Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1989/8 side 158
Martinus skrev...
 
Foto af Martinus
Næstekærligheds-talentets udvikling
 
Som ethvert andet talent har også udviklingen af næstekærlighed tre stadier. Det sidste stadium har jordens mennesker endnu langt fra nået, fortæller Martinus. Men vi er alle sammen på vej...
 
Næstekærlighedstalentets udvikling må ligesom alle andre talenters udvikling gennemgå tre stadier. Det første stadium for et talents udvikling er det teoretiske, altså det stadium, hvor man får undervisning i talentets struktur og detailler.
Dette stadium har vi givet udtrykket "A-stadiet". Det næste stadium for et talents udvikling er det, i hvilket man viljemæssigt opøver sig i at praktisere talentet. Når vi her udtrykker praktiseringen af talentet som viljemæssig, vil det sige, at praktiseringen er meget usikker og fuld af fejlmanifestationer og kræver stærk bevidst koncentration på praktiseringen for at kunne gennemføres. Dette stadium har vi udtrykt som "B-stadiet".
Efter disse to stadier kommer det tredie og sidste stadium for et talents udvikling. Efter en permanent praktisering bliver talentet til en vane, hvilket vil sige, at talentet nu er blevet automatisk og kan nu i høj grad manifesteres uden væsenets bevidste viljemæssige medvirken. Dette stadium udtrykker vi som "C-stadiet". Det er dette stadium, der gør væsenet til virtuos eller geni i det pågældende talents manifestation. Med hensyn til jordens menneskeheds kærlighedstalent vil det kun i nogen grad være at udtrykke som på "A-stadiet" og i en endnu mindre grad på "B-stadiet ", "C-stadiet" er menneskeheden endnu meget langt fra at have nået. Men alle de mennesker, der næsten er færdige med deres lidelseskarma og er født påny som stærkt fremtrædende humane mennesker, der absolut er fredelige og således langt fremme i kærlighedstalentets "B-stadium" og her er på vej til udviklingen af samme talents "C-stadium", udgør den gruppe mennesker, der mere eller mindre er modtagelig for livets kosmiske analyser. Denne gruppe vil derfor blive Guds redskab til at føre den øvrige del af menneskeheden frem til "C-stadiet", alt eftersom den når frem igennem dens lidelseskarma eller ragnarok og bliver human. Og med dette stadiums færdigudvikling er jordens menneskehed dermed blevet i Guds billede efter hans lignelse.
Fra DET EVIGE VERDENSBILLEDE. Uddrag af forklaringen til symbol nr. 25.