Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Næsen er den fuldendte radiator. Ligegyldigt om man udsættes for sibirisk kulde eller går i Saharas ørken, vil luften, når den når stemmebåndene, være opvarmet til 38 grader og 100 procent fugtighed.

Men det er kun ét af de utallige beviser på, at intet er så genialt og fuldkomment, som vort legeme. Og dog synes vi bestandigt at overse denne kendsgerning til fordel for de dilettantiske skabelsesprocesser, vi selv går og fusker med.

Hvorfor egentlig? Er det fordi vi ikke kan bruge denne viden til noget? Er det fordi vi får mindreværds-komplekser? Er det fordi vi bliver sløvede over for et faktum, som hvert sekund af vort liv flammer op, buldrer og brager, lyner og tordner i "widescreen", "cinemascope" og "technicolor"... at dette er virkeligheden og ikke bare noget kunstigt eller konstrueret, som vi selv har fundet på?

 

 

Når jeg kommer ind på disse tanker her, er det for at pege på en lille detalje i Martinus' måde at ræsonnere på, som adskiller ham fra så mange andre. Og det handler om emnet "reinkarnation", som er et uhyre populært spørgsmål, der behandles af både ugeblade og i seriøse bøger om "tilfælde, der tyder på reinkarnation" og "nær død oplevelser". I alle tilfælde henvises til hændelser, som ikke alle mennesker kommer ud for. Det drejer sig altså om undtagelser.

I modsætning hertil forløber Martinus' ræsonnementer altid med henvisning til oplevelser, som vi alle kan være med i. Og her er det netop, at han understreger naturens kolossale planmæssighed og fuldkommenhed. Mennesket er en del af denne natur. Dets geniale legeme beviser det jo. Men det enkelte menneskes liv er ikke fuldkomment. Hvorfor ikke? Fordi det (som for den umodne frugts vedkommende) er en del af en udviklings-proces, som endnu ikke er bragt til ende. Der skal flere liv til, før naturen er færdig med os mennesker. Færdig! – dvs. at vi er blevet modne mennesker, som slet ikke kan blive utilfredse, sure eller depressive. Og det hænger sammen med, at vi virkelig forstår omfanget af de gaver, naturen og vor krop har skænket os.

Endnu har vi ikke øje for al denne herlighed, men vi får det nok, og det bliver det dejligste eventyr, for vi er selv med deri... Se nærmere i Martinus' artikel på de følgende sider!