Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det er ikke min person, der betyder noget, men kun mine analyser", sagde Martinus. Jo, tak! Første gang jeg hilste på ham, var jeg så forfjamsket, at jeg samme aften skrev i min dagbog: "Han har himmelblå øjne". Men det passede jo slet ikke – det var hans slips, der var himmelblåt! Nu er det på tide, at folk, der nåede ud over den første forfjamskelse, får lejlighed til at berolige os andre. Hvordan var Martinus egentlig?

Den ny erindringsbog rummer tredive beretninger nedskrevet af hans bekendte gennem et langt liv. Og det synes at være nok til, at man som læser kan stykke et billede sammen af personen Martinus og (hvorfor ikke indrømme det?) få sin nysgerrighed tilfredsstillet.

Bogen indeholder mange sjove, spændende, rørende og tankevækkende passager.

Martinus var nem at være sammen med. Han havde en evne til at skrue sin bevidsthed ned på et hvilket som helst åndeligt plan. Derfor kunne han tale med alle mennesker. Undertiden kunne stemningen ligefrem blive helt løssluppen i Martinus' selskab, for han elskede en god latter. Blandt snakkende og diskuterende elever kunne han være vågen, interesseret og fuld af anerkendelse for de tanker, der fremsattes – men "alligevel på en ejendommelig måde lidt fjern" (citat). Her gjaldt åbenbart reglen: Når eleven taler, tier mesteren. "For mig var hans sind et eventyr", skriver en anden af bidragsyderne." Almindeligvis blidt og fjernt, men som et lyn nærværende og udvisende en viljebestemthed, som jeg kun har mødt hos ham".

Erindringsbogen er i samme smukke udstyr, som "Martinus' erindringer", der udkom i 1987. Den vil være en oplagt gave til enhver beundrer af det store åndelige værk: DET TREDJE TESTAMENTE, som udgik fra dette menneske, der ganske afgjort afveg fra normen. Hvordan det? Jo (for igen at citere den nye erindringsbog): "Det normale – det almindelige – blandt mennesker er nemlig ikke en helt harmonisk tilværelse med en fremtræden, der kun udstråler kærlighed til alle ens omgivelser."