Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I dette nummer af KOSMOS fortælles om myrerne. De er højt udviklede væsener, men dog så vidt forskellige fra os i udseende. Nedenfor fortæller Martinus hvorfor.

 

Her må man forstå, at de levende væseners udvikling, ikke for noget som helst væsens vedkommende, evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Væsenernes udvikling manifesterer sig således i baner, der strækker sig fra klode til klode. Et væsens nuværende manifestationstilstand eller jordtilværelse vil altså være identisk med det samlede resultat af en forudgående tilværelse på andre kloder. Ethvert jordvæsen vil derfor også, i sit nuværende lokale liv, være præget af denne sin førjordiske tilværelse. Og sådanne væsener, der for tiden befinder sig på en og samme klode, men som i en fortidig tilværelse er kommet fra helt andre verdener ind på deres nuværende, vil derfor være helt forskelligt præget i samme grad som deres tidligere tilværelse har afveget fra at være udløst på de samme kloder. Denne prægning kan så igen være af så forskelligartet natur, at samtlige væsener vil være at analysere som ubeslægtede. Da de mere eller mindre beslægtede væsener jo udgøres af dem, der henholdsvis mere eller mindre har passeret de samme kloder i deres fortidige tilværelse, bliver den evige udvikling gennem de beslægtede væsener, som vi før har nævnt, her synlig som udgørende baner. Da sådanne baner har utalte tidssekler og kloder under sig, har de i LIVETS BOG fået navnet "kosmiske udviklingsbaner". Da disse baner i virkeligheden udgør den yderste konsekvens af individernes vandring gennem beslægtede erfaringszoner, bliver deres manifestation i den daglige tilværelse her synlig som udtryk for "arter". De kosmiske udviklingsbaner er således identisk med kilden til arternes oprindelse. Den evige udvikling manifesterer sig altså i form af kosmiske udviklingsbaner, der igen betinger, at væsenerne kommer til at fremtræde i tilværelsen i form af beslægtede eller ubeslægtede arter, og ved hvilken omstændighed tilværelsen, med hensyn til variationer af legemer og former for oplevelse af livet, kommer til at fremtræde i mangfoldighed.

Af de kosmiske udviklingsbaner, der for tiden går ind over jordkloden, vil den, til hvilken det jordiske menneske hører, naturligvis være den, der er mest fremragende. Til denne banes nuværende form hører alt, hvad der kommer ind under begrebet "pattedyr". En anden meget fremragende kosmisk bane indenfor jordzonen bliver vi vidne til gennem den væsensgruppe, vi har lært at kende under begrebet "insekterne". Disse små væseners daglige liv og færden udgør i virkeligheden, for det kosmiske syn, et eventyr og en førjordisk tid, om et liv på fremmede verdener, verdener, der i natur, størrelse og forhold er ganske afvigende fra jordklodens tilstand. Disse fra en førjordisk tilværelse endnu synlige realiteter giver sig blandt meget andet udslag i dette, at disse væsener er udstyrede med legemer, der i fysisk styrke i forhold til deres format lader alle øvrige væsener på jordkloden blive til rene svæklinge. Endvidere udgør de samfund, der med hensyn til indbyrdes organisation og individordning i forhold til enkelte primitive jordmenneskesamfund ikke lader noget som helst tilbage at ønske, og som igen, indenfor sit eget udviklingstrin i jordzonen, fuldstændigt savner sit sidestykke.

Når man iagttager disse to kosmiske udviklingsbaner, hvis repræsentanter her på jorden for tiden udgøres af pattedyrene og insekterne, vil man, selv med almindelige fysiske sanser, let kunne indse, at der findes væsener indenfor sidstnævnte bane, der i udvikling står på langt højere trin end mange af væsenerne i den førstnævnte bane, f.eks. sådanne væsener, som vi kender under begreberne "myrer" og "bier" osv. Disse væsener lader ingen tvivl tilbage om deres udviklingsstandards højere identitet, når de betragtes side om side med sådanne væsener, vi kender under betegnelserne "køer", "får", "svin", "heste" osv. Overfor sådanne væsener kan de førstnævnte absolut ikke frakendes at være på et udviklingsniveau, der ikke alene er disse væsener jævnbyrdigt, men repræsenterer endog i visse tilfælde, hvad samfunds- og individordning angår, en langt større overlegenhed. Pattedyrene, fraregnet det jordiske menneske, besidder således ikke nogen som helst form for en sådan overlegenhed, der betinger, at de må erkendes som tilhørende højere trin på selve udviklingsstigen end insekterne. De har ganske vist en vis form for overlegenhed i deres fysiske legemsstørrelse og dennes levetid, men dette giver dem ingen som helst sjælelig overlegenhed, eller forhindrer dem i, i samme grad som insekterne, at være redskaber for udfoldelsen af princippet "at dræbe", men skyldes kun den omstændighed, at samtlige væseners førjordiske tid har udfoldet sig på kloder, der var mere beslægtet med jordkloden end de, insekternes førjordiske tilstand har udfoldet sig på, og i henhold til hvilke de derfor nu i større grad end insekterne har indlevet sig i jordiske forhold eller udviklet sig i disse indtil en sådan grad, at de i virkeligheden må betragtes som "sande jordvæsener" og derfor også sidder inde med "overherredømmet", medens insekterne i forhold hertil endnu næsten kun er at betragte som "gæster" på jorden.

Af andre kosmiske udviklingsbaner kan nævnes den, der udgøres af væsener, vi kender under begrebet "fugle". Medens pattedyrbanen indenfor jordens område bliver repræsenteret helt op i jordmenneskestadierne, bliver insektbanen og fuglebanen samt alle øvrige begyndende kosmiske baner indenfor nævnte område endnu kun repræsenteret i de almindelige dyrestadier og stadierne derunder. Det må dog her bemærkes, at insekt banen indtil en vis grad har overskredet grænsen til jordmenneskestadierne, hvorved nogle af dens væsener i virkeligheden kosmisk set allerede er at betragte som "jordmennesker", men naturligvis af en anden kosmisk udviklingsbane end de væsener, der ellers udtrykkes ved denne titel.