Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Kun naar den aandeligt Søgendes Begær efter Viden er ligesaa stærkt som den Druknendes Begær efter Luft, naar han tredie og sidste Gang dukker op over Vandoverfladen, opnaar han den" – omtrent saaledes har en indisk Vismand udtrykt sig, og sikkert rigtigt. Thi Viden og Viden er to Ting. Der findes Mennesker, som synes tilfredse, naar de er i Stand til at give sig selv og andre et fornuftigt Svar paa en Mængde af Tilværelsens Problemer, og ingen vil et Øjeblik betænke sig paa at tilkende dem Prædikatet: Vidende. Men hvor stærk er denne Viden? Oplever man ikke atter og atter, at Mennesker, som netop i en given Situation tidligere har givet Udtryk for overordentlig megen Viden, naar Lidelsen for Alvor er over dem, giver op og kalder Tilværelsen meningsløs? Jo, Begrebet "Viden" har to Ansigter, et som straaler selvtilfreds ud imod Verden, og et som langtfra er tilfreds, fordi det i Erkendelsens klare Lys ser, at et Menneske ikke ved mere, end det helt og fuldt har lidt sig ind til. Personligt stilles jeg ofte over for det første Ansigt. Dets grelleste Form inkarnerer i Sætningen: "Faar vi ikke snart noget mere nyt, nu har vi jo hørt det andet saalænge" – der ligger intet Ondskab bag denne Sætning, blot et Barns utaalmodige Længsel efter "Røverhistorier", ikke en Forskers Længsel efter den Viden, han alligevel ikke kan fatte, ikke kan bære.

Naar Mennesket tænker paa Guds Ansigt, og saadanne Tanker har vel de fleste, forestiller de sig det ofte som noget saa skønt, at de aldrig har oplevet noget skønnere, ja enkelte bruger endog i Tankerne Udtrykket "overjordisk skønt". Men er dette rigtigt? Er det ikke saaledes, at man de første Dage, man har et nyt Maleri hængende paa sin Væg, ustandseligt benytter Lejligheden til lige at smutte indenfor og kigge paa det, lade sig inspirere af det og føle sig henrykt ved at kunne kalde det sit eget? Og hvad sker saa? Som Dagene gaar stilles "Sulten", og en skønne Dag gaar man forbi Billedet og ser blot Væggen, Billedet udløser ikke længere nogen Reaktion, man er blevet "vant" til det. Og saaledes ogsaa med Guds Ansigt. I givne Stunder kan vort Sind, vor Bevidsthed, svinge sig op til Højder, hvor Tyngden viger, og hele Sjælen jubler i Glæde over den Verden, man ser udbredt for sine Øjne. Blomster, Fuglesang, Solen – ja, alt hvad der kan sanses, fortætter sig i et Nu til Billedet af den Gud, man i sit Hjerte tilbeder, og fra det dybeste i en selv lyder det: Hvor er Livet skønt, hvor er Gud dog god! – Men ak, endnu er vi ikke skabte til hin Ørneflugt, der stadigt lader os være Ansigt til Ansigt med Guds straalende Aasyn. Skygger glider hastigt for. De smukke Blomster bliver Ukrudt, Fuglene Ravne, og Solen en Ildkugle, der svider alt med sin Brand. Fra sin egen graa Mentalverden ser Mennesket ud over Jorden og drømmer om Kloder langt skønnere end denne graa og triste Verden, det snart kan udenad. En dyrisk primitiv Forestillingskres lægger sin klamme Haand henover Sindet, Gud er atter borte, hans Aasyn smiler ikke mere, det "vidende" Menneske haster videre og kaster barnligt naivt sit Guldæble fra sig.

Mange Mennesker føler godt Sandheden i dette, at Gud er i alt og overalt. Og denne Følelse kan godt i enkelte Øjeblikke blive saa stærk, at den tvinger dem i Knæ. Men Billedet skifter hastigt, i næste Nu fornægter disse Mennesker igennem deres egen Væremaade den Følelse, der blot Timer før tvang dem i Knæ. Et Menneske, der indenfor Martinus' Arbejde hele Tiden hungrer efter ny Viden, uden at det, det allerede har modtaget, har gjort det mere bevidst i Guds Ansigt, har ud af det modtagne baade faaet Viden – og intet som helst. Thi Viden skal have Bæreevne, ellers er den blot en indenad lært Teori, som nok kan gøre en selv interessant udadtil, men som ikke indadtil har gjort en større, hvilket man vil faa at føle den Dag, Lidelsen banker paa ens Dør. Aandsvidenskab virker paa mange Menneskers Sind som det stærke Lys paa Natsværmeren. Hvor mange jager ikke fra den ene aandelige Sammenslutning til den anden i blind Higen efter det, det i Kedsomhed selv har kastet fra sig? Hvormange synes ikke, at dette eller hint har de hørt saa ofte, at det nu har mistet Spændingen? Virkelig aandelig Viden, d. v. s. den, der i Sindet udløser den Bæreevne, der atter og atter kan faa Mennesket til i en Nødstilstand at hviske: Herre, ske ikke min, men din Vilje, – vokser uhyre langsomt. Sandt nok kan man i en Begejstringsrus synes at naa ind til Guds sande Væsen, men forblive permanent i hans Nærhed, ja, det kan man først den Dag, man indefra har Evne til ustandseligt at forny sig selv og dermed Verden. Den Dag bliver Naturen – Verden – alt hvad man før har hørt, set og tænkt – ikke længere noget kedeligt, den Dag springer Kilderne i en selv og skaber netop den Frugtbarhed, det efter Fantomer jagende Barn oversaa, da det udslyngede sit: Faar vi ikke snart noget nyt ......