Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er nu med nærværende Artikelserie naaet saa langt igennem det almengældende jordmenneskelige Oplevelses- eller Erfaringsmateriale, at vi igennem dette er blevet i Stand til at øjne en Mening bag ved alle tilsyneladende Tilfældigheder og kaotiske Tilstande i det Væld af Kræfter, som de levende Væsener hver Dag maa vekselvirke med, og hvis Resultat er Individernes "Skæbne". Da det er denne Mening, der har været vor mentale Rejses Maal, er vi saaledes nu snart ved Vejs Ende. Vi har egentlig kun tilbage at drage nævnte Mening lidt mere frem i Lyset. Denne er nemlig intet mindre end selve "Livets Mening". Og vi skal jo netop bruge denne Mening som Model eller Rettesnor for vor Erkendelse af Loven for Tænkning. Tænkningen er jo det Rat, hvormed Individet drejer sin egen Skæbnes Kurs. Og et Tilbageblik over, hvad vi har set af denne Kurs, her i vor mentale Færd gennem Menneskehedens daglige Liv, viser, at denne Kurs endnu er meget langt fra at være i Kontakt med "Livets Mening".

At Livet virkeligt har en Mening viser sig jo netop derigennem, at alt er lovbundet. Bestemte Aarsager udløser bestemte Virkninger, der uundgaaeligt i al Evighed vil gentage sig atter og atter, hver Gang de samme Aarsager bliver udløst. Denne Lovmæssighed udtrykker altsaa en Plan. Men da en lovmæssig Plan jo opfylder en Hensigt, og en Hensigt kun kan eksistere som identisk med en "Mening", der atter igen kun kan fremtræde som identisk med Udslag af Tanke eller Mentalitet, bliver det hermed, gennem nævnte Aarsag og Virkning, til Kendsgerning, at Livet udtrykker en Mening.

Da en Mening saaledes er Udslag af Mentalitet, kommer vi her, bag alle Foreteelser, bag alle Energiudløsninger ved Livet og Tilværelsen, bag alt, hvad vi kalder Naturen, til at konstatere, at der bag dette eksisterer det samme Princip som bag alle menneskelige Manifestationer og Frembringelser, nemlig Princippet "Det levende Væsen". De saakaldte "døde Ting" kan jo ikke have en Mening eller udfolde Logik. Man har endnu aldrig set, og vil aldrig nogen Sinde faa at se, at en Ting kan skabe sig selv, bygge sig selv logisk op udenom nævnte Princip.

Der hvor nævnte Princip er inkarneret i fysiske Organismer, der er det let overskueligt for den menneskelige Sanseevne, der anerkendes det indtil Videnskab. Det kan saaledes ikke nytte at fortælle noget normalt Menneske, at Huse, Møbler, Biler, Kunst o. s. v. har skabt sig selv. Her ved alle, at disse Tings Tilstedeværelse absolut er baseret paa "det levende Væsen"s Eksistens, og at de uden dette vilde være en Umulighed. Men naar det er en Umulighed her, hvor Menneskene har størst Iagttagelsesevne, hvorfor skulde det saa være muligt der, hvor Menneskenes Sanseevne er svagest, hvilket vil sige i de Frembringelser eller Energiudløsninger, der ikke er skabt af Mennesker eller af andre almenkendte levende Væsener? -

At paastaa, at Skabelsen i Naturen befordrer sig selv uden nogen som helst bag ved eksisterende tilsvarende Mentalitet eller Tanke, er ligesaa ulogisk som at paastaa, at en Bil har bygget sig selv op, er blevet til uden noget som helst levende Væsen. Da Naturens Skabelse eller Frembringelse jo ikke er mindre hensigtsmæssig end den menneskelige, ja overgaar endog denne i Intellektualitet, Præcision og Fuldkommenhed indtil en saadan Grad, at det er denne, der er Mønstret eller Modellen for Skabelsen af den menneskelige Indsigt og Viden, hvad berettiger saa til at antage, at Naturen ikke skulde være ligesaa virkeligt et Udtryk for et "levende Væsen" som et Menneske? - Kan en Professors eller Doktors Intellektualitet overgaa Naturens? - Er det ikke Naturens Viden, Planer og Skabemetoder han docerer? -

Vore højeste anerkendte eller autoriserede intellektuelle Personer har altsaa Naturen til Læremester. Men er "Eleverne" større end "Mesteren"? - Og bliver det ikke en Parodi paa Logik at antage, at disse vore højeste, autoriserede Repræsentanter for Intellektualitet er Elever af en "død Læremester"? - Og bliver Parodien ikke endnu mere fuldkommen, eftersom man ikke kan frakende denne "døde Læremester" eller dette "Lig" de største Livstegn: Skabeevne og Intellektualitet? -

Naar dette ikke desto mindre i stor Udstrækning, trods Religioner og Videnskab, alligevel finder Sted, bliver der ikke andet Grundlag for denne parodiske Opfattelse end dette, at samme "Læremester" er større og befinder sig i en Organisme, der er af saadanne Dimensioner, at alle andre kendte levende Væsener bliver til Mikroindivider i Forhold til denne og derfor ikke fysisk kan overskue samme. Men at et Væsen er større og mere uoverskueligt end andre Væsener berettiger jo ikke til at opfatte samme Væsen som et "Lig" eller en "død" Ting, og i Særdeleshed ikke da det forlængst er videnskabeligt konstateret, at vor egen Organisme bestaar af Myriader af Mikrovæsener, overfor hvilke vi selv fremtræder i en lignende Størrelse som den, i hvilket "Naturen" forekommer overfor os. Og hvis vi nu laver det Tankebillede, at disse smaa Væseners "Professorer" og "Doktorer" docerede vor Organisme som "Naturen", hvilket altsaa vil sige, frakendte os hele vor personlige Eksistens og Mentalitet og saaledes opfattede nævnte Organisme, der jo er deres Verden, som en "død Naturkraft", et "omvandrende Lig", saa har vi her et realistisk Billede paa den skrigende Parodi paa den virkelige Sandhed, det jordiske Menneske lever i, saalænge det endnu lader haant om højere Former for Liv end det jordmenneskelige, benægter et Forsyns Eksistens og saaledes er gudløs i sin Fremtræden.

Da Naturen selv overalt viser os, at ingen Organismer kan eksistere uden at bestaa af mindre Organismer eller Mikroindivider, og der saaledes eksisterer Organismer indeni Organismer i det uendelige, bliver det dermed en Kendsgerning, at ethvert levende Væsens Fremtræden kun er muligt som et "Makroindivid", i hvilket en Serie "Mikroindivider" har deres Tilværelse. Disse sidste udgør altsaa Legemsmateriale for nævnte Makroindivid. Og vi kommer herved i Kontakt med Verdensaltets egen Logik eller den virkelige Sandhed ved at erkende os selv som Mikroindivider i et Makroindivid paa samme Maade, som Livet har vist os, at Mikroindividerne i vor egen Organisme er knyttede til os, og overfor hvilke vi selv er Makroindivid. (Se Billedet.)

Den første store urokkelige Kendsgerning i det virkelige Verdensbillede vil saaledes være dette, at Naturen ikke er en livløs Kraft, ikke er et omvandrende eller bevægeligt Lig, men udgør derimod "et levende Væsen". Og de Vises Ord, at vi i dette Væsen "leve, røres og ere", er saaledes her synligt som kulminerende Logik, Videnskab eller evig Sandhed.

 

At Naturen for os udgør et Makroindivid er saaledes urokkelig Logik, men betyder dette ogsaa, at samme Makroindivid er "Forsynet", er een eneste eksisterende "Guddom"? -

Da et Makroindivid jo ikke kan eksistere uden samtidig at være Mikroindivid i et endnu større Makroindivid, kan det Makroindivid, som vi lever i, ikke udgøre hele Naturen, hele Verdensaltet. Vort Makroindivid er saaledes kun et enkelt lille Mikrovæsen i et større Væsens Legemsmateriale og kan altsaa ikke udgøre det almægtige "Forsyn" eller "den evige Guddom". Dette Makroindivid har paa samme Maade som vi selv "Forsynet" eller "Guddommen" at se op til.

Da alle Makroindivider saaledes ikke kan eksistere uden samtidigt at være Mikroindivider i endnu større Væsener, maa de alle over sig have et Forsyn. Og ingen af disse levende Væsener kan være "Guddommen". Denne er stadigt - et andet eksisterende Væsen. Desuden viser det sig jo ogsaa umuligt for Mikro- og Makroindividerne indbyrdes at "tale" sammen. Vi ser jo netop, at alle levende Væsener befinder sig paa forskellige Stadier af Udviklingstrin, og at Væsener fra samme Trin eller Stadium korresponderer mest fuldkomment, medens det, jo længere de er fra hverandre i Udvikling bliver desto sværere for de samme Væsener at korrespondere, ja Afstanden i Udvikling bliver tilsidst endog saa stor, at al bevidst Korrespondance er umulig. Kan vi f. Eks. fortælle Cellen i vort eget Legeme, hvad vi Ser paa Gaden? - Kan vi diskutere Livsanskuelser eller paa anden Maade udveksle personlige Tanker med den? -

Men naar vi ikke kan dette, skønt vi er dens Makroindivid, hvordan skulde vi saa kunde være dens "Guddom"? - Nej, Mikroindivider maa tale med Mikroindivider og Makroindivider maa tale med Makroindivider. Og Loven er, som allerede før udtrykt, denne, at "Krage søger Mage" eller dette, at "lige Børn leger bedst".

Men naar alle levende Væsener samtidigt hver Især er Makroindivid og Mikroindivid og i sin Egenskab heraf overfor sig altid maa have et "Forsyn", og saaledes ikke selv kan være "Guddommen", men derimod mere eller mindre maa være "Gudsdyrkere", det være sig ligesaa godt i Kraft af at benægte, som i Kraft af at tilbede denne, hvor finder man saa den "ene almægtige Gud"? -

Ja, Svaret ligger jo netop i Ordet: den "ene almægtige". - For at kunne være den "ene almægtige" er det nødvendigt, at der ikke eksisterer nogen ovenover eller ved Siden af. Men findes der da saadan et Væsen? - Kan det almene jordiske Menneske med sin Tanke og Forstand virkelig se dette Væsen? -

Svaret bliver et absolut Nej. Det almene jordiske Menneske er endnu saa langt tilbage i Erfaringsoplevelse eller Udvikling, at det umuligt ved egen Hjælp forstandsmæssigt kan finde dette Væsen eller forstaa dettes saa absolut enestaaende Natur. Det kan saaledes ikke endnu acceptere et saadant Væsens Eksistens som Videnskab idet der ikke findes noget, hvormed det kan "maale" og "veje" nævnte Væsen. Det jordiske Menneskes Videnskab er endnu kun identisk med "Maal" og "Vægt". Det kan saaledes kun granske "Materien", "Stoffet". Det, der ligger herudenfor, det, der er dybere end Tiden og Rummet, er dets Forstand endnu ikke særlig udviklet til at analysere. Og det hører derfor ikke med til "god Tone" indenfor samme Væsens intellektuelle Stadium at docere altfor abstrakte Problemer. Men dette forhindrer naturligvis ikke, at Millioner og atter Millioner af den jordiske Menneskeheds "fattige i Aanden" lever i en urokkelig Tro paa eller Tillid til et Forsyns eller en Guddoms Eksistens og slet ikke kan finde Sjælsligevægt eller Livsenergi uden netop denne Tro. Og disse "fattige i Aanden", hvilke, som tidligere omtalt, vil sige forstandsfattige men følelsesrige Væsener, er saaledes Guddommen nærmere end det kolde, men relativt fremskredne Forstandsmenneske. Og det bliver saaledes rigtigt, naar Kristus siger om disse "fattige i Aanden", at "Himmeriges Rige er deres".

Men selvom Guddommens Eksistens endnu ikke er blevet en Aktualitet indenfor den jordiske Videnskab, saa forhindrer dette ikke, at den ikke desto mindre kan bevises med den allerhøjeste Logik, og at enhver Analyse, der skabes som Modbevis mod nævnte Eksistens ikke er i nogen som helst Kontakt med den sande Verdenslogik.

Enhver kosmisk Indsigt i selve Verdensplanen vil bekræfte dette indtil Hundrede Procent. Og vi skal i det følgende give et lille elementært Overblik over, hvorledes man ikke kommer udenom nævnte Væsens Eksistens, hvis man skal følge Logikens Love i sin Tænkning, hvilket altsaa vil sige skal følge en normal Tænkning.

Guddommen maa altsaa afvige fra det almindelige levende Væsen derved, at det ikke har noget Makrovæsen over sig. Ved at fremtræde som det absolut eneste eksisterende Eksemplar af sin Art er det ganske uden Medvæsener. Det kan aldrig nogen Sinde formeres. Og skønt dette, kan det heller aldrig uddø, men vil i al Evighed blive ved med at være et i sig selv eksisterende Hundrede Procent "ensomt" Væsen. Det har som nævnt ingen Medvæsener ovenover eller ved Siden af sig. Det afviger fra alle andre Væsener derved, at det har ingen "ydre" Verden. Hele dets Bevidsthed er en "indre" Verden. Det kan ikke, som det almindelige levende Væsen, koncentrere sig paa et højere eksisterende Væsen eller Forsyn. Det har ingen Guddom at bede til, og det har ingen ligestillede at tale med. Det har som nævnt kun en egen "indre" Verden. Denne "indre" Verden er dets Bevidsthed. Her i denne "indre" Verden foregaar al dets Aktivitet og Energiudfoldelse. Her er dets Sjæle- og Følelsesliv koncentreret. Her er Feltet for dets Skabe- eller Manifestationsevne. Her er Skuepladsen for dets Tanke. Her er dets Kærlighed.