Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I forlængelse af to foregående artikler i henholdsvis KOSMOS nr. 3 og nr. 5 afslutter Sv. Å. Rossen her sin fremstilling af nyere synspunkter i naturvidenskaben, som peger frem mod Martinus' kosmiske gudsopfattelse.

 

Gudsbegrebet har i mange år været i miskredit i store dele af befolkningen uden for de kirkelige kredse. Det har haft forbindelse med naturvidenskabens hidtidige succes med hensyn til at forklare naturens fænomener ud fra naturlovene og de materielle stoffers reaktionsevne. I dette århundrede har der imidlertid fundet nye opdagelser sted, som har ændret en del forskeres opfattelse af naturens grundlæggende natur. Man har erkendt, at naturen og de enkelte organismer er baseret på et helhedsprincip, som ikke kan forklares alene ud fra de fysiske stoffer, og at der derfor i en eller anden forstand må eksistere et åndeligt princip bag tilværelsen. Denne erkendelse er kernen i det såkaldt nye paradigma. I virkeligheden er det gudsbegrebet, som er ved at opstå på ny. Men det er skelsættende, at det er en eksakt fysisk forskning, som har givet stødet til denne nye åndelige orientering. Det er således livets egen tale, der gør opmærksom på sandheden, jf. Kristi ord om, at selvom I tier, så vil stenene tale! Videnskabsmænd og med dem mange andre mennesker, som følger med i forskningens resultater, vil derfor få et stigende behov for, at de fysiske opdagelser følges op med ligeså eksakte og logiske analyser af den åndelige side af gudsbegrebet, hvilket først og fremmest vil sige en universel og modsigelsesfri beskrivelse af den evige Guddom som en altomfattende organisk realitet.

Den nye helhedsbestemte eller holistiske holdning fik sit gennembrud i 1981-82, da en gruppe atomfysikere under ledelse af franskmanden Alain Aspect gennemførte nogle eksperimenter med stoffets mindstedele, dets elementarpartikler. Man konstaterede, at disse partikler, som man i forvejen vidste også havde bølgenatur, fortsatte med at udgøre en enhed, selvom de fysisk blev adskilt meter eller kilometer fra hinanden. (Se artiklen "Det nye paradigma" i KOSMOS nr. 3).

Et andet centralt element i det nye paradigma er holografiets opfindelse. Ideen hertil opstod hos Dennis Gabor f. 1947, men først i 1965 kunne Emmeth Leith og Juris Upatricks ved hjælp af laserstråler lave holografiet i praksis. Enhver, der har oplevet en holografisk udstilling, er blevet slået med forbløffelse over at se livagtige, tredimensionale genstande, som tilsyneladende ikke er tilstede, fordi de opløses i den blå luft, når man går bagom basisbilledet. Nu kunne man nøjes med at konstatere, at teknikken atter har opfundet noget nyt og spændende og glæde os til, at vi engang vil se fjernsynsbilledet og filmlærredet træde frem i rummet. Men det er ligeså vigtigt, at holografiet gør os opmærksom på en ny egenskab ved lyset, ja ved strålingsenergi som sådan og derved også ved tilværelsen generelt, eftersom vi jo nu fra atomfysikken ved, at alt stof ved sin rod har en stråleformig natur. Denne egenskab er, at lyset bærer talløse billeder af den samme genstand, og at disse billeder er indeni hinanden, udenom hinanden og ved siden af hinanden! Vi har altid brugt linser til at fotografere med, og da en linse kun udskiller et enkelt billede, som bliver det, vi får gengivet på fotografiet, har vi vænnet os til den tanke, at der kun var et billede. Men tænker vi efter, kan vi godt indse, at lyset fra en genstand rummer mange billeder. Vi kan jo se genstanden fra utallige vinkler, ja faktisk fra alle 360° både horisontalt og vertikalt. Men hertil kommer, at lyset bærer billeder af genstanden i alle mulige størrelser indeni hinanden. Det har vi bevis på i kraft af, at et fotografiapparat kan fotografere med forskellig blænderåbning. Lige meget om man bruger en lille blænderåbning eller en stor åbning, får man et helt billede. Lysets billeddannelse er altså hundrede procent helhedspræget, idet hver del viser sig at rumme helheden.

Jeg vil ikke komme ind på den særlige fotografiske teknik bag holografiet, men kun pointere det hovedprincip, at der er tale om en linseløs optagelse på en fotografisk plade. Derfor er der ikke kun et, men uendelig mange billeder på pladen, og hvis man kan fremkalde dem – hvad man altså nu kan med laserlys – så er det klart, at der vil fremtræde tilsvarende mange billeder. Og disse mange billeder vil påvirke vore øjne på samme måde som billedernes oprindelige genstand, og derfor vil vi se billederne livagtigt som genstanden i tre dimensioner.

 

 

De holografiske principper har i særlig grad inspireret fysikprofessoren David Bohm ved London universitet. Han er en fremragende fysiker og filosof. Han skrev i 1951 en afhandling om kvanteteorien, som fik Einstein til at udbryde, at han først efter at have læst Bohms bog fuldt ud forstod teorien. 1) Eftersom Einstein siden 1927 havde været stærk modstander af kvanteteorien, var det store ord. Denne David Bohm har foreslået, at man kan opfatte holografiet som en tilnærmet analogi til virkeligheden. Virkeligheden opfatter han som en frekvens verden, et univers af bølgende elektromagnetisk energi, hvor helheden er i hver enkelt del ligesom billedet af en bestemt genstand findes i mange separate lysstrålebundter. Han betragter verden som en udelt helhed i strømmende bevægelse, som han benævner "holobevægelsen". Denne holobevægelse sanses ikke direkte. Men ved synssansen fx fremkaldes enkeltbilleder som en slags størknet eller fastfrosset øjebliksudgave af den flydende bevægelse, hvorved man får et falsk indtryk af, at ting og begivenheder er adskilte. Men i virkeligheden er alt i ét. Med hensyn til holografiet skriver han:

Som en yderligere interessant ting i relation til Martinus verdensbillede antager Bohm, at også bevidstheden tilhører frekvensverdenen, og at tanker og ideer er fastfrosne mentale strukturer, men af en dybereliggende strømmende mental virkelighed eller holobevægelse. På dette dybere plan antager han, at alt trænger ind i hinanden, at alt er indbyrdes forbundet, og at alle menneskers bevidsthed her er en bevidsthed.

 

 

Et af de mest centrale principper i Martinus analyser er livsenhedsprincippet. Intet levende væsen lever kun for sig selv eller af sig selv, men er intimt forbundet med andre levende væsener. Vi er selv et tydeligt eksempel. Vor egen organisme er et samfund – eller man skulle rettere sige et helt univers – af mikroskopiske væsener, som er organiserede i mindre og mindre ordener (organer, celler, molekyler osv.). Eksempelvis består vi af et antal celler i størrelsesordenen 60 mill. mill. celler, som opstår, udvikles og fungerer i de forskellige vævstyper og organer, men styres af organismens helhed, plan og dets indehavers ønsker og vilje. Før Aspect-forsøgene kunne man tro, at samordningen alene skyldtes "fysiologisk kommunikation" mellem organismens dele samt den genetiske kode, men efter disse forsøg står det klart, at den organiske samordning samt DNA-molekylets egen organisation skyldes et helhedsprincip, som ligger bag enhver stoflig fremtræden og organisation.

Men mennesket er langtfra den højeste organiske helhed. Det indgår som en del af den samlede menneskehed og en del af naturens og jordklodens samlede livsorganisation. Alle de levende væsener på Jorden er underordnet dennes helhedsprincip, dvs. dens skabelse, udvikling og livsfunktioner. Hver væsensgruppe, fx planter, dyr og mennesker, ja hvert enkelt individ har sin særlige betydning og rolle indenfor klodens oplevelses- og viljesområde. Når vi mennesker til daglig glæder os over naturen og kan nyde de mange varierede livsformer, skyldes det således frugten af et genialt samarbejde mellem mange kræfter. Men heller ikke jordkloden kan leve alene. Hvordan kunne planter og dyr have udviklet sig, hvis den ikke gennem årmillioner dag ind og dag ud havde modtaget livgivende energi fra et andet makrovæsen, nemlig lyset fra solen. Ikke nok med at lyset giver varme til Jorden og dens skabninger og at den giver næring til planterne og deres udvikling, det giver samtidig grundlag for synsevnen, så man rent praktisk kan orientere sig på Jordens overflade. Men desuden giver den som en ekstra gevinst en forhøjet naturnydelse ved sollysets kolorering af himlen, skyerne, havet, samt planter og dyr i tusinde skønne farver. Solsystemet med jordkloden og andre planeter er med andre ord også et levende væsen, under hvis helhedsprincip kloden og dens liv henhører. Kaster vi et blik ud på det store stjerneunivers, kan vi ane endnu større helheder, og astronomerne kan bekræfte, at solsystemet er en del af et mælkevejssystem, som der yderligere er mange af i verdensrummet. Inden for de allersidste år har man opdaget endnu to større ordener, idet mælkevejene/galakserne danner grupper, de såkaldte clusters, som yderligere danner større grupper: superclusters.

Naturvidenskaben har gennem sine forskellige fagområder såsom fysik, biologi og astronomi på rent fysisk forskningsmæssigt grundlag kunnet vise, at både stoffet og de levende væsener er organiseret i større og større helheder. Martinus kan hertil føje, at disse organiserede helheder er levende væsener, som på hvert deres plan har oplevelser, ønske, vilje og udvikling. Og organisationsplanen viser, at alle afhænger af hinandens liv. Hvordan skulle vi eksempelvis kunne se, hvis vi ikke kunne benytte os af tusindtallige celler i vore øjne, i nervesystemet og i hjernen til at befordre synsprocessen. Jordkloden er på samme måde afhængig af menneskene, som forstærker dens sanse- og tænkeevne. Gennem menneskenes opfindelse af mikroskoper og teleskoper udvides Jordens fysiske sanseevne i både mikro- og makrokosmisk målestok. Menneskene er desuden hjerneceller for Jorden, som den kan bruge til kulturskabelse, skabelse af teknik og til at løse livsmysteriet. I den kosmiske bevidsthed, som kloden i følge Martinus skal udvikle i løbet af få tusinde år, vil de mennesker, som til den tid er blevet færdigtudviklede og selv har fået kosmisk bevidsthed, således blive de bærende kosmiske hjerneceller.

Samarbejdet mellem de mikro- og makrokosmiske ordener af levende væsener er med andre ord ikke alene fysisk, men i lige så høj grad af psykisk og åndelig art. Menneskenes bevidsthed, deres ønsker og længsler, men også deres overtro og fejltagelser er en del af Jordens bevidsthed. Men Jorden er makrovæsen og helhed for menneskene, og derfor er det dens ønsker, vilje og udvikling, som er overordnet i forhold til menneskenes liv. Det vil derfor også kun være naturligt for mennesker at være mikrovæsener på Jorden i det omfang de er på bølgelængde med dens udvikling og kan være til nytte indenfor dens helhed. På samme måde er menneskets forhold til dets egne mikrovæsener: her er det menneskets vilje og udvikling, som er den højeste myndighed, og kun de mikrovæsener, som er på bølgelængde med den, er naturligt hjemmehørende dér.

Tanken om denne gennemgribende sammenhæng både fysisk og psykisk mellem levende væsener på forskellige niveauer kan nok få det til at svimle for den, som første gang bliver gjort opmærksom på den. Ja, man kan vist roligt tilføje, at den fortsat opleves som en af livets helt store og overraskende undere, som man aldrig bliver træt af at fundere over og næppe forstår helt til bunds, selvom man teoretisk er fortrolig med tanken!

I denne analyse er Gud ikke adskilt fra verden. Han har fx ikke skabt den på et bestemt tidspunkt og dernæst forladt den for derefter at overlade den til tilfældige kræfters spil eller menneskenes forgodtbefindende. I dette organiske gudsbegreb er der heller ikke plads til nogen djævel, der som modstander af Gud kæmper om menneskenes sjæle. Verdensaltet er kun én eneste helhed og dermed kun ét samlet væsen. Her er der heller ikke nogen væsener, der er fortabte. I kraft af det organiske princip kan intet levende væsen undværes, men alle er nødvendige led i kæden. Ethvert individ er en del af Guddommen, har altid været det og vil evigt fortsætte med at være det.

Kilder:

1. Erik Dammann: Bak tid og rom, Oslo 87.

2. David Bohm: Helhed og den indfoldede verden, Ask 86.