Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Fortsættelse af min sidste Artikel vil jeg gerne uddybe dette omfattende Emne med nogle andre Synspunkter.

Der siges mig saa ofte: "Ja, men den Slags Ting beskæftiger Gud sig da ikke med". – Med "den Slags Ting" forstaas vidt forskellige Ting af de forskellige Mennesker. Nogle mener, at Begrebet Samleje er saa lavt, saa dyrisk, i det hele taget saa utiltalende, at det kan Gud da virkelig ikke beskæftige sig med. Andre, at det daglige Livs Foreteelser er saadanne mekaniske Bagateller, der virkelig ikke har noget med Gud at gøre. Det eller det Menneske er saa ond, at han er forladt af Gud og Mennesker. At et Støvfnug falder til Jorden efter en Plan er rent ud sagt noget Vrøvl, Gud beskæftiger sig da ikke med Snavs. Skulde Gud beskæftige sig med en Dranker, en Morder, en Brandstifter, en Voldtægtsforbryder, en Bøddel, nej – selvfølgelig ikke, det er Djævelens Værk. Enhver vil sikkert let kunde supplere disse Eksempler op med utalte Skarer af nye.

Fælles for dem alle er, at de hviler paa en Idé om, at Gud kun beskæftiger sig med rene, ophøjede Tankeklimaer, hvor intet jordisk, prosaisk, brutalt, mørkt, stygt, grimt eller ufuldkomment sætter sine Disharmonier ind. Hos Gud er der Fred og Hvile, Skønhed og Harmoni, ophøjede Tanker og Idéer, hos Gud findes ingen af ovennævnte Disharmonier.

Ja – kære Læser – De vil sikkert smile af dette Billede, der synes Dem saa forældet, at det maa have udlevet sig selv, og dog er det et Billede, De jævnlig vil kunde finde bekræftet hos Dem selv. Hvor mange Gange hænder der ikke en et eller andet, der er af en saa ubehagelig Karakter, at man ikke alene har glemt, at det er en guddommelig Tale, men rent instinktivt ligefrem protesterer mod, at det kan være saadan, fordi Tildragelsen forekommer en for absurd.

Der har nogle enkelte Gange i Martinus' Foredrag og nogle faa Gange i Studiekresene været omtalt et Princip, der kaldes "Perspektivprincippet", hvilket for mig har været af en overordentlig Betydning til Forstaaelsen af Begreberne – stort og smaat – betydeligt og ubetydeligt – værdifuldt og værdiløst – kønt eller grimt – frastødende eller tiltrækkende o. s. v., idet alle disse Begreber hviler i dette Princip.

Alt, hvad vi foretager os, er drevet af et Begær, et Ønske om et eller andet. Hvor et Begær antager fast Form i et Krav, mobiliseres alle Kræfter til Fordel for Kravets Opfyldelse. Et saadant Begær eller Ønske vokser altsaa med Kravets Intensitet. Det vokser fra et lille beskedent Ønske til et Ønske, der behersker hele den mentale Indstilling. Man tænker paa dette Ønske Dag og Nat, man koncentrerer hele sin Energi derpaa, og en skønne Dag gaar Ønsket i Opfyldelse. Man glæder sig af Hjertet, man beruses af den derved opnaaede Tilstand, men hvor underligt, med Opfyldelsen fulgte en Afspænding, der lidt efter lidt – undertiden pludseligt – lader en se det attraaede under en Synsvinkel af en mere nøgtern Indstilling, hvorved det Hele ligesom svinder ind, bliver mindre. Den Betydning man tillagde det, viser sig at være af en Bonitet, der smuldrer hen mellem Fingrene paa en.

Dette Billede minder helt om Udsigten fra et Jernbanetog. Man nærmer sig en By med en berømt Kirke. Det første Glimt af Kirken er en Anelse om Spirenes Tilsynekomst i Horisonten. Anelsen viser sig at være rigtig, Kirken toner lidt efter lidt tydeligere frem, og jo nærmere man kommer, desto tydeligere bliver den. Den vokser fra en lille Prik i Horisonten til sin fulde Størrelse, idet vi stryger forbi den, indtil den atter forsvinder som en lille Prik langt derude i det svindende Landskab.

Ønsket, Begæret og Kirken staar i dette Tilfælde ens, de beskriver den samme Kurve fra en lille Plet til sin fulde Størrelse og tilbage igen til den lille Plet. Vort Forhold til Størrelsen er afhængig af vor øjeblikkelige Afstand fra den. Størrelsen er med andre Ord ikke konstant, men varierende, hvad der ligger til Grund for Analysen – alle Størrelser er lig den samme Størrelse.

I Artiklen "Den ideelle Føde" har Martinus tegnet et Symbol (se Billedet Side 111), der udtrykker, hvorledes Livet udfolder sig paa en Maade, der lader det komme til Syne som eet Legeme, med en Masse Organer, der som selvstændige Væsener atter har Organer, der igen bestaar af Celler, der igen bestaar af Molekyler og Elektroner, der igen bestaar af Kerner, der igen bestaar af – jeg ved oprigtig talt ikke hvad, men det gør heller intet til det, jeg gerne vilde vise. Symbolet viser, at den ene Slags levende Væsener danner Stof, Materie, Livsbetingelse for de andre, og det er ligemeget, hvadenten vi gaar opad i det store eller nedad i det smaa.

Hvis De nu prøver at sammenholde disse to Billeder, vil De hurtigt opdage, at hvad der er livsbetingende for den ene, hvad der optager den ene med hele Bevidstheden, er en ren mekanisk Proces, et bevidsthedsmæssigt set overstaaet Stadium hos den anden. Det vil sige, at hvad der strømmer af Ønske, Begær, Krav, Livsbetingelse hos en mærkes saa at sige ikke af en anden. Men det er jo igen Perspektivet, Afstanden hen til – eller bort fra, der spiller ind. Hvad der er oplevet, passeret, forstaaet har ingen Inspirationsværdi, men kun det nye, det dragende, det ukendte vinker og lokker og suger Bevidsthederne til sig.

Hvis De stiller Dem klods op ad en Husmur, vil det være Dem absolut umuligt at sige noget som helst om Arkitekturen i dette Hus, fordi De ingen Oversigt har over det, intet Perspektiv eller Afstand. Men det er nøjagtig det samme Forhold med den Modgang og Medgang, vi møder i Livet. Saalænge vi er i Begivenhedernes Brændpunkt befinder vi os klods op ad Muren og mangler det fornødne Overblik, der lader Tingenes rette Placering komme til Syne. Først senere, naar Perspektivet kommer frem, opdager vi, hvad Hensigten er, da ser vi først Guds Ansigt, da hører vi hans Tale, da fornemmer vi hans Kærlighed.

Martinus sagde engang til mig: "Menneskene skal ikke bede Gud om Fritagelse af deres Smerter, men om Forstaaelse af det, han vil sige til dem gennem disse Smerter". Det kan ogsaa udtrykkes saaledes: Naar man Gang paa Gang har været Vidne til Hensigten og set Vejen, hvorfor glemmer vi saa saa ofte, at Nuet er af nøjagtig samme Hensigtsmæssighed som tidligere overstaaede Stadier, ja det skyldes altsaa føromtalte Perspektivprincip.

Men naar alt hidtil har vist sig at være Hensigt, at være Kærlighed, og naar dette Perspektivprincip lader os forstaa, hvorfor vort Syn snart ser klart, snart taaget eller sløret, ja da maa vi jo rent fornuftsmæssigt kunne indse, at vi trygt kan indstille hele vor Bevidsthed paa Guds ustandselige Korrespondance til os. Prøv udfra tidligere Oplevelser at forstaa, at han er din sande Ven, at han taler til dig paa en for dig særlig indstillet Maade, at han hele Tiden søger at aabne dine Øjne, Øren, alle dine Sanser for en stedse større Forstaaelse, dybere Følelse af Livets inderste Mening. Der er intet, der er for lavt eller for højt, for skønt eller grimt, thi hele Livet med dets mangfoldige Variationer, Livsformer og Tanker er jo en personlig Henvendelse til dig af din Gud, din evige Fader og Ven.