Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

 

INTELLIGENSENERGIENs indflydelse i vor psyke er voksende. Men uden kosmiske analyser ville det ikke være let at forstå dens rolle. Intelligensens sande natur bliver i mange tilfælde misforstået. For hvad er det dog for en kaotisk verden, som vi her ved slutningen af det 20. århundrede er i færd med at skabe ved hjælp af vor "vildtvoksende" intelligens? Det er ikke så mærkeligt, at mange spirituelle mennesker forfærdet viger tilbage for denne foruroligende psykiske kraft og søger efter veje til harmoni og fuldkommenhed, som mere eller mindre fornægter eller forbigår intelligensen. – Men intelligensen er i virkeligheden bedre end sit rygte.

 

Med intelligensenergien er det som med de øvrige kosmiske grundenergier: vi kan bedst lære den at kende i sit samvirke med og forhold til de øvrige energier, som arbejder i vor psyke og alle er med til at forme vore tanker, følelser og hele adfærd.

Selv om intelligensen i begyndelsen af meneskets udviklingshistorie kun har haft en forholdsvis lille mængdemæssig andel i vor psykes energisammensætning, så har den på grund af sin store gennemtrængningsevne eller intensitet fra første færd kunnet udvide vor samlede bevidsthedshorisont så tilpas, at vor instinktfunderede religiøse forestillingsevne har kunnet få den nødvendige bevægelsesfrihed, har kunnet begynde at udfolde sig i vort ændrede psykiske klima.

Intelligensens bevidsthedsudvidende evne er også den faktor i vor udvikling til Jord-mennesker, som har gjort hukommelsesenergien tilgængelig og anvendelig i vor dagsbevidsthed, som middel til at igangsætte og underbygge vor logiske tænkning. Det forholder sig faktisk sådan, at primitive dyr er i besiddelse af mere hukommelsesenergi end højere udviklede dyr og Jord-mennesker. Dyr i almindelighed og laverestående dyr i særdeleshed er blot ikke i stand til at omsætte hukommelsesenergien konstruktivt i deres elementære dagsbevidsthed, fordi denne endnu ikke rummer tilstrækkelig intelligens.

Det er et bemærkelsesværdigt træk i vor udviklingshistorie, at homo sapiens er blevet stadig dygtigere til at huske dagsbevidsthedsmæssigt og som følge deraf også er blevet dygtigere til at ræsonnere og konstruere – til trods for, at hukommelsesenergien potentielt har befundet sig i uafbrudt tilbagegang op gennem udviklingshistorien.

Disse og mange andre interessante træk i vort rytmisk skiftende kosmiske eksistensforløb stråler ud fra Martinus' farvemæssige fremstilling af grundenergiernes kombinationer som uudtalte informationer, som er med til at skabe den dybeste respekt og beundring for denne farvesymbolik, som i ét blik genspejler løsningen af livets mysterium. (1)

Det vil vi kunne komme til forståelse af ved at se nærmere på forholdet mellem intelligensen og instinktet i vor psyke.

Disse to energier er lige så kontrastprægede, diametralt modsatte og i et vist omfang uvillige eller uegnede til at samvirke harmonisk, som farverne grøn og rød er det på kunstnerens palet, dersom de to farver konkurrerer om dominansen eller billedfladen. Så længe den ene af farverne holdes tilbage til fordel for den anden, fremhæver begge farver gensidigt hinanden. Et lille rødt felt i et overvejende grønt billede virker afbalanceret og spændende. Det samme gælder for et lille grønt felt i et overvejende rødt billede.

Det moderne menneske er i en situation, hvor voksende intelligens og samtidig aftagende instinkt kosmisk betinget fører os ind i en konkurrencesituation mellem to diametralt modsatte psykiske kræfter. Jo mere intelligensen vokser i vor psyke, des mere påvirker den på grund af sin store intensitet eller gennemtrængningsevne vort instinkt, som i sig selv har den svageste gennemtrængningsevne af alle kosmiske grundenergier.

Intelligensen er egentlig en sublim kosmisk kraft, som ifølge sin høje natur virker adskillende på de to retninger. Men idet denne adskillende påvirkning øges, opstår der modstand og protest indenfor begge disse to retninger. Vi kan udtrykke det sådan, at det dyriske i os nægter at se det menneskelige i øjnene, fordi det ville betyde dets undergang. Og det menneskelige i os nægter at se dets dyriske arv i øjnene, fordi det ville være ensbetydende med at skulle acceptere visse nedarvede privilegier som værende af dyrisk oprindelse, privilegier, som hindrer os i at blive mennesker, og som derfor måtte opgives i samme grad, som vi ville indlade os på at erkende og acceptere deres dyriske oprindelse.

Dette er baggrunden for, at vort instinkt kaotiseres, disharmoniseres og løber løbsk i begge retninger, således at både de dyriske islæt og de menneskelige islæt kommer ud af balance.

Vore instinktivt funderede tros- og moralforestillinger, som igennem adskillige årtusinder meget viseligt har kunnet styre vor halvmenneskelige adfærd, undergraves og elimineres af vor tiltagende intelligens. Vor tids materialisme, egoisme og ateisme er således resultatet af, at vore årtusindgamle tros- og moralforestillingers adfærdsstyrende kraft svækkes og efterhånden går i opløsning.

Dette resulterer i en afsporet eller halvdyrisk menneskeverden, hvor hidtil nogenlunde naturligt afbalancerede selvforsvarsmekanismer løber løbsk, forstørres op til det groteske, bliver meningsløse som midler til at genskabe og opretholde den mistede psykiske balance, hvilket gælder såvel samfundsmæssigt som individuelt.

Den dybere mening hermed er, at vi løsnes fra eller trækkes ud af en forhistorisk psykisk balance, som kunstnerisk betragtet er lige så uforenelig med den fremtidige psykiske balance, som en stor rød flade ville være uforenelig med en stor grøn flade.

Når intelligensen som den udsendte repræsentant for en udviklingsbetinget og fundamental ny natur bliver så fremtrædende i vor psyke, at den kommer tilsvarende tæt på de instinktmekanismer, hvis fornemste opgave igennem årmillioner har været den at tjene indviklingsprincippet, så kan dette ikke andet end fremkalde visse friktioner og disharmonier.

Men den bevægelses retning, som det foranderlige kontrære forhold mellem intelligens og instinkt faktisk har, viser os, at vor udvidede bevidsthed er kaldet til at anvende den samme velsignede kosmiske energi, som har løsnet vor psykisk-organiske forbindelse til animalismen, til også at løsne os fra eller ophæve de adfærdsoverbalancer og -underbalancer, som er den ubehagelige følge af førnævnte fundamentale løsning – en uundgåelig og ubehagelig dyrisk arv.

At influere ophævende på denne kaotiserede dyriske arv kan kun gøres ved at skaffe sig indsigt i, hvordan vi hver især opretholder, bekræfter og cementerer denne dyriske arv i hverdagen. En sådan selv-indsigt indvarsler en ny fase i vor udvidede bevidsthed.

Vi kan altså sætte vor vilje ind på at skaffe os den indsigt, som er nødvendig til opnåelse af en lykkeligere og mere harmonisk tilværelse. Ja, som følge af vor organiske bevidsthedsudvidelse når vi før eller siden allesammen frem til slet ikke at kunne lade være med at sætte vor vilje ind på nævnte måde.

Derved bliver vor vilje på en måde fri i samme grad, som vi ved hjælp af vor fordybede indsigt erkender eller forudser vore tankers og handlingers kvalitative rækkevidde og derfor ikke mere behøver at eksperimentere på må og få, altså ikke mere behøver at vælge krampagtigt mellem flere muligheder for igennem en række smertelige fejltagelser at finde frem til den vej, som repræsenterer det mindste onde.

I samme grad som vor indsigt således fordybes, vil vi kunne drage nytte af en begyndende sammenkobling af vor egen iboende vilje med den "udenforstående" vilje, som vi da fornemmer som en diskret "vælgende" eller "pegende" kraft i vor hverdag, altså en højere vilje, som på sin side så at sige allerede på forhånd er indstillet på vor tilsigtede etablering af en sådan organisk viljesammenkobling. Sådanne bestræbelser er i virkeligheden det samme som en begyndende bevidsthedssynkronisering mellem Gud og os selv.

"Troen" eller "det religiøse princip" er vor støttende og styrkende ledsager på det stykke vej af vor evige tilværelse, der leder os frem til at kunne "se ved egen hjælp", frem til "førstehåndsviden" eller "selv-syn". Men at "tro" er også en måde at "se" på. Troen er som en bro mellem fortid og fremtid, en bro, som fortoner sig bagude eller taber sin betydning i samme grad, som vi bevæger os hen over den.

Men så længe vi endnu er på selve broen, undervejs mellem to verdener, har tro og viden meget tilfælles. De har indgreb i hinanden på en sådan måde, at vi udmærket kan sige, at vor tids tro er en elementær eller begyndende form for viden, og at vor nuværende såkaldte viden er en differentieret eller udvidet form for tro. Vi er undervejs hen over en bro, der har sin begyndelse helt tilbage i vor udviklingshistories morgengry.

Det religiøse princips svagt begyndende og gradvis accelererende udfoldelse i homo sapiens' psyke kan vi også beskrive som en tændsats, der har til formål at katapultere os det sidste stykke vej frem til kosmisk bevidsthed. Vor bevidsthedsudvidelse er den psyko-klimatiske forandring, som har givet vort animalske instinkt en ny funktion, en tændsatsfunktion. Og vor intelligens er den tændende ild i vor religiøse katapultering.

Vor udviklings-tændsats eller udviklings-starthjælp har målrettet katapulteret os ud i rummet, ud i en vægtløs tilstand, hvor det traditionelle brændstof går til ende. Det er en underlig tilstand at befinde sig i, en tilstand, som får os til at se tilbage, en tilstand, som i os selv fremkalder et opgør med og uigenkaldeligt farvel til "indviklingsprincippet". Og ud fra dette opgør må vi lære at styre ved egen hjælp – ligesom vi må begynde at holde udkig efter de universelle energistrømme, der kan bære os videre frem og føre os ud af vægtløshedens ustabilitet og retningsløshed.

Vort møde med Martinus kosmologi kan betegnes som den del af vor færd, som sætter ind, når vi begynder at holde udkig efter universelle energistrømme, som kan føre os ud af vort psykiske dødvande. De kosmiske analyser og symboler er stimulans for vor tro og fortrøstning i det omfang, som vi endnu ikke er i stand til at omsætte dem til viden i form af selv-syn. Og de er frigørende viden for os i den udstrækning, i hvilken vi evner at omsætte dem til selv-syn.

Idet vi når frem til kosmisk bevidsthed, vil vi ikke mere have brug for at understøttes af kosmiske analyser, fordi vi da i tilstrækkelig grad er blevet vor egen lyskilde. Troen er da blevet endelig afløst af viden. Vi er nået frem over broen.

Til den tid vil vi f.eks. ved hjælp af vor intelligens kunne virke som udviklingsinspiratorer over for levende væsener på det fysiske plan, som ikke selv er i besiddelse af dagsbevidst intelligensevne, men som ved hjælp af deres formidable instinkt modtager og forarbejder de form-inspirerende og form-understøttende impulser, som vi i form af "kosmisk intelligens" projicerer ind i den fysiske verden og ind i de fysiske strukturer.

Når vi prøver på at leve os ind i den høje intensitet, som vor intelligens i sig selv rummer, så bliver det lettere for os at forstå hele vor nuværende situation. Vi bliver da efterhånden klar over, at vi må omgås denne energi varsomt. Ikke fordi denne energi i sig selv er farlig, men fordi den er i berøring med psykiske sprængstofenergier, som den kan påvirke såvel positivt som negativt, såvel afspændende som accelererende.

Manglende varsomhed i omgangen med intelligensenergi forekommer ikke kun der, hvor mennesker organisk betinget fremtræder domineret af forstandsmæssighed samt udviser et tilsvarende underskud af åbenbar varme og hjertelighed, hvorfor de let kan komme til at såre andre menneskers følelser.

 

 

Den forekommer også der, hvor mennesker fremtræder med en organisk betinget dominans af følelsesmæssighed og derfor har svært ved at forarbejde intelligensmæssig påvirkning og modgang på en afbalancerende måde og følgelig udstråler følelsesmæssige reaktioner, aktive eller passive, som vidner om manglende evne til at omgås intelligens, fordøje intelligens, integrere intelligens i deres følelser.

I begge tilfælde er det instinktet, som stiller sig i vejen for den forening af følelse og intelligens, som alene kan føre os frem mod harmoni og menneskelighed. Og derfor er vore mange konflikter i virkeligheden ikke udtryk for en uforenelighed mellem vort "hjerte" og vor "forstand", men snarere udtryk for en uforenelighed mellem hver af disse to faktorer på den ene og fælles side – og deres fælles fjende, de primitive instinkter på den anden og modsatte side.

Dette selv-opgør, som af Martinus er blevet beskrevet som vor individuelle "dommedag", indebærer egentlig en fundamental ny måde at "tilegne" sig viden på. Medens vor tilegnelse af viden igennem vor indviklingstilværelses årmillioner fortrinsvis har været baseret på, at erfaringer er blevet indprentet i vor bevidsthed ved vanens eller gentagelsens automatiserende magt, hvilket muliggjordes af et beherskende instinkts fintfølende og automatiserende kræfter, vil vor tilegnelse af viden fremover mere og mere kunne foregå inden for rammerne af en intellektualiseret følelsesbevidsthed, der "indlever" sig i viden, d.v.s, tilegner sig universets viden på andre præmisser end dem, der gælder for lavintellektuelle eller ligefrem elementære bevidstheder.

Vore animalske fysiske sanser er bygget op ved hjælp af automatiseringsprincippet. Dette har kunnet foregå ganske uintellektuelt, ved hjælp af bevidsthedsstimulerende ydre påvirkninger og erfaringer, altså uden højere vågen dagsbevidsthed – og dermed uden selv-syn eller selv-erkendelse. Det har kunnet foregå alene styret af det, som Martinus betegner som "begærledet vilje".

Vore fremtidige menneskelige sansefunktioner, som allerede i dag er under udvikling i vort følelses legeme, kan kun fuldendes i og med, at der sker en gradvis ændring af vor holdning til videnstilegnelsen, således at denne, fra overvejende at være instinktmæssigt eller vanemæssigt betinget, bliver høj-intellektuelt betinget. Dette kan kun fuldbyrdes i kraft en sideløbende og gradvis voksende ny holdning til videnstilegnelsen – styret af det, som Martinus betegner som "forstandsledet vilje".

Når en sådan holdningsændring begynder at indtræde i vor bevidsthed, vil det ikke mere primært være øvelsesfunktioner, som skaffer adgang for højere viden i vor bevidsthed. Da vil det primært blive vor voksende selvsyns-evne, som i en tilstand af kontinuerlig jomfruelighed modtager og omsætter en i princippet forudeksisterende viden sådan inden for rammerne af vor frigjorte bevidsthedshorisont, at vi "forvalter" denne viden i stedet for at "besidde" den.

Øvelsens princip bliver således i stigende grad en sekundær faktor i vor omgang med og vort forhold til højere viden. Denne sekundære funktion vil i højere grad blive sat ind på at afdække, analysere og dermed ophæve egne udlevede adfærdsmønstre end på at opbygge nye adfærdsmønstre i vor psyke.

Selv-synets princip bliver derved den modsvarende primære faktor i vor omgang med og vort forhold til højere viden. Ved hjælp af selv-syn som noget primært – og den uløseligt dertil knyttede organisk-næstekærlige adfærdsforvandling som en naturlig og sekundær følgevirkning – vil ny-viden og ny-erkendelse tilflyde os på en ubesværet måde og i et tempo, som vi næppe kan forestille os i dag.

Da vil vi se, at begrebet "nådegaver", som ikke mindst i Nordens lande gennemstråler den religiøse digtekunst, har sit realistiske tilsvar i den kosmiske tilværelse, som venter os forude, og som vi ved hjælp af kosmologiske studier allerede i dag kan begynde at åbne os over for.

Nogle litteraturhenvisninger:

(1) GRUNDENERGIERNES KOMBINATIONER

I første bind af bogserien DET EVIGE VERDENSBILLEDE har Martinus på kun 104 sider kortfattet og oversigtligt gjort rede for de kosmiske grundenergier ved hjælp af en række forskellige, gensidigt supplerende symbolbilleder med tilhørende tekster. Denne bog kan i sin helhed anbefales enhver, som ønsker at skaffe sig en hurtig og præcis oversigt over kosmologiens grundbegreber.

En mere udførlig skildring af de kosmiske grundenergier giver Martinus i sin KOSMISK KEMI, der omfatter to bind på tilsammen ca. 970 sider (LIVETS BOG II + III).