Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I dette brev skildrer Erik Gerner Larsson stemningen i en dansk togkupé anno 1945. Krigen er omsider slut, og dermed kan man tale frit. Der er talefrihed, men er der tænkefrihed?

 

Da jeg forleden befandt mig på rejse, oplevede jeg at være vidne til en ret heftig diskussion mellem mine medrejsende. Diskussionen var politisk, hvilket i øjeblikket næsten er ensbetydende med tyngde- eller eksplosionsenergi i fuld udfoldelse. Nuvel, jeg sad i min krog og lyttede – og betragtede. Det var ingen kedelig oplevelse, kan jeg forsikre Dem. Jeg var her vidne til en pragtudgave af den form for kosmisk kemi, det store flertal betjener sig af, og jeg savnede i virkeligheden kun det ene, at jeg til brug for vor egen undervisning kunne optage den stadig mere og mere ildfulde diskussion på bånd, – gengivelsen ville have vakt jubel blandt alle de, der er blot nogenlunde fortrolige med grundenergiernes tilsynekomst i tankeblandingsprocessen.

Efterhånden som diskussionen skred fremad og de forskellige – ofte i mindre parlamentariske vendinger – havde fremsat deres respektive anskuelser, blev jeg klar over, at jeg her sad og var vidne til en af hovedårsagerne til det enkelte menneskes ofte triste skæbne. Thi disse mennesker var virkelig hver for sig absolut 100% overbevist om, at netop deres mening var den helt rigtige. Jeg forstod, at jeg her mindre var stillet overfor tænkende mennesker end overfor forskellige bundter dirrende meninger af temmelig tågeagtig karakter. At disse meninger blev fremført af egoer og derfor tilsyneladende var produkter af intensiv personlig tænkning, var en illusion jeg hurtigt kunne gennemskue, dertil smagte de hver for sig alt for meget af de forskellige dagblades "ledere", og det var da heller ikke det, der pludselig optog mig så stærkt, nej, det var den kendsgerning, at disse mennesker i den grad gjorde sig til et med deres meninger, at de selv aftegnede deres eget udviklingstrin så tydeligt, at man næsten blev målløs.

Vi ved alle hver for sig, at vi hverken er det klogeste eller det dummeste menneske, der findes, men de færreste af os søger vel at udregne vor position i forholdet til "de andre". Her var jeg imidlertid stillet overfor de respektive trins hårde møde med hinanden. Skarpt afgrænset tegnede de for mit indre syn billedet af den universelle udvikling, vi alle er undergivet. Jeg så ganske klart, at enhver form for bebrejdelse her var overflødig. Enhver havde tilegnet sig netop det billede af livet, som svarede til den sum af erfaringer, han sad inde med, og da ingen af d'herrer formodentlig nogensinde havde beskæftiget sig med den tanke, at livet i sig selv repræsenterede en mening, de kunne konferere deres egen af imod, så måtte de jo tro, at de hver for sig havde fundet "de vises sten". Men livet har en mening, og derfor har det sin værdi at se, hvad det, vi udtrykker med det lille ord egentlig betyder.

De har sikkert ofte hørt en og anden bruge udtrykket "det er nu min mening!" og er derigennem blevet konfronteret med en opfattelse, de enten har måttet acceptere eller kassere, alt efter denne menings samhørighed med deres eget kendskab til det, den giver udtryk for. Men meninger og opfattelser, sådan som vi normalt møder dem, er kun udtryk for "midlertidige sandheder" om livet. Disse "sandheder" ændrer sig i samme grad, som den enkeltes indsigt vokser. Ser vi tilbage over de svundne århundreder, ser vi, at menneskene hele vejen igennem har levet på "midlertidige sandheder" indenfor alle områder. Men hvad er det egentlig, der får disse sandheder til at blive "midlertidige"? Ganske enkelt den kendsgerning, at det jordiske menneske, igennem det, vi kalder "dets åndelige vækst" i stedse stærkere grad nærmer sig livets egentlige mening eller hensigt, som ligeså enkelt kan udtrykkes ved det samme menneskes erkendelse af de evigt kosmiske loves reelle eksistens.

gerning, at "som det sår, skal det høste". Det fylder gladeligt sit sind med had imod anderledes tænkende i dyb overbevisning om, at dets had både er sundt og moralsk. At det er sig selv, det hader, er det uden mulighed far at forstå, men sådan er det! Vore omgivelser er kun til for at være det spejl, i hvilket vi kan se os selv, som vi virkelig er. Men det syn er endnu ikke aktuelt for det store flertal. For dem er omgivelserne noget, de skal reformere, dersom disse omgivelsers mening er anderledes end deres egen. Overalt ser vi mennesker rase imod omgivelserne, enten så disse fremtræder som familie eller som andre landes beboere. Således sagde en af de ivrigste i den omtalte diskussion, mens hans øjne lynede af fanatisme, at han hadede tyskerne helt ud til det sorte på hans negle – og så viste han os samtlige ti sørgerandsbeklædte fingerspidser! Det var sandhed for ham, derom var der ingen tvivl, men det var en midlertidig sandhed, som livet i sit evige kredsløb nok skal ændre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan et sådant menneske ville reagere, om man pludselig kunne vise ham hans had som en højeksplosiv skæbnebølge med kurs direkte imod ham selv. Men dette syn er forbeholdt det, vi kalder "livet". Det alene kan vise ham så han forstår med hver eneste fiber i sin sjæl, at det kun er sig selv, man gør fortræd, når man hader, forfølger og bagtaler, kort sagt, når man gør fortræd.

Martinus har atter og atter sagt, at mennesket er sin egen værste fjende. Men denne sandhed forstås kun af den, som er nået til vejs ende med alle sine "meninger" og endelig er nået dertil, at den opfattelse, den mening, som nu helt behersker ham, er i 100% kontakt med livets mening. I den time disse to meninger dækker hinanden, er den virkelige

For mennesket, der lever på en "midlertidig sandhed", er det ingen kendsfred en kendsgerning i et menneskes mentalitet. Men for at den time kan blive nået, er det nødvendigt at passere en verden, i hvilken hver har sin mening, – det er nemlig den eneste "klasse", i hvilken mennesket har mulighed for at lære den eneste virkelige betydningsfulde mening – livets egen – at kende. Vort liv har kun to muligheder: enten er vi med vor væremåde imod lovene, og så er vor skæbne ensom usikkerhed, smerte og modgang, eller også er vi med lovene, og så lever vi i fred med os selv og vor næste. I øjeblikket lever de fleste af os imod lovene, og vort liv er derefter. Men ét har vi nået, og det er, at langt de fleste idag aner, at den mening, de så ofte bærer til skue i ord og miner, ikke helt har den betydning, de forsøger at tillægge den. De fleste er klar over, at noget nyt er på vej, og den følelse er ikke god for en forudfattet mening, den rent ud sagt svækker dens autoritet.

Jeg lyttede med åbent sind til den diskussion, der rasede omkring mig, og jeg forstod, at den sidste diktator endnu ikke var forsvundet fra verdens skueplads. Men jeg så også, at disse ivrige mennesker gerne ville forbedre verden og gøre det hele lysere for os alle, hvilket dog var prisværdigt. Men jeg så endnu mere, jeg så helt klart, at alle de meninger, der svirrede mig om ørene havde rod i en indre tågeverden, og at ingen, der må tale ud fra sådan en tågeverden, taler med virkelig myndighed. Det var en verbal orkan fra de umyndiges verden, jeg overværede, og den var lærerig – især hvis jeg kunne have bragt den med hjem på bånd!

 

Kommentar: På side 116 mangler noget tekst i starten af et afsnit og igen til allersidst. Der er ikke en rettelse af dette i de følgende numre.