Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Som et sidste ekko af en fortidig kosmisk bevidsthed eksisterer troen på Gud. Men når det jordiske menneske i sin fortsatte udvikling begynder at sanse ved hjælp af intelligensen, toner dette ekko gradvist bort. Hvad sker der så? Det fortæller Martinus med disse linier...

 

Hos disse væsener er der opstået en vældig hunger efter facitter. Og i kraft af nævnte nye evne kan individet jo tilegne sig et væld af kundskaber. Men disse kundskaber er kun mål- og vægtfacitter. I kraft af disse kundskaber tror væsenet i første instans helt at have fundet "de vises sten". Det tror, at alle livsgåders løsning er mål- og vægtfacitter, og at alt, hvad der opgives at ligge udenfor disse facitter, eller som ikke kan opgives i grader, mål og vægt, er uvirkeligt, er fantasi eller overtro. Da alt, hvad der kan opgives i mål- og vægtfacitter, udelukkende kun kan være materie, hvilket vil sige: Energi, vibration, bevægelse, stråler eller bølger, faste, flydende, luftformige og åndelige stoffer eller døde kræfter, bliver det kolde eller nøgterne intelligensvæsen således "dyrkende" disse døde kræfter. Alt omkring dette væsen er i virkeligheden "dødt". Makrokosmos er døde kræfter, udgørende et spil af tilfældigheder. Mikrokosmos såvel som mellemkosmos er ligeledes udgørende døde kræfter. Alt er et spil af tilfældigheder. Disse tilfældigheder er igen et resultat af forudgående tilfældigheder og således fortsættende i det uendelige. Materialistens samlede opfattelse af universet, verdensaltet eller alt det, der er til, og dermed af livet, er således urokkeligt kun udgørende "døden". Han oplever ganske vist, at han selv såvel som en hel del andre væsener i mellemkosmos og mikrokosmos er "levende", og han er naturligvis med til at udtrykke disse foreteelser som "levende væsener", men hans videnskabelige indsigt i eller kendskab til disse foreteelser udløser sig kun i mål- og vægtfacitter. Hans analyser af nævnte bliver kun til talbegreber. Deres indhold er kun en beretning om, hvad de vejer, hvad de måler, deres volumen, deres farve, deres alder, deres særlige natur eller udfoldelsesmåde o.s.v. Disse materialistens kundskaber rummer således ikke et eneste begreb om selve "det levende". De er alle uden undtagelse kun en beretning om ydre kombinationer af bevægelsesarter, reaktioner i materien, han ganske vist kalder "levende væsener", men hvis liv i absolut forstand ligger totalt udenfor hans dagsbevidste horisont. "Det levende" eller det, der gør materiekombinationerne eller organismerne og de herfra udstrålende bevægelsesarter og reaktioner til udtryk for liv, altså det "Noget", hvis tilstedeværelse i en organisme gør denne "levende", og ved sin fjernelse fra denne gør den til et "lig", er i hans analyser lig "intet". Enhver påstand om et sådant "Noget"s eksistens er for ham et udslag af ren "naivitet", er hundrede procents "overtro". Hans sanser og opfattelsesevne er på et stadium, hvor de udelukkende kun kan komme i kontakt med materien, der jo er det samme som alle former for energi og de heraf udløste reaktioner. Men "hvem", der dirigerer energierne og dermed udløser den logiske skabelsesproces, der har omdannet Jorden fra sin ildtilstand til den nuværende fuldkomne skueplads for animalsk liv, er for ham endnu slet ikke blevet noget spørgsmål. Hans intelligensevne er endnu, trods så fremragende stor udvikling i mål- og vægtanalysering, at han eventuelt kan være doktor eller professor, så elementær eller uformuende på det virkelige åndelige område eller selve "det levende"s eget terræn, at "tilfældighed" for ham er absolut fyldestgørende som livsmysteriets højeste forklaring eller eneste "videnskabelige" facit. Han råber således benægtelsen af "det levende"s eksistens i ham selv ud, skønt denne benægtelse ville være en total umulighed uden netop denne eksistens, og han dermed kun udgjorde en samling tilfældige bevægelsesarter eller energikombinationer. Længere bort fra virkeligheden eller sandheden kan et væsen jo ikke komme. I god tro at råbe benægtelsen af sit eget virkelige "Selv"s eksistens ud for sine omgivelser er jo selve kulminationen af uvidenhed samtidig med, at det også er kulminationen af usandhed. Og vi ser her det levende væsen i sin mest åndelige uformuenhed eller længst borte fra Guddommen og sig selv.

Men som læseren her forstår, betyder dette altså ikke, at væsenet er materielt eller fysisk uformuende, tværtimod. Her kulminerer det endog i vældig materiel magtudfoldelse, kan undertiden gøre hele folk, stammer eller racer til trælle, slaver eller underkuede redskaber for skabelsen af tilfredsstillelsen af sin materialistiske indstilling og de heraf følgende begær, lyster og anlæg. At denne tilfredsstillelse ikke er en kulmination i praktiseringen af "næstekærlighed" eller dyrkelsen af nogen sand, virkelig og kærlig Guddom, har menneskehedens historie forlængst gjort til en uudslettelig kendsgerning. Krige, blodsudgydelser og lemlæstelsesprocesser, erobringer, undertrykkelser, dødsrallen, gråd og tænders gnidsel, ruinhobe, armod, sult og sygdom er de fodspor, den rå intellektuelløse, materielle magts helte har efterladt sig der, hvor de er gået hen over Jorden. Det er dette intellektuelløse, magtfyldte væsen, der er symboliseret i "Bibelen"s beretning om "Syndefaldet ", "Den fortabte søn" og selve "Djævelen".

Uddrag af LIVETS BOG III, stk. 962 og 963.