Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Når menneskers følelser er så utroligt varierede, nuancerede – og også komplicerede, at kunstnere, digtere og forfattere oplever følelseslivet som en uudtømmelig kilde til inspiration, så skyldes det ikke ene og alene den kosmiske grundenergi, som i kosmologien benævnes som FØLELSESENERGI. Denne psykiske energi fungerer snarere som et bærende element eller medium for såvel vore længsler, stemninger og fornemmelser som for vore tanker, forestillinger og overvejelser, som allesammen manifesteres eller genspejles i dette element og derved kommer til udtryk som et følelsesliv, der har mange forskellige ansigter.

 

Følelsesenergien er den kosmiske grundenergi, som på grundlag af sin fremskredne kapacitet og sin fortsatte vækst er i færd med at kvalificere sig til at overtage hovedrollen som bærer af eller medium for vore længsler og håb, forestillinger og tanker. Vanskeligheden ved endelig og suverænt at kunne overtage denne hovedrolle består i, at nogle af vore psykiske energier eller legemer i vor tid har indgreb i følelsesenergien på en gensidig konkurrerende og dermed uharmonisk og blokerende måde.

Når vi ved kosmologiens hjælp følger udviklingen tilbage til vor egen kosmiske fortid, kan vi f.eks. se, at vi engang har befundet os i en situation (mineral-tilstanden), hvor vi ikke havde gnist af følelse eller indfølingsevne over for vore daværende fysiske omgivelser, men udelukkende kunne genkalde os følelser ved hjælp af det hukommelsesenergifelt, som dengang var instrument og medium for vor livsoplevelse.

At denne erindringsmæssige genkaldelse ikke desto mindre kunne fremkalde en yderst virkelig, realistisk og uforlignelig salighedsfornemmelse inde i os selv, altså inden for rammerne af vort daværende livsoplevelsesinstrument, viser os bl.a. at lyksalighed ikke nødvendigvis er knyttet til den kosmiske grundenergi, som i dag bærer vore såkaldte følelser.

Siden dengang er vor evne til at føle og vekselvirke med ydre omgivelser gradvis vågnet op til liv i en ydre verden, som vi voksede ind i, mere og mere blev ét med. Undervejs blev vi ligefrem udstyret med et særligt fremtrædende instinktlegeme (plante-tilstanden) som primært kunne bære og kanalisere vor halvvågne bevidsthed i den fysiske verden.

Som Jord-mennesker rummer vi i dag inde i os selv et fremvoksende følelsesenergilegeme, dvs. en astral bæreflade eller et stråleformigt felt, som bliver mere og mere bæredygtigt og derfor engang vil kunne overflødiggøre vort nuværende tyngdeenergilegeme – og dermed ophæve den spaltning mellem dagsbevidsthed og natbevidsthed, vågen-tilstand og sove-tilstand, inkarneret tilværelse (liv) og diskarneret tilværelse (død), som endnu præger vor jordiske fremtræden.

Men samtidig rummer vi i dag inde i os selv et degenererende instinktlegeme, som særlig hårdnakket holder fast i os og ikke er meget for at slippe sit tag, give os fri.

Billedligt og forenklet kan vi beskrive vor nuværende kosmisk-psykiske situation sådan, at vi ved hjælp af tyngdeenergiens transporterende kraft (vort fysiske legemes reinkarnationsbevægelse) gradvis bliver trukket fri af et fortidigt legemes dikterende indflydelsessfære (instinktenergilegemet) og derved mere og mere geråder ind under et fremtidigt legemes befriende indflydelsessfære (følelsesenergilegemet).

Der er snarere tale om et sideordnet afhængighedsforhold de to grundenergier imellem end om et uforeneligt modsætningsforhold, ja, vi kan betragte forholdet som et kosmisk parløb. Varme og kulde, udvidelse og sammentrækning følges ad i et nøje afpasset, gensidigt samarbejdende afhængighedsforhold igennem samtlige faser af vor evigt fortsættende kosmiske eksistens, et samvirke, der ytrer sig som en stedse afbalancerende spænding de to retningsforskellige kræfter imellem.

Denne spænding ytrer sig som den livskraft, der såvel fysisk som psykisk holder os i levende bevægelse. Tyngdeenergien rummer den egentlige eller fundamentale stødkraft eller transportevne. Følelsesenergien dæmper eller regulerer livets og tilværelsens stødkraft så viseligt, at denne udadrettede kraft under alle forhold er underlagt en kosmisk administration, som ikke kan tilsidesættes, men sætter visse grænser med hensyn til spillerummet eller tolerancen i de to kræfters indbyrdes påvirkning af hinanden.

Første gang vi hører om, at følelsesenergi er identisk med kulde, kan det komme bag på os, fordi vi måske har forestillet os, at vort følelseselement i sin egen natur helt afgjort må være noget, som har med varme at gøre. Det er en ganske forståelig fordom, ligesom det er en fordom af samme slags at tro, at kuldeprincippet må tilskrives intelligensenergien.

Vor varmeafgivende tyngdeenergi er imidlertid også i sin psykiske effekt så integreret i vor følelsesenergi, at den iklæder vore følelser præcis så megen ild eller varme, som vi føler os kaldede til at mobilisere.

Begejstring, lidenskab og entusiasme kan således udtrykke en velsignelsesrig mobilisering af ild eller varme. Men vor mobilisering af disse kræfter kan også gå over gevind og føre os ud i blind efterfølgelse af idealer, der senere viser sig at have vækket vort primitive flokinstinkt, som vi i begejstringens rus har forvekslet med den nye og menneskelige fællesskabsfølelse, som er vore længslers sande mål.

At et sådant selv-opgør ledsages af en tilsvarende ændret adfærd udadtil, siger sig selv, idet der ellers ikke ville være tale om en virkelig afbalanceret selv-kultivering. En afbalanceret selvkultivering fremkalder gradvis et dybere samvirke mellem følelsesenergi og intelligensenergi. Vore følelser intellektualiseres, højnes, kommer ind under en vis etisk kontrol eller administration, hindres fundamentalt i at løbe løbsk. Vi bliver høj intellektuelle.

Nogle mennesker elsker "friheden" så meget, at førnævnte selv-administration forekommer dem at være skrigende unaturlig og derfor af dem bliver opfattet som en slags dressur. Men vore følelser kan ikke blive virkelig frie uden at blive kultiveret og administreret igennem dem, som er indehaver af disse følelser. Om vor selv-administration er udtryk for en slags dressur, afhænger helt af, i hvor høj grad den har rod i et forudgående indre opgør, som tilstræber at bygge på selv-syn og ikke kun på et teoretisk idégrundlag.

At blive menneske er naturligvis ikke forenelig med at dressere sig selv ved at udsætte sine følelser for idéer, ydre påvirkninger eller tillærte adfærdsmønstre, der mere fornemmes som pligt end som glæde og derfor kommer til at virke som en spændetrøje. At blive menneske er snarere at kultivere sig selv på grundlag af en næstekærlighedens motivation og administration, der udspringer af selv-indsigt og selv-forståelse.

Men hvad den ene opfatter som nødvendig administration, kan af den anden med rette opfattes som unaturlig dressur. Vi mennesker af i dag er meget retningsforskellige. Instinktets skjulte herredømme i vore følelser fremkalder ikke de samme forestillinger med hensyn til, hvad der er "naturligt", som når vore følelser søger i retning af åbenhed og logik, i retning af et højintellektuelt herredømme.

Årsagen hertil er en oversanselig eller overpsykisk spænding mellem to fundamentale poler i vor overbevidsthed: den maskuline pol og den feminine pol. Når den oversanselige spænding er i den maskuline pols favør, fremtræder vi som han-væsener. Når spændingen er i den feminine pols favør, fremtræder vi som hun-væsnener. Men da spændingsforholdet mellem de to poler i vor overbevidsthed er underkastet en kosmisk-rytmisk og derfor naturlig forandring, kan vor nuværende fremtræden som typiske han-væsener eller hun-væsener ikke være udtryk for en uforanderlig væsensnatur med hensyn til de maskuline og feminine egenskaber hos hver især.

Dette bagvedliggende eller overpsykiske spændingsforhold er den styrende faktor i vor fremadskridende fysiske og psykiske udvikling, en usynlig faktor, som fordeler alle vore psykiske energier på en sådan måde, at hver enkelt af disse energier synligt eller mærkbart "tager parti" for den maskuline side eller den feminine side i vort væsen – i samme grad, som det oversanselige spændingsforhold begrunder det.

Så er vi altså underkastet et "diktat" fra et oversanseligt plan, en ufravigelig styring, som gør vor såkaldte frie vilje til en absolut illusion? – Nej, der er tale om en kosmisk rytme eller lovmæssighed, som repræsenterer selve kimen til vor livsoplevelse, og som derfor er hævet over begreber som "diktatur" og "frihed". Thi lige så irrelevant det vil være at sætte spørgsmålstegn ved, om vi i det hele taget eksisterer, lige så irrelevant vil det være at besvare det betydningsfulde spørgsmål om vor viljes frihed alene udfra den kosmiske spændingsrytme, som er selve grundlaget for vor eksistens.

For at komme til klarhed over vor viljes frihed, vil vi være nødsaget til at dirigere vor undersøgende opmærksomhed ned i de psykiske relationer, hvor begreber som "diktatur" og "frihed" har hjemme – de psykiske relationer, som er det seks-sidede synlige resultat af den to-sidede usynlige polrelation.

Når vor to-sidede polrelation er foranderlig, så vil også vore iboende sekssidede psykiske relationer være underkastet foranderlighed. Og det er i virkeligheden det, der sker med os – hvilket vi betegner som udvikling.

Den maskuline og den feminine pol i os selv bevæger sig i retning af en spændingsbalance eller en spændingsligevægt. Denne usynlige polforvandling eller forskydning de to poler imellem fremkalder i det synlige en mængde smertelige psykiske omstruktureringer, som munder ud i balance, harmoni, menneskelighed.

Igennem årmillioner har genstanden for vore dybeste længsler været at komme til at svælge i kød og blod, at genopleve kampen for tilværelsen, at kunne føle smerte og behag i en fysisk verden. Vort indflydelsesrige instinkt har gennem ufattelige tidsrum tjent disse længsler ved at fundamentere opbygningen af fysiske organer, der kunne tjene til skridt for skridt at involvere os i det animalske princip, der vinkede forude i vor sansehorisont som et meget fjernt lys.

I dag er det et helt andet lys, vi ser i det fjerne – et himmelsk lys, et intuitionens rige, en guddommelig verden. Men allerede længe inden vi når helt frem til selve dette fjerne lys, står vi foran det os betydeligt nærmere rigtige menneskeriges lukkede porte og prøver på at finde ud af, hvordan vi kan åbne disse porte og skaffe os adgang til en verden uden smerte og død.

De talenter, som vi har behøvet for at lære smerten og døden at kende, er andre talenter end dem, som vi behøver for at lære livsglæden og evigheden at kende. Og ligesom de to kosmiske hovedretningers talenter i sig selv er fundamentalt forskellige, således er også disse talenters tilblivelsesforudsætninger fundamentalt forskellige.

Den som måler næstekærlighedens talentskabelse med dyrerigets alen, dvs. ud fra instinktets evne til gennem gradvis automatisering af adfærd at skabe et adfærdsmønster, der ender med at være "fuldautomatisk", har endnu ikke forstået næstekærlighedens iboende uafhængighed af og naturlige kontrast til automationsprincippet.

Derfor er det af særlig afgørende betydning for os at tilegne os ny-viden og ny-erkendelse, som kan virke befriende, opløsende og ophævende på de utallige mere eller mindre neurotiske strukturer, som vor psyke rummer. En sådan bestræbelse må prioriteres højere end den, at overdække skjulte og givetvis svært gennemskuelige disharmonier med et yderligere struktur-lag, med en vane- eller adfærdsstruktur, som vi anser for at være "godartet".

Hvad er da ny-viden og ny-erkendelse? Ja, det er at føle det livsvigtigt at gå på opdagelse i egen sjæl og sind og her verificere de årsager, som i form af vor individuelle skæbnes opvækkende tale i vor hverdag bestandig sender sine virkninger tilbage til os selv.

Men er en sådan opdagelsesfærd da ikke ligeledes en form for indøvelse, der fører til mesterskab?

Det er indlysende, at viden eller erkendelse, også hvor den ikke er så "ny", som vi kunne ønske os det, men snarere "tillært", kan påvirke vor adfærd udadtil i en god retning og derfor også have en gunstig skæbneforandrende virkning. Men de krav, som næstekærligheden stiller os over for, vokser i takt med de skridt, som vi foretager, således at vi konfronteres med sværere og mere skelsættende skridt som følge af de nemmere og ikke så krævende skridt.

Dermed vokser også de krav, som vor individuelle skæbne stiller til vor selv-opmærksomhed, således at det vil være vanskeligere at erhverve sig ny-viden, førstehånds-kendskab eller selv-syn ved de videregående skæbneudfordringer end ved de indledende. Heri ligger der selvsagt en fare for midlertidigt at stivne eller stagnere i sin åndelige vækst, idet visse uoverskuelige skæbneudfordringer ikke synes at passe ind i det overskuelige adfærdskoncept, som efterhånden har udkrystalliseret sig i ens væsen – hvoraf følger, at en uoverskuelig skæbnetale ikke så let bliver opfattet som en skæbneudfordring, men snarere bliver opfattet som en nødvendig bivirkning, som det gælder om at møde med passiv overbærenhed. Sådanne adfærdsmanøvrer skyldes dog ikke nødvendigvis en grundlæggende mangel på evne til indsigt, men kan i vid udstrækning ligge begrundet i en tilstand af automatiseret stagnation, automatiseret fejltænkning, automatiseret uopmærksomhed hvilket bevirker, at visse uoverskuelige skæbneudfordringer så at sige henvises til at stå bortgemt i skyggen af det næstekærlighedens overskuelige adfærdsmønster, som alene anses for at være lysbringende.

Den øvende side af vor væren er den, som utrættelig, tålmodig og med en vis ydmyghed over for det ophøjede ukendte verificerer og dermed overvinder selvforårsagede psykiske barrierer, dvs. accepterer og forarbejder skæbnens tale – snarere for kærlighedens eller harmoniens egen skyld end for en tilsigtet vindings skyld.

Den kærlighedsopbyggende side i vor væren repræsenteres derimod af de sublime energi-formationer, som ganske af sig selv indfinder sig og fuldfører deres værk, når vore grovere, lavere eller mere primitive psykiske energi-formationer i kraft af vor forstandsledede viljes opmærksomme overvågning udsættes for indsigtens og den gode viljes vejberedende lys.

Derfor: ethvert virkelig afgørende skridt i retning af næstekærlighed eller harmoni, det være sig lille eller stort, vil altid være baseret på sand fornyelse og vil derfor ikke så meget fremstå som en erhvervet fortjeneste, der tilfredsstiller og bekræfter noget forventet og tilsigtet, men snarere som en overraskende gave, der løfter sjælen og skaber taknemmelig livsglæde.