Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hos myrerne kan man spore en udvikling med hensyn til fødebiologien, der forløber parallelt med menneskenes. Ligesom de første mennesker, er også de mest primitive myrer "samlere og jægere". De er kødædere, som tager på plyndringstogter i tuens omegn. Nogle af disse primitive arter har dog intet fast opholdssted, men lever som nomader, der nu og da "slår lejr" for at udklække nye arbejderkuld.

Næste stadium repræsenteres af "hyrder og høstfolk". Det er disse myrer vi træffer så ofte på vore egne breddegrader. Omhyggelige og travle går og kommer de ustandselig fra boet til hjordene af bladlus og skjoldlus, som de malker for honningdug.

De højest udviklede samfund er de agerdyrkende myrer, "Bladskærermyrerne", som findes i tropisk Amerika. De vandrer fra deres boer op i træerne, hvor de afskærer et bladstykke, som de bærer hjem til boet, hvor det gennemtygges af "havemænd", som med uendelig omhu ælter, gøder og stakker denne kompost op. I løbet af ganske kort tid vokser svampe frem af mulden, og middagen er parat i dette avancerede myresamfund.

På toppen af det intellektuelle hierarki i myreverdenen såvel som i dyreverdenen som helhed finder vi den såkaldte "Vævermyre". Den benytter sig af redskaber! Når den skal konstruere sin rede, begynder den med at udse sig to-tre lange blade, som den ønsker at hæfte sammen. Dette foregår ved at "væversker", hver med sin larve mellem kæberne, syr bladene sammen ved hjælp af denne levende synål, som producerer den fineste silketråd.

Hos myrerne findes mange grader af social parasitisme (snylteri). Der findes således myredronninger, som ikke producerer arbejdere, men kun hunner og hanner, der alene tænker på elskov. Næppe er en af disse dronninger blevet befrugtet, før hun endnu let til bens sniger sig ind i boet hos en arbejdsom art, hvor hun af en eller anden ubegribelig grund bliver venligt modtaget. Hun får rigeligt med føde, svulmer voldsomt op, bæres rundt af hofdamer og overlæsser snart boet med æg, hvis larver passes og plejes så omhyggeligt af værtsfolkene, at de ofte forsømmer deres egne børn.

Nogle myrearter organiserer ligefrem slaverazziaer, hvor de plyndrer andre arters tuer for pupper, som de bringer hjem til sig selv. Her modtages den kidnappede ungdom af deres voksne artsfæller, som i forvejen lever som slaver i deres herrers bo. På den måde rekrutteres til stadighed nye slaver.

For de fleste myrer er slavehold en luksus. Man regner med én slave pr. seks-syv herrer. Men hos Amazonmyrerne er det lige omvendt. PÅ grund af sine le-formede kindbakker er den kun egnet til krig. Den kan umuligt spise uden at indtage sin føde fra en tjeners mund. Den er i øvrigt lige så lidt i stand til at passe sit afkom som til at bygge og vedligeholde sit bo. Den henslæber i bunden af sin hule en tilværelse i sløv lediggang, kun afbrudt af våbenpudsning og de tiggerier, hvormed den plager sine slaver for at få en mundfuld honningsaft af dem.

Den mest ekstreme form for parasitisme findes hos den lille myreart Teleutomyrmex. Navnet betyder "sidste myre", og det passer godt på dette sidste led i en udvikling mod fuldstændig arbejdsfrihed. Den lille myre opholder sig i tuer, hvor den det meste af tiden rider på sine værter. Den har endda udviklet en konkav underside, så den lettere kan holde sig på plads i sadlen.

For fuldstændighedens skyld skal her tilføjes, at arbejdsomme myrer af forskellig art kan leve sammen i et ligeværdigt arbejdsfællesskab. Da hver art har sin byggeskik, bliver tuen i sådanne tilfælde en arkitektonisk blanding. Sådanne iagttagelser stammer fra kunstige forsøg, men de viser lidt om myrernes evne til at samarbejde under uvante forhold.

Når man studerer myrernes liv, har man ofte fornemmelsen af at være vidne til scener, som foregår på en fremmed planet. Myrerne er meget fremmedartede, og dog ligner de på så mange områder os mennesker, at de vækker vor nysgerrighed. Vi kan næsten ikke undgå at sammenligne dem med os, finde ligheder og imponeres over den måde hvorpå myrerne har løst problemer, som også vi i vor udvikling er stødt på.

Takket være deres biologiske udrustning har myrerne imidlertid udviklet et fysisk organ for socialt samvær, et "næstekærligheds-organ" kunne man måske kalde det. Dette består af myrens sociale sæk eller kro, hvorfra den beredvilligt gylper føde fra sig, når andre myrer berører den på en bestemt måde. Selv under slagsmål med fremmede myrer kan kampen for en tid gå i stå, mens myrerne udveksler "drinks" og "pindemadder", for nu at drage en nærliggende parallel til menneskenes verden.

Denne indbyggede biologiske "pub" har sat flere myreforskere på sporet af, om myrerne i virkeligheden er mere næstekærlige end vi mennesker, som nok til en vis grad har "hjerte", men mangler en tilsvarende fysisk anordning. Her ser vi naturligvis bort fra den hjerteformede blodpumpe af samme navn. Mennesket har som det eneste samfundsdannende dyr ikke noget socialt organ. "Er det mon derfor, han kun bliver en tvivlsom eller kunstig socialist eller kommunist?" spørger en opvakt bi-, termit- og myreforsker.

Der findes således beretningen om en lille sort slavernyre, der var født uden følehorn, og som blev overfaldet af fremmede og samlet op af landsmænd og bragt tilbage til boet. Der var også en ulykkelig myre, som lå på ryggen ude af stand til at komne på ret køl og spise, og hvem kammeraterne reddede. Og så er der naturligvis historien om de døddrukne arbejdere (ofre for forskernes eksperimenter), der blev gelejdet hjem. Endelig var der også engang en dronning, der blev knust ved en fejltagelse, men som undersåtterne blev ved med at pleje, som om hun stadig var i live. Forskereren iagttog, hvorledes fem eller seks arbejdere forblev i adskillige dage ved det kongelige lig og børstede og slikkede det uden ophør. "Enten," tilføjer han smukt, "fordi de bevarede en rest af hengivenhed for deres dronning, eller fordi de håbede at genoplive hende ved deres omsorg."

Der er skrevet umådelig mange bøger om myrerne, og blot en overfladisk gennemlæsning af nogle af disse bøger afslører hurtigt, at myrernes færden er mindst lige så spændende som den fortolkning de mange forskere har givet den. Mens megen litteratur om fisk og fugle virker tør og nøgtern, er det som om myrerne står os så nær, at det virker fuldstændig naturligt, om dem at bruge ord og billeder, som hører vor egen verden til.