Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

 

INTUITIONSENERGIEN er nok den af vore psykiske evner, som det er vanskeligst at beskrive. Det skyldes, at vor psyke i sin nuværende sammensætning er ude af stand til at kanalisere intuition fritstrømmende i vor dagsbevidsthed. Intuitionen er den psykiske energi, som vi på vort nuværende udviklingstrin har mindst af. Den er kun latent til stede i vor bevidsthed, men kan dog ytre sig glimtvis, når vi ad naturens egne veje skaber de nødvendige betingelser eller forudsætninger for intuitionens komme.

 

Egentlig kan intuitionen kun "selv" fuldgyldig beskrive, hvad den er eller indebærer. Jo mindre intuition et menneske har adgang til, des sværere vil det derfor være ikke kun at beskrive intuitionen, men også at forstå dens inderste væsen, at genkende den og identificere den som noget ophøjet, når man uventet konfronteres med den i sin omverden.

Men da selv den højeste form for kærlighed kosmisk set ikke "svæver så frit i luften", som visse teologiske kredse forestiller sig det, men tværtimod har indgreb i en række forskellige kosmiske grundenergier på en sådan måde, at kærlighedsbegrebet i et vist omfang lade sig analysere og videnskabeliggøre, kan det ikke være irrelevant eller irreligiøst at indlade sig på en sådan videnskabeliggørelse.

I vor tid kan beskrivelser af intuitionen og dens forhold til de øvrige energier i vor psyke, således som de afspejler sig i Martinus' kosmiske analyser og symboler, få en afgørende positiv indflydelse på det moderne menneskes søgen efter sandhed, ikke blot fordi sådanne beskrivelser vækker og stimulerer længslen efter denne kraft, som indebærer livslykke og harmoni, men også, fordi sådanne beskrivelser kan vække og stimulere viljen og lysten til på en logisk og hensigtsmæssig måde at gribe ny-skabende ind i ens egen måde at tænke, føle og handle på.

Nærværende portræt af intuitionsenergien skal tjene til at samle nogle forskellige aspekter, som kan have en tendens til at forblive upåagtede eller oversete i samme grad, som den studerendes intelligens og følelse fungerer for adskilt.

Ethvert menneske har en vis forhåndsviden, et erfaringsgrundlag, som kan benyttes som udgangspunkt for en vis udbygning eller forøgelse af denne viden. Sagt på en anden måde: når et menneske møjsommeligt har lært og forstået, at 2+2 udgør 4, så vil dette menneske noget lettere kunne nå frem til, at 1 1/4 + 2 3/4 ligeledes udgør 4, selvom regnestykkets enkelte dele fremtræder mere differentierede. Vi lærer at regne med brøker eller decimaler udfra de hele tals love. Jo bedre vi forstår de store linjer i en given helhed, des lettere bliver det for os at nå frem til en rigtig bedømmelse af og omgang med denne helheds mindre og mindste detaljer.

Vi har en vis hukommelsesevne, som vi benytter til at hente ønskede faktorer frem fra vort erhvervede erfaringsgrundlag. Vi har endvidere en vis evne til ved hjælp af vor intelligens at jonglere analytisk med et givet undersøgelsesmateriale, stærkt understøttet af vor hukommelsesevne. Og vi har endelig en vis følelsesmæssig forestillingsevne eller fantasi, ved hjælp af hvilken vi kan diagnosticere og eksperimentere os frem.

Men i det store og hele er denne vor fremfærd dog noget besværlig, fordi den foregår i en slags kosmisk blindhed eller bevidstløshed. De gode resultater fremkommer først på baggrund af en utrolig mængde smertelige fejltagelser.

Vor kosmiske blindhed ligger begrundet i, at vore forskellige psykiske evner ikke samvirker tilstrækkelig gnidningsløst. De gennemtrænger hverandre i en utilstrækkelig grad, dvs. de arbejder mere eller mindre "isoleret", hver for sig, som specialister på hver sit felt.

Vor hukommelsesevne er så optaget af at genkalde "betydningsfulde" erfaringsresultater, at den fungerer som en kastebold for den endnu begrænsede logiske rækkeevne, som udgår fra vor nuværende intelligens.

Og vor intelligens lader sig i en vis udstrækning slavisk kommandere og begrænse af behov eller diktater, som udgår fra vort instinkt. Derved bliver vor intelligens så optaget af at jonglere med diverse kendte størrelser, at den ikke skeler mere til følelsen eller fantasien end højst nødvendig.

Og vor følelsesverden, som bærer vor fantasi og forestillingsevne, er så bundet af instinktets automatisme og vanebevidsthed, at den har meget svært ved at "overgå sig selv" og derfor kun på en elementær måde eller i utilstrækkelig grad kan leve op til den rolle som "samvittighedsfaktor", som den er kaldet til.

Intuitionen er et sådant stof. Men dette stof er særdeles tilbageholdende. Intuitionen er en psykisk energi, som forudsætter en vis forudgående dæmpning af gnidningsmodstanden vore psykiske energier imellem, før den kan gå ind i dette samvær og udfolde sig fuldendende inden for dets rammer.

Vore selvretfærdige instinkter får derfor lov til at løbe linen ud, hvorved vi bringes til at standse op og se tilbage på deres ødelæggende fremfærd.

Vor hukommelse når derfor frem til at erkende det magtesløse i at ophobe stadig flere nøgne facts, som tynger i stedet for at løfte, binder i stedet for at løse.

Vor intelligens bringes derfor i kraft af vor uafladelige jongleren med facts frem til en sådan flexibilitet og føjelighed, at den kan indgå mere gnidningsfrit i vore følelser.

Og da vor følelsesenergi i sig selv har en afkølende eller dæmpende natur, vil vi kunne nå frem til at glatte bølgerne på det oprørte hav i vort indre ved at give havets iboende dæmpende kræfter mere bevægelsesfrihed på bekostning af de instinktstyrede tyngdeenergihvirvler, der får havets bølger til at rejse sig.

Friktionerne i vor psyke er altså i sig selv nødvendige for at gøre os tilpas modtagelige for intuition. Sådanne friktioner er det samme som lidelse. Alle former for lidelse har deres baggrund i friktioner de psykiske energier imellem.

Ved selv at være årsag til og genstand for sådanne friktioner lærer vi loven for tilværelse så vidt at kende, at vi fremover kan undgå at give næring til de groveste eller mest iøjnefaldende af disse friktioner. Det gælder også i vort forhold til omverdenen, til vor næste.

Da opgiver vor hukommelse at huske andet og mere, end der lige netop er brug for at huske. Da bremses vor intelligens, før den snubler over sine egne ben. Og vore følelser bliver som et glitrende hav, hvis let krusede bølger kan fortælle om storme, der har lagt sig.

Da kan vi få tid og ro til at lodde dybden af vore følelsers hav og opdage mange interessante fænomener nede i dybet, som det ikke hidtil har været muligt for os at skelne på grund af de oprørte vande.

Intuitionen fremkalder et helhedssyn. Den kan ikke få sig til at betragte en sammenhæng isoleret, udfra en alenestående synsvinkel, men kun udfra flere synsvinkler samtidig. Når intuitionen vælger en bestemt synsvinkel, så er det, fordi denne sættes i relief til andre synsvinkler, som i forvejen er i naturlig berøring med hverandre.

Hvis intuitionen rørte ved en psyke, der ikke var tilstrækkelig forberedt derpå, ville det gøre mere ondt end godt. Der ville rejse sig uventede storme. Men intuitionen er alt for tilbageholdende til at blande sig utidigt – og alligevel modig nok til at indfinde sig i tide, selvom den ofte melder sin ankomst med en frisk kuling.

Når intuitionen berører os, bliver alt nyt og anderledes. Fornemmelsen af vort følelsesmæssige indre som en sollys, glitrende havoverflade, som udstråler beroligende stilhed og betagende magt på en og samme tid, har også med vor jegbevidsthed at gøre, som nu fornemmes anderledes centreret end før.

Vi er da ikke mere centreret i skiftende modsætninger, men i et hemelighedsfuldt mellemrum eller tomrum midt imellem modsætningerne. Vi er da centreret i et midtpunkt, som ikke kun er inden i os, men også omkring os: et allestedsnærværende midtpunkt. Derfor er også vor udadvendte opmærksomhed blevet intensiveret og samtidig sublimeret.

At tænke og føle intuitivt er derfor tillige ensbetydende med en forhøjet modtagelighed overfor impulser fra omverdenen. De erfaringer og informationer, som intuitionen ikke umiddelbart synes at kunne oparbejde i vort indre, dukker sommetider uventet op i vore omgivelser og tilfalder os som et modent æble, der løsnes fra sin gren af et hemmelighedsfuldt vindpust, falder ned og triller hen foran os.

Men dette med det modne æble – det er ikke kun et spørgsmål om intuition. Lidt mere årvågenhed eller opmærksomhed kan under alle omstændigheder være os til stor hjælp og opmuntring. Vi skulle bare vide, hvor megen individuel guddommelig tiltale vi går glip af, fordi vi går lige forbi den uden at høre eller se.

Dette vil nok overraske en del mennesker, som har forestillet sig, at intuitionen primært hører hjemme i et særlig nært forhold til vor følelsesenergi. Det er naturligvis rigtigt, at intuitionen kanaliseres igennem vort følelseslegeme. Men det sker jo netop kun i samme grad, som intelligensen i forvejen har forberedt intuitionens entré i vor psyke ved at intellektualisere vore følelser, hvilket er det samme som at højne eller optransformere disse.

Intuitionens integrerende og dermed sandheds- og kærlighedsfremkaldende evne ville være meningsløs uden en bevidsthedsudvidende intelligens, der forud for intuitionens indtræden differentierer vor psyke, fremprovokerer og afvikler vore primitive instinkter og derigennem afbalancerer eller optransformerer vort sammentrækkende følelseslegeme i intellektuel retning, således at der i dette legeme fremkaldes en begyndende modtagelighed for intuitionsenergiens fuldendende indgriben.

For ikke at misforstå intuitionens og dermed kærlighedens og sandhedens inderste natur, må vi derfor betragte intelligensen som vejbereder for intuitionen. Intuitionen sender sin medarbejder forud for at gøre det grove arbejde, som må udføres, inden kærligheden kan drage fuldendende ind i sit Jerusalem.

Universets kosmiske sandheder forefindes yderligere nedtransformeret inden for rammerne af et mere elementært, enkelt eller uintellektuelt følelsesfelt, i hvilket instinktet har et større indgreb i følelseslivet. Her fremtræder de kosmiske sandheder som lignelser, der overvejende taler til følelserne og derved fremkalder tilsvarende human-religiøse forestillinger, som i en bestemt fase af menneskets udvikling kan påvirke dets psyke optransformerende.

Dermed befinder vi os midt i vor egen tid, midt imellem to naturligt efter hinanden følgende religiøse epoker. Dette er en meget betydningsfuld tid, fordi vi, al jordisk elendighed til trods, befinder os midt i et møde med himmelske kræfter, der konsekvent opretter et Guds-rige på jorden – kræfter, der appellerer til vor medvirken.

Menneskehedens historie er ikke kun en historie om enkelte individer, men også et drama, som fortæller os, at et globalt kærlighedens fællesskab er under udvikling. Denne samfundsudvikling har visse makrokosmiske perspektiver.

Som integrationsmoden menneskehed betragtet er vi stedet for et møde med intuitionen i global målestok, idet intuitionen også her har sendt sin vejbereder intelligensen i forvejen for at "forkynde" og "forberede" intuitionens komme. Thi hvad er vor tids kaos og elendighed andet end en "samvittighedsopvækkende forkyndelse"?

Den levende klode, som bærer os og vor historie, er ifølge Martinus en særdeles højintellektuel individualitet. Når denne globale individualitet træder ind i et møde med intuitionen, mærkes det for os mikroindivider i Jord-klodens organisme i første omgang som smertelige provokationer, fremkaldt af intelligensens kosmiske lys. Dette lys blænder vore følelser og kan først på længere sigt i kraft af vore egne vilje- og forstandsledede tilpasningsbestræbelser komme til at fungere som en klarsynsfremkaldende faktor.

Intuitionen er egentlig selveste "Guds ansigt". Men hvem bryder sig om at se ind i dette ansigt, hvis et sådant syn er ensbetydende med at blive konfronteret med sig selv, med sine egne ufærdige sider?

Intuitionsenergien eller "Guds ansigt" står på en måde i et diametralt eller komplementært forhold til den tyngdeenergisfære, som vor nuværende tilværelse liv efter liv er knyttet til. Tyngdesfærens grundlov er "at være sig selv nok". For os Jord-mennesker betyder det, at vi mere eller mindre er tilknyttet de animalske instinkters "dræbende princip". Derfor er det ikke så mærkeligt, at det kan knibe for os at se fordomsfrit på det til dels ret ubehagelige hændelsesforløb, som vi hver især skæbnemæssigt er føjet ind i og konfronteres med.

Dette ophøjede ansigts natur korresponderer jo ikke blot med de mere eventyr-agtige gudsforestillinger, som mennesker kan have, men også med den yderst realistiske form for "vrede", som vi mennesker i form af fremprovokeret skæbne selv nedkalder over vore hoveder ved indigneret at vende os bort fra dette kærlighedens ansigt. Guds kærlighed har sit udgangspunkt i intuitionsstyrede naturlove, som er den realistiske baggrund for såvel den fysiske verdens glæder som for dens trængsler.

Thi hvad sker der egentlig, når intuitionen eller "Guds ansigt" nærmer sig? Ja, intuitionen fremkalder en "dommedag", et selv-opgør i hvert enkelt menneskes sjæl og sind. Dette individuelle selv-opgør har sin parallelitet eller sit sidestykke i samfundsudviklingen, i verdenssituationen, som danner ramme omkring vort individuelle selv-opgør.

Intuitionen skubber derfor også globalt set intelligensen frem foran sig. Intelligensen går da ind i samfundsudviklingen. Religiøse forestillinger mister deres bærekraft, eller de oppiskes til "hellig vrede". Intelligensens massive ufordøjelighed i menneskehedens forholdsvis elementære følelsesliv fremkalder således mangfoldige globale dommedagssymptomer, som i det synlige er udtryk for en kaotiserende fordøjelses eller nedbrydningsproces, men som samtidig i det usynlige skaber betingelserne for en meningsfyldt næringsoptagelse, en organisk opbygningsproces – og som derfor ikke kan undgå at resultere i et skelsættende samfundsmæssigt selv-opgør.

Når vor intuition derimod er blevet indskrænket til et minimum, da er det tyngdeenergien, som maximalt gennemtrænger os. Vi er da bundet i formernes verden. Intuitionen optræder her bundet og koncentreret som seksualkraft i forplantningens tjeneste. Men midt i bundetheden er den latente kerne af intuition i vort væsen en ulig stærkere faktor, end vor latente tyngdeenergi vil kunne være det i en sfære af maximal intuition.

Intuitionen er følgelig en kosmisk kraft, hvis komplementaritet eller modsætning til tyngdeenergien ikke må anskues for snævert naturvidenskabelig, ikke må opfattes isoleret rumlig eller dimensionel; ikke kun må betragtes kvantitativt. På grund af sin høje intensitet og sin tilsvarende helhedsnatur gennemtrænger intuitionsenergien samtlige psykiske/mentale grundenergier på en sådan måde, at de i grunden allesammen er direkte tilknyttet idéernes hellige plan, sandhedens og kærlighedens hjemsted, den Guddommelige Verden.

Noget tilsvarende gælder for de øvrige komplementære forhold grundenergierne imellem. At betragte de kosmiske grundenergier udfra et naturvidenskabeligt komplementaritetsperspektiv kan hjælpe frem til en bedre forståelse. Men den fuldendende forståelse ligger i den kosmisk-videnskabelige kendsgerning, at samtlige komplementære forhold og pendant-forhold de enkelte kosmiske grundenergier imellem hviler i selve den Guddommelige Verdens favn, dvs. i de samme Guds arme, som vi alle hviler i, uanset hvilket udviklingsstadium vi repræsenterer.

Hvis ikke det forholdt sig sådan, ville universet være en komplementaritetsmaskine, et psyko-mekanisk urværk eller et ensrettet perpetuum mobile. Men sådan en tingest ville det næppe være muligt at rette en stille bøn til og som følge heraf blive hørt, forstået og hjulpet ganske individuelt. Og såvel hverdagserfaringer som hele opbygningen af Martinus' kosmiske verdensbillede viser, at det uendelige univers er en organisk helhed eller et levende væsen, som i alle sine livsytringer overfor os ene og alene repræsenterer en elskende overhøjhed.

Men dette er det faktisk ikke muligt at beskrive udtømmende med ord eller billeder. Vi må gå ud i hverdagen og opleve det i den måde, som Gud taler til os på hver især.