Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Endnu er Martinus kosmologi så godt som ukendt ude i den store verden. Meget tyder imidlertid på, at der er ved at være videnskabelig interesse for at løse mange af de spørgsmål, som kosmologien beskæftiger sig med. Nu er en engelsk biolog fremkommet med en teori, som tangerer nogle af disse spørgsmål.

 

Edderkoppens spind er intet mindre end et arkitektonisk og teknologisk mesterværk. Hvor har den sin kolossale viden fra, og hvordan er dens geniale, lille krop oprindelig blevet til?

Det er den engelske biolog Rupert Sheldrake (2). Han starter med først at feje de traditionelle forklaringer af bordet. Edderkoppens arveanlæg (generne) kan umuligt indeholde alle de informationer, der skal til, for helt at styre og bestemme det lille dyrs ydre form. Ligeledes kan arveanlæggene heller ikke være ene om at levere opskriften på det lille dyrs spind. Derfor mener Sheldrake, at der må findes en anden forklaring.

 

Sheldrake mener, at felterne vokser frem af de former, som allerede er skabt. Når et morfogenetisk kattefelt f.eks. får en killing til at vokse op som kat, har feltet fået sin struktur fra verdens eksisterende kattebestand. Feltet påvirkes altså af den fysiske form, og den fysiske form dannes af feltet. Der er tale om en gensidig vekselvirkning.

Sheldrake forestiller sig, at ligeartede størrelser – katte f.eks. – påvirker hinanden gennem tid og rum. Denne påvirkning kalder han "morfogenetisk resonans".

 

 

De morfogenetiske felter virker på denne måde som en form for kollektiv hukommelse for de forskellige krystaldannelser, plante- og dyrearter, fortæller Sheldrake. Feltet for hver art rummer information om form og adfærd for netop denne art, og feltet ændrer sig hele tiden, efterhånden som individer indenfor arten føjer ny viden, ny adfærd og ny struktur til feltet. Og når feltet ændrer sig, sker der også en gradvis ændring af hele arten.

Og han har virkelig fundet frem til et rotteforsøg fra 1920'erne, hvor man foretog helt identiske forsøg med rotter i USA, Skotland og Australien. Rotterne skulle finde vej gennem en labyrint, og når de nåede vejs ende, vankede der en godbid.

Forsøgene startede i USA, og det viste sig, at ikke blot blev rotterne som forventet hurtigere og hurtigere for hver gang de løste opgaven, men deres afkom lærte også hurtigere at komme gennem labyrinten end deres forældre. Efterhånden stod man med en rottegeneration, der var ti gange hurtigere i første forsøg end de oprindelige rotter. Dette resultat tog man til indtægt for, at tillærte færdigheder kan nedarves.

Da tilsvarende forsøg noget senere blev gentaget i Skotland og Australien, viste det sig imidlertid, at rotter på disse lokaliteter i første forsøg var hurtigere til at finde gennem labyrinten end den første generation af USA-rotter. De erhvervede egenskaber synes overraskende at være blevet overført på dyr, som slet ikke var i slægt med USA-rotterne.

I desperation over dette ejendommelige resultat blev forsøgene tilsyneladende droppet, fortæller Sheldrake.

Som den første atlet løb Roger Bannister i 1954 "drømmemilen", dvs. én engelsk mil på under 4 minutter. Siden er denne rekord, der engang var tilsyneladende uopnåelig, blevet slået mange gange.

Siden 2. verdenskrig er amerikanske børns gennemsnitsintelligens steget ét point for hvert tredie år. I Japan er det gået endnu stærkere.

Samtidig er det tilsyneladende blevet lettere at lære at køre på cykel. Mens vore bedsteforældre måtte gennem mange trængsler, før de sad sikkert i sadlen, synes nutidens børn at finde balancen næsten med det samme og uden nær så mange uheld. Dette er bare nogle eksempler ud af mange, som kan tydes i retning af, at vi på en meget praktisk måde står i gæld til et fællesmenneskeligt felt.

Og Sheldrake mener at kunne bekræfte eller afkræfte sin teori gennem forholdsvis enkle forsøg. Er teorien rigtig, må vi således gå ud fra, at færdigheder som windsurfing og computerprogrammering netop i disse år indlæres hurtigere og hurtigere med en tidsfaktor, som det skulle være muligt at måle.

Det gør vi, ja! Men det er værd at bemærke, at Sheldrake regner med at de opstår på en anden måde, ligesom han tillægger dem en større betydning, end der ifølge Martinus tilkommer dem. Lad os vende tilbage til dette punkt senere.

Det, der imidlertid springer mest i øjnene, når man sammenligner Sheldrake og Martinus, er, at mens Sheldrake kommer med et forslag og derefter ikke nærmere forklarer, hvad der ligger bagved, så er Martinus' forklaring yderst detaljeret og komplet.

Sheldrakes fortjeneste som forsker er først og fremmest den, at han er blevet opmærksom på et fænomen, som andre har ladet ligge. Dernæst må man beundre ham for, at han er modig nok til at bryde en materialistisk/videnskabelig tradition, der foreskriver, at enhver virkning fortrinsvis må føres tilbage til en fysisk årsag. Sheldrake placerer sine morfogenetiske felter udenfor det fysiske. Dermed anerkender han indirekte en ikke-fysisk verdens eksistens, og det er ikke mindst denne omstændighed, der gør hans teori interessant set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt.

Men hans teori åbner for ligeså mange spørgsmål, som den besvarer. Det er der imidlertid ikke noget mærkeligt i, for det er den måde de materialistiske videnskaber forsker på. Man bevæger sig et trin ad gangen i en uendelig kæde af årsager og virkninger.

I modsætning hertil fører Martinus altid sine forklaringer tilbage til en årsagsløs årsag, der uden undtagelser viser sig at være et levende væsens tilstedeværelse, nærmere betegnet dets "Jeg". Dette "Jeg" kan ikke afgrænses eller tillægges egenskaber uden straks at være noget helt andet. At være smuk, grim, rig, fattig osv. er egenskaber, som kan være tilknyttet et "Jeg". Men de er ikke "Jeget" i sig selv.

På den måde opererer Martinus med en faktor ("Jeget"), som er uskabt og derfor ikke indgår i årsags/virkningskæden. Tværtimod vil den være det dirigerende "noget", hvis hensigt, ønsker og begær bestemmer retningen af årsags/virkningskæden.

Som en slags biprodukt af denne logiske udredning, der næppe kan modsiges, præsenterer det levende væsen sig i kraft af sit "Jeg" som udødeligt, og reinkarnationstanken bliver en realistisk følgeslutning.

Noget tilsvarende gælder magnetiske og elektriske felter. Det magnetiske felt – omkring en stangmagnet f.eks. – kan således konstateres på de jernfilspåner, man strør omkring magneten. Et elektrisk felt har en tilsvarende virkning på omgivelsernes elektroner.

 

 

Når Sheldrake taler om "felter", betyder det imidlertid ikke, at han nødvendigvis anser de morfogenetiske felter for at være magnetiske eller elektriske. De opfører sig bare som om, de er det. For Sheldrake tjener ordet "felter" til at skabe de rette associationer.

Martinus derimod synes ikke at have den samme tradition for at bruge ordet "felter". Men til gengæld forklarer han meget omhyggeligt (uden at bruge ordet), at det faktisk drejer sig om "felter" (3), idet de dannes gennem opbygning af to modsatrettede elektriske kræfter ("tyngde- og følelsesenergi" kalder Martinus dem).

For Martinus spiller de morfogenetiske felter rollen som "broen", der forbinder den fysiske verden med en ikke-fysisk verden. Martinus er med sin intuition i stand til at trænge ind i denne sidstnævnte verden. Lad os se, hvad der kommer ud af det.

Hvad består denne ikke-fysiske verden så af? Den består af energi, siger fysikerne. De taler om materiens faste, flydende og luftformige tilstandsform. Dertil kommer så energiformen: stråler og bølger. Det er i denne stråle/bølgeverden vi befinder os, når vi trænger ind i den ikke-fysiske verden.

Beskæftiger fysikerne sig da ikke med denne verden? Det gør de i høj grad, men kun i det omfang den influerer på den fysiske verden. Derfor er en sådan ikke-fysisk verden blot en antagelse, man har været nødt til at acceptere ud fra de umiskendelige virkninger, den har på den fysiske verden.

Det store spring fra materialistisk videnskab til åndsvidenskab foretager man i det øjeblik man antager, at elektricitet, magnetisme, stråler og bølger er udtryk for bevidsthed. Springet er dog ikke helt hen i vejret. For enhver må jo indrømme, at naturen styres af sådanne felter, stråler og bølger på samme måde, som vi med vor bevidsthed styrer vor gang og daglige færden.

Nu er det ganske vist ikke alle disse processer i dagligdagen vi styrer bevidst. Men ifølge Martinus er sådanne automatfunktioner som hjerteslag, fordøjelse, sårheling osv. blot udtryk for evner, som vi i vor evige tilværelse har optrænet til en sådan fuldkommenhed, at der ligefrem i vor bevidsthed har dannet sig små selvstændige bevidsthedscentre, som helt har overtaget styringen af disse funktioner.

Det kan måske lyde fantastisk, når det fremføres så kortfattet som her, men nogen logisk brist vil man ikke kunne påpege (1). Og kendskabet til disse selvstændige bevidsthedscentre er netop af stor betydning for de læsere, som ønsker at forstå den dybere baggrund for Sheldrakes morfogenetiske felter.

Martinus kalder disse selvstændige bevidsthedscentre for "talentkerner" (4), og det skulle nu ikke være svært at se, at det er talentkernerne, der styrer den fysiske verdens formdannelser.

Kattefeltet er (så vidt jeg kan se) i Martinus' terminologi det samme som en talentkerne i det kæmpemæssige væsen, hvori hele jordens kattebestand gennem tid og rum fungerer som ét stort organ.

Kan man forestille sig et makrovæsen, hvori alle jordens katte tilsammen danner ét stort organ? Så er der ikke langt til at forestille sig selve jordkloden som et levende makrovæsen for samtlige dens mineraler, planter, dyr og mennesker. Og det er netop dét, Martinus gør. Hver art er på den måde fysisk repræsentant for en talentkerne (et morfogenetisk felt) i den levende jordklodes bevidsthed.

At der virkelig er tale om en bevidsthed, som styrer og koordinerer de forskellige talentkerner/felter – så de ikke bare flyder rundt som strå på vandet – får man tydeligt indtryk af ved at betragte naturens økologiske balance, samarbejdet mellem insekter og planter osv. Dette samarbejde kan undertiden være så raffineret, at Darwins evolutionsteori slet ikke slår til.

 

 

Med hensyn til rotteforsøget må vi antage, at den første generation af USA-rotter optræner egne talentkerner og ved hjælp af dem kommer hurtigere og hurtigere gennem labyrinten.

For de følgende generationer af USA-rotter kan vi tillade os at gå ud fra, at rotter med særlig flair for at løse den slags opgaver vil inkarnere netop i det miljø, hvor sådanne evner kan komme til udfoldelse. Det er ifølge Martinus tiltrækning mellem talentkerner, der bestemmer, hvor inkarnationen skal finde sted. Rottefeltet (og andre felter, som er gunstige for rotterne) trækker således rotterne til ved at tilbyde inkarnationsmuligheder på jordkloden, og rotteforældrenes talentkerner bestemmer mere præcist, hvor på kloden inkarnationen skal finde sted (5).

Fra og med 3. eller 4. generation vil man kunne forvente, at det er 1. generation, der inkarnerer påny, og her er talentkerner for den nye færdighed allerede under opbygning. Derfor vil disse rotter kunne klare opgaven hurtigere i første forsøg.

Med hensyn til forsøgene i Skotland og Australien, kan man ikke udelukke, at det er de oprindelige USA-rotter, der inkarnerer, idet deres talentkerner tiltrækkes af den specielle psykiske atmosfære, som omgiver forsøgene. Her spiller de fysiske afstande naturligvis ingen rolle.

Så vidt jeg kan se, vil rottefeltet ifølge Martinus ikke kunne opsummere ny viden fra rotterne. Rottefeltet er skabt af jordklodens egne erfaringer inden for et afgrænset panorama af oplevelser, som for længst er passeret og gledet ud af dens dagsbevidsthed. Derfor vil feltet hverken kunne udvides gennem andres erfaringer eller gennem jordklodens egne nuværende erfaringer.

Når rotterne under påvirkning af laboratorieforsøg er i stand til at optræne ny viden og adfærd, må forklaringen derfor være, at disse muligheder allerede er forberedt og ligger parat inden for rottefeltets rammer. Disse muligheder var – indtil de blev opdaget og udnyttet – ligesom de hvide pletter, man finder på gamle landkort. De var "Terra Incognita" (ukendt land), som bare lå og ventede på, at ydre omstændigheder bragte dem frem i dagens lys.

Bannisters præstation er kosmologisk set udtryk for en dramatisk overvindelse af menneskets tusindårige tro på talmagi. Det er en historisk begivenhed, som åbner for et nyt syn ind i et hidtil ukendt område af det fællesmenneskelige felt.

Gælder noget tilsvarende i virkeligheden ikke alle de færdigheder, som vi mennesker går og drømmer om? Vi har gennem mange inkarnationer oparbejdet et væld af talentkerner, som ligger parat til hurtigt at blive trænet op med hele det moderne samfunds effektivitet. Og det hjælper gevaldigt at se andre udføre præstationerne først. Det er i mange tilfælde på den måde, vi inspirerer hinanden til lidt efter lidt at udfylde de rammer, som kloden har sat for menneskelig udfoldelse.

Ifølge Martinus er kloden allerede fysisk skabt for en menneskelig kultur af hidtil usete højder (6). Alle ressourcerne ligger parat og venter bare på, at menneskene vil modnes til at kunne fordele dem på en retfærdig måde.

Dette kræver imidlertid en sindelagsændring, som bl.a. vil stille store krav til mennesket som et tænkende væsen. Men også på det punkt er de fysiske rammer til stede, idet menneskets hjerne rent fysisk er udviklet til en kapacitet, som ifølge lægevidenskaben langt fra er udnyttet fuldt ud.

Overalt ser vi, at rammerne for den menneskelige udfoldelse er markeret og blot venter på at blive udfyldt.

Martinus kendte ikke Sheldrakes teori, og det var heller ikke hans mission at bedømme den. Hans opgave var derimod at hjælpe menneskene ved at vise dem et næsten ukendt område af deres eget sind og hjælpe dem med at nedbryde det spind af fordomme, frygt og overtro, som omgrænser dette "Terra Incognita".

Men man kan ikke bare pege på landet og sige: se, dér ligger lykkens rige! Det har så mange gjort. Nej, Martinus måtte vise vejen ved at analysere verdensaltet og forklare, hvordan det hele hænger logisk sammen.

Som en slags biprodukt af denne lære, vil man kunne tage videnskabelige teorier som Sheldrakes op til nærmere bedømmelse.

Set ud fra en sådan bedømmelse må man konkludere, at Sheldrakes felter er en realitet, ligesom det også er en realitet, at felterne indvirker på krystallers, planters, dyrs og menneskers ydre former. Derimod vil man ikke kunne give Sheldrake ret i hans forestilling om felternes dannelse og deres evne til at opsummere ny viden.

Imidlertid har hans teori vundet stor opmærksomhed, og for mennesker, som interesserer sig for Martinus kosmologi, er det opmuntrende at se, at den slags teorier vinder frem. Det viser, at jordkloden og dens mennesker så småt er ved at modnes for en egentlig åndsvidenskab.

 

Litteraturhenvisninger:

1. KOSMOS nr. 1, 2, 3 og 4/1984

2. Rupert Sheldrake: A NEW SCIENCE or LIFE (L. A. 1981)

3. LIVETS BOG VI, stk. 2174-2183

4. LIVETS BOG VI, stk. 2165

5. DEN IDEELLE FØDE, kap. 9

6. DEN LÆNGST LEVENDE AFGUD, kap. 7