregår inde i os selv og omkring os.

Med vor tilværelse i intuitionssfæren er vi nået helt frem til "Guds ansigt". Det kan vi bl.a. takke hukommelsesenergien for, som har kunnet udgøre et "fast underlag" for vor egen psyko-fotografiske fremkaldning og har tildannet os i selveste "Guds billede". Og vor taknemmelighed bliver ikke mindre af, at vi her i form af vore guddommelige omgivelser ser "Guds ansigt" fremtræde på det samme "faste underlag", som vi selv bæres af.

Når vi følger Martinus' billedmæssige fremstilling af grundenergiernes kombinationer, ser vi, at det er vort "faste underlags", altså hukommelsesenergiens fortsatte vækst, som igen fjerner os fra "Guds ansigt" eller intuitionssfæren.

Dette er ensbetydende med, at vor kosmiske fremkaldningsproces er tilendebragt og at vi som følge deraf koncentrerer og sammendrager hele den forløbne kosmiske fremkaldningsproces viseligt og eftermodnende i vort superfølsomme hukommelsesstof, som efterhånden fremtræder med maximal kapacitet. Det kan vi gøre ved hjælp af vor samtidig overdådige intuitionskapacitet.

Denne modnende levendegørelse af vor millionårige tilværelse placerer os selv midt i vort eget, plastisk fremtrædende erindringsunivers, hvis detaljer ved hjælp af instinktenergiens transmissionsevne fremtræder i levende bevægelse.

Intuitionen får vore individuelle kopistofkombinationer til at fremtræde således, at deres indre eller skjulte kvalitet og betydning stråler ud fra dem. Dette fornemmes i os selv som en ubeskrivelig fascination, lykke eller salighed, idet altings mere eller mindre skjulte mening nu træder åbenbart frem i en overjordisk gylden glans. Martinus har derfor kaldt disse levendegjorte kopidannelser for "guldkopier".

Når denne tilværelsesforandring er indtrådt, behøver vi ikke mere at fremkalde erindringer i samme betydning som førhen, fordi vi på en måde er placeret midt i selve det guddommelige "kopistof" eller "faste underlag", som vort eget hukommelsespotentiale udgør. Selve vort individuelle underlag træder her levende frem som den eneste eksisterende omverden, vi da er i stand til at opleve.

Her eksisterer derfor heller ingen følelsesmæssig "billedskærm". Vi behøver ikke en sådan her, idet vi nu lever midt i vore egne billedelementers levende natur.

Denne kosmiske tilværelse står i diametral modsætning til vor tilværelse som færdige mennesker, hvor vi vil være i besiddelse af en færdigudviklet fysisk organisme, som gennemstråles af et maximalt følelsesfelt, en fuldkommengjort "billedskærm", et suverænt "fremkaldeinstrument", ved hjælp af hvilket vi vilje- og intuitionsstyret kan iklæde os en materialiseret fysisk organisme ved at samvirke med de billeddannende erfaringsstoffer, som vort usynlige hukommelsesfelt har opsummeret og koncentreret igennem årmillioner.

Det efterfølgende kosmiske tilværelsesforløb understreger instinktenergiens og hukommelsesenergiens specielle samvirke som kosmiske pendanter. Instinktet automatiserer gradvis vor udlevede kosmiske bevidsthed, som i de tilbagelagte åndelige verdener eller tilstande jo netop ikke har været udtryk for en automatisk bundet væremåde, men derimod for en intuitiv befriet væremåde.

Vort tyngde- og følelsesfelt tager til, således at der igen kan begynde at danne sig et ydre psykisk felt, en "billedskærm", ja, en fysisk organisme omkring os.

Udslagsgivende for den mineralske materies begyndende fremtræden og den efterfølgende tildannelse af organisk liv er imidlertid ikke hukommelsesenergien alene, idet den er en rent åndelig energi med billedbærende evne. Udslagsgivende for den uorganiske materies fremtræden er faktisk følelses- og tyngdeenergiens vækst og gensidige samvirke. Det som træder synligt frem i form af de fysiske elementer ild, vand, jord og luft, er overvejende elektriske spændingsforhold mellem tyngdeenergi og følelsesenergi. Hukommelsesenergien er blot det usynlige, omend bærende og opretholdende underlag for ethvert synligt fremtrædende mineral.

Det som træder frem i den fysiske verden som krystalliseringer i mineralsk materie, udtrykker tydeligt, at instinktenergien fungerer som en transmitterende, formidlende og formende kraft imellem det rent åndelige plan på den ene side og de mere fysiske energiformationer på den anden side. Derfor er et mineral ikke i sig selv udtryk for materialiseret hukommelsesenergi, men udtryk for en følelses- og tyngdeenergikombineret spænding, der opretholdes og påvirkes stråleformigt af et bagvedliggende åndeligt felt, der i sin egen natur kun kan fremtræde åndeligt eller immaterielt.

Denne sammenhæng er også den logiske baggrund for, at viljestyret dematerialisation kan forekomme og engang i fremtiden vil blive et hverdagsfænomen. Thi at dematerialisere vil sige, ved hjælp af viljestyret intuition at gribe således ind i det billedbærende mentale underlag, som opretholder en mineralsk genstand eller ens egen fysiske organisme, at det pågældende objekt påvirkes i selve sin mentale bæreflade og derfor forandres eller omformes så drastisk, at den ydre form opløses eller optransformeres til at blive usynlig for det fysiske øje.

Ligesom vore nuværende computere og robotter kun er hjælpeløse og fortabte hylstre i sammenligning med de menneskelige og højintellektuelle psyko-tekniske hjælpemidler, som vi i fremtiden vil kunne bygge – og benytte til at fjerne sporene af fortidens synder, således er også vor nuværende materialistisk afrettede og tilbedte hukommelsesviden udtryk for en krampagtig overvurdering af den formåen, der kan udgå fra en sådan viden alene – og samtidig en skæbnesvanger undervurdering af den slumrende intuitive formåen, som i dag vidt og bredt affærdiges som "naivitet".

Men den naivitet, som der her er tale om, er i virkeligheden vor frelse. Vi vil komme til at sande, at det menneske er sandheden nærmest, som fornemmer sin egen viden ubetydeligere, des mere viden det har ophobet og des mere dets sanser åbnes overfor universets skjulte vidder.

At give slip på vor overdrevne tilbedelse af hukommelsesbaseret ydre indlæring, bogstavelige betragtningsmåder og ophobning af såkaldte facts vil blive ensbetydende med gradvis at afvikle den tyngende ballast, som er med til at hindre os i at opleve verden intuitivt.

Kun den, som i sin dagsbevidste hukommelsesevne er blevet så tilpas "fattig", at han eller hun ganske af sig selv må ty til andre hjælpemidler for at kunne orientere sig i vor tids hektiske og febrilske verden, f.eks. til noget så naivt som at bede til Gud, kan blive organisk modtagelig for intuitionens gaveprincip.

Dog skal vi også vogte os for at undervurdere den "ballast", som vi allesammen mere eller mindre trækkes med, i vor egen natur. Alt det, som vi i dag mener at vide ganske godt, er, selvom det samtidig hindrer os i at vide intuitivt, i vidt omfang en udmærket sikkerhedsbarriere, som hindrer intuitionen i at indtræde i en bevidsthed, der endnu ikke er bæredygtig eller kanaliseringsdygtig overfor intuitionen.

Mange mennesker er dog betydelig mere bæredygtig for begyndende intuition, end de i deres hellige enfold selv ved og tror. Og det er i særlig grad sådanne fordomsfrie og modtagelige mennesker, som Martinus henvender sig til med sit bevidsthedskatalyserende verdensbillede.