Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Holger Rosenberg: EN VANDRINGSMAND SÆTTER STAVEN.

Det hænder at det blotte Syn af en Bogs Omfang kan tage Modet fra en. Den naar man aldrig igennem, tænker man, og begynder kun nølende at kigge lidt i den, blade op hist og her og læse paa maa og faa. Og saa sker Underet. Førend man rigtig er klar derover, sidder man dybt begravet i hele den forunderlige Tankeverden en Bog kan føre en ind i, og man opdager, at man svarer hen i Vind og Taage, naar en eller anden, udefra den Verden, man med et har forladt, forsøger at "hente" en hjem.

Jeg skelede slemt til Holger Rosenbergs store Bog, da jeg første Gang fik den i Hænde. Jeg skelede saa slemt, at jeg stilfærdigt anbragte den paa mit Natbord og indvendigt ræsonnerede, at der kunde den nu blive liggende uden at tage Skade. Men man skal aldrig anbringe en Rejseskildring paa sit Natbord. Det hænder altfor nemt, at man en Aftenstund, naar Søvnen ikke rigtig vil indfinde sig, lige "kigger" lidt i den. Og saa er man der. Otte Nætter i Træk blev den gode Rosenberg Skyld i, at jeg lod Søvn være Søvn og turede rundt i hele Verden med ham. Aldrig har jeg været paa mere spændende Rejser, – og paa en saa billig Billet. Om det skyldes en fælles aandelig Opfattelse af en Masse Problemer eller selve Spændingen i de utallige Oplevelser, ved jeg ikke, men da vi befandt os midt i Kina paa en fantastisk Fodtur, blev jeg enig med mig selv om, at Holger Rosenberg var den bedste Rejsekammerat, jeg overhovedet kunde tænke mig. At hans Syn paa farvede Folk og hans Kærlighed til dem i den Grad dækkede mit eget, at Ordene, der strømmede fra hans Læber, hver Gang han talte deres Sag, lige saa godt kunde være strømmet over mine egne. Og da jeg endelig den ottende Nat Klokken godt fire, med Øjenlaag saa tunge som Bly, lod Bogen synke, efter to Gange i Træk at have læst hans afsluttende lille Epistel fra hans dejlige Sommerhus i Klint, ja, da maatte jeg give ham saa evig Ret i, at den, der gribes af Forelskelsen, ikke den Forstanden forvirrende, men den, der udstrækker sig til hele Naturen, til Medmennesker og Dyr, til Planterne, ja, til hele Livet, er lykkelig, meget lykkelig. Og jeg blev samtidig enig med mig selv om, at den, der undlader at læse denne Bog, snyder sig selv for en Oplevelse langt ud over det sædvanlige.

Richard Sale: DEN ELVTE I BAADEN.

Tilsendt fra Jespersen & Pio.

Oprigtig talt, kære Læser, hvad vil De mene om at være i Baad sammen med en sadistisk Juveltyv, en homosexuel Lommetyv, en Spion, en Voldtægtsforbryder, en Smugler, en Ægteskabssvindler, en Fremmedlegionær, der har lavet Mytteri, og saa tre Mordere af forskellig Slags – ikke sandt, naar det kan foregaa i Bogform, men ellers – – –

Og ikke desto mindre er Sale's Bog mere end læseværdig, den er en Oplevelse. Har man i sin Tid læst "Den Indviede", og det har vist adskillige af "Kosmos"s Læsere gjort, har man i "Den elvte i Baaden" en Slags Fortsættelse, der uvilkaarligt griber. Handlingen i Bogen er ovennævnte hyggelige Personers Flugt fra en fransk Straffekoloni, og den er skildret saa realistisk, at Haarene af og til truer med at staa Ret paa ens Hoved, men det, som griber, er Beretningen om den elvte Passager i Baaden, Jean Cambreau, Manden ingen kendte, men som i Løbet af kort Tid erobrede Herredømmet over de andre og fører, om ikke just alle, saa dog de, der har Mulighed for at begynde forfra, frelst igennem.

Bogen er komponeret over Emnet: aandelig Underlegenhed contra aandelig Overlegenhed og tilsigter ganske aabenbart at vise, at den, der besidder aandelig Overlegenhed, har Haanden paa Roret og styrer sin Kurs uafhængigt af Mennesker. Om Sale har tænkt sig "den Elvte" som Kristus kan ikke vides, mange vil vel gætte herpaa, men det behøver ikke at være rigtigt. Enhver fremskreden Okkultist vilde kunne overtage hans Rolle. Men givet er det, at han mesterligt har tegnet Billedet af alle disse aandelige Havaristers Møde med et Menneske, som ikke alene er hævet over de sjælelige tilstande, som førte til deres Havari, men som ogsaa forstaar disse Tilstandes dybere Aarsager saa godt, at Begrebet "Dom" slet ikke findes i hans Sind. Sale har aabenbart selv forstaaet, at det Menneske, der i sig ejer Evnen til at gennemskue alle de mentale Forestillinger, som udgør Nutidsmenneskets Bevidsthed, er fri, men at denne Frihed først opleves bevidst af den moralsk udviklede.

Da det jo kun er sjældent, at man ser aandsvidenskabeligt Stof anvendt som Hovedindholdet i en moderne Roman, er der Grund til at hæfte sig ved dette Værk og dets Forfatter. Maaske vi fra hans Haand en Dag oplever netop den Roman, der lader Læseverdenen forstaa, at en Bogs Ingredienser ikke altid behøver at bestaa af erotiske Konflikter blandet op med saa og saa megen Kapital, men at Livet byder paa Omraader, der, selvom de indtil nu har savnet deres Digter, saa dog en Dag vil afsløre sig som mere spændende og befrugtende end de Romaner den nuværende menneskelige Mentalverden afføder.