Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Da Jesus, ridende på et æsel og ledsaget af sine disciple, fra Oliebjerget så Jerusalem, begyndte han at græde. Han sagde: "Vidste dog også du, ja, selv på denne din dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne." Og han forudsagde Jerusalems ødelæggelse – "fordi du ikke kendte din besøgelses tid." (Luk. 19: 42-44)

 

Også i dag er der al grund til at græde, når man tænker på, hvordan det ser ud i Jerusalem. Det er et helligt sted for tre religioner: Jødedommen, islam og kristendommen. Men i dag er det en besat by i et af de mest inficerede og urovækkende områder på jorden. Og den nærmeste fremtid ser alt andet end lys og fredelig ud.

De er bl.a. ved deres love, der styrer familie- og ægteskabsforhold, forretningsvæsen samt lov- og retsvæsen blevet levende eksempler for andre folk. De har været foregangsmænd for et nyt mere humant syn på samfundet og næsten.

For ca. 3000 år siden besejrede kong David Jebusiterne og indtog Jerusalem, Sions borg. Derefter flyttede han hovedstaden Hebron til Davids by, Jerusalem.

Da David sad i sit palads og så på det transportable tempel, tabernaklet med pagtens ark, som jøderne i Moses tid næsten altid bar rundt på under deres vandringer, sagde han til profeten Nathan: "Kære, se, jeg bor i et hus af cedertræ og Guds ark bor inden for tæpper" (dvs. i et telt). Han syntes, det var forkert, at han boede i et pragtfuldere hus end sin Herre. Men Herren svarede ham: "Skulle du bygge mig et hus, som jeg skulle bo udi?" (2 Sam. 2 og 5.)

Senere forklarede Herren, at David ikke skulle bygge et Herrens tempel, idet han var for blodsbesudlet. Det var ikke kun jebusiterne og Goliat han havde besejret. Derimod lovede Herren, at David skulle få en søn, og "han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil stadfæste hans riges stol evindelig". (2 Sam. 13.) David måtte nøjes med at samle materiale til det pompøse tempel, som hans søn Salomon senere byggede.

Igennem dets udødelige symbolske værdi blev denne bygning en Guds gave, ikke kun til jøderne, men på længere sigt også til alle jordens folkeslag.

Ligesom jøderne er Guds udvalgte folk, er Jerusalem Guds udvalgte hellige stad. Men jøderne fik ikke lov at beholde staden for sig selv. Gennem tiderne har bl.a. ægyptere, babylonere, persere, romere, syrere, arabere, korsriddere, tyrkere og briter i kortere eller længere perioder hersket der.

Men en bevægelse går i virkeligheden ikke i en cirkel, selvom det fra et lokalt perspektiv kan se sådan ud. Når man ændrer udgangspunktet, ser man, at cirklen i virkeligheden er en del af en større spiral.

Det er ikke sikkert, at det, der tidligere var rigtigt, stadig er det rette. Der kan være sket noget i tidens løb, som gør den gamle handlemåde uaktuel og dermed ude af kontakt med den nuværende virkelighed.

Igennem tiderne har de fleste mennesker haft en tendens til at vogte over og ville beholde for sig selv det, som er dem og deres ligesindede helligt. Men tiderne forandres, og den tid er forbi, hvor en sådan tankegang er hensigtsmæssig. Nu begynder de tider, hvor alt skal komme frem i lyset og nævnes ved deres rette navn. Man kan ikke beholde en hel by for sig selv, når den, som i Jerusalems tilfælde, også er hellig for to andre religioner.

Hvordan skal man så kunne se nogen mening med alle de lidelser, som mennesker i dette område, både arabere, kristne og jøder, nu må udstå, og hvordan skal der nogensinde blive fred i Palæstina, det forjættede land.

Jeg har en teori om, hvordan det kan komme til at gå i fremtiden, men jeg må fremhæve, at dette er mine egne spekulationer.

Jøder i diasporaen strømmede hele tiden til Palæstina. Efter den anden verdenskrig lovede FN jøderne lettere adgang til landet som kompensation for de frygtelige lidelser, de havde været udsat for under krigen.

Problemet var jo bare det, at landet ikke var mennesketomt. Der boede allerede et folk der, og konflikten mellem arabere og jøder optrappedes. Samtidigt knagede det engelske imperium i fugerne.

Den 29. nov. 1947 vedtog FN en resolution om, at Palæstina skulle deles i en arabisk og en jødisk stat. Det interessante i denne forbindelse var de planer og ønsker, man inden for FN havde for Jerusalem. FN ville gøre Jerusalem til en international by "for at beskytte og bevare de unike åndelige og religiøse interesser i byen". Da dette blev kendt, lød der straks voldsomme protester blandt både jøder og arabere.

Dagen før briternes tilbagetrækning fra Palæstina, den 14. maj 1948, blev staten Israel født. Og straks efter blev der krig mellem arabere og jøder.

Den 9. dec. 1949 vedtog FN endnu en resolution, som gjorde Jerusalem til et internationalt område under FNs administration. Tiden var dog heller ikke da moden.

Men hvis man mener, at idéen er god, og det ikke lykkes de første gange, må man forsøge igen, når forudsætningerne forandres.

Måske kan Jerusalem endnu engang blive en Guds gave til hele menneskeheden. Det er her den internationale verdensstat, som Martinus har beskrevet bl.a. i fjerde kapitel i LIVETS BOG I og med symbol nr. 26 i DET EVIGE VERDENSBILLEDE II, kan begynde at blive til virkelighed.

Dermed kunne Jerusalem, ligesom Salomons tempel i staden engang gjorde, tjene som inspirationskilde og forbillede for verdens øvrige folk, byer og stater. Hvis det lykkes at skabe en virkelig fred der, hvor det ser mest umuligt ud, så bliver det et uomstødeligt bevis for alle, der overværer skuespillet, at det må være muligt overalt, over hele jorden.

Esajas, en af det gamle testamentes største profeter, sagde for ca. 2700 år siden om Jerusalems fremtid: "Syng med fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte! Råb med frydesang, ja, råb højt, du som ikke havde fødselssmerte! Thi den forladtes børn ere flere end hendes børn, som har sin mand, siger Herren". (Esajas 54: 1)

Dette kan dog ikke ske, før alle indblandede parter selv beder derom. Det lærer de næppe, før de næsten har slået hinanden ihjel og erkendt, at ingen af parterne kan vinde. Det sker først, når alle er motiverede til at vende sig til en stærk neutral magt, FN, som kan garantere, at alle, uafhængig af religion eller race, har fri adgang til den for dem alle så hellige by.

Hvis det sker, falder en brik i et urgammelt puslespil på plads. Da lever Jerusalem endelig op til sit navn. Dels betyder det "fredens by", men det kan også frit oversat, tolkes som "stedet for den dobbelte fred". Med andre ord den mellem himmel og jord. Og så er himmeriget nær.