Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1990/1 side 19
Boginformation
 
Per Bruus-Jensen: "X" – en komplet indføring i Martinus kosmologi, bd. 4, 472 s., ill. Nordisk Impuls 1989, kr. 220.
Hermed foreligger "X" komplet. Fjerde og sidste bind rummer som de foregående et righoldigt illustrations-materiale, der på overdådig vis støtter bogens tre store emner: "Seksualisme", "Den kosmiske livsanskuelse" og "Verdensaltets Guddom". I tilknytning til det første emne finder læseren et folde-ud symbol i flotte farver, der illustrerer det seksuelle dobbelt-kredsløbs totale mekanisme.
Som for de andre binds vedkommende drejer det sig bestemt ikke om et plagiat af Martinus' værker. Disse "X"-bøger gengiver kosmologien på en anden måde og rummer desuden masser af supplerende stof. Dette bør dog ikke forlede nogen til at tro, at man her muligvis står over for et falsum. Logikken er uangribelig (så vidt undertegnede da kan se), og til beroligelse for mere autoritetstro sjæle kan der henvises til det afsluttende kapitel, hvor forfatteren fortæller om værkets tilblivelse, som foregik i tæt samarbejde med Martinus. Samme kapitel ledsages iøvrigt af et herligt foto af en afslappet Martinus, der slanger sig i sofaen med et varmt smil til beskueren. En virkelig humørfyldt og uhøjtidelig afslutning på et enestående storværk, der absolut fortjener at blive læst og diskuteret.
sh