Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

TYNGDEENERGIENs væsen er det egentlig ikke så let at få et klart billede af, selvom det netop er denne kosmiske grundenergi, som behersker vor psykiske og fysiske fremtræden. Tyngdeenergiens dominans i os og omkring os indebærer en bevidsthedsspaltning, således at vor fremtræden på en måde er adskilt i en fysisk side og en psykisk side, altså to parellelle bevidsthedssider, som vi må skiftes imellem at være bevidst i.

 

Når vi sover, er vi kun bevidst i den psykiske side af os selv, også selvom vi ikke husker vore indtryk, efter at vi igen er vågnet. Men da vor psykiske side er ufuldstændig eller ufærdig, kan vi ikke fungere som "hele mennesker" alene på grundlag af en sådan ufærdig side. Derfor ville det heller ikke være tilfredsstillende for os at forblive på denne side af os selv, rent bortset fra, at det ikke lader sig gøre totalt at vende sig bort fra ens egen fysiske side.

Når vi vågner fra en nats søvn, indtræder vi i den fysiske side af os selv, som trods alt er den væsentligste og naturligste side for os at befinde os på, selvom vi heller ikke her kan opfatte os selv som "hele mennesker" – endnu.

Når vi dør, sker der en vis adskillelse af de to sider, hvilket bevirker, at vort fysiske legeme går i stå og bliver til et lig, og vore vante fysiske omgivelser ikke mere kan sanses, medens vi selv fortsætter vor eksistens inden for rammerne af vort udskilte psykiske/mentale energifelt.

Mens vi lever vort liv i form af fysisk tilværelse, er vort psykiske felt præget af et samvirke alle de forskellige bevidsthedsenergier imellem, et samvirke, i hvilket tyngdeenergien opererer immaterielt eller stråleformigt, altså som en speciel psykisk egenskab, der indgår i vor måde at være på.

Martinus beskriver tyngdeenergien som en udvidende eller udadrettet energi, som samtidig befordrer varme og f.eks. kan ytre sig som ild eller som eksplosioner. I førnævnte psykiske samvirke synes tyngdeenergien at spille en ikke helt så markant rolle som i selve det fysiske legeme, i hvis mikrokosmos der foregår mangfoldige biokemiske processer, som påvirkes kraftigt af tyngdeenergi, f.eks. vor fordøjelsesproces og forbrændingsprocessen i vore enkelte celler.

Tyngdeenergien modsvares af følelsesenergien, som er sammentrækkende og kuldedannende. På grund af et specielt samvirke mellem netop disse to psykiske energier med deres hver for sig specielle, men alligevel gensidig supplerende fysiske egenskaber fremtræder tyngdeenergien mere eller mindre afdæmpet eller afbalanceret. Den fremtræder som et resultat af sit eget forhold til følelsesenergien, altså som resultat af et spændingsforhold.

Inden for rammerne af dette variable spændingsforhold ytrer tyngdeenergien sig som en kraftudløsning, hvis udadrettede bevægelsesretning f. eks. er grundlaget for vor motorik, vore musklers og lemmers kraftfordrende bevægelsesfunktioner. Også legemstemperaturen hos dyr og mennesker afspejler en hensigtsmæssig balance de to samvirkende grundenergier imellem.

Ligesom Jord-kloden i sit indre rummer en ildkerne af kraftudløsende tyngdeenergi, som får den til at fremtræde som et levende væsen med et væld af globale organfunktioner eller økologiske processer, således rummer også hvert dyr eller menneske i sin organisme et kraft- og bevægelses befordrende tyngdeenergielement.

Men hos dyr og mennesker, der jo har en helt anden legemlig opbygning end himmellegemer, ytrer tyngdeenergien sig "decentraliseret" eller "spredt ud", samtidig med at de enkelte organer her forekommer mere indvortes eller indadvendte.

Da vi mennesker af i dag endnu ikke har lært at tænke, føle og fornemme på en så afbalanceret og harmonisk måde, at vi i alle henseender kan møde livet og tilværelsen på en konfliktløsende og livsbekræftende måde, kan vi endnu heller ikke holde styr på den kraft, som "flytter" og "rubricerer" vore tankekonstruktioner og følelsesbilleder.

Et hidsighedsudbrud er udtryk for, at tyngdeenergien løber af med os. Vi opildnes i visse situationer. Måske har vi længe nægtet at se i øjnene, at visse provokationer, som vi med mellemrum udsættes for er gået ind i vort psykiske rum i form af opmagasineret fortørnelse, som manifesterer sig i vor psyke som en gradvis skjult opildning eller opladning med tyngdeenergi.

Således kan der ligefrem tildannes "organiske urocentre" i vor psyke. At de er "organiske" vil her sige, at de har en tendens til at centrere sig eller sætte sig fast ved hjælp af instinktenergi. Det moderne menneskes mere eller mindre "løbske" eller "desorienterede" instinktenergi er stærkt indblandet i alle psykiske processer. Den fastholder selvretfærdighedsprincippet og udgør derved den egentlige "urostifter". Det er denne urostifter, som fæstner vore selvretfærdighedsprojektioner til tyngdeenergibevægelser og gradvis automatiserer disse bevægelser, hvorefter urocentret er en realitet.

Med mellemrum sker der så det, at en ydre påvirkning i vor daglige tilværelse får det i vor psyke ophobede tyngdeenergicenter, som naturligvis rummer et vist tankemateriale af ubehagelig og uønsket karakter, til at eksplodere i form af et hidsighedsudbrud eller et raserianfald.

Nogle mennesker har psykisk set indrettet sig selv sådan eller diciplineret sig selv sådan, at de ignorerer deres unaturlige tyngdeenergiophobninger totalt og derved kommer til at virke ret så fredsommelige udadtil. Dette kan lamme og forkrøble psyken på anden vis, idet de unaturlige tyngdeenergicentre "eksploderer indadtil", d.v.s. fremkalder såvel dybt rodfæstede og psykisk blokerende over- eller underbalancer som ledsagende fysiske sygdomssymptomer.

Det turde være indlysende, at der må ske en afladning af sådanne psykiske urocentre, for at et naturligt psykisk og legemligt velvære kan opnås. Men enhver afladning – den være sig spontan eller terapeutisk – som ikke følges op eller ledsages af en dybere forståelse af selve karakteren af den ophobning, som der er tale om og som kan være særdeles speciel, kommer til at fungere som en bekræftende og legitimerende afladning.

For hvert sandhedselskende menneske gælder det om at opbygge vilje og evne til ved egen hjælp at undersøge og identificere de unaturlige ophobningsprocesser, som foregår i dets psyke. Således kan vi nå frem til at forholde os accepterende overfor dem i stedet for fornægtende. Accept er et resultat af selvsyn og derfor ikke det samme som legitimitet, som er knyttet til manglende vilje eller evne til selvsyn med deraf følgende bekræftelse af visse automatiserede funktioners fortsættelse.

Selvsynet og accepten af vort eget væsen er derfor en forudsætning for at vor "selvforbedring" kan bygge på et stabilt fundament.

Sådan vil det være med alle livets spørgsmål. Disse to hovedsynsvinkler er to sider af den samme sag. De supplerer hinanden gensidigt. I nærværende betragtninger beskæftiger jeg mig forsætligt overvejende med kosmisk-kemiske perspektiver.

Tyngdeenergiens kosmiske hovedopgave kan siges at være den at fremprovokere en fornyelse af vores bevidsthed.

I og med, at vi lever liv efter liv i en sfære af tyngdeenergi, som frembyder en passende bevidsthedsmodstand for vort individuelle bevidsthedsfelt, kan vi højne eller udvide vor egen bevidsthed netop ved at overvinde de mangfoldige former for modstand, som vi møder hver især. Ja, tyngdeenergiens bindende, fængslende og korsfæstende sfære er ligefrem en garant for vort evige liv, vor evige eksistens.

De fleste Jord-mennesker kan dog af gode grunde endnu ikke til fulde forstå og acceptere denne tyngdeenergi-tilværelsens eller det jordiske livs kosmiske betydning. De foretrækker at vende blikket mod "det himmelske" (det behagelige gode) og vende blikket bort fra "det jordiske" (det ubehagelige gode).

Det kan man forøvrigt også være tilbøjelig til, selvom man interesserer sig for kosmologi. For hvad vil det sige at "vende sig bort fra det jordiske"? Ja, det vil her sige, så vidt muligt at ignorere de ubehagelige budskaber, som vor egen individuelle skæbne projicerer ind i vor tyngdeenergiafhængige hverdag, ind i vor tyngdeenergibundne psyke og vort tyngdeenergibundne legeme.

Tyngdeenergiens kraft i sig selv kan altså ikke betegnes som værende godartet eller ondartet. Tyngdeenergien transporterer kvaliteter, som kan være uhyre sammensatte og påvirke os behageligt eller ubehageligt. Tyngdeenergien er en kosmisk kraft, som er tilstede såvel i en kærtegnende hånds frydefulde bevægelse som i et øjekasts hadefulde energiprojektion.

Vi er da med hele vort væsen så fæstnede til tyngdeenergisfæren eller den fysiske verden, som vi overhovedet kan blive det. Det eneste, som da kan interessere os, er at tilkæmpe os det daglige udkomme, at forsvare vort territorium og at sørge for slægtens videreførelse.

Dermed er vi blevet totalt involveret eller viklet ind i den animalske tilværelse, som er en hundrede procents modsætning til den højeste bevidsthedstilstand, intuitionssfæren, som vi engang har "forladt", fordi vor individuelle bevidsthed og dermed vor individuelle eksistens ifølge sin iboende natur hverken kan lægge sig til hvile i et kosmisk højdepunkt eller gå tabt i et kosmisk lavpunkt.

Bevidsthed kan kun eksistere som bevægelse, som noget levende, som noget fortsættende. Bevidsthed er og vil altid vedblive at være bevægelse, fremkaldt af kontraster, der gensidigt udfordrer hinanden uden selv at ophæves, og derved opretholder bevægelsen som noget evigt fortsættende.

Den førnævnte smertelige indvikling til trods repræsenterer vor animalske tilværelse bevidsthedsmæssigt eller psykisk set en forholdsvis fremskreden tilstand, idet den dermed fuldførte binding til den fysiske materie jo i sig selv er et bevidsthedsresultat, som det har taget os millioner af år at nå frem til og at underbygge med et beundringsværdigt fysisk sanseapparatur, som kan reproduceres og videreudvikles fra inkarnation til inkarnation.

Det kan her være på sin plads at indskyde, at vor ydre bevidsthed på en måde blev "nulstillet" i og med, at vi forlod intuitionssfæren, hvorefter vi gennem mineralske, vegetabilske og animalske tilstande gradvis har opbygget en helt ny ydre bevidsthed, opbygget omkring en oversanselig kerne af koncentrerede individuelle erfaringsinformationer, erhvervet i en superfjern kosmisk fortid.

Udvikling er en kosmisk kursændring i forhold til den forudgående såkaldte indvikling. Udvikling er det samme som en gradvis frigørelse eller løsning fra den bundne animalske tilværelse, som har bibragt os den velsignede evne at kunne føle angst og smerte. Velsignet er denne evne, fordi den er et elementært forstadium til at kunne føle medlidenhed med og kærlighed til andre levende væsener.

Det er vore instinkt funderede religiøse længsler, som gradvis har ledt os ud af vor fordums animalske tilstand og har ført os frem til at blive Jord-mennesker. Derved er vor psyke mere og mere blevet nuanceret således, at vi så småt har kunnet begynde at gennemskue en lang række smerte-situationer og at overvinde dem ved intelligensens hjælp.

Men dermed er vi også blevet ført stadig nærmere et kosmisk selv-opgør, et opgør med os selv, som kan fundamentere førnævnte kosmiske kursændring, få den til at træde umiskendelig frem i vor måde at tænke, føle og handle på. Og dette kosmiske selv-opgør bliver Jordens menneskehed i vor tid og i tiden fremover i særlig grad konfronteret med.

Men som det er med de konkrete smerte eller lidelses-situationer, således er det også med angsten, som på mange måder bor i vor bevidsthed og lammer vor åndelige og fysiske bevægelsesfrihed. For hvad er angst andet end en psykisk form for smerte eller ubehag? Ligesom vi lærer smertens årsager at kende ved at gennemskue den og overvinde den, således må vi også nå frem til at se angsten i øjnene.

Men vejen til at gennemskue, modvirke og ophæve samtlige vore selvskabte angst- og smertesituationer er lang og trang, hvilket er ensbetydende med, at vejen frem til at kunne udtrykke med-følelse, med-forståelse og med-kærlighed over for alt og alle er lang og trang.

Måske er det vigtigste skridt, vi overhovedet kan foretage på denne lange og trange vej, et holdningsskifte, som består i, at vi principielt vender vort blik mere indad, for i vor egen psyke at verificere de blokerende årsager, som kaster lange skygger ud på den livsvej, som vi færdes ad uden endnu rigtig at have opdaget, hvor disse lange skygger, som andre mennesker synes at afgive over for os, egentlig har deres sande udspring.

Et sådant holdningsskifte er af så fundamental betydning, fordi det indebærer, at vi i dybden accepterer det såkaldte onde som et ubehageligt gode. Denne nye dybde i vort livssyn er ensbetydende med, at vi ser med nye øjne på det specielle onde, der i form af et større eller mindre antal ophobede angst- og smertecentre skjuler sig under vor egen psykiske overflade – og som vi hidtil har tilskrevet forhold uden for os selv og derved låst fast.

Men kan sådanne angst- og smerteforvoldende centre virkelig være udtryk for et gode? Det kan de, fordi de i kraft af deres opmærksomhedspåkaldende tilstedeværelse er nøglen til den dybere indsigt, som alene fører frem til en varig overvindelse af den pågældende angst og smerte.

Men lad os lige standse op et øjeblik og rejse spørgsmålet, om ikke alt dette med i dybden at lære sig selv at kende kan lyde noget grav-alvorligt? Det kan ikke helt afvises! – Men hvad er den bedste form for humor, det højeste udtryk for livskunst? Er det ikke dette: at kunne smile til trods for selverkendt utilstrækkelighed? – At leve op til en sådan humor indebærer imidlertid en forudgående bevidstgørelse af de skjulte disharmonier, således at smilet kan bryde frem i forløsningens ånd og ikke i camouflagens og selvforsvarets ånd.

At beherske tyngdeenergien og smilende gøre sig til herre over naturkræfterne kan altså ikke opnås ved at lytte til de smukt camouflerede og fortsat bindende diktater, som dybt rodfæstet og under kommando af vort instinkt opererer i vort indre.

Det sande herredømme over naturkræfterne kan kun opnås på grundlag af de afslørende og frigørende røster i vort eget indre, som får os til at standse op og tænke os om.

Disse røster har deres dybeste udspring i vor intuition, fuldkommenhedens spæde flamme i vort indre, som uendelig tålmodigt venter på, at vi fatter mod og griber omskabende ind i vort følelsesliv ved lempeligt at udskille de diktater, som sammenblander menneskelige følelser og animalske drifter, ligesom denne spæde flamme venter på, at vi i stedet dirigerer vort følelsesliv ind i et nærmere samvær med vor intelligens, med vor logiske evne, med vor fornuft, for at dæmpe og ophæve dennes tendens til at agere på en skarp og isolerende måde.

En sådan viljeledet tilnærmelse mellem vor følelse og vor intelligens hjælper os frem til den fornyelse af vor bevidsthed, som afslutter vor blinde herskerrolle i forhold til naturkræfterne og gør os til seende tjenere af dem – i næstekærlighedens ånd.