Kosmos 1989/12 side 237
Hen over oaser og ørkener
af Martinus
Martinus blev i 1954 inviteret til Japan for at deltage i en videnskabelig/religiøs verdenskongres. I dette brudstykke af hans rejsedagbog finder vi ham på vej mod det fjerne mål i flyvemaskine. Eventyrrejsens første døgn ligger allerede bag ham, og nu begynder en ny dag…
Da jeg atter vågnede, slumrede de øvrige passagerer endnu i en dyb søvn. Men forude på den østlige himmel begyndte et svagt rødligt lysskær at gøre sig gældende. Det var en ny dags morgenrøde, der nu steg frem over horisonten. I dette morgenrødens skær kunne jeg begynde at skimte terrænerne under os. De syntes at udgøre en endeløs ørken. Men nu begyndte solen at lyse med stærk kraft, alt lå badet i dens glans. En ny verdensdel modtog os blidt i sit strålende favntag. Få minutter efter landede maskinen. Vi var nået frem til Abadan flyveplads i Persien. Og jeg betrådte for første gang Asiens jord, den verdensdel, der engang var menneskehedens vugge. Det var under denne verdensdels terræner og himmelstrøg, at alle de begivenheder havde fundet sted, vi havde hørt om i skolen: Abrahams, Isaks og Jacobs liv og levned, babelstårnet, syndfloden, jødefolkets historie, Kristi liv og væremåde, apostlenes gerninger. Det var ligeledes på denne verdensdels områder, at de mennesker var opfostret, der blev ophav til de store og endnu gældende verdensreligioner. Det var dette himmelstrøg, hvis atmosfære jeg følte, hvis luft jeg indåndede, og hvis jord mine fødder betrådte, der var hjemstedet for al humanitets fødsel i menneskeheden, den humanitet jeg selv havde fået til mission at klargøre, og til fordel for hvilken jeg netop befandt mig her på denne rejse. Det var med en betagende følelse, at jeg nu oplevede at være gæst i den verdensdel, hvor humanitetens og kulturskabelsens første store kilder i sin tid begyndte at rinde.
Rent bortset fra disse store og minderige traditioner var Abadan flyvestation den mindst imponerende af alle flyvestationerne på min lange rejse. Den syntes at være ganske interimistisk præget og vidnede om et fattigt land. Som en modsætning hertil lå der udenfor flyvepladsen her midt i ørkenen kolossale områder med olietårne. Man må håbe, at denne tilsyneladende umådelige rigdom må komme landets egne indbyggere til gode. Trods ørkenterrænerne var der her store plantager af palmer, hvis fjerlignende grene svajede roligt i den sagte, men meget hede ørkenvind. Menneskene var meget smukke og venlige. Det var den første station, hvor vi så helt brune og mørke mennesker. Efter et kort ophold startede vi atter. Klokken var da ca. 9.20. Målet for vor næste mellemlanding var Karachi i Pakistan.
Hen over oaser og ørkener
Vi passerede nu i stor højde hen over Persiens vidtstrakte områder i stærkt solskin. Nede på jorden måtte der være stor varme i de oaser og ørkener, vi fløj hen over. Men grundet på den stærke varmedis gjorde det særsyn sig også her gældende, at vi ligesom så terrænerne igennem vand. Det var, som om de beboede steder med deres byer, huse og palmelunde forekom nede på en havbund. Når vi undertiden passerede hen over hvide skyregioner, kunne vi nede på disse se skyggen af flyvemaskinen bevæge sig med stærkt fart fremover. Somme tider var den omgivet af en eller to vandrette, cirkelrunde regnbuer. Denne bevægelse var det eneste, hvorpå vi kunne se, at vi var i stærk fart fremover. I maskinen opvartedes vi, som jeg tidligere har nævnt, på det bedste af det meget venlige personale. For de fleste af passagerernes vedkommende gik de mange flyvetimer næsten udelukkende med at læse og blunde. De syntes at være overtrætte. Reaktionerne fra det moderne livs mange anstrengelser overvælder dem i de stille timer her i den rene luft, hvor isolationen fra dagliglivets forcering af medvind og modvind har givet dem en enestående chance til afslapning i kabinens bløde stole på vor rejse mellem himmel og jord.
Imidlertid er vi nået ind over grænsen til Pakistan. Denne stat hører med til den indiske union. Vi er således på indisk område. Lidt efter landede maskinen på Karachi flyveplads. Her begyndte vi at se mennesker med turbaner og enkelte formummede skikkelser, der lignede spøgelser. Det var kvinder, der var så totalt tilslørede, at man ikke kunne se noget som helst af deres ansigtstræk bag sløret. Her er det særligt muhammedanerne, der præger livet. Selve flyvestationen var stor og moderne. Skønt den så ud til at være forholdsvis ny og udstyret med hotel, var man dog i færd med at udvide den med store nye tilbygninger.
Tværs over mystikkens hjemland
Vort ophold i Karachi var kun kort, og vi besteg atter den store maskine for i et stræk at flyve tværs over Indien til Calcutta. Klokken var da ca. 17.00. Et lille stykke tid endnu kunne vi betragte terrænerne under os. Men skyggerne blev efterhånden lange. Bag ude imod vest glødede solnedgangen, og en ny eventyrdag forsvandt i nattens dyb. Ovenover os funklede stjernerne som sædvanligt her på disse breddegrader med usigelig stærk glans. Nede i mørket under os kunne vi af og til skimte små mælkeveje og stjernegrupper. Det var lyset fra de større og mindre beboede steder på Indiens jord. I det samme mørke dyb kunne vi også se enlige lys, der lå langt borte fra de andre stjerne- eller lysgrupper. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvad mon der nu gemmer sig bag et sådant enligt lys? – Mon det er et maharajapalads, eller er det mon en kasteløs families simple bosted? – Hvordan mon dybet dernede ser ud ved højlys dag? – Ja, det kunne jeg i al fald glæde mig til at få besvaret, når jeg på min tilbagerejse skulle være gæst i Indien. Men et vidste jeg allerede nu. Dernede i dybet, skjult i mørket, lå i al fald eventyrets og mystikkens land. Her var der store templer, pagoder, hellige floder, hellige vismænd, hellige dyr samt fakirer og troldmænd, eksperter i mystikkens hemmelige kræfter. – Stjernegrupperne og de enlige lys under os var det eneste, der røbede, at der eksisterede jord og liv nede i mørket. Og hvad der ikke findes af mystik her, det findes der i landet under os et stykke ude til venstre for vor rute. Det er Tibet med Himalaja-bjergkæden. På den sidste del af vor rute frem til Calcutta er vi kun en times flyverejse fra denne de mystiske klostre og lamaers hjemstavn og verdens højeste bjerg Mount Everest. Vi ser ganske vist ikke noget til disse verdensberømte terræner med vore fysiske øjne, alt er skjult i mørket, men den udviklede tænker vil altid med glæde opleve de visionære mentale indtryk af de landes atmosfære mellem himmel og jord, som den store Cloudmaster med sine fire hundrede kilometers fart i timen fører ham frem igennem.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige