Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De jordiske mennesker har i almindelighed den opfattelse, at de lever og oplever livet i en fysisk verden, fordi de identificerer sig selv med den fysiske organisme og mener, at det, de oplever, også er noget fysisk. Det er imidlertid en stor fejltagelse. Kosmisk set er det ganske udelukket, at vi kan opleve noget på det fysiske plan. Hele den fysiske verden er blot kombinerede bevægelsesarter, som vi oplever som det, vi kalder "himlen", "jorden", "et træ", "en stjerne" osv. Vor oplevelse er alt sammen "billeder", som de specielle energikombinationer i den ydre verden gennem vore fysiske sanser projicerer ind i vor bevidsthed eller indre verden. Vor oplevelse er en verden af billeder, tankebilleder, det er en åndelig verden, og det jordiske menneske er et åndeligt væsen, selvom det måske i øjeblikket tror, at det blot er fysisk.

I kraft af vor bevidsthed og tankeverden er vi alle en del af en åndelig verden, som er noget primært, ligesom vi i kraft af vor fysiske organisme og dens sanseredskaber er en del af en fysisk verden, som i forhold til den åndelige verden er noget sekundært. Vi bestemmer i vor indre eller åndelige verden, hvorledes vi vil reagere over for den fysiske verden. Alt, hvad vi ser, alt, hvad vi overhovedet oplever, vil vi stadig arbejde med i vores tankeverden, vi får daglig en masse indtryk og tager stilling til disse indtryk, vi har i virkeligheden meget travlt i vor åndelige verden. Tankerne fungerer, fordi vi skal bruge dem i vore reaktioner på den ydre verden. Inde i vor indre verden har vi en slags "fysisk verden" bestående af de tankebilleder, vi har gjort os af verden "udenfor". Det er det, vi kalder erfaringer og forestillinger, og al udvikling er en udvidelse af disse erfaringer og forestillinger. Den vekselvirkning af energi, der foregår mellem den ydre verdens energikombinationer og vor indre tankeverdens energier er det spil, der bliver vort Jeg's livsoplevelse. I den indre verden er vi selv en guddom, der hersker i et univers: vor egen tankeverden. I dette univers lever millioner af mikrovæsener, som vi opbygger vor tankematerie med, ligesom vi opbygger vor fysiske organisme med fysiske mikrovæsener. De mikroindivider, som vore tankearter består af, er blevet tiltrukket af os, fordi de passer til vort udviklingstrin. Der findes mikroindivider på alle udviklingstrin i underliggende spiralkredsløb, og vi tiltrækker og anvender sådanne, som befinder sig på nogenlunde samme trin i deres udviklingsspiral, som vi, deres makrovæsen, befinder os på i vor egen spiral. Vor udvikling og livsfornyelse er derfor også naturligt forbundet med, at vi efterhånden tiltrækker mikroindivider af en højere væsensart, så de kan "leve, røres og være til" i den åndelige verden, for hvilken vi er en guddom.

Alt, hvad vi tænker, er udtryk for begær. Det kan være selvisk eller uselvisk. Dette begær opleves, som det, vi kalder vilje, og denne vilje er igen udtryk for magt, for den magt, vi har i vort eget indre. Når denne magt skal manifesteres og komme til udtryk spiller to af de seks grundenergier en meget væsentlig rolle: Tyngde- og følelsesenergien. Al magt beror på en spænding mellem disse to energier, der er kontraster til hinanden, idet de udgør universets ild og kulde. Tyngdeenergien er ilden eller varmen, den udadgående kraft, og følelsesenergien er kulden, den indadgående kraft. Det er et spændingsforhold, der skal overvindes. Derved bliver det muligt at gøre sin tanke tilgængelig for omgivelserne. Tanken bliver fra at være et ønske til en udløsning af de kræfter, vi har om os. Man gør sin tanke synlig udelukkende ved at man handler. Handlingen ville ikke kunne forekomme uden et ønske, en viljesakt, som foregår i menneskets indre verden. Vi sætter altså en kraft, en overvindelse af et spændingsforhold i gang, når vi ønsker, tænker og handler. Vore hænder kan ikke åbnes og lukkes, uden at der må anvendes en kraft. Sådan er det med alle vore bevægelser. Men det er jo ikke alt hvad vi ønsker og begærer, som vi også er i stand til at realisere i handling. Tænk f.eks. på sætningerne: "Han talte, så skete det, han bød, så stod det der." Det gælder ikke for det jordiske menneske; det er ikke alt, hvad vi kan ønske, vi også kan få opfyldt. Hvis vi f.eks. ønsker at flytte solen eller bevæge verdensaltet, så er det udtryk for en abnormitet. Der er grænser for vore ønskers opfyldelse. Vi kan ganske vist gå imod den lovbundethed, der hersker i naturen, ved fejlagtige begær og ønsker, men så vil vi også opleve, at livet bliver besværligt, og vore længsler og begær vil igen gå i retning af at følge lovene. Det betyder altså, at vor tankeverden også beriges ved fejltagelser. Det gælder om at lære lovene for tænkning at kende, og naturen er vor største læremester.

Men hvordan er vor tanke blevet til? Allerede i spiralkredsløbets første zoner opstår den første primitive form for tænkning: anelse. Det er en underbevidsthedsfunktion. Planternes liv består af tænkning i form af anelse af behag og ubehag. De tiltrækkes af det behagelige og frastødes af det ubehagelige. Planten begynder at ane stærkere og stærkere, og den har i sin evige kosmiske struktur talentkerner, der engang vil bringe den frem til samme stadium, som vi står på. Vinden, stormen, regnen, kulden, varmen, alt, hvad planterne aner af naturens forskellige former for energiudfoldelse udvikler hos dem et begær efter at blive helt bevidst i disse oplevelser. Og da begær og vilje – hvis de følger lovene – er begyndelsen til al udvikling og skabelse, begynder planten så småt at kunne skabe noget på det fysiske plan helt efter sin vilje: en mere følsom og bevægelig organisme, gennem hvilken en større oplevelsesrigdom og erfaringsdannelse bliver mulig. Selvopholdelsesdriften er den første form for udviklet tænkning, og denne kraft fører væsenet igennem overgangsstadier mellem plante- og dyrerige. Lidt efter lidt er planten blevet til et dyr. For dyret bliver det efterhånden en livsbetingelse at skulle dræbe for at leve, dyrets verden bliver en drabets verden, og i dyreriget, som de jordiske mennesker endnu tilhører, oplever de kulminationen af det dræbende princips udfoldelse i form af krig, vold, terror og fysiske og åndelige kriser og lidelser, som vi kalder sygdomme. Den ydre verden vil blive præget af den indre verden. Menneskene kan ikke manøvrere rigtigt i den fysiske verden, før end de har lært at beherske deres indre verden, deres tankeverden. Det er nødvendigt at lære, hvordan man skal ønske og derved, hvordan man skal tænke. Vi kan ønske mange ting, men disse ting kan være med eller imod livets love. Gennem vore ønsker kan vi sætte kræfterne i forskellige kombinationer. Hvis spændingen er for svag, kan mennesket ikke manifestere sig tilstrækkelig kraftigt. Hvis den bliver for stærk, bliver man for aggressiv, hidsig og opfarende og beherskes af det dræbende princip. Måske myrder man, måske fører eksplosionerne blot med sig, at man ødelægger sine omgivelsers naturlige livsudfoldelse og livsglæde og gør dem ulykkelige; men det er også en form for "mord". Det jordiske menneske befinder sig i udviklingen på et nyt overgangsstadium, nemlig fra dyr til menneske, derfor må det nu lære at ønske og tænke i menneskelige baner.

At de jordiske mennesker i nogen grad har lært at tænke logisk, dvs. i overensstemmelse med livslovene, er den moderne videnskab og teknik bl.a. udtryk for. Men at de former for tænkning, der findes bag de videnskabelige og tekniske manifestationer endnu ikke er tilstrækkeligt menneskelige eller humane, kan hele verdenssituationen fortælle os om. Verdenskrige og verdenskrise er resultatet. Millioner af jordmenneskers ønsker og begær er derfor nu rettet mod kontrasten til denne krigs- og krisetilstand, mod en fredens og næstekærlighedens verden. Derfor skal de ikke opgive den intellektuelle tænkning, tværtimod, de skal lære at bringe den op på et højere plan. Med længslen efter fred og aktiv næstekærlighed er jordmenneskene ved at komme på bølgelængde med rigtig menneskelig tænkning, som ikke blot er intellektuel, men også etisk og moralsk, hvilket vil sige, at de er ved at komme i kontakt med selve den guddommelige tænkning. Det er den form for tænkning, der opfylder alle lovene, det er højintellektualitet. I denne tankekombination spiller intuitionsenergien en meget stor rolle. Intuitionen er den kraft, gennem hvilken verden bæres frem til viden. Hvis det ikke var tilfældet, var mine kosmiske analyser og symboler aldrig blevet til. Selve "facitterne" får man først, men man kan ikke analysere dem ud, det har den fysiske hjerne hos jordmenneskene hidtil ikke været beregnet til.

Jeg lever i en anden verden end den, der er synlig. Jeg ser med et kosmisk syn. Det er ikke et clairvoyant syn, men et åbent syn, hvorved jeg ser hele verden. Ved at få facitterne gennem intuitionen og bearbejde dem med intelligensen, kommer man til den fuldkomne tænkning. Man skal træne sig op til at kunne tænke i kontakt med universet.

Der er ikke noget som helst i naturen og verden omkring os, der ikke på en eller anden måde er udtryk for tanke. Når man ser kosmisk og lever med sin vågne dagsbevidsthed i den åndelige verden, bliver det klart, at alt, hvad der omgiver os, er ét stort væsens forskellige tankeformer. Det er jordklodevæsenets vilje og tankeformer, vi oplever. Tyngdekraften, der bevirker, at tingene og legemerne ikke falder ud i universet men indad mod jorden, er udtryk for jordens viljekraft, der holder sammen på det hele. Det samme princip gør sig gældende for vort eget vedkommende. Hvis vi ikke havde viljekraft, ville vore mikroindivider kunne springe ud af vort legeme. Det kan de ikke, fordi vor koncentrerede viljekraft holder sammen på det univers, som vor organisme kosmisk set udgør. At denne vilje til at holde vor organisme sammen er en automat funktion, således at vi ikke behøver bestandig at koncentrere os bevidst om dette, er en anden sag. Det er også et ønske og begær hos os, at vort legeme skal være sundt, normalt og naturligt, men i almindelighed går vi ikke rundt og ønsker det, det er også blevet til C-viden eller automat funktion hos os. Vi ønsker det ikke bevidst til daglig, men bliver vi syge, ønsker vi det stærkt.

Jordklodevæsenet vil i sin nuværende inkarnation komme til at opleve kosmisk bevidsthed, hvilket er ensbetydende med, at dette væsen nærer en koncentreret længsel efter harmoni i sin bevidsthed og organisme. Det har sat sin bevidste viljekraft ind derpå. Det vil for samme jordklodevæsens "hjerneceller", og det er de jordiske mennesker, betyde, at der virkelig kommer "fred på jorden og blandt menneskene et velbehag", som det er forjættet i juleevangeliet. Det betyder "det rigtige menneskerige"s udvikling på jorden. Men det er en organisk udvikling, som, selvom den kun tager kort tid set i jordklodevæsenets tidsperspektiv, vil vare ca. 3.000 år set i jordmenneskenes tidsperspektiv. I dette tidsrum vil menneskenes tankeverden forvandles fra egoistiske, nedbrydende og negative tankearter til positive, kærlige og logiske tanker, som vil forene den jordiske menneskehed i samarbejde mellem staterne, så de bliver ét rige eller jordens forenede stater, hvilket jo allerede eksisterer som ønske og længsel i tusinder af menneskers tankeverden. Hvert eneste menneske samarbejder altså med jordklodens vilje og guddommens vilje, som naturligvis er bagved, når vi indstiller vor egen viljekraft og tankeverden på næstekærlighed, humanitet og logisk tænkemåde.

Det er blevet min opgave at give menneskene oplysning om lovene for den kosmiske kemi og vise, at logik og kærlighed er ét og det samme. Kristus gav de store facitter og var med sin væremåde model på, hvad det vil sige at udgøre mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og han er stadig forbillede for menneskene. Min opgave er at vise udregningerne, der fører til de facitter, Kristus har givet, bl.a. at vise, at reinkarnationsprincippet og karmaloven er naturlige følger af det kosmiske kredsløbsprincip og må være et naturligt led i kristendommen. Men kristendom skal jo være en daglig tænkemåde og handlemåde, ikke en dogmereligion. Tankens magt og den deraf følgende handling opfylder vort daglige liv, og derigennem kan vi være med til at forvandle hele verdensgangen ved at tænke og handle i mere humane og kærlige baner. Har Kristus ikke sagt, at man skulle tilgive, ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig, hvilket vil sige altid. At sige: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre", betyder, at man ikke mere skal vælge hævnens og hadets og vredens vej, men kærlighedens.